Onkel Reje lader sig inspirere af børnenes anarki

Onkel Reje lader sig inspirere af børnenes anarki

Portræt-interviewAlt det andetSkrevet af: Barbara Rousset Thomsen10. maj 2019

Når Film i Skoven forvandler Risskov til et mekka for film og musikglade børn den 17. - 18. maj bliver det i år med selskab af Onkel Reje. Han mener, at det er vigtigt at udfordre de voksnes konventioner og regler for, hvordan man bør opføre sig

Mads Geertsen mener, at børnekultur skal være at finde mange steder, så flest mulige børn kan få adgang til den. Han optræder som Onkel Reje eller Rejen, som han selv kalder figuren og er derfor både at finde i børnefjernsyn, storcentre og musikhuse rundt om i Danmark og på børnefestivaler som Film i Skoven i Aarhus. Han lægger sit eget DNA i karakteren, og er både idémanden bag Onkel Reje, manuskriptforfatter, klipper, musiker og skuespiller, og så elsker han sit arbejde. Onkel Reje blev undfanget i mødet mellem en sømandshat fra Mads Geertsens morfar, og et par tilfældige briller. Fuldskægget havde han i forvejen og en sjov stemme kunne han nemt lave, og så var Onkel Reje født.

I 2013 rullede de første Onkel Reje programmer over skærmen på DR Ramasjang. Siden da har Danmarks børn kunnet se Børnenes Brevkasse, hvor den humørfyldte Onkel Reje og hans bedste ven, den joviale Brille, besvarer dilemmaer fra børn. Senere kom Onkel Rejes Sørøver Show og Onkel Rejes Heavyband, hvor Onkel Reje, drengen Krølle og Brille kæmper en brav kamp for at få en pladekontrakt. Mads Geertsen forklarer, at tingene opstår og gennemføres på mirakuløs vis i Onkel Rejes univers. “Og det ender med at blive en metafor for det simple, at man nogle gange bare skal kaste sig ud i tingene, og at man også falder, men nok skal rejse sig igen. Det er en slags optimistisk tilgang til livet.”

Mads Geertsen mener, at det er vigtigt, at kultur er tilgængeligt for børn.
Foto: PR-foto / DR - Bjarne Bergius Hermansen
I Onkel Rejes Heavyband kæmper Onkel Reje, drengen Krølle og Brille en brav kamp for at få en pladekontrakt.
Foto: PR-foto / DR

Fra uddannet designer til en favorit hos børnene

Mads Geertsen er oprindeligt uddannet interaktionsdesigner fra Designskolen, og at han skulle lave børnefjernsyn, kom pludseligt ind fra højre. “Jeg har ikke altid drømt om at lave børnefjernsyn, men jeg har været en, der ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle blive, når jeg blev stor. Helt indtil jeg var 40,” fortæller han.

Efter Designskolen ville Mads Geertsen bruge sin uddannelse til noget, han selv syntes var sjovt. Det blev til voksensatire til blandt andet DR, hvor han for første gang fik manifesteret et skævt green-screen univers for de danske seere. Et koncept der også blev videreført til Onkel Reje. Du husker måske karakteren Je M’appelle Mads, der sang En Hyldest Til Danmark, hvor Mads Geertsen både var iført et æggemadskostume og brugte PH-lamper af pap som skørt. Eller sangen Hvis Du Vil Ha Et Hit, som han lavede sammen med Bounty Niller, som har det borgerlige navn Niels Böttcher. I 2009 fik de to sammen programmet Bonjour & Go’daw på DR2. Mads Geertsen gjorde sig i musisk satire til voksne i et par år. Den naivistiske og munterironiske musik fra Je M’appelle Mads universet var også det, der til sidst endte ud i børnefjernsyn. ”Mange kom og sagde, at deres børn var helt vilde med Je M’appelle Mads”, forklarer Mads Geertsen. “Folk hørte musikken med deres børn.” Så da produktionsselskabet Made in Valby spurgte ham, om han ville komme med et pitch til noget nyt børnefjernsyn, sagde han ja. Idéerne til de forskellige afsnit får han blandt andet i karbadet. Så Onkel Reje kan faktisk godt lide at gå i bad. Karbad, i hvert fald.
Selvom Mads Geertsens børn har Onkel Reje i deres DNA ser de også Tv, som han synes er noget bras.
Foto: PR-foto / DR
Onkel Reje optræder både på Film i skoven i Aarhus den 18. maj og i Cirkus Summarum i Aarhus og København
Foto: PR-foto / DR

Sigter efter nye højder

Når Mads Geertsen skriver afsnit til Onkel Reje universet, vil han ikke bøje sig helt ned i børnenes højde, for som han siger, så kigger de opad. Han synes, at det er en fejl, som rigtig meget børneunderholdning begår. “Når man bøjer sig helt ned på børnenes niveau, så glemmer man, at børnene altså står og kigger opad. De ser en verden, der er fyldt med ting, de ikke forstår, fyldt med voksensnak, som de prøver at hitte rundt i”, siger Mads Geertsen. Han mener, at hvis du kun giver børn en blød fantasiverden, så møder de ikke de vigtige udfordringer, som de har brug for. “Hvis der går rent prinsesse og nuttede dyr i den, så taler du ikke ind i børnenes erfaringer.”

Men der skal også være plads til den bløde fantasiverden, mener Mads Geertsen. Hans egne børn, på 4 og 8 år ser også Onkel Reje, men de vil også gerne se noget af det, som han synes er helt forfærdeligt. “Så det er jo ikke sådan, at bare fordi de har Onkel Reje i deres DNA, så kan de ikke lide noget andet. Ting kan jo godt co-eksistere. Og det er også programmets budskab, at det nogle gange også er godt nok bare at tage prinsessekjole på og spise en masse sukker.” Det ene skal ikke udelukke det andet, mener Mads Geertsen. Det er også godt med programmer der lærer børnene ABC, eller hvordan man regner, men det skøre fabulerende univers, Onkel Reje præsenterer børnene for, er også en vigtig del af børnenes liv. Det er et univers, hvor de voksnes konventioner udfordres, og man stiller spørgsmål til, hvordan man bør opføre sig. Børn prøver grænser af, ligesom Onkel Reje.
Mads Geertsen siger, at hvis du kun giver børn en blød fantasiverden, så møder de ikke de vigtige udfordringer, som de har brug for.
Foto: PR-foto / Made in Valby - Claus Rosenløv
Onkel Reje er også med i Cirkus Summarum i år.
Foto: PR-foto / DR - Agnete Schlichtkrull

Ekspanderer grænserne

Forældrenes og samfundets grænser og regler bliver sat på spil, når Onkel Reje og Brille tager på eventyr. Mads Geertsen arbejder ud fra, at hans Tv-programmer skal være noget, som han selv gider at se sammen med sine egne børn. “Hvis det skal være en del af børnenes liv at se fjernsyn, så synes jeg, det er rart, hvis man kan lave nogle programmer, som også kan henvende sig til de voksne. Og hvis det ovenikøbet medvirker til, at folket vågner op og kommer til at snakke om, hvad børnelivet er, så synes jeg kun, det er godt.” Altså er Onkel Reje for Mads Geertsen ikke bare underholdning og tankespind til og for børn, men også det voksne sind.

Gennem snak om prutter, heavybands og Onkel Reje i små lyserøde speedos, ønsker Mads Geertsen at ekspandere normalitetsbegreberne. “Jeg tror, at en del af Onkel Rejes succes bunder i, at det overskrider grænser, fordi vi simpelthen har fået for mange af dem. Der er ikke ret mange, der har lyst til at have dem – men grænserne er ligesom kommet. Og de kanaler, der kan tale om værdier, og ekspandere grænserne, kan fremme vores frihed. Det burde alle, der har en stemme tænke over”, siger han. Samtidig understreger han, at de jo ikke holder en børnefødselsdag hver dag hjemme hos ham og kæresten på Amager, og at de også har rammer og grænser for fjolleri i familierytmen, men at børns anarkisme og fantasi er en vigtig ting at hæfte sig ved, acceptere og lade sig inspirere af.

En huskekage

Flere gange under interviewet nævner Mads Geertsen ordet huskekage. Han hentyder til de inputs, som han selv og andre voksne sind kan få af Onkel Reje - med positivt udfald. “Der ligger en huskekage i det, og man bliver mindet om noget fra sin barndom og det at være barn. Hvis Onkel Reje kan lukke op for en flig af ens indre barn, så synes jeg, det er godt.” Mads Geertsen gør også opmærksom på, at Onkel Reje jo ikke er et barn, men en voksen mand, som bliver ved med at give los i både ageren og sprogbrug, på en måde nogle voksne vil finde uciviliseret. “Men meget af den given los, Onkel Reje giver, er jo noget, vi som voksne også kan lære noget af,” siger Mads Geertsen. Den lethed og det gå-på-mod, børnene og Rejen har, kan minde os om, og inspirere os til at bevare noget af vores eget barnlige sind, som blandt andet kan inspirere til en optimistisk tilgang til livet. En huskekage Mads Geertsen også selv prøver at tage en bid af, når han ikke har sømandshatten på.

Fakta

Mads Geertsen er 49 år, musiker, manuskriptforfatter, skuespiller og uddannet interaktionsdesigner. Han har i starten af året været aktuel med Onkel Rejes Heavyband på DR Ramasjang. Tidligere udsendelser på DR er Børnenes Brevkasse, Onkel Rejes Sørøvershow 1 og 2 og Julefis.

Onkel Reje er at finde til Film i Skoven i Riisskov ved Aarhus, som løber af stablen d. 17. og 18. maj 2019.

Onkel Reje er også med i Cikus Summarum i år, som arrangeres i et samarbejde mellem DR og Muskelsvindfonden

Facebook
Del på facebook

Barbara Rousset Thomsen

Kulturjournalist og anmelder
Barbara Rousset er cand.mag. i Dramaturgi fra Aarhus Universitet. Hun har en stor interesse for autenticitetens rolle i nutidens scenekunst, og hvordan kunst – især scenekunst - kan være et redskab til social forandring. Derfor er hendes primære udgangspunkter, når hun anmelder, interviewer og skriver, at afmystificere og skabe transparens omkring hvilke refleksioner og forandringer det givne kunstværk ønsker at skabe hos sin modtager og i det samfund, værket afsendes til.
Se Barbaras artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind