Rumtosset ARoS Filuren Gjedevik Lemmerz Haugen Sørensen

Pastelfarvet parcelhusidyl og andre historier

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Marie Nyeng 10 Feb 2015
Del på facebook
Facebook

Pastelfarvet parcelhusidyl og andre historier

Kunstmuseet ARoS og teatret Filuren i Aarhus står sammen bag teaterudstillingen Rumtosset. Et lille publikum på 30 personer oplever sammen, hvordan kunstværker også kan fortælle historier

Taler du med dine børn om det, I ser, når I er på kunstmuseum? Hvad stopper I op ved, og hvad går I lidt for hurtigt forbi?
Kunstmuseet ARoS og teatret Filuren er lige nu aktuelle med teaterudstillingen Rumtosset. Direktør på teaterhuset Filuren Steen Mourier sidder i ARoS café lige inden premieren på Rumtosset. Han har ikke et bedre ord for det, vi skal opleve sammen om lidt, end netop teaterudstilling. Ideen bag Rumtosset er at formidle vild og eksperimenterende kunst på en ny måde. “Alt for ofte afviser man den kunst, man ikke umiddelbart forstår,” siger han.

Vi mødes 30 mennesker ved informationsdisken. Vi bliver ledt op ad trappen og ind gennem en gang, ind i et mørkt lokale. På den oplyste væg hænger Arne Haugen Sørensens maleri Idyl med indbygget katastrofe fra 1975. Græs med hvide blomster er næsten dækket af noget pastelfarvet abstrakt, flankeret af et par rødhvide målstolper. På gulvet under maleriet sidder en mand og spiller banjo. Ved siden af begynder en kvinde at fortælle om en barndom i et parcelhus med forældre, der skændtes lidt for meget. Det bliver senere til sang; en “pastelfarvet parcelhusidyl blues”. Forestillingen Rumtosset er i gang. Publikum står stille og afventende. Der er flest voksne til premieren, men børnene er de eneste, der ikke ser ud til lige at skulle vurdere situationen, inden de går i gang med at opleve.

Grim kunst
En af de helt store udfordringer ved at se mærkelig eller ligefrem grim kunst er, at mange af os slet ikke giver det vores fulde opmærksomhed. Steen Mourier siger: “Vi har alle sammen en forestilling om, at når vi går forbi et eller andet abstrakt eller vildt kunstværk, så skal vi forstå det. Vi vil jo gerne være kloge. Men det er sådan med nogle kunstværker, at man ikke altid skal forstå dem. Man skal måske bare gå ind i dem og opleve dem. Så kan man altid vende sig om bagefter og finde ud af, om man kan lide dem eller ej.”

Ideen til at fortælle historier på en ny måde om nogle af de værker på ARoS, som mange måske vil kalde grimme eller mærkelige, fik Steen Mourier sammen med museumsinspektør Birgit Pedersen. De havde i lang tid talt om, at det store kunstmuseum og Filuren med sin lange tradition for at lave klogt børne- og ungdomsteater sammen ville kunne formidle kunst på en ny måde.
Foto: Pr-foto / ARoS
Se store billeder her →
Svend Wiig Hansens Menneskeridt.
Foto: Pr-foto / ARoS
Se store billeder her →
Skrig uden lyd ved Christian Lemmerzs Horror vacui (roll over giacometti).
Det er nok lidt for meget
Da den pastelfarvede parcelhusblues klinger af, bliver der bælgravende mørkt ved Haugen Sørensens maleri. Kvinden springer ind foran Svend Wiig Hansens Menneskeridt fra 1959, som lige så pludseligt og dramatisk toner frem på den modsatte væg. Det bratte skift og publikums bevægelser for at orientere sig i en ny retning intensiverer stemningen. Vi bliver viklet ind i en rød snor, kvinden holder fast i begge ender. Musikeren spiller en vild rytme på den kasse, han sidder på, og kvinden danser. Vildere og vildere og mere og mere indviklet, indtil hun pludselig stopper op og kigger op på os og konstaterer: “Nej det er nok også lidt for meget.”

Museumsinspektør Birgit Pedersen har egenrådigt udvalgt værkerne til forestillingen, mens Steen Mourier har skrevet manuskriptet. Han har skrevet bud på historier, som de udvalgte værker kunne fortælle. Han har bestræbt sig på at give teksterne en lune, der kan få publikum til at tø op overfor værkerne. Samtidig har han arbejdet med en meget svær balancegang ved at inddrage publikum. Han mener, at vi meget bedre kan opleve, hvis vi gør det sammen med andre. “Du kan have et rum, det kan være kedeligt, og det kan være tomt. Hvis du sætter et kunstværk derind og nogen kommer forbi, så sker der pludselig noget. Der opstår relationer, vi begynder at opleve og komme hinanden ved,” siger han.

Du kan da ikke møde op i Rockwool
Kvinden skrifter fra sneakers til spidse stilletter. Ved siden af hende står en af Bjørn Nørgaards Thorvaldsens Portrætbuster, en hvid buste med griseansigt og grisører. Thorvaldsens portrætbuster er en lang række af buster, som alle har fået griseansigt, mens de stadig magthaveres navneskilte. Kvinden kigger sig i et spejl og siger til busten: “Uhh, hvor er jeg nervøs. Bare vi når det, hvordan ser jeg ud?”

Vi bliver ledt igennem en døråbning. “Værsgo bare tag et glas. Velkommen til. Godt I kunne komme. Nu skal I endelig bare forsyne jer og mingle.” Da vi alle sammen har fået et glas, stiller hun sig selv ved siden af et af de værker fra kunsthistorien, som alle vil kunne blive enige om er grimt. Christian Lemmerz Afasi II fra 1986. Det er en godt to meter høj bredskuldret skulptur i Rockwool, polyuretanskum og andet isoleringsmateriale i gulbrune og brækgrønne nuancer. “Jeg synes ikke, jeg har set dig før. Nå, TV er ikke dukket op, det gør nu heller ikke noget.” Hun taler, pludrer smiler og skåler. Men skulpturen arter sig vist ikke efter konventionerne til denne fernisering. Hun bliver mistænksom og hidser sig mere og mere op. “Har du egentlig fået en invitation?”. Hun løber ud af lokalet. “Står ham der på listen. Hvad gør man med sådan én?” Hun løber tilbage.

Vi mingler ikke så meget. Vi kigger, som vi sikkert også ville have gjort, hvis dette optrin havde fundet sted i virkeligheden. “Her har jeg arbejdet fire år på denne udstilling. Hvad bilder du dig ind? Man dukker sgu da ikke op til en fernisering i Rockwool...”
Foto: Pr-foto / ARoS
Se store billeder her →
Der hænger en isbjørn på væggen og publikum smider skoene.
Foto: Pr-foto / ARoS
Se store billeder her →
Anna Ur Konoy fortæller historierne og taler undervejs både med skulpturer og med musikeren.
Børn oplever, selvom de ikke forstår alt
Det har været vigtig for Steen Mourier, at publikum skulle tage del i forestillingen.“Når man får et lille skub og oplever, at man godt tør tage skoene af, eller at stå og råbe lidt sammen med de andre på en trækasse, så sker der noget med én. Man begynder at opleve med sanserne og ikke kun med hovedet. Man bliver mere modtagelig for de historier, som de her værker kan fortælle,” siger han.

Da han og Birgit Pedersen gik i gang med at holde workshops med de medvirkende og udvikle deres udstillingsteater, havde de egentlig tænkt sig, at det mest skulle være for gymnasieelever. Men hele det store Vestgalleri på ARoS lå øde hen i vinterferien, og blandt andet derfor blev Rumtosset til en forestilling for alle fra 7 år. Der er ikke gjort noget ud af, at alle i alle aldre skal kunne forstå det hele. Den kvindelige skuespiller Anna Ur Konoy fortæller historierne og taler undervejs både med skulpturer og med musikeren Niels Kilele.
“Selvom meget fiser henover hovedet på børn, så får de en oplevelse alligevel,” siger Steen Mourier. Børnene får oplevelsen af, at den mærkelige kunst kan fortælle historier. Når de ser skuespilleren sidder i en gyngestol og fortælle om sin ven bjørnen, så kan de se det for sig. Nu er bjørnen godt nok død og hænger på væggen som en del af et maleri, men historien er levende.

Børnene kan med Rumtosset få et blik ind i, hvordan de voksnes verden er fyldt med skjulte koder, og hvor fjollede vi er. Til ferniseringen bliver den store skulptur smidt ud, fordi den ikke lige passer ind i det gode selskab. Når de voksne skal op på en kasse og råbe, tøver de, selvom de endda har fået lov. Rumtosset giver rig inspiration til at tale om kunst med børn, for man kan jo selv finde på historier til resten af museets værker.


Foto: Pr-foto / ARoS
Se store billeder her →
I Rumtosset bliver Christian Lemmerzs værk Afasi II til en uinviteret gæst.
Rumtosset spiller på ARoS til og med den 15. februar. 
Se spilletidspunkter i Fine Spinds kalender her 

Der er seks billedkunstværker med i Rumtosset:

Svend Wiig Hansen: Menneskeridt, 1959
Arne Haugen Sørensen: Idyl med indbygget katastrofe, 1975
Dorthe Dahlin: Mnemosyne (Erindringens gudinde), 1984
Bjørn Nørgaard: Thorvaldsens portrætbuster/Wasserspiegel, 1976
Christian Lemmerz, Afasi II, 1986
Niels Erik Gjerdevik: Maleri-Collage med isbjørn, 1987
Christian Lemmerz: Horror vacui (roll over giacometti), 1987


Læs mere om ARoS her: www.aros.dk
og Filuren her: http://filuren.dk/

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: