I dag er det Vandets Dag - Fine Spind sætter fokus på vandede tendenser i samtidskunsten

Vandede tendenser i klimakrisens tidsalder

EssayAlt det andetSkrevet af: Rasmus Bak Christiansen22. mar 2020

Klimakrisen var på alles læber, indtil en virus brød løs og samtidig flød kulturen over med vandværker. De minder os om, at vi bor i en verden, der består af andet og mere end mennesker


En brevveksling mellem verdenshave, flydende cli-fi i Vejle, et “hydrofeministisk” baderum og en underjordisk oversvømmelse i Cisternerne. Det lyder måske mærkeligt, men vandet har de seneste år fosset i samtidskulturen. Den siver ind ad sprækkerne og flyder på tværs af kunstformer og landsdele.

I dag er det Vandets Dag. Ikke kun fordi vi bringer en artikel om sjaskvåde “vandværker”, men også fordi den 22. marts siden 1993 er blevet markeret som FN’s internationale vanddag, for at sætte fokus på verdens drikkevand. I kølvandet på en historisk våd start på året, markerer vi på Kulturmagasinet Fine Spind “Vandets Dag”, ved at stille skarpt på tidens vandede tendenser!
Vandværker kan minde os om, at vi bor på planeten med andet og mere end mennesker
Foto: Jong Marshes
Nogle vandværker sætter fokus på plastik i verdenshavene
Foto: Brian Yurasits

Flydende cli-fi i Vejle

Vi starter i Jylland, hvor udstillingen ‘Floating Art: Cry Me a River’, sidste sommer præsenterede en række flydende skulpturer i Vejle Fjord. ‘Floating Art’ er en tilbagevendende, stedsspecifik kunstfestival, der arrangeres af Vejle Kunstmuseum, for at bringe kunsten ud i det offentlige rum. Temaet for ‘Floating Art’ var i 2019 “vand”.

Kurator Mette Woller havde sat en aldrig færdigskrevet sciencefiction fortælling op som ramme for udstillingen. Den skulle kunstnerne så færdiggøre og bygge videre på. Fortællingen udspillede sig på en våd, dystopisk planet kaldet Venusmira i en fremtid, hvor klimaforandringerne har ledt til Jordens undergang. Det kuratoriske udgangspunkt skriver sig ind i tidens populære cli-fi strømning, der beskæftiger sig med fiktive fremtidsscenarier, hvor menneskeskabte klimaforandringer er skyld i radikalt anderledes levevilkår for Jordens nuværende beboere.

Et af de ni værker på udstillingen var den tyrkiske kunstner Ceylan Öztrüks værk A trip to Venusmira, der bestod af en modificeret vandcykel, som publikum kunne bruge til at sejle ud og se udstillingens øvrige værker på nært hold. Vandcyklen efterlignede livet på planeten Venusmira og var på den måde en kommentar til, hvordan vi i fremtiden må vænne os til i at navigere i våde og vandede terræner. Et værk, hvis tema synes faretruende aktuelt i skyggen af forårets utallige oversvømmelser over hele landet.

De andre værker på ‘Cry Me a River’ forholdt sig på hver deres måde også til vand-temaet. Alverdens mytiske og faktiske undervandsvæsener som havfruer og blæksprutter blev kaldt op til overfladen, og der blev med den kinesiske kunstner Liu Shiyuans værk Floating Event, hvor en kasse med kinesiskproducerede, kunstige frugter flød rundt i fjorden, rettet et kritisk blik mod den økologisk belastende transport af vare mellem verdensdele, der ofte finder vej via vand.

En brevveksling mellem verdenshave

Vi bevæger os fra Vejle Fjord og ud i verdenshavene. I slutningen af 2018 udgav den danske forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen nemlig den bemærkelsesværdige, lille og underfundige bog ‘Havbrevene’, der kort fortalt er en brevveksling mellem to have, der er søstre: Atlanterhavet, der med sine 180 millioner år er storesøster til Middelhavet, der “kun” er 5 millioner år gammelt.

Brevvekslingen starter med lillesøster Middelhavets frustration over, hvordan mennesket, der i bogen konsekvent omtales som “krybene”, behandler hende:

“Det bliver sværere søster. Jeg er ikke længere mig selv. De fylder mig hver dag med noget væsenløst og fremmed, de propper det i mig. Er det en form for hævn?”, skriver Middelhavet til Atlanterhavet.

Middelhavets brev leder hurtigt tankerne hen på plastik og andet affald, der hober sig op i verdenshavene og visse steder danner små kunstige plastikøer. Et andet sted skriver det “unge” Middelhav også et brev, der fortæller Atlanterhavet, hvordan mennesker synker ned på bunden af hende som aldrig før. Der sættes på den måde fokus på, hvordan Middelhavet også er en flugtvej for store strømme af mennesker, der hver dag forsøger at krydse havet i håb om at nå Europa. Havet er altså også med til at definere og afgrænse territorier, og på den måde en del af store geopolitiske forhold, der er forbundet til global ulighed.

Når to aldrende verdenshave får en stemme gennem Havbrevene, kan det forstås som et perspektivskifte i, hvad der er verdens centrum. Det er en påmindelse om, at verden består af mere end mennesker og at vores menneskelige tidsopfattelse, i et geologisk og planetarisk perspektiv, er meget kortsigtet. Havbrevene tvinger os til at tænke det ind i vores forståelse af verden.
'Havbrevene' består af en brevveksling mellem to verdenshave
Foto: PR-foto / Lindhardt & Ringhof
Når to aldrende verdenshave får en stemme, kan det forstås som et perspektivskifte i, hvad der er verdens centrum
Foto: Joel Filipe
Et hydrofeministisk baderum i Holbæk

Vi er tilbage på land, nærmere bestemt i baderummene i Holbæk Sportsby, hvortil kunstneren Stine Deja har skabt et værk, der sætter fokus på, hvordan vand forener os. Med udgangspunkt i undersøgelser af blufærdighed og negativ kropsbevidsthed, særligt blandt unge mennesker, har Stine Deja skabt værket Hypersea. Ved indgangene til baderummene har Stine Deja opsat relieffer i rustfrit stål, der forestiller et foster. Værket Hypersea udgøres derudover af et lydværk, der er skabt i samarbejde med producer og komponist Mikkel Sönnichsen. Gennem vandtætte højtalere, afspilles der i baderummene lydoptagelser af rindende vand fra Holbæk Fjord. I samspil med den dybe mørkeblå farve Stine Deja har valgt til væggene, skaber det illusionenaf at være omsluttet af vand og sat tilbage ved livets begyndelse.

På den måde handler værket om, at netop vand er noget vi alle sammen har tilfælles, for vores liv begynder i vand, og vi er omgivet af vand hele livet. Stine Deja vil fortælle os, at vi alle er forenet via vand og på risten til afløbet under bruseren, står der: “Vi er alle kroppe af vand”.

Citatet stammer fra essayet Hydrofeminisme: Eller, om at blive en krop af vand af den australske filosof Astrida Neimanis. Essayet er oversat fra engelsk og udgivet i Danmark i 2019 gennem Laboratoriet for Æstetik & Økologi, der er et stærkt hypet mikroforlag og en tværfaglig udstillingsplatform, der fokuserer på “planetariske tilblivelser”, som de kalder det. De opsøger “flerartede fortællinger” og ”mere-end-menneskelige historier”, for at hele en såret planet.

Det lyder måske langhåret, men pointen er, at vand ikke bare forener mennesker, men også forener og forbinder mennesker med planter og dyr. Når Stine Deja har sat citatet “Vi er alle kroppe af vand” på afløbsristen i baderummet i Holbæk Sportsby, er det nok i ønsket om at menneskets omsorg for andre arter, meget bogstaveligt, ikke skylles ud med badevandet.

En underjordisk oversvømmelse i Cisternerne

I jagten på “vandværker” skal vi også en tur under jorden og ned i Københavns gamle vandreservoir Cisternerne på Frederiksberg. Cisternerne blev bygget i 1856-59 for at forbedre vandforsyningen til hovedstaden men er i dag et udstillingsrum for samtidskunst. I hele 2019 kunne publikum opleve udstillingen ‘It is not the end of the world’ af det danske kunstnerkollektiv SUPERFLEX.

Før man bevægede sig ind i udstillingen, var det en god idé at skifte til gummistøvler. SUPERFLEX havde nemlig skabt et dystopisk, oversvømmet fremtidsscenarie, hvor verden, som vi kender den, er brudt sammen. I det vandede fremtidsunivers stødte publikum på forskellige levn fra fortiden, det vil sige vores nutid. Blandt andet var der installeret en række toiletter, der var oversvømmet.

SUPERFLEX mindede de besøgende om, at vores forestilling om fremtiden er menneskecentreret! Det kan godt være at klimaforandringerne og den globale opvarmning får vandstanden til at stige og umuliggør et liv i for eksempel en by som København. Det kan også godt være, at klimaforandringerne ender med at udrydde en lang række arter herunder mennesket. Men Jorden – og livet som sådan – skal nok bestå. Som titlen antyder, har vi ikke udsigt til verdens ende, men muligvis til menneskeartens ende.
SUPERFLEX udstilling 'It is not the end of the world' inviterede publikum ind i en dystopisk, oversvømmet fremtid
Foto: Torben Eskerod
Publikum, der er iført gummistøvler, kunne støde på ting fra fortiden - det vil sige fra vores egen nutid
Foto: Torben Eskerod

Med disse opmuntrende ord er vi på denne Vandets Dag, kommet omkring en række vandværker, der på hver deres måde forsyner os med vigtige forestillinger om fremtiden (og mangel på samme) og minder os om, at vi bebor planeten Jorden med andet og mere end mennesker.

Vandede temaer har altid optaget kunstnerne. Ikke mindst havet har haft en særlig tiltrækning på dem. Dets fjerne horisonter er symbol på frihed og eventyr, men lige under overfladen hersker kaos! For havet er også destruktivt og dets mørke dybder har fostret forestillinger om søuhyre og havfolk.

Dobbeltheden ligger stadig i samtidskunstnernes forhold til det. Vand er nemlig både det, der forener os i mere-end-menneskelige fællesskaber og på den måde lover os en lysere og bedre fremtid. Men vand er også det, der kan gøre det af med os, som vi så i værkerne, der inviterede os ud i dystopiske, oversvømmede fremtidsscenarier.

Den førsokratiske, græske tænker Thales (ca. 585 f.kr.), der af nogen regnes som den vestlige verdens første ”rigtige” filosof, er i grove træk citeret for to ting: ”Alt er vand” og ”Jorden hviler på vand”, skulle han have sagt. Thale ser ud til at være genopstået i samtidskunsten.

I den såkaldt Antropocæne tidsalder, hvor menneskets massive indvirken på alle naturens processer truer menneskeartens overlevelse, og i “de store brandes tidsalder”, hvor Amazonas, Australien, Californien og selv Notre Dame har stået i flammer, vender vi tilsyneladende tilbage til der, hvor det hele startede: Ved det livgivende og brandslukkende vand!

Alt er vand, jorden hviler på vand! Længe leve vand!

Lad os slutte med et evigt sandt og altid aktuelt citat fra det danske heavy rockband Red Warszawa:

“Husk at drikke vand ellers dør i”

Ps. Det forudsætter selvfølgelig rent drikkevand til alle i hele verden, og det er netop derfor Vandets Dag er vigtig at markere.

Facebook
Del på facebook

Rasmus Bak Christiansen

Se Rasmuss artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind