Einar Mar Guðmundsson og Allan Olsen satte udkanten i centrum og diskuterede små fortællinger på Dokk1 i Aarhus

Den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson har aldrig haft problemer med at give sine fortællinger litterær form. På en scene i Aarhus’ centrale Dokk1 forskanser han sig bag en mur af sine egne bøger. Tolv romaner, tre digt-, to novelle- og tre essaysamlinger, der netop er genudgivet i en samlet, flot grafisk tilrettelagt udgave på Lindhardt & Ringhof.

Mens salen efterhånden er ved at indfinde sig, kommer aftenens anden hovedperson hostende ind. At dømme efter et stykke bagværk, har han været en tur forbi Dokk1’s café. Det er den nordjyske musiker Allan Olsen, der i aften indtager scenen uden sin guitar.

Hans far, han var vognmand...

Det var Guðmundssons idé, at han og Olsen skulle tale sammen denne aften på Dokk1. De er gamle venner, der altid har haft et fællesskab i fortællekunsten. Det er nemlig en gave, de hver især har fra deres hjemstavn: Guðmundssons far var taxachauffør i Reykjavik, Olsens far landpost uden for Frederikshavn, og de havde altid nogle gode historier med hjem fra deres ture.

Olsen har ikke noget bjerg af bøger foran sig. Han er ikke nogen stor forfatter, det ved han udmærket godt selv. I 2015 udkom første bind af hans erindringer Tilfældigt strejfet, der fortæller om den barndom i Frederikshavn med venner, piger, rockmusik og skæve eksistenser, der også findes i hans musikalske univers.

“Det at kunne fortælle historier med detaljer var at viderebringe information,” siger han. I det hele taget er Olsens dialektlyrik lidt af et levn fra det før-globale samfund. Fra en tid før kommunikationen blev til én monoton strøm af de samme ord igen og igen. Derfor insisterer han på vigtigheden af at henvende sig til de lokale, for så meget desto bedre at røre dem:

”Tolne er en landsby ca. 8 kilometer vest for Frederikshavn på 223 indbyggere. Og når de står og vasker op og hører P4, der spiller ’Hjørringvej’, så åbner de vinduet op og råber ud til naboen: ’Vi er i radioen!’ Så betyder det noget for de 223 mennesker”.

Der findes ingen udkant på en kugle

Deres fælles status som udkantsdigtere er selvfølgelig et samtaleemne. Betegnelsen er der ingen af dem, der er glad for:

Både i den nyeste roman Hundedage og i digtet Skæbnens talerstol kritiserer Guðmundsson tanken om verdenshjørnerne. Jordens kugleform gør, at vi alle er lige langt fra centrum, men også lige tæt på:

Tal ikke om
store nationer og små nationer
udkanter, verdenshjørner og rande.

Det her er en kugle; midten
befinder sig under dine fodsåler
og bevæger sig og følger med
dig, uanset hvor du går.

Men hvor Guðmundsson forsøger at gøre os alle lige centrerede, vender Olsen rollerne på hovedet:

”Det er aldrig udkanten selv, der kalder sig dét,” siger han og uddyber: ”Dem, der taler om udkanten, kan slet ikke tale med, for de kender kun den ene side. Når magten centreres i København, der for øvrigt er et af de mest afsides liggende steder i Danmark, så giver det mulighed for at drømme myter frem”.

Den magiske virkelighed

For både Guðmundsson og Olsen er det en stor kvalitet at kunne se en uendelig storhed i det uendeligt lille. Guðmundsson er blevet kaldt en magisk realist, men han synes ikke, at magien er noget, han putter ind i verden. Den er der i forvejen. Det gælder om at kunne få øje på den:

”Virkeligheden kommer bag på realismen,” siger han og genfortæller historien fra Måske er posten sulten om det albanske landshold, der kom til Island i 1990, og hvilke konsekvenser det havde for Invalidernes Rejsefond.

Som fortæller er det hans opgave at bearbejde det materiale, der er ham givet. På den måde kan han tilskrive små begivenheder stor betydning, og er der ikke netop behov for det i en hverdag, hvor alle de ting, man bilder sig ind har stor betydning, måske i virkeligheden kun er ret små?

Inspirationen kommer fra dybet

Da snakken falder på inspirationen, begiver Olsen sig ud i en mere filosofisk overvejelse. Inspiration er: ikke at stille sig i vejen for værket. Der er måske ikke ligefrem tale om guddommelig inspiration, men så noget, der kommer fra dybet, og som kanaliseres af kunstneren. Det betyder også, at sangen kun er til låns.

For Olsen er kunstneren ikke et geni, der har en direkte linje igennem til det guddommelige, men en tjener, der får betroet et vigtigt hverv.

Det giver troubadouren anledning til at lange ud efter det, han kalder skuespillersamfundet: ”Det er en forbandelse og en vildfarelse, at kunstneren tror, han er større end værket,” siger han med henvisning til tidens dyrkelse af celebrities, der er mere kendte end deres kunst—hvis de overhovedet har nogen.

Olsen påstår ikke at have nogen stor teori om fortællekunsten, men han kommer tæt på med disse refleksioner. Guðmundsson, der selv har skrevet essaysamlingen Betragtninger over fortællekunsten, finder i hvert fald resonans i ordene og vælger at recitere sit digt Udkast til en poetik fra Orkanens øje:

Måske kommer ordene
op af havet ligesom
livets fornødenheder.

Fisk og fugle,
vinger og haler:
imellem dem, mennesket.

Jo dybere jeg dykker,
jo højere flyver jeg.