En hemmelig klub - forårsrengøring - shinto

Schhh… Skovånderne gør forårsrent

Alt det andet Artikel Skrevet af: Lone Folmer 2016-04-13
Del på facebook
Facebook

Schhh… Skovånderne gør forårsrent

Kan en omgang rengøring være en opdagelsesrejse og en familieskovtur på samme tid? Lørdag den 23. april klæder En Hemmelig Klub hele familien ud som skovånder til forårsrengøring af mystiske og magiske dimensioner

Går man en tur i skoven en forårsdag, mærker man de spirende tegn på lunere tider. Men kigger man nærmere mellem buske med blade og høje træer, gemmer der sig både skovånder og skrald. En Hemmelig Klub kalder selv arrangementet Skovåndernes Forårsrengøring for ”en skovtur ud over det sædvanlige”. Begivenheden emmer af eventyr, og det samme gør klubben, der står bag. En af inspirationskilderne til arrangementet er shinto (Japans oprindelige religion, der i sin mytologi bl.a. består af naturånder, red.), hvor alle floder, bjerge og skovehar en ånd. Det er bl.a. den tanke, En Hemmelig Klub leger med.

Læs også om teaterfestivalen Aprilfestival for børn og unge

Klubben består af voksne mennesker, som bestemt ikke er bange for at lege og som glad og gerne opfordrer alle – uanset alder – til at smide flere farver på lærredet og smide de alvorlige miner over bord. Annabelle Nielsen og Kenn Munk hedder de to skøre, skæve og kunstneriske hjerner, der svinger dirigentstokken i projektet. Snart gør de rent i en skov tæt på Aarhus C. Men på en noget alternativ facon...

Foto: PR-foto: En Hemmelig Klub
Se store billeder her →
Turen i skoven bliver magisk og helt anderledes end en normal skovtur.
Foto: PR-foto: En Hemmelig Klub
Se store billeder her →
Der vil være udklædning for store såvel som små.

Oprydning uden løftede pegefingre

Sammen med En Hemmelig Klub forandres skove til en verden af skovånder, udklædning, musik og magi. En helt almindelig børnefamilie, der for få timer siden sad og spiste havregryn med morgenhår en stille, lørdag morgen, forvandles pludselig til en stamme af skovånder. Missionen er at gøre rent efter menneskene og gøre skoven klar til sommer. Men bliver man ikke normalt så flyvende fascineret ved tanken om rengøring og oprydning, må man ikke løbe skrigende bort:

”Vi vil have folk til at få respekt for naturen igen og få dem til at bruge naturen og skoven. Arrangementet er støttet af Miljøstyrelsen, men det er uden løftede pegefingre”, fortæller Kenn Munk, som er medstifter af En Hemmelig Klub.

Ideen er at få børnefamilierne ud i skoven, som pludselig er forandret og indtaget af skovånder. Og vigtigt er det, at man godt kan opleve flere ting på én gang, forklarer Kenn Munk:

”Man kan godt både rydde op, lege og opleve på samme tid.”

Udover den japanske religion shinto har også folkeeventyr en finger med i spillet. Folkeeventyrene, som bygger på eventyrlige rejser ind i universer med fantastiske hændelser, mystiske og overnaturlige væsner, fortryllede personer og dyr, prøver og uvejsom natur. Det er lige præcis sådan en form for opdagelsesrejse, skovånderne bliver sendt ud på.

Læs også om billedbogen Muledrengen, der er inspireret af et norsk folkeeventyr

Leg og fællesskab i skovåndeklæder

En Hemmelig Klubs tankegang og projekter er gennemsyret af kreativitet og alternative tænkemåder, og Skovåndernes forårsrengøring bliver ingen undtagelse. Her handler det om at kaste sig ud i en legende tilgang til livet – det gælder også de voksne:

Foto: PR-foto: En Hemmelig Klub
Se store billeder her →
Skovturen er inspireret af japansk mytologi og de mere klassiske folkeeventyr.
Foto: PR-foto: En Hemmelig Klub
Se store billeder her →
Børn vil opleve skoven på en helt anden måde til Skovåndernes Forårsrengøring.

En Hemmelig Klub forsøger at lave familiearrangementer og ikke rene børnearrangementer. På den måde bliver en aktivitet en delt oplevelse,” forklarer Kenn Munk og fortæller videre, at det giver noget, når alle deltagere klædes ud og samles i en skovåndestamme.

Det handler også om at samarbejde og se mulighederne sammen med de andre skovånder. For alt er ikke bare gennemskueligt og nemt i skoven: Man kommer på opdagelsesrejse med både fælder og hemmelige sager at finde.

Læs også om Æskens Tingfinderjagt

Det er bestemt heller ikke nogen dårlig ting at få de voksne til at løsne slipset og hoppe ud i leg. I nogles øjne kan leg ses som en naiv og uproblematisk tilgang til livet. Men ifølge Kenn Munk er leg en kunstform, der peger på fantastiske muligheder, og leg kan som god kunst forandre. Lige præcis som det vil være tilfældet med skoven, som de små og store ånder har huseret i den 23. april. Næste gang ungerne kommer forbi skoven med deres voksne vil den nok se ud, som den gjorde før skovånderne gjorde deres indtog.

”Oplevelsen vil bagefter være et minde, som børnene kan tage med sig. Men det lille stykke skov vil være forandret”, siger Kenn Munk.

En hemmelig klub i en hemmelig skov

Og hvor ligger den famøse skov så henne? Ved det spørgsmål tøver Kenn Munk lidt og svarer som det sig hør og bør for et medlem af en hemmelig klub:

”Vi vil jo helst ikke afsløre for meget”.

Hemmelighedskræmmeriet er netop en del af magien, mystikken og legen. Men han lover, at man bliver klogere, når man har tilmeldt sig arrangementet.

Foto: PR-foto: En Hemmelig Klub
Se store billeder her →
Forårsrengøringen vil være sjov og uden løftede pegefingre.
Foto: PR-foto: En Hemmelig Klub
Se store billeder her →
Pas på fælderne! Der er overraskelser at finde i den hemmelige skov.

FAKTA

Skovånderne gør forårsrent i en skov tæt på Aarhus C d. 23. april kl. 13-15. Det er gratis at være med, men du skal tilmelde dig på En Hemmelig Klubs hjemmeside. Arrangementet er støttet af Miljøstyrelsen.

Pssst ... Er du blevet nysgerrig på, hvad En Hemmelig Klub ellers går og rumsterer med? D. 14. og 15. april leger de på Dokk1 i forbindelse med Counterplay, en international lege-festival. Her bygger de et stort, svævende papirslot, og de tager gerne imod himmelarkitekter, der kan hjælpe med byggeriet.

I slutningen af maj slår klubben også til, når de holder ”afrejsegilde” for deres vægmaleri i Kroghsgade, der har pyntet på et hegn rundt om Frederiksbjergbyggeriet. I stedet for at blive ked af det over fjernelsen af hegnet fejrer En hemmelig klub det med et socialt arrangement, hvor man endda har mulighed for at købe udsavede stykker af udsmykningen.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: