Spise-operaen Agony vælter Patriarkatet på Godsbanen

Agony: an eating opera – bliver patriarken sin egen undergang?

Scene Artikel Skrevet af: Chris Johansen 2017-10-24
Del på facebook
Facebook

Agony: an eating opera – bliver patriarken sin egen undergang?

Fredag den 20. oktober havde spiseoperaen Agony premiere på Åbne Scene ved Godsbanen i Aarhus. Og det blev alt andet end en hyggelig middag i familiens skød.

Det er ikke nogen traditionel familiemiddag, vi er blevet indbudt til med Agony – an eating opera. Allerede ved velkomsten i det halvt oplyste lokale er stemningen næsten trykket, mens vi ledes til vores stole med tilhørende klapbord – vi skal jo spise med.

Vi er inviteret til middag, fordi sønnen Angel vender hjem i familiens skød efter lang tid hjemmefra. Slagteren Il Padre glæder sig til at se sønnike igen – gensynet skal fejres med festmiddag. Men under overfladen venter tragedien på at bide fra sig.

Rundt omkring slibes knive højlydt. Afventende. Som optakt til at skære stegen for. Eller som indledning til et væbnet opgør.

Vi har udsyn til familiens spisebord i midten og køkkenet i lokalets bagende, og storskærmen med librettoen viser udsagn og hashtags om patriarki, køn, seksualitet og ulighed. Det er debatten om samme emner, der har inspireret folkene bag Agony, og nu skal vi stifte bekendtskab med en familie, hvori selvsamme debat er blevet forstummet af patriarkalske magtforhold.
Foto: Signe Vad
Se store billeder her →
Aftenens første ret: rødbede med ost, mandler, forskellige urter og lidt balsamico serveret på kinesisk bladmynte.
Foto: Anders Bigum
Se store billeder her →
I spiseoperaen Agony var stemningen omkring familiens spisebord mildest talt trykket.

Mød Il Padre, Mama og Rabia

Vi bliver præsenteret for operaens karakterer – familiens medlemmer – hen ad vejen. Datteren Rabia indleder med sopran på arabisk, senere også svensk og engelsk, og det viser sig, at hun er vores moderne heltinde, der er skeptisk overfor forbrugerkultur og mener, at køn er noget socialkonstruktivistisk.

Herefter er det blevet tid til forretten. Den første ud af i alt fem serveringer. Vi får rødbede med ost, mandler, forskellige urter og lidt balsamico serveret på kinesisk bladmynte. En lille, velsmagende hapser, der blot skal vække appetitten til de kommende fire serveringer og det tilhørende drama.

Mama præsenteres også. Hun spilles af Michelle Appelros, der også er operaens kok og madstylist. Den stærke og tavse Mama har en ulykkelig baggrund, men bearbejder fortiden gennem sin passion for navnlig vegetarisk mad. Rabia og Mama lader til at være en stærk duo på den ene side af bordet.

I den anden ende af scenografien træder så Il Padre frem, der synger på italiensk. Han er den mandschauvinistiske slagter, der føler sig som et offer for feminisme, foragter økologi og fornægter klimaforandringer. Han er akkompagneret af violin og cello og bidrager selv med store, snorkende grynt til sin sang.

Grynt! Patriarkens ucharmerende griselyde sætter sig fast som tragikomiske og grimme udtryk for en snæversynet mands forkærlighed for grisekød og macho-fremtoning.
Foto: Signe Vad
Se store billeder her →
Lydbilledet i Agony - an eating opera var i høj grad skabt af råvarer, isblokke og køkkenredskaber.
Foto: Signe Vad
Se store billeder her →
Patriarken Il Padre, der overbevisende spilles af Robert Koller.

Angel vender hjem

Sønnen Angels hjemkomst annonceres derefter, og forventningens glæde er nem at spore. Den ledsages af barndomsbilleder af familiens #firstbornson, som hashtagget på librettoen fremtoner. Heldigvis er det meste af operaens sang også oversat på librettoen, og det hjælper på forståelsen.

Mama dækker op til festmiddag. Og ind træder Angel, der synger på svensk. Hans første ord er “Mama” - som et spædbarn, der siger de første, åbenlyse ord til sin mor. Han er skaldet, går med mascara, i S&M-agtigt tøj og er blevet kæreste med en mand. Det er selvsagt ikke et syn, der behager Il Padre.

Og hvad pokker? Der serveres tilmed vegetarisk af Mama. Det har den gamle slagter svært ved at fordøje.

Vi får serveret aftenens anden ret, da familien sætter sig til bords. På et langt bræt, der går på tværs af flere siddepladser, får vi en salat med æble, rødbede, gulerod, bønner, urter og balsamico og lidt flæskesvær on the side som en ironisk bemærkning. Derudover har vi en sten. Og en anden sten, hvorpå der er hældt en karamelliseret masse, som er størknet fast.

Rabia signalerer til os, at vi skal hæve den ene sten med hånden og slå den mod stenen med karamellen. Og pludselig er der en forfærdelig larm af stenslag i hele lokalet, uden at jeg får held med at bryde den størknede masse og smage på den.

Herefter starter familiemiddagen i pinlig tavshed. Il Padre kigger væk, Angel kigger ned. Vi andre kigger på, mens vi spiser og krummer tæer. Og efter kort tid ryddes maden af familiens bord. Den velkomstmiddag blev ingen succes – desværre føles det også lidt fladt, at middagssituationen forlades så hurtigt. Som tilskuer føles resten af serveringerne derfor som lidt udenfor kontekst, fordi plottet rækker langt udover middagen.
Foto: Anders Bigum
Se store billeder her →
Den hjemvendte søn Angel med søster Rabia.
Foto: Anders Bigum
Se store billeder her →
Lydbilledet i Agony - an eating opera var akkompagneret af violin og cello.

“Hvem er jeg?”

Herefter følger det store skænderi mellem far og søn. Fra køkkenet lyder dramatiske rytmer og slag fra forestillingens percussionister, der skaber lydene med køkkengrej, isblokke og råvarer.

“Jeg elskede dig! Jeg tog dig med til fodbold,” synger Il Padre vredt, mens han prøver at forstå, hvad der er sket med sønnen.

Angel er ulykkelig over sin fars fjendtlighed, og konfrontationen leder ham til det ultimative tvivlspørgsmål: “Hvem er jeg?”. Angel er brødebetynget. Og forvirret. Og det bliver jeg egentlig også. Han vil føre generne videre. I øjeblikke lader han til at lytte til faderens ord. Men nej, han er, som han er. Og Mama og Rabia støtter ham i det. Han viser dem billeder af sin elskede Robin, der er læge og synger på tysk. Og så får vi vores tredje servering, der er vand i en pose.

Angel og Robin mødes og giver hinanden kærlighedserklæringer – og så lader Angel til at have fundet svaret på sit tvivlspørgsmål. Han vil have et kønsskifte, og det kan Robin hjælpe ham med. “Vi skal livestreame,” siger Angel inden operationen i sarkasme over tidens SoMe- og selfie-kultur. Rabia filmer med sin mobil, og vi kan følge med på skærmen, der også viser librettoen.

I hvad der er operaens sjoveste moment, vender Rabia sig med kameraet mod køkkenet og filmer Mamas hænder fra oven, og det ligner pludselig en operationsstue. Fra en plastikboks tager hun et stykke røget filet, der er formet, så det minder om et kvindeligt kønsorgan. Råt for usødet og et meget morsomt og opfindsomt greb.
Foto: Anders Bigum
Se store billeder her →
Robin, der er Angels kæreste, står for kønsskifteoperationen.
Foto: Signe Vad
Se store billeder her →
Hovedretten tilberedes.

Et offer for eget system?

Efter kønsskiftet triumferer Angel rundt med kåbe og hovedpryd som en Jomfru Maria-skikkelse. Og vi får serveret menuens klimaks – hovedretten (#hospitalfood) med den føromtalte røgede filet med tilhørende tang, salat og peberrodscreme. Særligt kombinationen af tang og filet er velsmagende, da de tidligere associationer har lagt sig.

Men Angel må hjem igen. Og en ny konfrontation med Il Padre ender forfærdeligt. Den gamle slagter, der mener, at han har ret til alt og alle, forgriber sig på sit eget barn. Knivene slibes igen, og det ender med et bang. Lokalet bliver badet i rødt lys.

På librettoen fremtoner et udsagn om, at hvor patriarken hersker ukontrolleret, vil voldtægt og mord blive set på med mildere øjne. Ender han som et offer for sit eget system?

Vi har fået serveret aftenens sidste, flotteste og bedste ret, der er chokoladekage med flødeskum, fire tilberedninger af hindbær, spiselige blomster og karak-te til. Vi får udleveret en lille ske, der med sin størrelse nærmest tvinger os til at nyde retten langsomt og være opmærksomme. Desværre er der næsten ikke tid til det, inden operaen slutter. Heldigvis er der rum til at færdiggøre den fremragende dessert, efter vi har klappet de optrædende, instruktør Giacomo Ravicchio og komponist Line Tjørnhøj velfortjent af scenen.

Agony – an eating opera er en tragedie, der med lige dele alvor, humor og opfindsomhed tager hårdt fat i flere af tidens mest debatterede emner. Særligt sproglegen, den tid- og stedløse menu og scenografi løfter operaen op på et plan, hvor der ikke peges fingre, men velmenende understreges, at her har vi at gøre med noget, der i sin essens er universelt.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Michelle Appelros er operaens kok og madstylist, og desuden spiller hun rollen som Mama.
Foto: Signe Vad
Se store billeder her →
Aftenens dessert - en kastrering?

Fakta:

Agony – an eating opera kan opleves på Åbne Scene ved Godsbanen i Aarhus til og med fredag den 27. oktober.

Læs vores interview med komponist Line Tjørnhøj og kok, madstylist og performer Michelle Appelros her.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: