The New Spring: En mand med akustisk guitar og begejstrede sange

The New Spring: En mand med akustisk guitar og begejstrede sange

Musik Artikel Skrevet af: Julie Lystbæk-Hansen 2018-01-17
Del på facebook
Facebook

The New Spring: En mand med akustisk guitar og begejstrede sange

Bastian Kallesøes soloprojekt The New Spring skulle oprindeligt kun have været et enkelt album, men nu er han klar med det fjerde, hvor han forsøger at nå ud over sangskrivningens tendens til følelsesmæssig klaustrofobi

Inden for billedkunsten er impressionismen kendetegnet ved antydninger - af motiver og stemninger; det er kunstnerens gengivelse af et flygtigt øjeblik. Modsat er ekspressionisme, hvis udtryk er mere offensivt, med knald på farver og følelser.

Samme distinktion laver sanger og sangskriver, og cand.mag. i kunsthistorie, Bastian Kallesøe alias The New Spring i forhold til sangskrivning:

”Jeg tror, jeg er kommet frem til, at jeg er impressionist. Ekspressionisten bruger kunsten som en måde at komme af med nogle ting på, hvor man tager sig selv og kaster det ud i verden. Det er ikke det, der motiverer mig, når jeg skriver sange. Jeg skriver mere om, hvordan verden kommer ind i mig.”

En lidt kedelig tendens for nogle singer-songwritere er, ifølge Bastian Kallesøe, at deres tekstunivers lukker sig meget om sig selv i bygger på meget personlige erfaringer. Han erkender selv at have gjort det samme: “Mine tidligere albums er mere klaustrofobiske tekstmæssigt.” Men på det nye album har han forsøgt at åbne op for en bredere, og måske næsten transcendental erfaring:

“Man kan godt starte med noget personligt, men jeg prøver altid at komme et andet sted hen. Når jeg skriver sange er det for at komme væk fra mig selv, ikke tættere på mig selv,” forklarer Bastian Kallesøe.

Foto: PR-foto / Tore Hallas
Se store billeder her →
The New Springs 4. album Wholly Wholly udkommer den 2. februar.
Foto: PR-foto / Tore Hallas
Se store billeder her →
Bastian Kallesøe mener, at der altid vil klæbe noget melankoli til en mand med en akustisk guitar.

En åbning mod verden

The New Springs kommende album Wholly Wholly er det fjerde i rækken af, hvad der begyndte som et engangs-projekt. Før spillede Bastian Kallesøe i bandet Shout Wellington Air Force, men han følte en trang til at dyrke det, der nok egentlig havde været hans primære interesse siden teenageårene, hvor han begyndte at skrive sine første sangtekster: “Jeg ville gerne lave noget, der var mere tekstbåret og som var mere orienteret mod melodier”.

Det ønske blev til The New Spring. Det nye albums titel Wholly Wholly refererer til Bastian Kallesøes undersøgelse af det, der griber ud over en selv – i tråd med hans filosofi for sin sangskrivning.

“Der er et begær efter at gribe ud over sig selv – det tror jeg kan være en erfaring af noget helligt for mig”.

Bastian Kallesøe siger, at der ikke ligger noget direkte religiøst motiv i albummets tema om det hellige, men han er mere åben over for den side af tilværelsen end han har været tidligere – noget han i høj grad tilskriver en aldersmæssig udvikling:

”Når man bliver ældre kender man bedre sine egne grænser. Følelsen af at tænke sig selv som et uendeligt rum for potentiale eksisterer ikke længere, og man forstår, at meningen med tilværelsen eksisterer i samspil med omgivelserne, så man bliver langt mere åben over for verden og måske i sidste ende også for noget, der er usynligt i verden.”
Foto: PR-foto / Tore Hallas
Se store billeder her →
Bastian Kallesøe forsøger i sin sangskrivning at komme udover den følelsesmæssige klaustrofobi, som ofte følger med disciplinen.
Foto: PR-foto / Tore Hallas
Se store billeder her →
The New Spring kan henover foråret opleves live rundt omkring i landet.

Melankoliens fælde

Når Bastian Kallesøe skriver sange, foregår det som det altid har gjort. Han sidder alene med sin guitar og finder frem til melodier. Derefter kommer teksterne, som også er en soloproces. Selvom rammerne for produktionen af albums kan ændre sig fra gang til gang – det nye album er for eksempel indspillet med fuldt band – er sangene altid startet på samme facon.

Bastian Kallesøe fortæller, at han godt kan lide ideen om en uforanderlig kerne fra projekt til projekt, men samtidig er det vigtigt at ændre rammerne. Både for at variere det musikalske udtryk men også for ikke at havne i en kasse, der hedder “følsom folk-sanger med akustisk guitar”. I det hele taget vil Bastian Kallesøe gerne undgå det alt for følsomme og melankolske. Han forklarer smilende:

“Jeg skriver, grundlæggende, meget positive sange, og jeg dropper tit ting, fordi de er for åbenlyst melankolske. Jeg synes mine sange er meget begejstrede, det er i hvert fald det, jeg går efter. En mand med akustisk guitar er for evigt befængt med melankoli, men det er ikke nødvendigvis hans skyld.”

Fakta:

The New Spring udgøres af Bastian Kallesøe.

Han har tidligere udgivet tre albums på pladeselskabet Tambourhinoceros: The New Spring (2011), Secret Armor (2012) og Late Bloomer (2014).

The New Springs 4. album, Wholly Wholly udkommer den 2. februar 2018.

The New Spring kan i løbet af foråret opleves live på: 

20.04 - TAPE, Aarhus

21.04 - Huset-KBH, København

28.04 - Studenterhus, Odense

03.05 - Tøjhuset, Fredericia

04.05 - Konfus, Esbjerg

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: