Ursula Reuter Christiansen: Kvinden, der lod sig ofre - ny udstilling på SMK - INTERVIEW

Ursula Reuter Christiansen: Kvinden, der lod sig ofre

ArtikelKunst og UdstillingerSkrevet af: Jannie Elisa Fjorside09. feb 2018

Med en totalinstallation, der rummer samtlige rekvisitter og inspirationskilder til Ursula Reuter Christiansens film Skarpretteren, har Statens Museum for Kunst genfødt et feministisk storværk

“Det næste store øjeblik i historien tilhører os!” Sådan lyder en slutning, som netop har fået en ny begyndelse.

Med kurator Birgitte Anderberg i spidsen har Statens Museum for Kunst netop åbnet dørene for udstillingen Skarpretteren, der tager afsæt i og udfolder den tysk-danske billedkunstner Ursula Reuter Christiansens film med samme titel – en film, som for første gang blev vist i 1971, og som nu næsten 50 år senere er blevet født igen.

”Den oprindelige film har sine egne metastaser – andre har taget filmen op, og processen med værket er ikke afsluttet. Det er det, vi viser med totalinstallationen her,” fortæller Ursula Reuter Christiansen til Kulturmagasinet Fine Spind, få dage før udstillingen officielt åbnes for presse og besøgende.

Ursulas stemme bølger varmt, i et dybt toneleje med en let ruflet overflade, der minder én om følelsen af, når nylon møder vejrbidt hud. På den anden side af væggen lyder hendes stemme også; en mørk men glat kvindestemme, hvis tydelige artikulation og let forfinede vokaler minder én om en anden tid.

Og det var det bestemt også, en anden tid, da Skarpretteren blev indspillet og vist for første gang.

Læs også: Future Feminism – interview med Anohni, Kembra Pfahler og Johanna Constantine
Ursula Reuter Christiansen bor og arbejder på Møn, hvor hun har boet, siden hun flyttede til Danmark fra Tyskland.
Foto: PR-foto / SMK - Brittany Laura Overgaard
Et af silketrykkene produceret af Louise Hold Sidenius – en knopskydning af Skarpretteren, som siden har antaget endnu en ny form med Ursula Reuter Christiansen påmaling af stammen, der skyder gennem trykkets to billeder.
Foto: Silketryk © Ursula Reuter Christiansen
Valmuerne, der har en fremtrædende rolle i Skarpretteren, er en klar reference til Første Verdenskrig blodbad og en kommentar til det maskuline samfunds voldelige sider. Samtidig er blomsten et symbol på skønhed – og på forgængelighed.
Foto: Filmstill
Skarpretten blev mødt med buhråb, da den første gang blev vist i 1971.
Foto: Filmstill

Kvindeofferet

Da Skarpretteren for første gang mødte publikum på en filmfestival i Berlin i start-halvfjerdserne, blev filmen med Ursulas egne ord ”buhet ud”.

“Jeg måtte bare se at komme i gang og lade være med at være så sentimental og melankolsk, sådan var holdningen. Da jeg senere blev professor i Hamburg – næsten 20 år efter – så viste jeg filmen igen, og der var der stor interesse for filmen. Og nu, det er jo en kendsgerning, så bliver den set som hovedstolen i dansk feministisk kunst fra 1970’erne,” fortæller Ursula Reuter Christiansen.

Spørgsmålet er, hvad 70ernes buldrende feminisme havde imod filmen, der siden er blevet noget nær kult.

“I en kampsituation er det ikke tilladt at vise tegn på svaghed, og det var det heller ikke dengang. Men nu – nu er det okay. Jeg oplever, at folk synes, det er modigt, at filmen er så sensibel, og at turde vise de konflikter og modsatrettede følelser, man kan have som kvinde,” lyder Ursulas egen forklaring.

Kvinden, publikum møder i Skarpretteren, har to klædedragter. Den lysklædte kvinde, der fletter blomsterkranse med sin søn ved sin side. Og den mørkklædte, indhyllet i sorg og med favnen fuld af blade fra valmueblomsten, der med en reference til Første Verdenskrigs slagmarker ikke blot er symbol på forgængelighed og skønhed, men også på døden. Døden er Ursulas egen; den er kvindens opofrelse af sig selv:

“Skarpretteren kan gøre med mig, som han har lyst til. Lykkes det mig eller en af de andre kvinder at gøre sig fri af ham, så er der altid de kære børn. De kære, søde børn, som man slæber rundt på hele dagen,” lyder kvindens stemme i filmens begyndelse.

Samtidig er ofringen af kvinden en symbolsk ofring – af netop kvinderollen, som historien har dikteret den. Som sådan giver Skarpretteren plads og stemme til de mange og ind imellem modsatrettede facetter af det at være kvinde, ikke blot gennem filmen men gennem dens rekvisitter og inspirationskilder, som Statens Museum for Kunst har erhvervet sig i forbindelse med udstillingen.

Læs også: QUEER, FEMINISME OG SOCIAL RETFÆRDIGHED - KUNSTNER MARY COBLE
I en kampsituation er det ikke tilladt at vise tegn på svaghed, siger Ursula Reuter Christiansen.
Foto: Silketryk © Ursula Reuter Christiansen
Skarpretteren er medtiden blevet anset for at være hovedstolen i dansk feministisk kunst.
Foto: Silketryk © Ursula Reuter Christiansen
”Myterne og fortællingerne udspringer af det materielle – i genstandene. I hvert fald for Ursula,” fortæller kurator Birgitte Anderberg. Ét eksempel er brudekjolen, et arvestykke, som Ursula er iklædt i flere af filmens scener.
Foto: Silketryk © Ursula Reuter Christiansen
Skarpretteren blev indspillet kort tid efter, at Ursula Reuter Christiansen forlod Tyskland og flyttede til Møn.
Foto: Silketryk © Ursula Reuter Christiansen

Fra et skød af valmuer

Skarpretteren blev indspillet kort tid efter, at Ursula Reuter Christiansen forlod Tyskland og flyttede til Møn med sin danske mand, Henning Christiansen. Det var et ægteskab, hvor hun nød stor opbakning til sin kunst, fortæller hun i et videoportræt, der tegnes som en del af udstillingen. Men også et ægteskab præget af de kampe, som følger, når man gifter sig med en mand, der aldrig har rørt en karklud.

Trods det tydelige afsæt i Ursula Reuter Christiansens egen oplevelse af at bryde med alt, hun kender, med at blive gift og blive mor understreger hun, at hun med Skarpretteren sætter ord på noget andet og mere end sin egen situation.

”Der er så mange programmer nu for tiden, hvor alle mulige folk taler ud om alt, men det jeg laver, er noget andet. Det er jo ikke en dagbog – jeg taler om noget, der går ud over mig selv, og sætter det ind i et andet sprog,” siger Ursula Reuter Christiansen.

Det sprog har andre taget op og taget videre. I 2016 blev Ursula Reuter Christiansen kontaktet af grafiker og bogdesigner Louise Hold Sidenius, som havde produceret en række store silketryk af stills fra Skarpretteren.

”Hun spurgte, om jeg ikke lige ville se på dem – og først ville jeg ikke rigtig, jeg tænkte, ’hvad nu med det’, men Louise insisterede. Men så så jeg de silketryk – og så, hvordan de åbner andre vinkler på noget, der er lavet for snart 50 år siden,” fortæller Ursula.

Silketrykkene inspirerede til et nyt samarbejde og en fælles udstilling på Kunsthal Charlottenborg i 2016 – en udstilling, der videre inspirerede kurator Birgitte Anderberg til udstillingen, der har ladet Skarpretteren genføde i et skød af nymalede valmuer på Statens Museum for Kunst.


”Det næste store øjeblik i historien tilhører os!” – sådan lyder slutningen på Ursula Reuter Christiansens film Skarpretteren.
Foto: Silketryk © Ursula Reuter Christiansen
Den sortklædte, sørgende, melankolske kvinde var ikke én, Ursula Reuter Christiansen oplevede, at der var plads til i den tidlige modtagelse af Skarpretteren. I dag oplever hun, at folk identificerer sig med de modsatrettede og konfliktprægede følelser.
Foto: Silketryk © Ursula Reuter Christiansen

Fakta:

Udstillingen Skarpretten kan ses på Staten Museum for Kunst frem til den 10. juni 2018

Ursula Reuter Christiansen er født i 1943 i Trier, Tyskland. Hun blev uddannet i 1969 fra Akademie der Künste i Düsseldorf, hvor hun var elev af professor Joseph Beuys. Hun var gift med den danske komponist Henning Christiansen (1932-2008), og sammen bosatte de sig i Askeby på Møn i 1969. Her bor og arbejder Ursula Reuter Christiansen stadig i dag.

Reuter Christiansen har været professor ved kunstakademiet i Hamburg (HfBK) fra 1992-97 og professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København fra 1997- 2006.

Derudover repræsenterede hun og Henning Christiansen Danmark på Venedig Biennalen i 2001. Reuter Christiansen har også udstillet på blandt andet Charlottenborg (2016), MOCA, Los Angeles (2007-08), Kunsthallen Brandts Klædefabrik (2000) m.fl.Udstillingen kan opleves frem til den 10. juni.
Facebook
Del på facebook

Jannie Elisa Fjorside

Skribent
Se Jannies artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind