Portræt: Norskfødte Kim Leines bøger har modtaget flere store litteraturpriser og gjort ham til én af nutidens helt store skandinaviske forfattere. Hans bøger er rå og kredser om emner som det rene og barske Grønland, seksuelt misbrug og menneskelig fortabelse i sex og stoffer. Her taler han om sine grønlandske erindringer for første gang formateret til en børnebog, den rene katarsis og om sig selv som far

Kim Leines format sidder i ordene. Når han taler, drages man med til Grønland: Hvor fjeldene lyser hvidt i magisk mørke, hvor kulden banker fingrene lamme, hvor isbjørnefrygt er en del af hverdagen, hvor hunde bliver skudt og ligger som lig i grøften i uger, hvor essensen af julen kan findes, hvor han havde nogle af de stærkeste minder med sine to ældste børn. Minder, han nu skriver ned i en serie af børnebøger. Den første bog i rækken er Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden, som er aktuel denne jul:

"Fryser du ikke? sagde faren. Andreas havde flyverdragten stående åben foran, og han havde ikke vanter på. Han mærkede den kolde luft tromme mod brystet og gøre ansigtet stramt og glat." (Fra bogen)

"Det var utroligt, han kunne stå sådan i flere timer ad gangen," siger Kim Leine og hviler hovedet i sin håndflade.
Jeg møder ham i Aarhus før en oplæsning i Øst for Paradis. Han er kronraget med en guldring i øreflippen, en notesblok og en kuglepen i brystlommen og i cowboybukser, hvor uldsokker er trukket over buksebenets nederste to gab. Når han har svaret på mit spørgsmål, stiller han ét retur som; "hvem er din yndlingsforfatter?", "har du selv børn? " Han drager mig med ind i samtalen, som han drager mig med til Grønland og ind i bøgerne.

En fuldstændig gengivelse

Nu er vi i Grønland, hvor billedbogen Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden foregår. Bogen handler om drengen Andreas, som elsker julen. Men det gør hans far ikke. Han afskyr julen. Så drengen tager faren med på en tur i det iskolde landskab for at finde julemanden.

Når Kim Leine taler om faren og sønnen i bogen, siger han konsekvent "vi". Bogen er nemlig en fuldstændig gengivelse af en oplevelse, Kim Leine havde med sin egen søn, da familien boede i Grønland. På en slædetur kom en isbjørn farligt tæt på deres fangerhytte under sneen, og slædehundene glammede desperat udenfor. I bogen tror Andreas, det er julemanden, der banker på, mens faren sidder dødsensangst med en skarpladt riffel:

"Og så gik han sin vej, og Andreas lagde sig til at sove, og da han vågnede, sad faren med geværet i skødet, støttet op ad væggen, og sov." (Fra bogen)

Alvorlige emner

Bogen er den første i en planlagt serie om tiden i Grønland, hvor Kim Leine boede med sin daværende hustru og to børn. I næste bog åbner universet sig, hvor bygden og befolkningen bliver inddraget i fortællingen. Synsvinklen flytter sig fra sønnen til datteren Marie, og handlingen drejer sig om et forfærdeligt traume, hvor hun som lille blev alvorligt skambidt af hunde:

"Det var skrækindjagende. Jeg troede, vi blev nødt til at flytte tilbage til Danmark. Men Marie håndterede det ufatteligt godt. I dag er hun hundetræner. Hun er en slags hundehvisker," siger Kim Leine med stolthed og smil i stemmen.

Har man læst hans selvbiografiske debutroman Kalak, genkender man episoden. En far hører sin datters skrig, kæmper sig mod tumult af hunde og en datters ansigts dækket af blod og løber med hende dinglende i armene gennem sne og is. Ikke umiddelbart et emne, der er oplagt til at formidle til børn:

"Jeg finder det interessant at bruge det voldsomme og alvorlige til børn. Jeg tror, man kan skrive om stort set alt til børn, bare man finder vinklen. Børn har bare brug for at vide, at man lander på benene igen," siger han med et lille nik med hovedet og understreger, at han også med serien udforsker grænserne for, hvordan man skriver til børn.

Ansigt til ansigt med dæmonerne

Et gennemgående tema i Kim Leines forfatterskab er at stå ansigt til ansigt med de indre dæmoner. Skrive sig ind i kulen og lægge alt blot for at kunne lukke for det igen. Men hvordan gør man det, når læseren er et barn? Kim Leine vil ikke forsøge at skabe glansbilleder, selvom han skriver til en yngre læserskare:

"Det var et stigende behov for mig at skrive en børnebog, fordi jeg kunne give mig selv tilladelse til at være følelsesfuld og bruge den rene katarsis. Jeg kunne skrive i et enkelt og flydende narrativ uden at bremse fortællingen op, " fortæller han og hiver sig eftertænksomt i hagens fippede skæg:

"Den grønlandske setting er en stærk drivkraft for mig at skrive ud fra. Den udsathed, man har som menneske, hvor man skal finde ud af at gøre tingene selv i en skrap natur. Man er i direkte kontakt med livets grundstof. Det genererer eksistentielle temaer lettere, og historierne fortæller sig selv."

En far er en søn er en far

"Overalt bærer jeg rundt på min far. Og han er tung," skriver Kim Leine i Kalak. Heri beskriver han blandt andet det årelange seksuelle misbrug, hans far udsatte ham for som teenager. Et misbrug, der satte dybe spor i først teenageren siden manden, faderen og forfatteren, Kim Leine.

Faderskab som tema og dæmon er derfor også et gennemsyrende element i hans litteratur. Også i børnebogen er det komplicerede far-søn-forhold tematiseret. Selvom det på ingen måde har referencer til seksuelt misbrug, skitseres en skæv relation, hvor faren bruger julemanden som alibi til et afbræk fra hverdagen og juletravlhed:

"Man kan godt regredere lidt over for sine børn og udnytte dem til at få dækket nogle barnlige behov. For eksempel i behovet for nærhed. Når børn putter sig ved en forælder, putter forældren sig lige så meget ved børnene i en form for konfliktløs intimitet. Selvom det ikke er forkert, kan det tyde på en brist eller et udækket behov fra ens egen barndom," siger han med rolig vægtning af sine ord og med stadigt varmt blik.

Vi har glemt tiden. Vi er tilbage i Aarhus, hvor gadelamperne lyser gult i mørket, hvor blæsten får folk til at presse tørklæderne op til ansigtet, hvor forfatteren læser op i en fyldt biografsal, hvorefter han drager hjem med toget til sine to yngste børn.

Fakta:
Aktuel med sin første billedbog: "Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden". Bogen er den første i en serie af børnebøger.

Udgiver i 2016 børneromanen "Skovpigen Skærv".
Forfatter til "Afgrunden" (2015), "Profeterne i Evighedsfjorden" (2012), "Tunu" (2009), "Valdemarsdag" (2008), "Kalak" (2007)
Boet en årrække i Grønland
Uddannet sygeplejerske
Gift og har fire børn i to kuld: To store på 27 og 29 år, to små på 3 og 6.
Søn af en norsk mor og dansk far.
Bosiddende i København.