Natlyst er klar med deres debutalbum - 11 mand stort band og musik om mod - INTERVIEW

Når musikken gør det skrøbelige stærkt

InterviewMusikSkrevet af: Nanna Westergaard04. mar 2019

Det aarhusianske band Natlyst er den 7. marts klar med deres debutalbum Modig. På albummet bliver det grimme gjort smukt og det smukke bliver grimt i sange om både depression og mod.

Det begyndte som en trio, siden er der kommet flere til, og andre er faldet fra. I dag er de 11 medlemmer i bandet Natlyst, og nu er de klar med deres debutalbum Modig.

“Det er ret vildt, at vi har lavet noget, som 11 mennesker er enige om, at vi kan stå inde for. Jeg føler, vi rammer noget universelt, fordi så mange mennesker er enige i, at det er noget helt specielt,” fortæller forsanger Amanda Drew, der har skrevet sangene på albummet, som senere er blevet arrangeret i fællesskab med de ti andre medlemmer, der har baggrunde i alt fra klassisk musik til avantgarde jazz.

Amanda Drews sange handler om tunge følelser som angst og ensomhed, men gennem fællesskabet i bandet og de mange musikalske bearbejdninger bliver skrøbeligheden gjort stærk.

“Jeg føler mig ikke ensom, når jeg spiller i bandet, så det bliver en redning på en eller anden måde” fortæller hun.
Amanda Drew (th.), Lars Asger Nørby (tv.) og Albert Burchardt (front)
Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Mange af Amanda Drews sange handler om enshomhed, men i bandet føler hun sig ikke ensom.
Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Lyst til at have lyst

Titlen på det kommende album Modig er taget fra sangen Se hvor modig jeg er, som handler om forskellige sider af at have angst, både gode og dårlige.

“Det er en sang, som viser forskellige facetter af at have angst, men netop i kraft af at have angst, så føle sig modig ved at gøre noget fuldstændig basalt som at trække vejret og gå ud i verden. I stedet for at fokusere på alle nederlagene, så fokusere på sejrene,” fortæller Amanda Drew.

Alle sangene på det kommende album er skrevet ud fra en depression, men modsætningen mellem den mørke depression og de små, lyse håb er noget, der går igen i flere sange. Mens hun skiftevis suger den skarpe forårssol til sig og skygger med den ene hånd, fortæller Amanda Drew om sangen Jeg har lyst, som er den første single fra albummet.

“Den er skrevet i en tid, hvor jeg havde det meget svært, og jeg havde svært ved at have lyst til noget. Så den handler om alle de få ting, jeg havde lyst til, og særligt det her med at have lyst til at have lyst til ting. Det handler om at finde håbefulde små lyspunkter i sorgen,” fortæller hun.

Amanda Drews sange er personlige og nærværende, og det er også derfor, hun er endt med at skrive dem på dansk.

“Jeg havde skrevet på engelsk i en masse år, men så havde jeg en ven, som sagde, jeg skulle prøve at skrive et dansk nummer, og det føles fuldstændig massivt anderledes. Jeg følte, at jeg kunne være meget mere ærlig og ramme en nerve i mig selv og folk, der hørte det, som jeg aldrig havde drømt om at ramme før. Når jeg laver noget på dansk, så føler jeg, at jeg taler til nogen, som jeg taler med jer lige nu. Jeg kan sige nogle ting, uden egentlig at sige det direkte,” fortæller hun
Mange af sangene handler om depression - men også om at finde lyspunkter.
Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Med Amanda Drew i front tæller bandet i alt 11 medlemmer.
Foto: Therese Vadum

Grimt og smukt på én gang

Modsætningerne findes ikke kun i Amanda Drews tekster, men overalt i Natlysts musik. Sådan går det næsten helt automatisk, når man er 11 mennesker, med forskellige musikalske baggrunde og meninger, der laver musik sammen.

“Jeg tror, man ville blive træt i hovedet, hvis det bare var 11 mennesker, der spillede hele tiden. Så det handler i høj grad om at lave fravalg, og på den måde kommer der en del kontraster rent dynamisk,” forklarer saxofonist Albert Burchardt, og trommeslager Lars Asger Nørby uddyber:

“Nogle gange, når vi arrangerer sange sammen, så støder vi tit hovedet mod en væg på et tidspunkt. Det går godt, og lige pludselig går det rigtig dårligt. Så skal vi gøre noget radikalt anderledes, så prøver vi at lave en modsætning, så der for eksempel er en del af nummeret, hvor der kun er guitar og sang, mens der er fuld besætning på resten af nummeret,” forklarer han.

Han fremhæver det ikke-indspillede nummer Bare vent og se, hvor Amanda synger med en lys og barnlig stemme over en skraldet el-guitar og grimme saxofoner.

“Jeg synes, at kontraster er det, der gør, at der er en spænding, som gør musikken mere interessant” siger han.

De mange kontraster, både i tekst og musik sætter det store band i stand til at favne bredt, og derfor er det også lidt svært at beskrive deres musik.

“Det er popmusik, men det er jo en bred betegnelse, og vi prøver på at brede den mere ud. Vi plejer at sige eksperimenterende pop, når vi selv skal beskrive det som én ting, men det er jo også bare sindsygt bredt,” fortæller Albert Burchardt, mens Amanda Drew forsøger at beskrive bandets musik i et mere billedligt sprog:

“Det er både en slåskamp og en omfavnelse,” forklarer hun, mens hun med sine arme mimer en bevægelse, som netop både kan ligne en omfavnelse og en brydekamp. “Både slåskampen og omfavnelsen er en fysisk nærkontakt, som indebærer nogle følelser, og jeg tror, Natlyst favner det alt sammen. Både alle de grimme følelser, men også de smukke.”
Modig er bandets første fuldlængde album.
Foto: Therese Vadum
Nogle af sangene blev skrevet for over to år siden, og bandet er spændt på at vise dem frem.
Foto: Marie Nyeng
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

For stor til en bus

Albummet har været lang tid undervejs. Nogle af sangene skrev Amanda Drew tilbage i sommeren 2016, og det er snart et år siden numrene blev indspillet. Og det skulle vise sig, at der var stor forskel på at spille numrene live og så tage dem med i studiet.

“Vi fik et lille chok, da vi fandt ud af, at det ikke er alt livemusik, der passer på en plade. Vi fandt ud af, at nogle gange skal et nummer kunne have to liv. Så da vi kom ind i studiet, skulle vi tage nogle store beslutninger og skrotte nogle ting, som vi var meget glade for at spille for publikum, men som ikke ville give mening i en indspillet version,” forklarer Lars Asger Nørby.

Selvom indspilningsprocessen med Lars Asger Nørbys egne ord tog “røvlang tid”, så har bandet haft de færdige sange længe, og de er derfor ved at være meget spændte på at vise dem til verden. I forbindelse med albummets release skal bandet spille koncerter i Aarhus, Aalborg og København, og der har de været så heldige at få Tuborg-bussen til Aalborg og København.

“Det er jo bare fedt, at vi endelig kan være i ét køretøj på én gang,” fortæller Lars Asger Nørby med et stort smil, men bliver hurtigt afbrudt.

“Det kan vi ikke, der er kun ni pladser,” siger Amanda Drew.

“Nej, det mener du ikke!? Ej for helvede.. Vi kan ikke engang være i en bus. Det er jo mega upraktisk at være så mange. Det er altså en klar ulempe.”

“Men det er det værd, vil jeg mene,” siger Albert Burchardt.

Fakta

Modig udkommer den 7. marts.

Natlyst spiller releasekoncerter den 7. marts på Atlas i Aarhus, den 8. marts på Huset i Hasserisgade i Aalborg og den 16. marts På Musikcaféen, Huset i København.

Bandet består af Amanda Drew (vokal), Lars Asger Nørby (trommer), Alfred Lykke (guitar), August Feldballe Korsgaard (klaver), Christian Pedersen (bas), Alma Agergaard (kor + drumpad), Caroline Egedesø (saxofon), Albert Burchardt (saxofon), Toke Hansenius (violin), Silke Kirstine Kidholm (violin) og Ida Guldberg Larsen (cello).
Facebook
Del på facebook

Nanna Westergaard

Kulturjournalist
Nanna Westergaard er uddannet cand.public med en bachelor i Æstetik og kultur. Man kan som regel finde hende til litterære oplæsninger og andre kulturelle arrangementer i byen, men også hjemme i sofaen, hvor hun lytter til ny musik og forsøger at følge med i tidens mest populære Netflix-serier. Det er særligt litteraturen, der fylder i Nannas hverdag; hun har ikke blot en lang to-read liste, men skriver også selv noveller og digte.
Se Nannas artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind