Kunstnernes Påskeudstilling 2018: Censorerne slipper nu værker gennem nåleøjet - INTERVIEW

Kunstnernes Påskeudstilling 2018: Censorerne slipper nu værker gennem nåleøjet

Kunst og Udstillinger Artikel Skrevet af: Fine Spind 2018-02-23
Del på facebook
Facebook

Kunstnernes Påskeudstilling 2018: Censorerne slipper nu værker gennem nåleøjet

Lørdag den 17. marts slår Kunsthal Aarhus dørene op for Kunstnernes Påskeudstilling 2018. Værkerne er i år valgt af Claus Ejner, Uffe Isolotto, Elsebeth Jørgensen, Sofie Bird Møller og Christian Vind. Vi har talt med de fem censorer om den udvælgelsesproces, der ligger bag dette års kommende udstilling.

Kunstnernes Påskeudstilling er en af de fem statsstøttede censurerede udstillinger i Danmark. Her har ikke kun etablerede, men også nye kunstnere mulighed for at indsende værker.

Udvælgelsen bliver foretaget af en censurkomité, der udskiftes hvert år. I år består den af Claus Ejner, Uffe Isolotto, Elsebeth Jørgensen, Sofie Bird Møller og Christian Vind, der også arbejder som udøvende kunstnere.

Selvom de fem censorer beskæftiger med mange forskellige former for kunst, er de alligevel ikke så forskellige igen, fortæller Uffe Isolotto og uddyber: “Vi arbejder jo allesammen i kunstens tjeneste. Det handler bare om at finde et fælles sprog at snakke om den på.”
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Kunstnernes Påskeudstilling er en censureret udstilling for billedkunst i Kunsthal Aarhus.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Censurkomitéen har til opgave at blive enige om de værker, der skal udstilles på KP.

Et demokratisk setup

Udvælgelsen på Kunstnernes Påskeudstilling løber over tre runder. Og her spiller det ingen rolle, om man ellers er et navn i kunstverdenen. I censurerede udstillinger er der nemlig faste regler for den slags. “I censurkomitéen har vi ikke adgang til nogen form for data. Vi kender hverken til kunstnernes alder, køn eller nationalitet. Det er reglerne,” fortæller Elsebeth Jørgensen og tilføjer: “I den forstand er open-calls et meget demokratisk setup.”

Det er ikke nødvendigvis nogen nem opgave at skulle blive enige om, hvilke kunstværker man gerne vil udstille. Derfor kræver det stor lydhørhed, når man er repræsenteret af en bred vifte af kunstsyn og kunstneriske praksisformer. Uffe Isolotto er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejder som billedkunstner og kurator, han forklarer: “Selve udvælgelsesprocessen sker i høj grad på baggrund af dialog. Og hver gang tager vi udgangspunkt i hvert enkelt værk.”

For at få sit værk med på KP, skal man igennem alle tre runder. “I første runde er vi som regel relativt enige,” fortæller Sofie Bird Møller og tilføjer: “Men når vi når til anden og tredje runde, gælder det om at overbevise de andre om, hvorfor vi skal beholde et bestemt værk.”

Hvis der er tre personer, der er enige i tredje runde, bliver et værk antaget. Først derefter begynder kurateringen. “Så gælder det om at skærpe fokus og få værkerne til at fungere i et rum,” forklarer Uffe Isolotto.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
I år udstiller blandt andre Mette Riise Kristensen på SPRING.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Det er meget forskelligt, hvilke medier der er repræsenteret fra år til år.

Mangfoldig samtidskunst

Der er ingen faste kategorier til censureringen, og censurkomitéen sammensætter derfor udstillingen alene ud fra kunstneriske kvalitetskriterier. Derfor er det for hvert år ofte nogle meget forskellige værker, der ender med at blive udstillet på KP.

“I år har vi for eksempel modtaget mange klassiske malerier og skulpturer,” fortæller Uffe Isolotto og efterspørger en lidt bredere vifte af medier. Den efterspurgte diversitet betyder dog ikke, at censurkomitéen på forhånd har lagt sig fast. “Vi har ikke sat os ned og kørt efter et bestemt princip om, at vi for eksempel skal have et videoværk med. Vi tager ikke et videoværk med, bare fordi der skal være video,” forklarer Elsebeth Jørgensen.

Samme princip gælder for det antal af værker, der ender med at blive udstillet på KP. Her er det udelukkende censurkomitéens afgørelse, hvor mange værker de vælger at antage.
Foto: PR-foto
Se store billeder her →
Der er ingen faste kategorier til censureringen. Censurkomitéen sammensætter derfor udstillingen alene ud fra kunstneriske kvalitetskriterier.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Censurkomitéen udskiftes hvert år og består af fem kunstfaglige censorer.

De særligt udvalgte

Udover eksponering på Kunsthal Aarhus kan man, hvis man er heldig, også hive en pris med hjem for sit værk. Der uddeles i alt to priser.: KP-prisen og Publikumsprisen, der begge er støttet økonomisk af Aarhus Stiftstidendes Fond.

KP-prisen uddeles på ferniseringsdagen og vinderen udpeges af en kunstfaglig jury. Publikumsprisen derimod udpeges af Kunsthal Aarhus’ besøgende og uddeles i slutningen af udstillingsperioden til en udstiller på årets KP, SPRING eller SOLO.

SPRING og SOLO er begge udstillinger, der er vokset ud af KP. For at udstille på SPRING kræver det, at man er blevet udvalgt blandt de seneste års udstillere på KP, og at man har udvist et særligt potentiale. Blandt alle hidtidige udstillere på SPRING udvælger KP’s bestyrelse en særlig interessant kunstner, der får mulighed for at skabe en seperatudstilling på SOLO.

For en udøvende kunstner er der ikke blot stor faglig anerkendelse forbundet med at modtage en kunstpris. Der er også økonomisk støtte at hente, hvis man er heldig at løbe med en af de to priser, der hver lyder på 10.000 kr.

Censurkomitéen er nu tæt på at nå til en endelig afgørelse af, hvilke værker de gerne vil have med på KP i år, og på mandag den 26. februar skal man som ansøger holde sin mailboks åben.

I udstillingsperioden kan man foruden at opleve de værker, der er endt med at slippe gennem censurkomitéens nåleøje, også få et dybere indblik i udvælgelsesprocessen. I en censor talk kan man komme med bag kulisserne og opleve Uffe Isolotto fra dette års censurkomité gå rundt på udstillingen og fortælle om, hvad det egentlig er, censurkomitéens mystiske arbejde består i. Datoen for dette års censor talk er endnu ikke fastlagt. Hold øje med Kunsthal Aarhus’ hjemmeside: www.kunsthal.dk
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Lørdag den 17. marts har publikum mulighed for at opleve de værker, som censurkomitéen har ladet slippe gennem nåleøjet.

Fakta:

Kunstnernes Påskeudstilling 2018 kan opleves på Kunsthal Aarhus fra den 17. marts til den 15. april kl. 14-17.

Læs mere om KP18 på www.kp-spring.dk og Kunsthal Aarhus på www.kunsthalaarhus.dk

Del på facebook
Facebook
/ Kunst og Udstillinger
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: