Lydenskab spiller klassisk musik på nye måder

Ud af de støvede koncertsale

Musik Skrevet af: Nanna Clausen 16 Nov 2016
Del på facebook
Facebook

Ud af de støvede koncertsale

Den aarhusianske kvartet Lydenskab formidler klassisk musik på nye og kreative måder. Og så har de en klar mening om, hvad kunsten kan, når den griber fat i samfundet.

Klassisk musik kender vi måske bedst fra tilskuerpladserne med øjnene og ørerne rettet mod den store scene. Et orkester spiller udvalgte kompositioner, og vi, som publikum tager imod musikken. Hos den klassiske kvartet Lydenskab er ambitionen at nedbryde afstanden mellem musiker og publikum – at skabe nærvær og møde et nyt publikum.

”Vi skal ud og være en del af samfundet. Klassisk musik har muret sig lidt inde i de støvede koncertsale. Dem ville vi gerne ud af. Så vores første projekt var i en tidligere grønthandlerbutik, hvor vi rullede et græstæppe ud indenfor og spillede vores første koncert”, fortæller Thea Vesti og Karolina Leedo, som tilsammen udgør halvdelen af Lydenskab.
Foto: Bredo Fotografi
Se store billeder her →
Lydenskab formidler klassisk musik på nye og kreative måder.
Foto: PR-foto / Lydenskab
Se store billeder her →
Youroland med Andrea Pellegrini på SPOT Festival

Kunsten at spille på tværs af samfundet

Lydenskab har en lang række projekter bag sig, hvor de blandt andet har spillet i gågader og nedlagte bygninger. Men det er ikke kun de fysiske rammer, der bliver leget med, når musikken udfolder sig. Fællesskabet der kan dannes, når man samles om kunst, er nemlig en vigtig del af Lydenskab som ensemble.

Det gik op for dem i foråret, da de sammen med det amerikanske ensemble, Decoda, samarbejdede med aarhusianske flygtninge fra krigshærgede lande om at formidle deres historie og deres savn til familien, der fortsat var i deres hjemland.

”I mødet med Decoda gik det op for os, at vi gør noget med fællesskaber, når vi går ud og laver de her projekter. Vi forstærker og forandrer fællesskaber gennem arbejdet med kunst og kultur”.

”På en eller anden måde var det toneangivende for, at det er det, vi gør. Det er det, vi kan, når vi står og spiller for 350 flygtninge, og der faktisk ikke er nogen, der tænker over, at det er klassisk musik, vi oplever. Fordi vi oplever noget, som er større. Vi er en del af noget, der er større”.

Mødet med publikum, rammerne for musikken og samfundet er altså en essentiel faktor for Lydenskab, når de eksperimenterer med deres projekter. Det er ikke bare en musikalsk oplevelse, men en sanselig oplevelse, der er i fokus.
Foto: PR-foto / Lydenskab
Se store billeder her →
Lydenskab POP UP Koncertsal på Horsens gågade.
Foto: Anders Bigum
Se store billeder her →
Foto fra The Way The Dead Love med Lydenskab

Musikalsk dialog

Musikerne nævner selv, at klassisk musik har haft tradition for at mure sig selv inde. Jeg spørger derfor, hvorfor klassisk musik er vigtig for samfundet. Thea svarer med overbevisende klang.

”Fordi al kunst og kultur er vigtig for, at vi kan drømme, og for, at vi kan mærke os selv. Men vi har nok ofte glemt, at publikum også skal mærke den klassiske musik. Vi bliver nødt til at være bedre til at formidle det, vi laver”. Karolina supplerer efterfølgende:

”Det skal ikke være så højtideligt. Vi prøver at være helt nede på jorden – også i den måde vi henvender os til publikum. Det føles som om, vi får en rigtig god kontakt med publikum. Det er meget vigtigt, at det går begge veje”.

De nævner blandt andet en vandrekoncert, ensemblet har lavet, hvor musikere og publikum gik rundt og oplevede musik og arkitektur på samme tid. Der er dog forskel på, hvordan kontakten til publikum bliver grebet an. Der er forskel på, om det er en iscenesat koncert eller en pop-up koncert. Undertegnede får et indtryk af, at det aldrig rigtig er det samme, man oplever, når man lytter til Lydenskab.
Foto: Bredo Fotografi
Se store billeder her →
Lydenskab formidler klassisk musik på nye og kreative måder.
Foto: Anders Bigum
Se store billeder her →
Foto fra The Way The Dead Love med Lydenskab

Fremtiden

The Way The Dead Love er titlen på Lydenskabs bidrag, når Aarhus i 2017 skal være europæisk kulturhovedstad. Sammen med dansere, en operasanger, en billedkunstner og mange flere vil de skabe en tværæstetisk forestilling med kvinden som tematisk omdrejningspunkt.

”Det er svært at sætte en genre på, men vi kan kalde det et Musikteater. Det er et musikalsk værk, hvor musikerne, som et fuldkomment instrument, vil danse, synge, lave skuespil og spille på deres instrumenter.Vi bliver en del af forestillingen. Det bliver ikke bare ensemble og solister”, fortæller Karolina og fortsætter:

”Han (værkets komponist, Louis Aguirre red.,) har hentet inspiration hos flere forfattere, men den største inspiration er fra den græske mytologi - Hesiods Theogonien. Pandora, som repræsenterer alle kvinder, protesterer mod den rolle religion og samfund har givet hende i gennem historien. Hun bliver beskyldt for alt det onde på jorden. Erotik bliver i fortællingen brugt som protest og subversion. Så der er alt fra Gud til lyst og seksualitet - som politisk manifest. Det bliver et fedt værk, som efter uropførelsen i Aarhus skal på turné til Europa”.

Hvis du ikke kan vente helt til februar, hvor forestillingen har premiere, spiller Lydenskab en gratis koncert i Musikhuset Aarhus’ foyer d. 20. November, hvor publikum skal udfordres på trods af de mere traditionelle rammer for koncerten.

Lydenskab er også partner i 2017-projektet SAGN i Odder Kommune, hvor en række kunstnere skal fortolke og sætte fokus på byens fortællinger.

Fakta:

Læs mere om Lydenskab på deres hjemmeside her

Læs mere om koncerten i Musikhuset Aarhus’ foyer her

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: