Udstillingen My Music på Arken - Er det kunst? - Er du sikker?

Er det kunst? Er du sikker?

Kunst og Udstillinger Skrevet af: Mette Wallin Andersen 23 Oct 2017
Del på facebook
Facebook

Er det kunst? Er du sikker?

Spændingsfeltet i udstillingen My Music på Arken er enormt. Udstillingen maner til refleksion over, hvornår noget er pop, og hvornår noget er kunst.

My Music består af en række skærme og installationer - og selvfølgelig masser af lyd. Udstyret med høretelefoner og en iPad, hvor man kan vælge det musiknummer, der passer til det, man står overfor, bevæger man sig rundt imellem værker, der spænder fra mainstream popmusikvideoer til videoværker med popmusik som virkemiddel og værker inspireret af popmusikkens verden. Der er virkelig lejlighed til at se, hvordan popmusikken og kunsten mødes og parres på kryds og tværs. Derudover fordrer udstillingen, at man som beskuer og lytter reflekterer over, hvad popmusik og kunst er for størrelser.

I Danmark har begrebet popmusik siden tresserne været synonym for kommercialiseret musikkultur. I slutningen af samme årti havde en negativ klang knyttet sig til betegnelsen popmusik, som blev anklaget for at være kapitalistisk og indholdsløs. Mange reaktioner og modreaktioner senere kan noget popmusik stadig dømmes skyldig i den anklage, men der findes også et utal af popudgivelser, som i samspil med deres musikvideoer efterlader én overrumplet, rørt eller på anden måde påvirket. My Music rummer værker med vidt forskellige udtryk og budskaber, og en gennemgang af udstillingen er lidt af en rutschebanetur.
Foto: Nathalie Djurberg & Hans Berg
Se store billeder her →
Nathalie Djurberg og Hans Berg, Worship, 2016. Courtesy kunstnerne og Lisson Gallery. Still.
Foto: Lawrie Shabibi og kunstneren
Se store billeder her →
Adel Abidin, Michael, 2015. Still.

Er noget kunst, hvis det skaber en reaktion

Den oplevelse, der gjorde det stærkeste indtryk på mig, var helhedsindtrykket af nummeret I FInk U Freaky af det sydafrikanske band Die Antwoord, den dertilhørende musikvideo og ikke mindst iscenesættelsen på udstillingen. Man træder ind i et mørkt rum, hvor der både til højre og til venstre hænger en maske med forvredne grimasser. Foran én står et hvidt badekar med en brun væske, der bobler ildevarslende. På væggen bag badekarret spiller musikvideoen til I Fink U Freaky. Det er virkelig freaky! Hele opsætningen, der nærmest peger ind i musikvideoen, er dragende og modbydelig på samme tid. Præcis som selve videoen er det. Musikkens pulserende beat og høje tempo understreger den nærmest kropslige respons. Spørgsmålet er, om det ikke netop er det, der gør det til kunst. Altså netop, at det skaber en reaktion, der i det her tilfælde er fysisk, men som også kan være følelsesmæssig eller refleksiv.

Måske er det derfor, at jeg slet ikke kan fremkalde en oplevelse af at stå overfor kunst, når jeg har Katy Perrys California Gurls i ørerne og ser den dertilhørende musikvideo på en storskærm. En oplevelse, der ikke ændrer sig af, at jeg finder ud af, at musikvideoen er skabt i samarbejde med billedkunstneren Will Cotton. I videoen optræder Katy Perry som en brik i spillet Candyfornia - et pastelfarvet univers fyldt til randen af candyfloss, cupcakes og andet sukkerstads. Der er ingen tvivl om, at det æstetiske udtryk er knivskarpt, men det fremkalder altså ikke nogen respons hos mig som modtager. Min modvillighed mod at acceptere dette værks kunstneriske værdi udfordres af en lille skærm, der hænger ved siden af den store, hvorpå videoen fremtoner. De små skærme, der akkompagnerer flere af udstillingens værker viser en eller flere unge mennesker fra Ishøj Ungdomsskole, der forholder sig til videoen, der vises. I tilfældet med Katy Perry videoen sidder en ung pige og reflekterer over budskabet i California Gurls. Videoen skaber en reaktion hos hende, så måske jeg alligevel ikke kan tillade mig at afskrive den helt.
Foto: 2011 Interscope Records
Se store billeder her →
Lady Gaga, Born This Way, 2011. Still. Instrueret af Nick Knight Produceret af Vincent Herbert, Nicole Ehrlich og Steven Johnson. Koreografi af Laurie Ann
Foto: Louisiana Museum of Modern Art
Se store billeder her →
Pipilotti Rist, I’m not the girl who misses much, 1986.

Se din egen indre smagsdommer i øjnene

Der er ingen tvivl om, at de store kommercielle popsucceser, som Katy Perry eller Lady Gaga, som man også kan finde på udstillingen, fylder meget i den offentlige bevidsthed. De er ganske enkelt svære at undgå. Radio, TV og især internettet flyder over af pop. Måske er det netop det velkendte i popmusikken, der gør den til så kraftfuldt et virkemiddel. På udstillingen My Music er videoværket af Martin Creed et fantastisk eksempel på popmusikkens effekt. Værket består af en optagelse af gangbesværede mennesker (og en enkelt mand, der slet ikke kan gå), der krydser et fodgængerfelt. Én efter én krydser de gaden i takt til lyden af let og rytmisk popmusik. Der er intet tragisk over videoen, der hylder mennesker i al deres individualitet og råstyrke. Det bliver nærmest en dans, og det er et stærkt udtryk - kraftigt understøttet af popmusikken.

Popmusik og kunst er to svært håndtérbare størrelser, og det bliver ikke nemmere af, at de tørner sammen. Udstillingen My Music er en anledning til at prøve at prøve kræfter med de to begreber, og på samme tid se sin egen indre lille smagsdommer i øjnene og spørge en ekstra gang: “Er det kunst? Er du sikker?”

FAKTA

Udstillingen My Music åbnede den 7. oktober 2017 på Arken og kan ses frem til den 25. marts 2018.

Den 15. november er der foredrag ved Mathias Bonde Korsgaard, der er musikvideoekspert. Han skal tale om, hvorvidt musikvideoer hører hjemme på et kunstmuseum.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: