Sameblod filmanmeldelse - om 30’ernes racistiske Sverige

Gribende identitetskamp i ingenmandsland

ArtikelAlt det andetSkrevet af: Anne-Kirstine Mourits-Andersen19. mar 2017

Biografaktuelle Sameblod giver en personlig og indlevende skildring af den unge samiske pige Elle-Marjas opvækst i 30’ernes racistiske Sverige – og det er der kommet en både gribende og visuelt smuk film ud af.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Hvad gør det ved et menneske at vokse op fanget mellem to kulturer? Hvordan føles det at være ”en af dem”? Og hvordan finder man sig selv og forfølger sine drømme, når man er låst fast af systematisk undertrykkelse og andres stigmatiserende fordomme. Det er den problematik Sameblod handler om.

Filminstruktør Amanda Kernell har selv samiske rødder
Foto: PR-foto Sameblod
Filmstill fra Sameblod
Foto: PR-foto Sameblod
Vi starter i filmens nutidige rammefortælling: En nydelig ældre gråhåret kvinde, ulasteligt klædt i sort, står på sin altan i et almindeligt svensk boligkompleks og ryger demonstrativt langsomt en cigaret, mens hendes søn gentagende gange skynder på hende inde fra lejligheden. Kvinden, som kalder sig ved det svenske navn Christina, skal med sin søn og sit barnebarn tilbage til sin fødeegn, Lapland, for at deltage i sin søsters begravelse. Hendes begejstring over at skulle gense sin samiske hjemegn er mildest talt begrænset, og da hendes søn efterfølgende i bilen sætter en cd med samisk musik på og hjerteligt forklarer, at cd’en er en gave til hende med musik fra ”der hvor du kommer fra”, får den ikke for lidt med nedsættende superlativer om det samiske folk.

Da de forsinket når frem til bisættelsen, bliver den indestængte modvilje kun tydeligere. Vi fornemmer en mur af afstandstagen mellem Christina, eller Elle-Marja, som hun i virkeligheden hedder, og den samiskklædte menighed, mens præsten holder sin prædiken om den afdøde, der ”aldrig kom sig over tabet af sin søster”.

Men hvad får et menneske til så stærkt at tage afstand fra sin egen baggrund og bryde helt med sin familie? Det er et af de spørgsmål, som instruktøren Amanda Kernell, der selv har en samisk far, har stillet sig selv, når hun er stødt på ældre mennesker i sin egen familie, som har valgt at fornægte deres samiske rødder, selvom de er født og opvokset som samer – og det er dette paradoks, der har ført til spillefilmsdebuten Sameblod.
Filmstill fra Sameblod
Foto: PR-foto Sameblod
Filmstill fra Sameblod
Foto: PR-foto Sameblod

En mørk del af Sveriges historie

I løbet af ét langt og visuelt stærkt flashback tager Kernell os med tilbage til Elle-Marjas opvækst i 1930’ernes Sverige, hvor racisme og statslige overgreb på landets etniske mindretal foregik helt systematisk under henvisning til racebiologisk pseudovidenskab, som identificerede samerne som undermennesker. Vi ser, hvordan Elle-Marja sammen med sin søster og andre samerbørn bliver sendt på svensk internatskole langt væk fra deres familier, og her bliver de udsat for racistiske overgreb fra både skolens ansatte, den lokale befolkning og statslige videnskabsfolk, der kommer fra universitetet i Uppsala for at foretage racebiologiske undersøgelser på samerbørnene. Elle-Marjas før så uforståelige valg bliver langsomt, men sikkert mere og mere forståelige. Og man sidder tilbage i biografsædet med en foruroligende barsk og hjerteskærende forståelse ikke kun for Elle-Marja, men for et helt folk, hvis historie fortjener at blive fortalt.

Men selvom denne ellers mørklagte del af Sveriges koloniale fortid i sig selv er stof nok til at retfærdiggøre en film, ville det være synd at se filmen udelukkende som et opgør med Sveriges mørke fortid, for Sameblod er meget mere end det.
Filmplakat til Sameblod
Foto: PR-foto Sameblod
Filmstill fra Sameblod
Foto: PR-foto Sameblod

Coming of Age og ønsket om det moderne urbane liv

Sameblod er ikke mindst en coming of age film, der skildrer det skisma, som gælder for mange unge verden over: klemt mellem to kulturer uden retten til selv at definere hvem man er eller gerne vil være, og alligevel fyldt med ønsker og drømme.

Elle-Marja drømmer også – som barn. Hun drømmer om det moderne liv i byen, et liv med bøger og dannelse – en drøm som ikke er et samerbarn forundt, men som hun nærer, når hun i smug læser op af ”Rejseguide til Uppsala” som beroligende godnat-læsning for sig selv og de andre børn på sovesalen. En kombination af styrke, livsvilje og indestængt vrede over, at hun som samebarn kun har en fremtid med at passe rensdyr og joike, fører hende til at tage skæbnen i egen hånd og bryde med livet som same. Efter at vi som en slags forvarsling ser hende blive tvunget til at læse op af digtet ”Jeg længes efter landet som ikke er” (af den finlandssvenske digter Edith Södergran), ender hun således med bogstavelig talt at brænde sin identitet som samer og flygte til Uppsala for at forfølge sin drøm om at tage en uddannelse og vigtigst af alt blive en ”vanlig svensker”.

Skuespilleren Lena Cecilia Sparroks skildring af Elle-Marja og hendes kamp for selv at kunne bestemme over sit liv og den splittelse, det medfører, er helt uovertruffen.

Men det er i selve problematikken omkring den skæbnesvangre flugt ind i en art tosproget ingenmandsland, at Sameblod hæver sig fra at være et snævert opgør med svensk undertrykkelse af det samiske mindretal. Ved at skildre den splittelse der opstår i at skulle balancere mellem to kulturer bliver Sameblod nemlig en uhyggelig aktuel påmindelse om, hvilken identitetskrise balancen mellem to kulturer kan medføre, og hvad det gør ved et menneske at blive udsat for den herskende majoritets diskriminerende kategorisering.

Fakta:

Vi har set Samblod i Øst for Paradis. Læs mere og find spilletider på Øst for Paradis´ hjemmeside her

Filmen er skrevet og instrueret af Amanda Kernell

I hovedrollerne ses Lene Cecilia Sparrok, Mia Erika Sparrok og Maj-Doris Rimipi. Desuden spiller også Julius Fleischanderl og Hanna Alström med.

Facebook
Del på facebook

Anne-Kirstine Mourits-Andersen

Kulturjournalist og anmelder
Anne-Kirstine er cand.mag i film & medier, spansk og samfundsfag fra AU. Elsker at nørde med film og er ret velbevandret i spanske og latinamerikanske film, litteratur og samfundsforhold og har arbejdet med formidling af kultur. Hun har lavet kort- og portrætfilm, og har boet to år i Guatemala og et år i Caribien. Anne-Kirstine har skrevet speciale om kulturel erindring og filmens rolle som kulturel manifestation i den kollektive erindringsproces i Spanien.
Se Anne-Kirstines artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind