En nordmands modvillige forsøg på at elske naturen - ANMELDELSE Hyttebog fra helvede

En nordmands modvillige forsøg på at elske naturen er morsom

Litteratur Skrevet af: Nanna Westergaard 27 Aug 2019
Del på facebook
Facebook

En nordmands modvillige forsøg på at elske naturen er morsom

Den norske forfatter Are Kalvø har gennem de seneste år mistet sine venner til naturen, og i hans seneste bog Hyttebog fra helvede, forsøger han at forstå, hvad det er, der er så fantastisk ved udendørslivet.

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Hyttebog fra helvede har undertitlen “En nordmands modvillige forsøg på at elske naturen” - og man kan godt mærke, at hans forsøg er modvilligt, selvom han flere gange beskriver sig selv som en “medløber” og få gange endda som en “irriterende optimist”, så er næsten alle beskrivelserne af naturen og samtlige beskrivelser af de, som nyder den gennemsyret af dyb, dyb sarkasme. Are Kalvø er heldigvis god til sarkasme, og bogen er virkelig underholdende at læse. Men spørgsmålet er: Får naturen overhovedet en fair chance overfor Are Kalvøs bidende bylivssarkasme?
Foto: PR-foto / Peoples Press
Se store billeder her →

Gode sko er alfa og omega

Hyttebog fra helvede er delt ind i tre dele: lidt indledende kapitler, det første forsøg og det andet forsøg. I de indledende kapitler lærer læseren forfatteren lidt bedre at kende, vi hører om hans forhold til naturen og får endda præsenteret nogle statistikker om nordmænds (over)forbrug af naturen og en del filosofiske overvejelser, der blandt andet går på, om naturen har overtaget religionens plads for de fleste nordmænd. Det er ærligt talt en lidt træg start, for det er hele tre kapitler, man skal igennem, før forfatteren og hans medsammensvorne (der bliver omtalt som den dokumentationsansvarlige) endelig begiver sig på tur. Men det er med Hyttebogen, som det er med vandring: det kræver en del forberedelse. Gode sko er for eksempel alfa og omega. Og netop Kalvøs første møde med frilufts-menneskerne i sportsbutikken er også virkelig morsom at læse om. Og naturligvis er det nødvendigt at forstå hans forhold til naturen og hans motivation for at lave dette forsøg, før vi hopper ud til fjeldene, men vi skal helt forbi side 50, før den første tur begynder. På et luksushotel i Oslo.

Det er en meget grundig og metodisk research, der ligger bag de første kapitler. Are Kalvø har både læst op på statistikkerne og facebook-stalket samtlige af sine venner, for at se, hvor mange af dem, der har et billede af et fjeld på deres Facebook-profil (det har de alle). Og han har tydeligvis tænkt utrolig meget over, hvad det dog er, der er så tiltrækkende ved at vandre i fjeldene. Nogle af overvejelserne tangerer til det fabulerende, men underholdende er de fleste også. En af de filosofiske overvejelser går for eksempel på, om der er en sammenhæng mellem lykke og fjelde, men som Are Kalvø siger, så ligger Danmark altid højt på FNs liste over verdens lykkeligste lande, og: “De fleste danskere har aldrig været højere oppe end på en barstol.”

Det er altid en god tur

Erfarne fjeldfolk siger, i hvert fald ifølge Are Kalvø, mange af de samme ting.
“Der findes ikke dårligt vejr...”
“Det kan ikke forklares, det skal opleves.”
“Livet er bedst ude.”
“Gode sko er alfa og omega.”

Kalvø lærer hurtigt, at han ikke er enig i det første udsagn, for hans første tur i fjeldene er våd og tåget. Virkelig tåget. Så han bogstaveligt talt ikke kan se en hånd foran sig. Og det er jo ret ærgerligt, når en af de ting, der efter sigende skulle være så fantastisk ved naturen, er udsigten.
“Men det er en god tur uanset.”
Det er endnu en ting, som erfarne fjeldfolk siger, og som Kalvø ikke er enig i. Han begynder at blive mistroisk overfor de ting, erfarne fjeldfolk siger, så han udvikler sine egne “råd fra uerfarne fjeldfolk”, som bliver præsenteret i listeformat. Lister er der flere af. Der er også en enkelt quiz, som tydeligvis kun er der for underholdningens skyld, for den kommer ikke med en liste over de korrekte svar. Og det illustrerer måske meget godt, hvordan det virker som om, Are Kalvø tager lidt pis på det hele. Hans råd fra uerfarne fjeldfolk virker faktisk som meget gode råd, så det er ikke alt sammen pjat og ballade. Og han prøver virkelig. Ruten bliver lagt om et par gange, men på intet tidspunkt giver han op. Det er bare det, at han heller ikke på noget tidspunkt opgiver den ironiske distance, han fra start har lagt imellem ham selv og de rigtige fjeldfolk.

Hygge og cigarillos

Efter det første tågede og primært mislykkede forsøg på at elske naturen, beslutter Kalvø og den dokumentationsansvarlige at planlægge en ny tur. Og denne gang efter deres egne præmisser. Der skal være mennesker. Det må gerne blive lidt uforudsigeligt. De tager cigarillos med. Mange erfarne fjeldfolk ville nok sige, at det ikke er den rigtige måde, at tage på tur, men baseret på mange Kalvøs erfaringer fra det første forsøg og hans holdning til naturen generelt, virker det som et meget mere reelt forsøg på at elske naturen. Og på mange måder går det da også meget bedre. Han lader faktisk til at hygge sig. Nogle gange keder han sig også. Og sarkasmen har han bestemt stadig husket at pakke. Så hvad bliver hans endelige dom over naturen?

Jeg skal nødig spoile bogens slutning, men jeg vil sige, at det er bogens absolut svageste punkt. Næsten 300 sider har man læst for at se om bymennesket Are Kalvø ville blive omvendt. Jeg var for længst holdt op med at håbe, at han ville posere med armene i vejret for et billede på toppen af et fjeld, for dertil er han for sarkastisk, men jeg havde alligevel forventet noget andet, som det er svært at forklare, uden at afsløre for meget.

Dog vil jeg stadig sige, at bogen klart er værd at læse. Den er underholdende og indsigtsfuld, selvom den er lidt forudindtaget overfor naturmenneskerne.

Bogen har solgt mere end 70.000 eksemplarer i hjemlandet,og den egner sig bestemt også til det danske publikum, for da vi jo aldrig har været højere oppe end en barstol, kan vi rigtig være med til at grine af de fjollede fjeldfolk.

Fakta

Hyttebog fra helvede udkom den 22. august fra forlaget People’sPress
Are Kalvø (f. 1969) er norsk forfatter, satiriker og komiker.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: