Aprilfestival: Et slaraffenland af gratis teaterforestillinger

Aprilfestival: Et slaraffenland af gratis teaterforestillinger

Scene Artikel Skrevet af: Anne Møller 2018-04-09
Del på facebook
Facebook

Aprilfestival: Et slaraffenland af gratis teaterforestillinger

I otte dage forvandles Syddjurs Kommune til et teatermekka for store og små, der byder på mere end 300 gratis teaterforestillinger

I 48 år har Aprilfestivalen præsenteret dansk og med tiden også international scenekunst for børn og unge, og målet har fra begyndelsen været et kulturelt fremstød i de mest teaterfattige områder.

“Kom til Syddjurs Kommune i uge 16, og tag for jer af retterne.” Sådan lyder opfordringen fra dette års festivalkoordinator, Nanna Graugård Jessen, der i samarbejde med Teatercentrum og Syddjurs Kommune er tovholder på den populære børne- og ungdomsteaterfestival.

I dag slippes de mere end 25.000 gratis billetter løs, og de kan bestilles online fra kl. 10.
Foto: Daniel Livbjerg Bevensee
Se store billeder her →
Forestillingen Det går ned handler om 16-årige Caroline, der kæmper med sine høje forventninger til sig selv.
Foto: Daniel Livbjerg Bevensee
Se store billeder her →
Forestillingen dykker ned i de udfordringer, der er forbundet med at vokse op i et resultatorienteret samfund.

Fra miniputfestival til Danmarks største teaterfestival for børn og unge

Det startede i det små som en weekendfestival, og tilbage i 1971 kunne Herning præsentere 15 teatre og 32 opførelser. I dag er Aprilfestivalen Danmarks største teaterfestival for børn og unge, og ifølge Nanna Graugård Jessen er det ikke så mærkeligt, at festivalen hvert år får teaterinteresserede fra hele landet til at strømme til:

“I en uge er alt, hvad der hedder professionel dansk scenekunst for børn og unge samlet på ét sted,” siger hun og uddyber: “I løbet af de otte dage kan man se så meget teater, man overhovedet kan overkomme, uden at det koster noget.” Det kender hun ikke andre teaterfestivaler, der kan tilbyde.

I alt kommer 450 teaterfolk og 120 teatre fra hele verden til at indtage Syddjurs Kommune i uge 16. Heriblandt Teater Fluks, Teater Refleksion og Aaben Dans. Sidstnævnte modtog sidste år en Reumert for forestillingen Tre ben i kategorien Årets bedste børne- og ungdomsforestilling, og den er bare én ud af de mere end 300 forestillinger, man kan opleve på Aprilfestivalen.

I løbet af ugen bliver der lidt for enhver smag. Lige fra klassiske børnehistorier som Peddersen og Findus og Mis med de blå øjne til nye forestillinger som Opgang2 Turnéteaters 4EverTeateriet Apropos og Teaterhuset Filurens Det går ned og Teatret Gruppe 38’s Historien om huset, der blev til en prik.

Foto: PR-foto / Teatret Gruppe 38 - Olivier Guillemain
Se store billeder her →
Vores anmelder gav forestillingen Historien om huset, der blev til en prik fem stjerner.
Foto: PR-foto / Teatret Gruppe 38 - Lars K
Se store billeder her →
Historien om huset, der blev til en prik handler om pigen Solvej, der forlader sit hjem i vrede, fordi hun føler sig uretfærdigt behandlet.

En gevinst for publikum, kommune og teatre

Det er imidlertid ikke kun publikum, der har glæde af festivalen. Det har også kommunen og teatrene.

Nanna Graugård Jessen fortæller: “Aprilfestivalen er en turnerede festival, som hvert år bliver opkøbt af en dansk kommune.” I år er det Syddjurs Kommune, der har påtaget sig værtsrollen, og som sammen med Kulturministeriet står for finansieringen. Og selvom 4,5 millioner, som det koster at huse festivalen, er mange penge, er de godt givet ud, mener Nanna Graugård Jessen:

“Der er stor brandingværdi i det for en kommune, og samtidig viser man over for sine indbyggere, at man sætter kulturen og kunsten i højsædet.”

Selvom samtlige 120 teatre spiller gratis, har også de mulighed for profilere sig. I løbet af ugen vil der nemlig være flere hundrede både inden- og udenlandske teaterformidlere og opkøbere til stede. Så det gælder om at gøre sig bemærket.

“Teatrene håber, at de kan få solgt deres forestillinger til den kommende sæson. Det er den måde, det hele kører rundt på,” fortæller Nanna Graugård Jessen.
Foto: Foto: PR-billede / Teater Blik - Bart Kootstra
Se store billeder her →
Teater Blik laver forestillinger for de helt små. Vi har tideligere skrevet om Bliks forestilling Hov!, der tager udgangspunkt i japansk origami.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Chadi Abdul-Karim spiller samtlige fire roller i Opgang2s teaterstykke 4EVER. Vi lavede et interview med Chadi, da han havde været på turné med forestillingen i Palæstina.

“Scenekunst er den reneste live-form, vi har tilbage”

Nanna Graugård Jessen har selv en teaterbaggrund som cand. mag. i dramaturgi, og ifølge hende er det teatrets insisteren på øjeblikket, der gør teater til noget specielt.

“Scenekunst er den reneste live-form, vi har tilbage. Det er levende mennesker, der står foran én, og det sker kun den éne gang,” siger hun og uddyber:

“Tit er det nogle meget små intime forestillinger. Og det gør, at man som publikum sidder helt tæt, nogle gange på gulvet rundt om scenen, og det er er en ret enestående måde at opleve kunst på.”

Fakta:

Aprilfestival er årets suverænt største begivenhed for dansk scenekunst for børn og unge. Festivalen arrangeres af Teatercentrum i samarbejde med Syddjurs Kommune og finansieres af værtskommunen og Kulturministeriet.

Billetter kan bestilles online på www.aprilfestival.dk.

I 2019 kommer festivalen til Hjørring Kommune, og i 2020 til Holbæk Kommune.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: