Klaverfabrikken Hillerød | musik koncerter for børn

En klaverfabrik med musik fra hele verden

Musik Skrevet af: Pernille Germansen 08 Nov 2014
Del på facebook
Facebook

En klaverfabrik med musik fra hele verden

Frivillige ildsjæle finder musik til børnefolket. For børn har brug for at fordybe sig i musik 

Mørket sænker sig over hallen, kun den tomme scene er lyst op. På gulvet foran ligger et stort grønt ryatæppe, det ligner en blød græsplæne. Mange børn sidder klar på tæppet. Tæer og fingre nulrer det bløde luv. En pige drejer rundt i den fine plettede kjole, hun helt sikkert har på i dagens anledning. Det er nemlig blevet tid til flamingokoncert for børn og forældre på Klaverfabrikken i Hillerød.

Klaverfabrikken har børnekoncerter på programmet den sidste søndag i hver måned. Der bliver budt på alt fra stomp og jazz til eventyrrejser og verdensmusik. Det er ægteparret Birgitte Alslund og Torben Buus-Larsen, som booker koncerterne. De mener, det er vigtigt at tilbyde børn et mangfoldigt kulturliv.
“Det handler om at turde. Det er vigtigt at give børn mulighed for at lytte til meget forskelligt musik,” forklarer Birgitte Alslund.

Flamingo fra alle hjørner
Pludseligt fylder en herrestemme rummet med sang. Kort efter stemmer en kvinde i, og en tredje person begynder at klappe hurtigt og rytmisk til. Koncerten er i gang. De tre bevæger sig forbi stole, cafeborde, det grønne ryatæppe og op på scenen. De næste 45 minutter er det gruppen Arte Flamingo, der er i centrum. Musikerne lærer børn og forældre om flamingo, de lærer dem at klappe hurtigt, rappe på spansk og flere af dem forsøger at følge den dramatiske dans på scenen.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
Camilla Carlsen nyder at tage hendes søn James Olsen med til koncerterne, som hun synes er børnevenlige i forhold til indhold og længde.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
Dorit Samadhi er afsted sammen med sine børnebørn på 4 og 7 år. Hun kan også finde på at tage til børnekoncerterne alene, for hun nyder det alsidige repetoire.
Camilla Carlsen og hendes seksårige søn James Olsen er med til koncerten. “Det er altid inspirerende at komme til koncerterne. James leger de forskellige ting, når vi kommer hjem,” siger Camilla Carlsen efterfølgende. Sønnen tilføjer, at han er god til breakdance. Det er noget, han har lært til en anden koncert på Klaverfabrikken.

To personer er også et publikum
Under koncerten går Torben Buus-Larsen rundt bagved tilskuerne med et smil på læben. Han klapper med på de hurtige rytmer. Der er meget på spil for de to bookere, som så gerne vil give børn og familier en god oplevelse. Og denne søndag er de tilfredse.

Det vigtigste er, at musikerne vil børnene noget, og så må de meget gerne inddrage børnene, mener Birgitte Alslund og Torben Buus-Larsen. For Torben Buus-Larsen handler det om, at musikerne er nærværende, uanset om der kommer to eller tohundrede publikummer til koncerterne. “Succeskriteriet er, at dem, der kommer, får en oplevelse, vi kan stå inde for,” siger han.

En elefant, en måge og en hare
Birgitte Alslund og Torben Buus-Larsen spiller selv børnemusik i deres orkester: En elefant, en måge og en hare. Birgitte Alslund er musikskolelærer og skriver sangene til orkesteret, og den tidligere skolebibliotekar Torben Buus-Larsen spiller saxofon. Gennemgående for de to, handler det om, at tage børn seriøst og skabe plads til fordybelse.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
Da Torben Buus Larsen gik på efterløn startede han som frivillig på klaverfabrikken. Først lavede han plakater, nu booker han børnekoncerter.
Foto: Pernille Germansen
Se store billeder her →
For at skabe sammenhæng i børnekulturen i Hillerød, har Birgitte Alslund skabt maskotten Hillerod.
”Jeg synes, børn er ekstremt kloge, og har et meget højt abstraktionsniveau, hvad angår ord og oplevelser. Vi hader begge to, når man rammer dem for lavt. Man må godt ville noget!” uddyber Birgitte Alslund. Parret tager ofte ud og ser de optrædende, inden de booker dem.

Til søndagens flamingokoncert, bliver både børn og voksne udfordret. De skal lære at synge ”jeg kan godt lide marmelade” på spansk. Alle må op og stå, for at få de spanske lyde og rytmer til at passe sammen.

Musik og dans for alle
Når det står til Birgitte Alslund, skal alle have råd til at gå til koncerter. Så da sodavandene var lidt dyre, sørgede hun for, at man nu også kan købe juice til koncerterne.
Det koster 25 kr for børn og 50 kr for voksne at gå til børnekoncerterne. Denne pris er mulig, fordi koncerterne er kamæleonskoncerter. Det vil sige, at de er støttet af Statens Kunstråd og Hillerød Kommune. Derudover er størstedelen af arbejdskraften på Klaverfabrikken frivillige, ligesom Birgitte Alslund og Torben Buus-Larsen er det.  

Se arrangementer fra klaverfabrikken i vores kalender eller besøg klaverfabrikkens hjemmeside: http://www.klaverfabrikken.dk/


Læs mere om Birgitte Alslund og Torben Buus-Larsens orkester En elefant, en måge og en hare her: http://www.enelefantenmaageogenhare.dk/


Læs også artiklen om Kamæleondagen i Horsens her, hvor børn også kan opleve forrygende børnekoncerter. 
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: