Når en mor opdager, at hun desværre er sig selv - ANMELDELSE - Cecilie Linds Mit barn

Når en mor opdager, at hun desværre er sig selv

Litteratur Skrevet af: Louise Juhl Dalsgaard 19 Sep 2019
Del på facebook
Facebook

Når en mor opdager, at hun desværre er sig selv

Cecilie Linds nye bog ‘Mit barn’ handler slet ikke om et barn - men om at blive mor og alt det som følger med. Det er en digtsamling, som især til slut smager af mere

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

At blive mor er at blive sin egen mor/ lære hende at kende med kroppen
Sådan står der i Cecilie Linds nyeste udgivelse, som jeg fik i hånden samme dag, som Kristian Bang Foss udgav romanen ‘Frank vender hjem.’ Da jeg havde læst Linds bog og satte mig for at anmelde den, kom jeg derfor til at tænke på Bang Foss, der i nogle år fungerede som madanmelder for Politiken og derefter på, at Anders Abildgaard, hans gode ven og kollega, vist engang i samme avis havde talt om, at bogkritik med fordel kunne tage ved lære af madanmeldelsen. Det vil sige: at kritikeren skal læse med alle sanser åbne, smage på teksten, lytte til den, dufte, se. Inddrage de omgivelser og omstændigheder man læser under (eller spiser).
Forventningerne, ikke mindst.

Foto: PR-foto / Gyldendal - Lærke Posselt
Se store billeder her →
Foto: PR-foto / Gyldendal
Se store billeder her →
For nylig hørte jeg så en radioreportage fra en madmesse. Her optrådte en neuro-gastronom, det vil sige en kok, der arbejder med hjernens bearbejdning af data. Han serverede en gul smoothie for den udsendte journalist, der straks genkendte noter af appelsin, mango og grape. Og dét vel at mærke på trods af, at der faktisk var tale om noget helt andet, en solbær-brombær-smoothie, der ikke indeholdt skyggen af appelsin. Journalisten følte sig først lidt snydt, skuffet, men efterfølgende med appetit på mere.

Men hvorfor tale om Bang Foss og gastronomi, når jeg skal anmelde Cecilie Linds seneste digtsamling ‘Mit barn’, der udkommer på forlaget Gyldendal i dag.
Fordi bogen forvirrer mig på samme måde, som journalisten lod sig forvirre af den gule smoothie.

Det handler slet ikke om det barn

Mit Barn, hedder digtsamlingen, og - måske naivt - forventede jeg derfor at læse en fortælling om et barn. Men det er langt fra, hvad langdigtet rummer. Godt nok møder vi et barn, følger det fra fødslen og frem til det er ni måneder gammelt, men barnet er kun en statist, mens den egentlige fortælling kredser om barnets mor, bogens Jeg. Det er en fortælling om denne mors forsøg på at leve op til egne og andres forventninger om en mors angst for ikke at indfri omverdenens krav, som de kommer til udtryk hos sundhedspersonale, kommune, naboer. Men også – og nok væsentligere – en fortælling om en nybagte mors angst for at blive en kopi af sin egen mor. For at miste sin elskede. Ja i sidste ende hendes angst for at miste sit barn – og sig selv.

Jeg sidder og siger en replik til mit barn
han gennemskuer mit skuespil
han er ikke dum, jeg er ikke skuespiller
jeg er mig selv
pis

Sådan siger bogens Jeg henimod slutningen af bogen. De første to tredjedele har hun ellers talt med andres tunger:
Hun har leget flyver med barnets ske, vroooom, som man gør for at få barnet til at åbne sin mund og spise (noget moren ellers selv har vægret sig ved at gøre – spise, altså) Hun har most avocadoer og gået til babysvømning, og i det hele taget ageret som prototypen på en mor udadtil, mens hun indadtil er faldet stadig mere fra hinanden. Fysisk mister hun lysten til sex, psykisk mister hun troen på et selv; på et “Jeg” udenfor mor-rollen.
Citatet ovenfor markerer derfor et brud i digtsamlingen. Her får barnet lov at se - igennem smerte, angst og alle forsøg på at skjule sig bag sådan-gør-man-hvis-man-er-en-god-mor-handlingerne. Og selvom det nok er hårdt at lade sig gennemskue, - pis, siger bogens Jeg da også – er det samtidig en lettelse. For barnets mor og tilsyneladende også for Cecilie Lind, der i bogens afsluttende tredjedel slipper langt bedre afsted med det, hun vil..

Smukt, når paraderne falder

Her får sproget nemlig endelig lov at tage teten, slå igen og igennem, og man kender igen forfatterens særegne sprog, altmodisch men også originalt og grænsesøgende. Sproget får lov at rable på en helt anden måde end i bogens lange indledning, skriften bliver ond, bidende, grum, grim men også varm og bankende (som en betændt byld):

jeg har stjålet mit barn fra et moderhjerte der/ er/ rent/ og/ godt/ og/ modigt/ mit er/ lidt dovent/ lidt smadret/ krysterhjertet/ stedmoderens stedmoderblomst blomstrer frem som knurhår/ moderhjertets hjerteskygge stuvet af vejen i brystet på stedmoderen/ stedmoderen står og holder hus i eventyret og bliver hende der/ må tage på sig at være OND”

Paraderne falder, efteråret trænger sig på. Det bliver september, oktober, barnet har nu levet i 9 måneder, og dermed eksisteret i verden lige så længe, som moren engang bar det i sin krop. Gyldent løv og kastanjer blander sig med smadret porcelæn og opkast, der er ikke længere noget filter, der skærmer Jeget fra sig selv, barnet fra sin mor, den elskede fra sin elsker. Og nok optræder hun som den onde stedmoder mod slutningen, men der optræder også noget andet: En mor, der gør sit bedste - og gør det godt.

Journalisten på madmessen forventede appelsin, men fik solbær. Jeg forventede en fortælling om et barn, og fik i stedet historien om en moder. Ingen af os fik, hvad vi kom efter, men dét vi fik smagte godt - og for bogens vedkommende smagte særligt den sidste tredjedel af mere.

Fakta:

Cecilie Linds ‘Mit Barn‘ udkommer på Gyldendal den 19. september

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: