Signe Klejs The Greenhouse på Godsbanen- INTERVIEW

Ny kunstinstallation tager favntag med angsten for det fremmede

Kunst og Udstillinger Artikel Skrevet af: Chris Johansen 2017-11-17
Del på facebook
Facebook

Ny kunstinstallation tager favntag med angsten for det fremmede

Kunstner Signe Klejs har sat angsten for det fremmede i fokus i sin kunstinstallation The Greenhouse, som kan opleves på Godsbanen i Aarhus fra den 22. - 26. november.


Når Signe Klejs den 22. november holder fernisering for sin kunstinstallation The Greenhouse i Godsbanens teaterrum Åbne Scene, bliver det manifestationen af en række tanker, hun igennem flere år har gået rundt med.

Det er tanker om, hvordan vores forbundethed til hinanden, til kultur og religion er i opløsning, og hvordan det efterlader os i tvivl om, hvor vi hører til. Den udvikling gør os bange for verden, mener Signe Klejs.

“Det ser vi i politiske situationer rundt om i verden, hvor meget bliver bygget på angst for det fremmede. Det er den angst, jeg prøver at nærme mig i mit værk,” siger hun.
 
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kunstner Signe Klejs har sat angsten for det fremmede i fokus i sin kunstinstallation The Greenhouse
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Centralt i udstillingen svæver et drivhus omgivet af skov-elementer, som Signe Klejs selv har lavet.
Centralt i udstillingen står et drivhus omgivet af skov-elementer. Eller rettere sagt svæver et drivhus – som symbol på det indelukkede, det selvomsluttende. Derinde kan man ene og alene ordne kaos og i ro og mag dyrke sine egne forestillinger om alt det vildtvoksende og kaostiske, der foregår i skoven udenfor drivhuset. Alt det, der ikke skal lukkes ind.

Fra drivhuset lyder en kvindestemme, hvis monologer vidner om angstens overtag.

“Kvinden i drivhuset synes, at det udenfor er uendeligt stort og uhyggeligt. Vi hører hendes registreringer af, hvad hun sanser, der sker udenfor drivhuset. Sådan får hun styr på en verden, hun både er bange for og elsker. I virkeligheden er det hendes egen fantasi, der er vildtvoksende, for er man ude i verden, er det vildtvoksende ikke så vildt, det er bare anderledes,” fortæller Signe Klejs.
 
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Fra værkets drivhus lyder en kvindestemme, hvis monologer vidner om angst for det fremmede.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Signe Klejs er opvokset i en skov nær Odder og har dermed et nært forhold til skoven.

En verden udenfor

Udenfor drivhuset vil man kunne høre og se skoven og den vildtvoksende verden. Uglens tuden, lyden af skridt i skovbunden og biler i hverdagshast. Foruden det svævende drivhus, der har store sneglespor på sig, har Signe Klejs udsmykket Åbne Scene med store, lysende blade og en lille kvadratmeter skov, der desuden bliver projiceret op i det ellers mørke rum.

Og her i skovens halvmørke er det meningen, at man som tilskuer skal gå på opdagelse. Man vil også opdage, at installationen ændrer sig over tid – en cyklus, der både symboliserer døgnet og årets gang.

“Som besøgende kan man bevæge sig frit rundt og opleve værkets foranderlighed. Går man helt tæt på drivhuset, vil man også kunne høre kvinden tale om det, der bevæger sig udenfor, og som hun ikke forstår. Så på den måde vil man føle sig talt til,” siger Signe Klejs.
 
Foto: Signe Klejs
Se store billeder her →
Centralt i udstillingen svæver et drivhus omgivet af skov-elementer, som Signe Klejs selv har lavet.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Der er fernisering for kunstinstallationen ”The Greenhouse” den 22. november.

Det digitale har magisk potentiale

Det er ikke uvant for Signe Klejs at arbejde med projiceringer som den i The Greenhouse. Hun er uddannet i interaktivt mediedesign og har blandt andet lavet lysværket Hesitation of Light på Ringgadebroen i anledning af, at Aarhus er kulturhovedstad i 2017.

Signe Klejs mener, at det digitale kan noget særligt.

“Det digitale rummer kæmpe potentiale for at skabe magi. Med digitalt materiale kan man ændre et rum eller sted helt radikalt uden at flytte rundt på noget. En projicering af farver eller en video af en skov kan skabe meget særlige stemninger, og det er for mig en form for magi”.

Signe Klejs har selv et tæt forhold til skoven. Hun er opvokset i en skov tæt ved Odder, og som barn elskede hun at opholde sig inde mellem træerne i dagslys. Men når mørket faldt på, forandrede skoven sig, og det samme gjorde hendes tanker om den, og hvad den rummede.

“Det er svært for mig at gå op i den skov i mørke. Mørket begrænser sanserne enormt, og skoven kommer til at fremstå fremmed og uhyggelig. Fantasien kan få frit spil. Men jeg har været der for at optage fantastiske nattelyde af ting, der pusler rundt, og det kan man høre i værket,” fortæller Signe Klejs.
 
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
”The Greenhouse” kan opleves på Åbne Scene på Godsbanen i Aarhus fra den 22. - 26. november.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Signe Klejs har selv været i skoven for at optage lydene til værket.

Kort udstillingsperiode som præmis

The Greenhouse kan opleves i perioden 22. - 26. november. En kort udstillingsperiode for en kunstinstallation, men det er en præmis, som Signe Klejs er helt indforstået med.

“Det er præmissen her på Åbne Scene, for ofte er det mindre opsætninger, som kører i korte perioder. Men stedet har også både været en udviklingsplatform for at kunne gøre værket færdigt, og det er her, jeg udstiller det første gang,” siger hun.

Og generelt er hun meget tilfreds med Åbne Scene, hvis agenda hun kalder for fremsynet.

“Mange kunstnere arbejder på tværs af genrer, og der har Åbne Scene en virkelig fremsynet agenda med at stille en scene til rådighed, der kan være til både scene-, billed- og installationskunst. I forhold til mit værk har det været et perfekt sort rum, en sort boks, som jeg har brugt til at skabe de mørke nattebilleder i”.

Frem mod ferniseringen i næste uge har Signe Klejs travlt med at klargøre det sidste. Det kræver tid foran computeren, hvor hun programmerer værkets lyd-, lys- og videospor sammen, men også fysisk arbejde med drivhuset og værkets andre fysiske objekter er i sigte. Og det er en kærkommen kombination af arbejdsformer.

“Meget af mit arbejdsliv er foregået foran computeren, så det at arbejde fysisk med udstillingen har hidtil kun været fedt”.

Fakta:

KKArt-kunstner Signe Klejs har en master i Design med digitale medier fra Designskolen i Kolding og Universität der Künste Berlin.

The Greenhouse kan opleves på Åbne Scene ved Godsbanen i Aarhus i perioden 22. - 26. november. Der er gratis entré.

Åbningstider: Onsdag den 22/11 kl. 14-18, torsdag den 23/11 kl. 14-18, fredag den 24/11 kl. 14-18, lørdag den 25/11 kl. 10-16, søndag den 26/11 kl. 10-16.

The Greenhouse er kurateret af Åbne Scene og er støttet af Kulturudviklingspuljen Aarhus Kommune og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for billedkunst.

Stemme: Selma Klejs

PR-konsulent: 1:1 Produktion/Louise Kirkegaard

Tidligere værker af Signe Klejs i 2017:

”Hesitation of Light” – lysinstallation på Ringgadebroen i Aarhus

”Den 4. Morgen” – Videoværk og performance på Bora Bora

”Breathless moments” – En opera-app i lommeformat

Se flere værker af Signe Klejs på www.cygne.dk
 
 
 
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: