En papirnattergal med perfekt timing - Parpirteatret Meklenborg på Katapult - INTERVIEW

En papirnattergal med perfekt timing

Scene Skrevet af: Nanna Westergaard 01 Apr 2019
Del på facebook
Facebook

En papirnattergal med perfekt timing

Du kan tage i biografen og se en historie på et stort lærred, eller du kan tage i papirteatret og se en historie i en firkant, der formentlig er mindre end dit eget fjernsyn. Hvad Papirteatret Meklenborg ikke har i størrelse, har de i udtryk, stemning og timing.

Da papirteatret første gang opførte H.C. Andersens Nattergalen på Svalegangen i 1995, var Per Brink Abrahamsen alene om at være dukkefører; han skulle selv bevæge dukkerne, styre lyset og skifte dekorationerne. Siden har han spillet Nattergalen op mod 100 gange i forskellige rejsende forestillinger. I april skal den spille igen, denne gang på Teater Katapult, hvor Papirteatret Meklenborg har hjemme nu.
“Det er det modsatte af totalteater”, fortæller Per Brink Abrahamsen om den lille og langsomme teaterform, hvor der ikke er plads til mere end 30 tilskuere ad gangen, og der ikke er nogen fantastiske special-effects til at fastholde ens opmærksomhed.
“Det er lidt af et særkende i den hektiske tid, vi lever i. Man skal vænne sig til tempoet, geare ned og lade sig suge ind i den der lille firkant.”

Foto: Sixten Therkildsen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Per Brink Abrahamsen ved papirteatret. Arkivfoto - kulisserne er fra en tidligere forestilling.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Søren Mortensen og Marie Thodberg

Et lille teater med en stor effekt

Selvom dekorationer, musik og stemmer er de samme, som da papirteatret opførte Nattergalen første gang, har forestillingen alligevel gennemgået en udvikling. Det er nemlig ikke Per Brink Abrahamsen, der skal styre dukkerne, men hans to kollegaer, Marie Thodberg og Søren Mortensen, og samtidig er alt lyd og lys i dag computerstyret. Det lyder måske ikke som den helt store udvikling, men i papirteatrets verden gør det en kæmpe forskel.
“Nu, hvor det er Søren og jeg, der fører dukkerne, så kan de komme fra to sider, hvor de kun kom fra en side før. På den måde bliver stykket mere dynamisk”, fortæller Marie Thodberg, og Per Brink Abrahamsen er også selv meget tilfreds med det udtryk stykket får med de to nye dukkeførere.
“Det er helt tydeligt, at netop fordi der er to, så er det muligt at lave et meget bedre flow i forestillingen, og timingen bliver mere præcis”, siger han.
Timingen er nemlig noget af det allervigtigste i papirteatret. Alt lyd, både musik og stemmer, er optaget på forhånd, så papirdukkernes bevægelser skal times præcist. Men når det lykkes helt rigtigt, får det lille teater til gengæld en stor effekt.
“Vi oplever nogle gange, at folk siger, at det var som om de bevægede munden, fordi der er en god stemmeføring, og lyset falder på den rigtige måde,” fortæller Marie Thodberg. Men man skal styre dukkerne på en helt bestemt måde for at opnå den effekt.
“Det er en typisk begynderfejl, at man for at vise hvem, der taler, så står man sådan her,” forklarer Per Brink Abrahamsen, mens han rykker frem og tilbage med en folder for at vise, hvordan nogle dukkeførere får den dukke, der taler til at hoppe.
“Men hvis man kan få dem til at bevæge sig bare en lille smule, og bevægelsen følger følelsen, så kan man skabe illusionen af, at munden bevæger sig. Og det er den højeste ros, man kan få.”
Foto: Sixten Therkildsen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Per Brink Abrahamsen ved papirteatret. Arkivfoto - kulisserne er fra en tidligere forestilling.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Kulisse fra forestillingen Nattergalen

Fra model til selvstændigt udtryk

Papirteater opstod som en subgenre til dukketeateret omkring 1800-tallet, hvor det fungerede som en model af det store teater. Tilskuere kunne efter at have set et stykke købe dekorationer, papirfigurer og et lille teksthæfte, så man kunne spille det hjemme. Siden har det bevæget sig væk fra at være en model af noget større til at være et selvstændigt udtryk.

Papirteatret Meklenborg så første gang dagens lys i 1987, hvor det var en del af Svalegangen.
“Jeg havde involveret nogle af Svalegangens skuespillere til at indtale dialog, så da teatrets daværende leder hørte om det foreslog han, at vi kunne lave det som et særtilbud. Så opstod Svalegangens Dukketeater, som var der i 29 år,” fortæller Per Brink Abrahamsen.
Siden har de lavet utallige opførelser til et meget broget publikum. Til en forestilling som den kommende Nattergalen forventer de, at der kommer en del børn, mens deres seneste opførsel af Peter Gabriel musikteaterstykket The Flood primært blev besøgt af et midaldrende publikum. Papirteater er altså ikke kun for børn, og det har netop været vigtigt for Papirteatret Meklenborg at bevise, at det er en teaterform, hvor man kan lave seriøse forestillinger for et voksent publikum. Derfor har de også et repertoire, som ikke skal ligne det, de andre teaterscener laver. Blandt andet laver de to opsætninger til Teater Katapult om året, og de ser helst selv, at mindst en af dem er en nyproduktion. Men der er meget arbejde i at lave et papirteaterstykke med sit eget selvstændige udtryk fra bunden.
“Når vi laver et stykke helt fra bunden, tager det stort set et år at lave. Ikke fuldtids, det sker løbende ved siden af alt muligt andet,” fortæller Per Brink Abrahamsen og Marie Thodberg uddyber:
“Vi skal først finde en tekst og behandle den dramaturgisk, og så skal vi lave dekorationer. Til det skal vi have fat i en tegner, som kender noget til perspektiv og farvelægning, og hvordan det spiller sammen med lyset. Så skal der konstrueres og saves og findes ud af, hvordan scenegangen skal være, og så er der hele det administrative også.”
Som Per Brink Abrahamsen pointerer, så er det grundlæggende på præcis samme måde som i et stort teater.

Stemmer og billeder skal spille sammen

Det er de tre dukkeførere Per Brink Abrahamsen, Marie Thodberg og Søren Mortensen, der er de primære drivkræfter bag Papirteatret Meklenborg, og de gør det hele frivilligt. Selvom de får støtte fra blandt andet Aarhus Kulturudviklingspulje, trækker de stadig på en stor velvilje fra en helt masse mennesker, og det er særligt stemmeskuespillernes velvilje, de er afhængige af.
“Skuespillerne stiller sådan set meget villigt op, og med lidt held får de også nogle penge for det. Når det så sker, så bliver de så glade, og så vil de også godt være med næste gang. Vi er meget afhængige af, at vi kan trække på nogle gode stemmer. Man tror det måske ikke, fordi det i så høj grad er et billedmedie, men når dialogen bliver spillet af nogle gode skuespillere, så er det, at det får det sidste, og bliver til teater,” fortæller Per Brink Abrahamsen.

Både taknemmelighed og fascination til de dygtige stemmeskuespillere skinner tydeligt igennem hos dukkeførerne.
“Vi har en læseprøve med dem, og så går vi i studiet, derefter er det nærmest one take only. Jeg er dybt fascineret af, at de bare kan gå ind og lave det,” fortæller Per Brink Abrahamsen.
Fordi stemmerne er optagede, vil det være de samme stemmer, man kan opleve i Nattergalen til april, som man kunne til urpremieren i 1992, også selvom en af de originale stemmeindehavere ikke længere er iblandt os, nemlig kejseren, som blev og stadig bliver spillet af afdøde Peter Bork. Det er hans stemme, man vil høre sige “Godmorgen”, når Marie Thodberg og Søren Mortensen bevæger papirdukkerne over scenen, så kejseren bliver reddet af nattergalens sang til sidst i stykket.

Fakta:
Papirteatret Meklenborgs opsætning af Nattergalen bliver opført på Teater Katapult fra den 2.-6. april.
Læs mere om papirteatret på www.papirteatretmeklenborg.dk
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: