Singvogel - portræt af rock'n'roll bandet

En fod i Singvogel eller en fod i graven

Musik Skrevet af: Clara Edgar 30 Nov 2016
Del på facebook
Facebook

En fod i Singvogel eller en fod i graven

Singvogel er et skabende Rock’n’roll fællesskab blandt fem voksne mennesker. Bandet har spillet på både store og små scener rundt om i landet, men de er enige om, at det ikke nødvendigvis er godt fordi det er stort. Det vigtigste er interaktionen med publikum, hvor de kan sætte andre i bevægelse.

Stor lænestol. Mindre taburetter. En sofa med sprungne fjedre. Et køleskab med bajere. Øl bliver hældt i glas, der af guitarslidte, trommestiksbrugte og klarinetspillende fingre føres mod læberne. De tomme dåser sættes på det lille bord ved siden af dåsen med glimmer. Latter fylder rummet.

De fem medlemmer af Singvogel er færdige med den faste mandags øve session, hvor musikken har braget ud gennem store højtalere. De spiller garage-punk og deres musik bliver beskrevet med mange forskelligartede adjektiver, men for dem er det bare rock’n’roll og et betydeligt element i deres liv.

”Man har enten en fod i bandet eller en fod i graven,” lyder det fra Jørgen, der er bandets trommeslager.

For Lotte, Andreas, Jørgen, Emil og Rikke udgør musikken et behov, de ikke kan undvære. Singvogel er for dem et produktivt fællesskab blandt voksne mennesker, der er svært at finde udenfor den kreative sfære. Det giver dem en mulighed for at udtrykke sig, være fysiske og sende noget ud i verden, der kan ramme andre, og sætte dem i en eller anden form for bevægelse.

”Der er et fysisk element i vores musik. Det sortner tit for mine øjne når vi spiller, men det er fedt. Jeg ville ikke gide være sådan en laptopmusikker der bare står,” siger Andreas

”Nej, det er da klart det fedeste, når der sker noget, og folk gakker helt ud foran scenen,” lyder det fra Rikke.

Foto: Privatfoto - Singvogel
Se store billeder her →
Koncert med Singvogel.
Foto: Privatfoto - Singvogel
Se store billeder her →
Koncert med Singvogel.

Det sjove findes i kontrasterne

For bandet er det ikke hverken et mål eller en drøm i sig selv at stå på de store scener. De finder glæden i at kunne mærke publikummet, være i øjenhøjde med dem, og i kontrasterne mellem det fine og det hårde.

”Et band som os har meget at kæmpe for, men det er det fede. De ”dårlige” koncerter hvor strømmen går, og vi må spille akustisk, eller hvor der er træer der vokser ind gennem backstagelokalet i oktober måned og det er pissekoldt, men vi kæmper, og publikum er med - det er kontraster, der giver fede oplevelser,” siger Emil.

De nyder, at de ikke er et stort professionelt studieband, men at de finder sig selv i skæve situationer, og nogle gange er nødt til at klare alt fra at samle scenen til at bestille øllen selv, fordi det gør successen så meget stærkere når koncerten går i gang, og tilskuerne er med dem.

”Vi havde en koncert, hvor en ung pige stod blandt publikum, og Andreas havde smidt trøjen og kastet glimmer ud over sig selv, og hun stod bare måbende. Så smed han med mere glimmer og hun blev helt firkantet i hovedet. Det tror jeg ikke hun har glemt endnu, og det er vildt fedt at kunne give den der rock’n’roll myte videre,” siger Emil.
Foto: Privatfoto - Singvogel
Se store billeder her →
Koncert med Singvogel.
Foto: Privatfoto - Singvogel
Se store billeder her →
To udgivelser fra Singvogel.

Budskabet er at pirre andre

Det er ikke med i bandets overvejelser, at de skal videregive et politisk eller fint budskab, men det betyder meget for dem ikke at være ligegyldige.

”Budskabet er fornøjelsen ved at tænke noget nyt eller drømme noget pirrende, og så videreformidle den fornemmelse. Hvis bare en person føler, at det jeg siger er rigtigt, så er det lykkedes,” forklarer Andreas.

Det bedste, der kan ske for Singvogel, er, at hele salen sammen kan løfte sig, og at de som band kan gøre en forskel for lytterne. Det er i det, de finder magien.

”Det er bare noget andet, når man kan se reaktionerne til en koncert. Det er da en rar information, hvis der kommer en hen og siger ’Jeg lånte jeres album på biblioteket, det var godt,’ men det giver ikke så meget, som når man kan se og mærke det,” siger Lotte.
Foto: Privatfoto - Singvogel
Se store billeder her →
Singvogel foran tourbussen.
Foto: PR-foto - Singvogel
Se store billeder her →
Singvogel - Emil Brahe, Rikke Alminde Bendtsen, Andreas Hansen, Lotte Maxild og Jørgen Holm.

Singvogel arbejder hele tiden med nysgerrigheden, der er et bærende fælleselement mellem medlemmerne. De kaster sig ud i nye projekter, prøver nye instrumenter og finder på nye måder at opbygge musikken for at blive ved med at bevare spændingen for sig selv, og så håber de bare på, at biproduktet er, at det også holder deres publikum fanget.

”Jeg prøver ikke at gå så meget op i anmeldelser. Hvis den er dårlig bliver jeg nok lidt rasende, men også ligeglad. Det er en mærkelig følelse,” siger Andreas.

Det væsentlige er nemlig ikke, hvad anmelderne synes, men at de selv bevarer nysgerrigheden og glæden ved musikken, og at de kan se, at det også kan flytte noget hos andre.

På fredag spiller Singvogel på Radar, og ser frem til koncerten med spænding.

”Jeg håber det bliver intenst og brand liderligt,” lyder det fra Emil, der med store grin og smil bakkes op af resten af bandet.

Fakta

Singvogel består af Andreas Hansen, Emil Brahe, Lotte Maxild, Jørgen Holm og Rikke Alminde Bendtsen.

Se mere på Singvogels hjemmeside

Singvogel er aktuel her

Singvogel spiller på Radar i Aarhus d. 2. december 2016. Se mere på Radars hjemmeside

 

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: