Katastrofe eller en drømmefremtid - det er spørgsmålet på Aros

Katastrofe eller en drømmefremtid - det er spørgsmålet på Aros

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Carl Windahl Bøllingtoft 04 Apr 2019
Del på facebook
Facebook

Katastrofe eller en drømmefremtid - det er spørgsmålet på Aros

Med ARoS’ udstilling Tomorrow is the Question sætter en række store internationale kunstnere fokus på fremtidens udfordringer, men også på dens muligheder. For gennem kunsten kan vi både drømme stort, stille spørgsmål og lære noget nyt

“Vi står i en brydningstid lige nu. Vi er midt i et paradigmeskifte, hvor der er behov for, at der sker nogle ændringer i vores mindset, så fremtiden for livet på jorden bliver bedre,” siger Jeanett Stampe, der er kurator på ARoS og ansvarlig for udstillingen Tomorrow is the Question.

Gennem skulpturer, videoværker, installationer og interaktive værker fra blandt andre Doug Aitken, Hito Steyerl, Rirkrit Tirvanija, Allora & Calzadilla, Alfredo Jaar, Mona Hatoum, Simon Denny, Rags Media Collective, teamLab og Cao Fei dykker udstillingen ned i vores fælles fremtid. Den sætter fokus på de udfordringer, som menneskeheden står overfor lige nu og inviterer publikum til at reflektere over morgendagen.
Foto: © Mona Hatoum. Courtesy Fondazione Querini Stampalia Onlus, Venice (Photo: Agostino Osio)
Se store billeder her →
Hot Spot III af Mona Hatoum. Installation at Fondazione Querini Stampalia Onlus, Venice
Foto: Courtesy the artists and Frith Street Gallery, London Photos by: Martin Arygolo
Se store billeder her →
Revoltage af Raqs Media Collective.

Kunstnere tør tænke i utopier

Tomorrow is the Question er skabt i samarbejde med kuratoren Luise Faurschou. Hun er grundlægger og direktør hos ART 2030, der bruger kunsten til at arbejde med FN’s globale verdensmål.
Verdensmålene består af 17 konkrete mål og 169 delmål, der frem mod 2030 skal hjælpe verden i en mere bæredygtig retning. Målet er at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere ulighed, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. Det skal ske gennem social, økonomisk og miljømæssig udvikling, fred, sikkerhed og internationalt samarbejde.
ART 2030’s mål er, at bruge kunsten som et middel til at opnå FN’s verdensmål. Kunsten skal: “Åbne folks hjerter, sind og fantasi og inspirere til handling for en sund og bæredygtig fremtid”.

Derfor kan publikum på udstillingen opleve en række værker fra 15-16 internationale kunstnere, der favner bredt, men alle har en ting til fælles.
“De kunstnere, vi har med, har det til fælles, at de påpeger de problematikker og udfordringer, verden står overfor lige nu. Men de undersøger lige så meget de mange muligheder, som fremtiden rummer,” fortæller Jeanett Stampe.
Hun mener nemlig, at kunstnere tør drømme og se muligheder, hvor vi andre stopper os selv.
“De tør tænke i utopier og italesætter det visuelt, så vi andre måske kan få nye perspektiver på verden omkring os.”

Denne drømmende og utopiske visuelle stil kan blandt andet ses i Tomás Saracenos værk “Aerocene”, der spekulerer i, hvordan vi som mennesker kan forholde os til den øgede befolkningstæthed ved at tage luftrummet i betragtning. Her svæver der byrum rundt i bobler eller sfærer på himmelen. Det er mere drøm end realisme, men kan måske alligevel lede tankerne i nye retninger, når fremtidens udfordringer skal løses.
Foto: © teamLab, courtesy Pace Gallery
Se store billeder her →
TeamLab. Installation view of teamLab: Transcending Boundaries, 2017, at Pace Gallery, London
Foto: Courtesy of the Artist, 303 Gallery, New York
Se store billeder her →
New Era af Doug Aitken.

Dialog og ping-pong

Titlen på udstillingen er taget fra et af dens værker. Tomorrow is the Question af Rirkrit Tiravanija består af fem bordtennisborde. Her kan de besøgende spille mod hinanden, og ideen er, at man imens kan tænke over og tale om sætningen Tomorrow is the Question, der er skrevet på bordene i fem forskellige sprog.
“Det handler om at få folk til at snakke sammen. En slags ping-pong frem og tilbage. Men også om at sige, at det ikke nødvendigvis altid er svarene, der er interessante, men ligeså meget spørgsmålene. De spørgsmål, som vi stiller i dag, er med til at forme i morgen.”

Netop kunstens evne til at skabe dialog er også en af dens helt store styrker, når det kommer til at italesætte fremtiden. Ifølge ARoS kan kunsten nemlig få os til at reflektere anderledes over tingene.
Kunsten kan hjælpe os med at se tingene fra flere sider og turde stille spørgsmål, og når man stiller spørgsmål, begynder man at interagere med både kunstværket og omverdenen. Når man stiller spørgsmål, deler man erfaringer, tanker og følelser med sine medmennesker og sætter sit verdensbillede på spil. Man åbner sig op, og hvis man er åben, modig og modtagelig, kan man måske lære noget nyt. Få ændret ens syn på verden og bryde med ens umiddelbare ide om, hvordan tingene hænger sammen.
“Vi tror, at kunst kan hjælpe folk med at tænke mere komplekst, abstrakt og kreativt,” siger Jeanett Stampe.

Vi skal turde drømme om fremtiden

Vi lever i en tid, hvor fremtiden let kan se håbløs ud. Mange af de udfordringer, vi står overfor, er så store og omfattende, at det for mange kan føles svært at gøre en forskel.
“Man kan hurtigt føle sig som en lille dråbe i et kæmpestort hav, og hvis alt, man hører, er dommedagsprofetier, så får man mest lyst til bare at lukke øjnene for det.
Udstillingen arbejder derfor både med at understrege alvoren i de udfordringer, som vi står overfor, men også på at give folk et mulighedsrum, hvor de tør tænke utopisk. Det handler om at få publikum til også at tænke over, hvordan deres drømmefremtid kunne se ud, i stedet for entydigt at fokusere på udfordringerne. Derfor lysner udstillingens bud på fremtiden også mere og mere op, når man bevæger sig igennem den. På den måde bliver håbet bevaret, og folk kan gå fra udstillingen med mere end bare følelsen af en løftet pegefinger.
“Hvis ikke vi tør visualisere vores drømme for fremtiden, er det heller ikke den vej, vi bevæger os hen imod. Uden håb er der kun håbløshed. Så kan man ligeså godt give op, og det er jo ikke i vores interesse.”

Fakta:
Tomorrow is the Question åbner på ARoS d. 6. april og kan opleves helt til d. 4. august.
Udstillingen er initieret og kurateret af Luise Faurschou, grundlægger og direktør hos ART 2030 og Faurschou Art Resources, i samarbejde med ARoS’ direktør Erlend G. Høyersten.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: