Oplev Kleopatra, når Den Jyske Opera sætter lup på glemte værker

Den Jyske Opera sætter lup på glemte værker

BaggrundMusikSkrevet af: Elisabeth Saugmann01. mar 2019

Som noget nyt præsenterer Den Jyske Opera ukendte, danske operaer. Første værk er August Ennas Kleopatra, der ikke har været opført i 125 år. Efter forestillinger i Musikhuset Aarhus tager Kleopatra ud på turne.

Tyske Philipp Kochheim, chef for Den Jyske Opera, undrer sig over, at det er de samme 50-60 operaer, der opføres, selv om der er tusinder af titler at vælge imellem. Og som relativt ny i chefstolen gør han nu noget ved det. Han rykker vanetænkningen af hængslerne og åbner posen for det, han kalder dansk musikhistories rigdom, når han nu byder på glemte danske operaer, som er på kunstnerisk omgangshøjde med tilsvarende italienske, franske og tyske komponisters.
Kostumerne er så funky, at de kunne være taget ud af en tegneserie.
Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera
Udover Kleopatra har August Enna lavet musik til en del af H.C. Andersens eventyr.
Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera
Både i denne og den kommende sæson sætter han fokus på ældre danske operaer fra glemmebogen. Operaen Michael Kohlhaas har premiere til august, men den første i denne danske serie er August Ennas Kleopatra. Der er premiere 1. marts i Musikhuset Aarhus under ledelse af dirigent Joachim Gustafsson. Operaen har ikke været opført i Danmark i 125 år siden premieren på Det Kgl. Teater i 1894. Efter sidste spilledag i musikhuset den 9. marts drager Kleopatra ud på en kort landsturne til en række større byer - blandt andet til det Kgl. Teater.

Fra Elizabeth Taylor til opera

Alle har hørt om Kleopatra, om ikke andet så fra hollywood-stjernen Elizabeth Taylors bud på den skønne ægypter. Det ligger straks tungere med operaen Kleopatra. Hvis man løser kryds og tværs, ved man, at en dansk komponist på fire bogstaver er "Enna". Han levede 1859-1939. Han var indvandrer, han vandrede endda ind og ud af Danmark flere gange. Enna skrev musik til mange af H.C. Andersens eventyr, og ifølge Philipp Kochheim, kan Enna ses som et link mellem italiensk og nordisk musik. Sidste år udgav forlaget Multivers en biografi om August Enna af Steen Chr. Steensen. Her kan man læse, at det var August Ennas musik, som blev brugt den dag, Aarhus Teater blev indviet 15. september 1900. Om eftermiddagen spillede teatret nemlig Prinsessen på ærten med Ennas musik.
August Enna var populær i sin tid, men er siden gået i glemmebogen.
Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera
August Enna bliver tit set som et link mellem italiensk og nordisk musik.
Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera
Ennas musikalske forbillede var Richard Wagner (ham med de lange operaer). August Enna var af italiensk slægt, blandet med jødisk blod. Han slog igennem med operaen Heksen på Det Kgl. Teater i 1892. Også Kleopatra to år senere var en stor succes, og han blev hyldet som det nye store håb i dansk musik. Og det skal da også lige siges, at han ikke havde berøringsangst over for at komponere bolsjer til folks ører. Og nu kan man så endelig opleve ham på et dansk operahus igen, efter at han har været i glemmebogen sammen med den højspændte og højromantiske musikstil, der gik af mode, da han var gammel.

Det nye operablod er gammelt

Den nye udgave af Kleopatra har egyptiske kostumer, der er så funky, at de kunne være taget ud af en tegneserie. Dragter og smykker er tegnet af den tyske kostumedesigner Uta Meenen, der har arbejdet for flere af de store operahuse og teatre i Tyskland. Kleopatra synges på dansk med danske overtekster. Operaen handler om prins Harmaki, der forklædt som drømmetyder, kommer ind i dronning Kleopatras palads for at myrde hende, genvinde magten over Egypten og befri sit land for indflydelse fra Rom. Men da Harmaki ser Kleopatra, bliver han slået så hårdt af hendes skønhed, at han ikke han begå mordet. Og han ender selv med at blive dræbt.
Historien i Kleopatra er fiktion bygget på Kleopatras styre.
Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera
Prins Harmaki vil slå Kleopatra ihjel, men ender med selv at dø.
Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera
Udgangspunktet for historien er de historisk-politiske forhold omkring de egyptiske faraoner og den romerske besættelsesmagt. Men teksten er ren fiktion bygget op om det faktum, at den smukke og stærke Kleopatra regerede i oldtidens Egypten fra år 51 til 30 før Kristus. På Den Jyske Opera kan man Lørdag d. 2. marts kl. 14.00 høre en lang introduktion på 2. balkon med en gentagelse i en kortere version kl 14.40. Lørdag den 9. marts er der introduktioner om aftenen. Med Ennas smukke musik til Kleopatra er Den Danske Serie på den Jyske Opera skudt i gang.

Til august gælder det en genoplivning af operaen Michael Kohlhaas fra 1933, skrevet af den danske komponist Paul von Klenau, der tager publikum tilbage til den tidlige renæssance under de tyske borgerkrige for at møde Martin Luther i en klostercelle i Wittenberg. Og næste år er der mere ”gammel-nyt”.

Fakta:

Kleopatra spiller den 1., 2. og 9. marts i Musikhuset Aarhus. 12. og 13. marts Det Kongelige Teater den 15. marts, Frederiksborgcentret Hillerød. 16. marts Musikteatret Albertslund. 22. marts Alsion, Sønderborg. 26. marts Musikhuset Esbjerg 27. marts Idrætshallen, Flensborg. 11. april Vejle Musikteater. 12. april Odeon, Odense.

De fleste roller er dobbeltbesatte, og fire orkestre skiftes til at spille. Kleopatra synges på skift af Stefania Dovhan og Elsebeth Dreisig. Prins Harmaki synges på skift af Christian Juslin og Magnus Vigilius, som fik Reumertprisen Årets Sanger 2018. Charmion (Kleopatras jaloux kammerpige) synges af Ruslana Koval og Tanja Christine Kuhn. Sepa synges af Thomas Christian Sigh og Lars Møller. Jens Bové synger Schafra og Kirsten Grønfeldt synger Iras.

Ben Baur: Instruktør og scenograf

Joachim Gustafsson: Dirigent

Uta Meenen: Kostumedesigner

Anders Poll: Lysdesigner

Tecwyn Evans: Korindstudering
Facebook
Del på facebook

Elisabeth Saugmann

Journalist
Elisabeth er kulturjournalist og forfatter. Hun har tidligere været ansat i DR, på JyllandsPosten og Berlingske Media.

Hun har udgivet følgende bøger:
Musikkens førstedamer
Lidt hippie er nan vel altid
Super Mouse og Fejlfinderne
Prins Henrik
Samt bidraget til flere antologier
Se Elisabeths artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind