Gribende identitetskamp i ingenmandsland
Biografaktuelle Sameblod giver en personlig og indlevende skildring af den unge samiske pige Elle-Marjas opvækst i 30’ernes racistiske Sverige – og det er der kommet en både gribende og visuelt smuk film ud af.
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Hvad gør det ved et menneske at vokse op fanget mellem to kulturer? Hvordan føles det at være ”en af dem”? Og hvordan finder man sig selv og forfølger sine drømme, når man er låst fast af systematisk undertrykkelse og andres stigmatiserende fordomme. Det er den problematik Sameblod handler om.
Da de forsinket når frem til bisættelsen, bliver den indestængte modvilje kun tydeligere. Vi fornemmer en mur af afstandstagen mellem Christina, eller Elle-Marja, som hun i virkeligheden hedder, og den samiskklædte menighed, mens præsten holder sin prædiken om den afdøde, der ”aldrig kom sig over tabet af sin søster”.
Men hvad får et menneske til så stærkt at tage afstand fra sin egen baggrund og bryde helt med sin familie? Det er et af de spørgsmål, som instruktøren Amanda Kernell, der selv har en samisk far, har stillet sig selv, når hun er stødt på ældre mennesker i sin egen familie, som har valgt at fornægte deres samiske rødder, selvom de er født og opvokset som samer – og det er dette paradoks, der har ført til spillefilmsdebuten Sameblod.
En mørk del af Sveriges historie
I løbet af ét langt og visuelt stærkt flashback tager Kernell os med tilbage til Elle-Marjas opvækst i 1930’ernes Sverige, hvor racisme og statslige overgreb på landets etniske mindretal foregik helt systematisk under henvisning til racebiologisk pseudovidenskab, som identificerede samerne som undermennesker. Vi ser, hvordan Elle-Marja sammen med sin søster og andre samerbørn bliver sendt på svensk internatskole langt væk fra deres familier, og her bliver de udsat for racistiske overgreb fra både skolens ansatte, den lokale befolkning og statslige videnskabsfolk, der kommer fra universitetet i Uppsala for at foretage racebiologiske undersøgelser på samerbørnene. Elle-Marjas før så uforståelige valg bliver langsomt, men sikkert mere og mere forståelige. Og man sidder tilbage i biografsædet med en foruroligende barsk og hjerteskærende forståelse ikke kun for Elle-Marja, men for et helt folk, hvis historie fortjener at blive fortalt.Men selvom denne ellers mørklagte del af Sveriges koloniale fortid i sig selv er stof nok til at retfærdiggøre en film, ville det være synd at se filmen udelukkende som et opgør med Sveriges mørke fortid, for Sameblod er meget mere end det.
Coming of Age og ønsket om det moderne urbane liv
Sameblod er ikke mindst en coming of age film, der skildrer det skisma, som gælder for mange unge verden over: klemt mellem to kulturer uden retten til selv at definere hvem man er eller gerne vil være, og alligevel fyldt med ønsker og drømme.
Elle-Marja drømmer også – som barn. Hun drømmer om det moderne liv i byen, et liv med bøger og dannelse – en drøm som ikke er et samerbarn forundt, men som hun nærer, når hun i smug læser op af ”Rejseguide til Uppsala” som beroligende godnat-læsning for sig selv og de andre børn på sovesalen. En kombination af styrke, livsvilje og indestængt vrede over, at hun som samebarn kun har en fremtid med at passe rensdyr og joike, fører hende til at tage skæbnen i egen hånd og bryde med livet som same. Efter at vi som en slags forvarsling ser hende blive tvunget til at læse op af digtet ”Jeg længes efter landet som ikke er” (af den finlandssvenske digter Edith Södergran), ender hun således med bogstavelig talt at brænde sin identitet som samer og flygte til Uppsala for at forfølge sin drøm om at tage en uddannelse og vigtigst af alt blive en ”vanlig svensker”.
Skuespilleren Lena Cecilia Sparroks skildring af Elle-Marja og hendes kamp for selv at kunne bestemme over sit liv og den splittelse, det medfører, er helt uovertruffen.
Men det er i selve problematikken omkring den skæbnesvangre flugt ind i en art tosproget ingenmandsland, at Sameblod hæver sig fra at være et snævert opgør med svensk undertrykkelse af det samiske mindretal. Ved at skildre den splittelse der opstår i at skulle balancere mellem to kulturer bliver Sameblod nemlig en uhyggelig aktuel påmindelse om, hvilken identitetskrise balancen mellem to kulturer kan medføre, og hvad det gør ved et menneske at blive udsat for den herskende majoritets diskriminerende kategorisering.
Fakta:
Vi har set Samblod i Øst for Paradis. Læs mere og find spilletider på Øst for Paradis´ hjemmeside her
Filmen er skrevet og instrueret af Amanda Kernell
I hovedrollerne ses Lene Cecilia Sparrok, Mia Erika Sparrok og Maj-Doris Rimipi. Desuden spiller også Julius Fleischanderl og Hanna Alström med.