Overvågning kunst | Kunsthal Aarhus | WATCHED! 2016

Overvågning til vi passer ind i samfundet

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Nanna Clausen 03 Dec 2016
Del på facebook
Facebook

Overvågning til vi passer ind i samfundet

Kunsthal Aarhus viser i øjeblikket udstillingen WATCHED! Surveillance, art and photography, hvor overvågning i alverdens afskygninger tematiseres gennem kunsten, men med et særligt fokus på fotografiet.


Prøv at forestille dig, at du bliver overvåget, fordi du er homoseksuel eller kommer fra Mellemøsten. Eller at du bliver hovedpersonen i et kunstværk, uden at du ved det. Med udstillingen WATCHED! Surveillance, art and photography italesætter Kunsthal Aarhus nutidens komplekse overvågning som et grundvilkår i informationssamfundet.

Med fokus på fotografiet tematiseres fænomenets mangfoldighed gennem værker skabt af internationale kunstnere, heriblandt fire fra Danmark.

Foto: PR-foto/ Kunsthal Aarhus - Jens Møller
Se store billeder her →
Meriç Algrün Ringborg (TR/SE). Which no one will ever see, 2012. Mixed Media
Foto: PR-foto/ Kunsthal Aarhus - Jens Møller
Se store billeder her →
Meriç Algrün Ringborg (TR/SE). Which no one will ever see, 2012. Mixed Media
Ved første tur gennem udstillingen kan man blive overvældet over alle de forskellige former for overvågning, der er repræsenteret. Fotografier, ansigtsgenkendelses-systemer, Google Street View, CPR-numre, eller manglen derpå, tracking, life-logging: Listen er lang. Og dette er blot metoden. Hvad er konsekvensen, og hvorfor er det vigtigt at formidle overvågning gennem kunsten?

Politisk kunst

WATCHED! kan ikke siges at være en neutral udstilling. Der stilles kritiske spørgsmål til overvågning og konsekvenserne heraf. Flere af værkerne italesætter undertrykkelsens magt og drager paralleller til den franske sociolog Michel Foucault ved at fordre spørgsmålet om, hvornår vi bliver overvåget, og hvorvidt det som yderste konsekvens kan betyde, at vi disciplinerer os selv til at passe ind i samfundets rammer.

Læs også: EN FOD I SINGVOGEL ELLER EN FOD I GRAVEN - På besøg i øvelokalet

Den engelske kunstner Jason E. Bowmans værk ’Untitled (on a day unknown)’ giver os et indblik i en retssag fra 1936, hvor en række mænd stod anklaget for homoseksuelle handlinger.

Foto: PR-foto/ Kunsthal Aarhus - Jens Møller
Se store billeder her →
Charlotte Haslund-Christensen (DK). WHO'S NEXT?, 2013. Fotografi
Foto: PR-foto/ Kunsthal Aarhus - Jens Møller
Se store billeder her →
Alberto Frigo (IT). Imagas of the artifacts used by the main hand 2004 - ongoing, Life-logging project from the series 2004-2040. Pigmentprint

Ligeledes beskæftiger værket ’Who’s Next?’ af den danske kunstner Charlotte Haslund-Christensen sig også med mennesker fra LGBTQ-miljøet, som er fotograferet og iscenesat som forbrydere – herunder politikeren Uffe Elbæk og TV-værten Hans Pilgaard. Begge værker peger på overvågning og forfølgelse af seksuelle minoriteter.

Som dansker i 2016 kan vi opleve værkerne med ro i maven, fordi homoseksualitet ikke er strafbart, men som udstillingskataloget skriver, så er det kriminelt i 78 andre lande i verden.

Læs også: Den islandske kunstnertrio The Icelandic Love Corporation vil have dig til at forstå kærlighedens budskab

Frivillig overvågning?

Kunsthistorien har fået en helt ny genre indenfor de seneste 10 år: Selfiet. Men billederne vi tager af os selv er ikke kun pæne. Vi lægger dem ud på vores sociale medier og bidrager således frivilligt til vores egen overvågning på samme måde, som når vi går ind på en hjemmeside og accepterer cookies – ikke de lækre kager med chokolade, men videregivelsen af vores aktiviteter som metadata.

Værket Images of the Artifact Used by the Mainhand 2004 af Alberto Frigo har taget dette til et helt nyt niveau ved at have fotograferet alt, hvad hans højre hånd har rørt ved de sidste 13 år: Et koncept der kaldes life-logging.

Foto: PR-foto/ Kunsthal Aarhus - Jens Møller
Se store billeder her →
Åbningstale ved fernisering på Watched! Survaillance, Art and Photography og iwillmedievalfutureyou5, 15 Nov.
Foto: PR-foto/ Kunsthal Aarhus - Jens Møller
Se store billeder her →
Watched! Survaillance, Art and Photography

Overvågning er et komplekst begreb at tale om. Der er mange måder at overvåge på, og der er mange måder at blive overvåget på. Men én ting er sikkert: Det vedrører os alle sammen. Netop derfor er tematikken velvalgt og vigtig at blive konfronteret med. Kunsten har den særlige evne, at den skaber et eksperimenterende rum, hvor vi, som beskuere, kan reflektere over samfundet, os selv og andre mennesker.

Løbebanen fører til kunsten

Kunsthal Aarhus viser ny samtidskunst fra hele verden og har en eksperimenterende tilgang til kunst. I modsætning til ARoS finder du derfor ikke store soloudstillinger af anerkendte kunstnere, men forskningsbaserede udstillinger som tematiserer forskellige aspekter af samfundet gennem nyere, international kunst.

Som gæst bliver du konfronteret med store, sjove, skæve og uforståelige tanker. Heldigvis tilbyder Kunsthal Aarhus en kop kaffe i deres café med tilhørende boghandel, Antipyrine Bookstore, hvor tanker kan vendes og drejes.

Fakta

Udstillingen løber indtil d. 30.12.16.

Udstillingen er kurateret af Louise Wolthers, Dragana Vujanovic og Niclas Östlind.

Deltagende kunstnere er: Jason E. Bowman (UK/SE), James Bridle (UK), Adam Broomberg (ZA) & Oliver Chanarin (UK), Tina Enghoff (DK), Alberto Frigo (IT), Charlotte Haslund-Christensen (DK), Mishka Henner (UK), Hanne Nielsen & Birgit Johnsen (DK), Marco Poloni (NL), Meriç Algún Ringborg (TR/SE), Ann-Sofi Sidén (SE), Hito Steyerl (DE).

Du kan læse mere på Kunsthal Aarhus' hjemmeside

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: