Kunsthal Aarhus præsenterer kinesiske Song Dong og Aarhus i kiks

Kinesiske Song Dong bygger Aarhus i kiks og laver kunst om fællesskab

ArtikelKunst og UdstillingerSkrevet af: Maria Gram31. aug 2017

I Kunsthal Aarhus har Song Dong skabt udstillingen Collaborations med et netværk af samarbejder, der forgrener sig til andre kunstnere, frivillige og familiemedlemmer. Værkerne fortæller historier om familieliv, samarbejde og fællesskab, og en Jord vi ofte tager for givet

Udenfor Kunsthal Aarhus hersker en ro og stilhed, man kun finder på en langsom søndag. Men inde bag de hvide mure er der alt andet end stille og roligt. Her mødes man af et mylder af frivillige, der hamrer, borer og banker for at realisere Song Dongs mange installationer, der blandt andet inkluderer Aarhus bygget i kiks i værket Eating the City (2003 –), et hus bygget af gamle vinduer i My Home is Your Stage (2013 – 2017) og The Centre of the World (2017).
My Home is Your Stage hedder Song Dongs installationsværk, der består af et hus.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Song Dongs udstilling i Kunsthal Aarhus fylder næsten alle stedets kvadratmeter ud.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Fra kælder til café

Song Dong selv er også i fuld sving. Jeg finder ham dybt koncentreret om et projekt, da jeg ankommer. Han siger, han vil være klar om fem minutter.

I mellemtiden går jeg en tur igennem kunsthallen og fornemmer hurtigt det enorme omfang af udstillingen. Song Dong har fået lov at brede sig på næsten samtlige kvadratmeter – fra kælder til café.

Jeg bliver hængende i cafeen; her bliver kiks og småkager sirligt stablet ovenpå hinanden på et langbord. Til sidst bliver de til en spiselig version af Aarhus i værket Eating the City. Værket får kun lov at leve én enkelt dag, nemlig d. 1. september på åbningsdagen, hvor det skal spises af sukkersultne gæster.
Alt hvad kinesiske Song Dong er i berøring med er skabt ud fra samarbejde eller en menneskelig relation.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
16 frivillige hjælper Song Dong med at bygge Aarhus i kiks.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind

På besøg i et kunstværk

Mens jeg står som hypnotiseret af den spiselige by, der langsomt vokser frem, kommer Song Dong ind i cafeen. I mangel på plads, og ikke mindst ro, inviterer han mig indenfor i sit hjem. “Lad os gå ind i mit hjem”, siger han henkastet. Jeg studser først lidt over sætningen, men kommer så i tanke om værket My Home is Your Stage.

Værket er et hus delvist bygget af materialer fra Song Dongs eget hjem og består primært af gamle døre og vinduesrammer. Det kan virke bizart at blive inviteret ind i et hjem, der normalt befinder sig i Beijing, og som i øvrigt er et kunstværk. Men det er helt naturligt i den her sammenhæng. Grundtanken bag My Home is Your Stage er nemlig, at huset skal stå åbent til fri afbenyttelse i udstillingsperioden og på den måde lade det private og offentlige smelte sammen. Song Dong fortæller mig senere, at han håber huset vil blive brugt flittigt til både koncerter, teaterforestillinger og måske endda overnattende gæster.
Værket Eating the City får kun til at leve den 1. september, hvor Aarhus er inviteret til at spise det.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
For Song Dong betyder samarbejde, at hans tanker og ideer udvikler sig og at nye opstår.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind

Samarbejde

Inde i huset henviser Song Dong mig til en sofa lavet af hans kone. Han fortæller, at flere af møblerne er lavet af hans kone, mens resten kommer fra andre familier. På samme måde består den ene langside af huset af vinduer fra hans eget hjem, mens den anden side består af vinduer fra andre kinesiske huse.

Et mønster begynder at tegne sig; alt hvad Song Dong er i berøring med er skabt ud fra et samarbejde eller en menneskelig relation.

Jeg spørger ham derfor, hvad samarbejde betyder for ham. Det betyder først og fremmest flere hjælpende hænder. “Du kan ikke udføre alt arbejdet selv. Du har brug for hjælp”, siger han. Jeg tænker på de tusindvis af småkager i cafeen og nikker forstående. Men for Song Dong betyder det også mere end det – det betyder at hans tanker og ideer udvikler sig og at nye opstår. Og så betyder det familieliv.

Kunst og familieliv

Som kunstner samarbejder Song Dong med både venner og familie. Men især familien er tæt involveret i hans kunstneriske arbejde. “Kunst er blevet centralt i vores familie,” siger han. Et af Song Dongs mest kendte værker, Waste Not (2005), var begyndelsen på det symbiotiske forhold mellem kunst og familieliv. Værket blev til efter faderens død i 2002 og udstiller mere end 10.000 objekter fra morens hjem.

Song Dong fortæller, at han i starten slet ikke vidste, at det var kunst, han skabte. Værket opstod i et forsøg på at hjælpe familien, og især moren, ud af sorgen. Og pludselig var fundamentet lagt til et af de mest betydningsfulde samarbejder i kunstnerens liv – et samarbejde, der også kan spores i den aktuelle udstilling. The Way of Chopsticks er blevet til sammen med hans kone Yin Xiuzhen, mens filmen 50+14 er skabt sammen med datteren Song Errui.
Den ene side i udstillingens hus er bygget af vinduer fra Song Dongs hjem.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Den lyseblå sofa har Song Dongs kone lavet.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind

Millionvis af bittesmå sten

Men Song Dong koncentrerer sig ikke kun om de samarbejder, der opstår i de nære relationer. Faktisk er han lige så interesseret i de samarbejder, eller snarere fællesskaber, der kan opstå på tværs af landegrænser og kulturer. Det helt nye værk, The Centre of the World, er en fysisk demonstration af dette. Værket er en bygning, der indeholder sand fra alle tidszoner i verden.

Jeg spørger Song Dong, hvilken betydning der ligger bag. Han forklarer, at Jorden er en lille ubetydelig plet i det store univers. Alligevel går vi alle rundt og tror, at vi er verdens centrum; vi glemmer den planet, vi befinder os på, og vi glemmer den natur, der omgiver os. Og ligesom sand i virkeligheden består af millionvis af bittesmå sten, består menneskeheden også af enkeltindivider, der tilsammen udgør en helhed – et fællesskab. Det er det, The Centre of the World skal minde os om.

Naturen i centrum

“Verdens centrum er ikke New York, det er ikke Beijing, det er ikke Aarhus,” siger han. Så hvad er verdens centrum? I virkeligheden er der ikke noget endegyldigt centrum for Song Dong. Vi er selv centrum i vores eget liv. Han ville dog ønske, at vi nogle gang satte fællesskabet og naturen i centrum i stedet for os selv, så vi kunne bremse den ødelæggelse af den, vi selv har skabt.

Kunst der samler os

“Jeg tror alt vil slutte en dag”, konstaterer Song Dong dystert. Den profeti skal Eating the City illustrere. De søde kiks og småkager er ikke gode for os. De ødelægger os. Men vi spiser dem alligevel. Vi kan ikke lade være. Song Dong mener, at vi har det samme forhold til vores byer, til vores natur og til Jorden generelt. Takket være vores utæmmelige forbrugsbegær er vi med stigende hast i gang med at ødelægge og nedbryde den, bid for bid. De fleste af os er klar over det faktum, men ændrer ikke adfærd.

Samtalen har taget en dystopisk drejning, og jeg efterlades med spørgsmålet om, hvilken rolle kunsten spiller i alt det her. Hvad kan kunsten, som vi ikke kan? Kigger man på Song Dongs kunst er svaret åbenlyst: den kan samle os. Alle Song Dongs værker inddrager beskueren i en eller anden form. Den inviterer os indenfor og beder os om at blive en del af samarbejdet, af kunsten, så vi ikke kun forholder os til den, men også til den verden, der har affødt den.

Fakta:

Collaborations løber fra d. 1. september til d. 29. oktober 2017 på Kunsthal Aarhus.

Udstillingen transformerer kunsthallen indvendigt og udvendigt og indeholder værkerne The Centre of the World, The Way of Chopsticks, My Home is Your Stage, Eating the City, My Daughter is My Four Seasons, Touching My Father, 50+14 og en fotodokumentation af Waste Not.
Facebook
Del på facebook

Maria Gram

Kulturjournalist
Maria er uddannet cand. mag. i engelsk med en bachelor i litteraturhistorie. Hun har erfaring med kunst- og kulturformidling fra museumsverdenen, men hendes hjerte banker særligt for litteraturens magiske univers. Hun har derudover en forkærlighed for popkulturens mangfoldighed og skrev blandt andet speciale om Harry Potter- og Ringenes Herre-turisme.
Se Marias artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind