Adi Zukanović: Musikeren der ville noget mere end bare spille musik

Adi Zukanović: Musikeren der ville noget mere end bare spille musik

Musik Artikel Skrevet af: Rikke Sabrina Jensen 2018-01-31
Del på facebook
Facebook

Adi Zukanović: Musikeren der ville noget mere end bare spille musik

Efter to hektiske år på den danske musikscene, der både har budt på prisoverrækkelser og et hav af samarbejder med musikere som Oh Land, Bisse og Nikolaj Nørlund, er Adi Zukanović på udkig efter forandring og frihed. Når han i fremtiden dykker ned i nye projekter, skal de mere end bare underholde

Det er midt på dagen men alligevel isende koldt, da vi mødes i den stemningsfulde gård på Ny Vestergade. Frosten hænger i luften som små hvide pletter, og himlen over os giver dagen det dér grålige filter. Mennesket, der møder mig i gården, er som skåret ud af denne grå og stemningsfulde vinterdag. Han er rolig og eftertænksom, og så giver han udtryk for en tilstedeværelse og en opmærksomhed, som vidner om hans helt særlige evne til at leve sig ind i de ting, han gør.

Når vi har aftalt at mødes i loftsstudiet, er det fordi, han for kort tid siden flyttede ind hos kæresten og endnu mangler at falde helt på plads. Når det så er sagt, er der ellers meget andet, som på det seneste er faldet på plads for den unge musiker. Blandt andet kritikerprisen Steppeulven, som han modtog sidste år for “Årets Danske Musiker” og Odense Live Hovedprisen med den dertilhørende pengesum på 50.000 kr.

Han har altså haft afsindigt travlt, og det har derfor også været utroligt svært, at finde dét hul i kalenderen, der gør, at vi sidder her nu. Netop hjemvendt fra en tiltrængt ferie i USA, vrider den bosniskfødte musiker sig en anelse på stolen, da jeg spørger ind til hans travle hverdag.

“Ja, det oplevede du jo den hårde konsekvens af,” svarer han lidt forlegent og hentyder til den allenlange messenger-korrespondance, som med ét blev tavs et par uger op til jul, da han pludselig fik travlt med at færdiggøre et symfoniorkester-arrangement og samtidig stod i flytterod til halsen.

“Det er længe siden, jeg sidst har haft brug for at lukke ned på den måde,” siger han så.

“Jeg tror, sidste gang var på konservatoriet, hvor jeg også bare måtte lukke ned for det hele for bedre at kunne høre, hvad der foregik.”
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Adi Zukanović har de seneste år arbejdet sammen med musikere som Oh Land, Bisse og Nikolaj Nørlund
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Adi Zukanović modtog sidste år kritikerprisen Steppeulven for Årets Danske Musiker og Odense Live Hovedprisen

Drømmene opdateres

Man forstår det godt. Behovet for at sætte tingene på standby. Som musiker har Adi Zukanović efterhånden fået skabt sig lidt af et repetoire. Hans arrangementer er blevet spillet til klassiske koncerter og i teateret, han spiller i det alternative popband Irah, og så har han arbejdet med højt profilerede musikere såsom Oh Land, Bisse og Nikolaj Nørlund. Men nu begynder arbejdspresset måske at sætte sig sine spor hos den efterspurgte musiker.

“Sidste år gik det hele bare lidt amok. Så da jeg nåede sommeren, kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at gå lidt i minus, sådan rent energimæssigt. Når man har opnået nogle af de ting, man har sat sig for, begynder det at være en anden motivation, der driver værket, så er det ikke længere drømmen eller håbet. Dér kan jeg bare mærke, at der er nogle ting, jeg skal til at tænke anderledes.”

Han holder en kort pause.

“Men altså, det er jo bare totalt åndsvagt at sige det på baggrund af et par år, hvor jeg har arbejdet meget, men ikke desto mindre, har jeg følt, at jeg har skullet opdatere mine drømme lidt.”

Det lyder måske lige til, men for Adi Zukanović er det lettere sagt end gjort. I løbet af karrieren har han nydt godt af den energi, han får ved at involvere sig i andres projekter. Også selvom han ikke altid har været lige god til at spørge sig selv, om han har fået gjort, det han vil. Det erkender han nu. Men alligevel føler han sig aldrig helt klar til at afslutte nogle af de projekter, han er involveret i. Måske lider han af en form for afskedsfobi. I hvert fald er det svært for ham at sige farvel, og det har det været, lige siden familien flygtede til Danmark. Eller rettere sagt: lige siden dele af familien flygtede.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Adi Zukanović måtte som barn tage afsked med sine bedsteforældre og sin far, da han flygtede fra Sarajevo.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Adi Zukanović har de seneste år bl.a. også spillet i bandet Irah sammen med Stine Grøn og Oliver Laumann

Alt det svære

Adi Zukanović husker tiden op til flugten fra fødebyen Sarajevo som alt andet end stabil. Født fire år før borgerkrigen brød ud, oplevede han hverdagen blive mere og mere kaotisk for hver dag.

“Jeg husker perioden som meget tumultarisk, og derfor kunne det godt være svært for mig at forholde mig til de ting, der skete omkring mig. Jeg fulgte ligesom bare med. Men noget af det som jeg husker, at jeg kunne forholde mig til, var om de mennesker, jeg holdt af, var der eller ikke var der.”

Særligt den aften hvor forældrene valgte at pakke kufferterne og tage afsked med bedsteforældrene, gjorde stærkt indtryk på ham.

“Det var virkelig hårdt at skulle sige farvel til dem. Jeg var fire år, tror jeg, og det var første gang, jeg oplevede at skulle tage afsked med nogen, uden at vide om vi skulle se hinanden igen. Det er sådan nogle oplevelser, der har efterladt sig spor i mig, kan jeg mærke – også i mit voksne liv. Jeg er generelt ikke så god til, at ting slutter,” fortæller Adi Zukanović, som altså hele livet har haft svært ved afskedsscener. Det er tanken om, at noget, et venskab, en tid, måske er forbi og aldrig bliver det samme igen.

Hvad han ikke vidste var, at han i samme øjeblik, de krydsede grænsen til Kroatien, også måtte sige farvel til sin far, som sammen med onklen rejste tilbage til Sarajevo for at hjælpe bedsteforældrene og beskytte byen. Endnu et hårdt slag for den i forvejen prøvede fireårige, der indtil da havde levet i illusionen om, at familien ville blive sammen.

“Dengang blev man nødt til at holde vagt, så Serberne ikke gik ind i byen fra bjergene. Man kunne ikke bare forlade byen, for så ville man miste landet, og de efterladte ville højst sandsynligt blive dræbt.”

Gudskelov opstod der ingen kampe lige dér, hvor faren havde sin vagtpost, og han kunne senere udmattet men uskadt tilslutte sig familien igen.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Adi Zukanović' solo projekt skal ikke være et navlepillende egoprojekt, siger han.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Adi Zukanović føler sig nogle gange som en idiot, når han står på en scene og tilbyder en flugt fra virkeligheden i stedet for bare at konfrontere den.

Med et ben i hver lejr

Efter et års ophold i asylcenteret flyttede Adi Zukanović og familien til Rudkøbing, hvor det langt om længe lykkedes dem at etablere en tryg tilværelse. Det lille samfund tog godt imod de nye tilflyttere, og alt i alt husker han Langeland som et åbent og rart sted at være.

Da familien nogle år senere begyndte at rejse til Bosnien i sommerferien, viste det sig dog, at der alligevel var nogle ting, som bare var lettere i Bosnien. Som for eksempel at komme til at stave til sit navn: ‛Z.U.K.A.N.O.V.I.Ć.’ for så at finde ud af, at manden bag skranken ikke er dum og selvfølgelig godt ved, hvordan man staver til Zukanović.

Det var de små ubetydelige episoder i hverdagen, som nogle gange kunne få ham til at føle sig anderledes, og som i starten af teenageårene fik ham til at overveje, hvordan et liv i Bosnien kunne have set ud.

“Det er lidt ligesom at forestille sig, at man går bare én grad forkert. Det lyder måske ikke af så meget, men efter ti kilometer ender man alligevel med at befinde sig ret langt fra målet. Det er sådan en følelse, jeg nogle gange har haft.”

Han vidste dog godt, at der var ting, man ikke kunne gøre i Bosnien. Såsom at spille musik og leve af det – en karrierevej som stadig er højst usandsynlig i fødelandet, og som hans forældre stadig kæmper med at forholde sig til.

“Da jeg fortalte min mor for et halvt år siden, at jeg godt kunne mærke, at det var ved at blive lidt tungt bare at køre videre i samme rille, sagde hun bare: ‛nåååh, min lille kunstner,’” fortæller han og gør stemmen blød på en måde, som forældre gør, når de ubevidst kommer til at feje tunge emner af bordet med et ubekymret skuldertræk.

“De har aldrig haft det store overblik over, hvad det er jeg går og laver. De er bare glade, når det går godt, og så er det ligesom mig, der definerer, hvad det vil sige,” han holder en kort pause.

“Men inderst inde vil de nok stadig ønske, at jeg får sådan et fast otte-til-fire job.”

Læs også: INTERVIEW MED IRAH - “DET ER EN LIVSEKSISTENTIEL DRIVKRAFT AT LAVE NOGET, MAN ELSKER”

Alt det man ikke kan flygte fra

“Helstøbte danske debutanter tager dig med til drømmeland” lød overskriften i en flot anmeldelse af bandet Irah sidste år. Den sfærisk klingende og drømmende stemning, som Adi Zukanović sammen med musikerne Stine Grøn og Oliver Laumann fik manet frem gik rent ind. Men nu med bandets andet album på trapperne, føler han, at han er klar til at forholde sig til virkeligheden – en erkendelse han deler med trommeslageren Oliver Laumann, der for kort tid siden forlod bandet for at hjælpe til i en af de mange trøstesløse flygtningelejre, som er blevet etableret i udkanten af Europa.

“I mange år har jeg undskyldt mit arbejde som musiker med, at jeg tilbyder et magisk alternativ til en grum virkelighed, men jeg kan mærke, at jeg mere og mere føler mig som en idiot, når jeg står på en scene og tilbyder en flugt fra virkeligheden i stedet for bare at konfrontere den.”

Måske er det en krisementalitet, måske noget helt andet, i hvert fald kan Adi Zukanović konstatere, at flygtningedebatten er blevet hårdere, end han husker den fra sin barndom, og måske er det derfor, at det bliver sværere og sværere for ham at overhøre den.

“Dengang startede man ikke i minus, men fra et neutralt nul-punkt. Hvis man så var sød og god, fik man omgående nogle pluspoint, og så kunne man tage den derfra. Men sådan som jeg ser verden i dag, virker det som om, at der er skrevet så meget ind i ens historie som flygtning, at man skal bruge uendeligt meget energi på bare at skrive sig hen til neutral, og det synes jeg er enormt trist.”

En klassisk idiot-musiker-historie

Med al den opmærksomhed han har fået, er det ikke så mærkeligt, at Adi Zukanović har gået og rodet med at starte noget op. Noget der starter og slutter med ham selv.

“Den sidste ide jeg fik, var sådan en åndssvag ide om at lave en hjelm med et surroundsystem, hvor man oplever musikken gennem en tegnefilm eller nogle farver, ligesom i et virtual reality univers.”

Han lader billedet af en gigantisk sci-fi-hjelm hænge i luften et øjeblik.

“Man det er jo også bare en totalt åndsvag ide,” udbryder han så.

“Det skal jeg bare slet ikke, men du ved, jeg har bare lyst til at gribe tingene an på en helt anderledes måde. Hvis jeg skal lave noget, som jeg selv står i spidsen for, så skal være noget, som seriøst giver verden noget mere end bare endnu et navlepillende egoprojekt. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad det er.”

Han går i stå, inden hans ansigt lyser op.

“Men det lyder jo også totalt tosset: ‛musikeren der ville noget mere end bare spille musik.’ Altså, det lyder jo bare som sådan en klassisk idiot-musiker-historie!”

Han griner, slår ud med armene, men bliver så mere alvorlig igen.

“Jeg kan bare mærke, at min energi for bare at blive ved med at cykle rundt i det samme loop er ved at være brugt op. Jeg tror, jeg vil til at finde min egen vej igennem tingene,” siger han og virker stålsat.

Tilbage i kulden, får jeg et kram til afsked, og som han skynder sig videre ud i verden, håber jeg, med hver en forfrossen centimeter i min krop, at det vil lykkes ham, at han vil finde sin vej.
Del på facebook
Facebook
/ Kunst og Udstillinger
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: