Nicolaj Kopernikus: “På teatret støder jeg på følelsen af, hvorfor jeg ville være skuespil

Nicolaj Kopernikus: “På teatret støder jeg på følelsen af, hvorfor jeg ville være skuespiller”

Scene Portræt Skrevet af: Anne Møller 2018-05-25
Del på facebook
Facebook

Nicolaj Kopernikus: “På teatret støder jeg på følelsen af, hvorfor jeg ville være skuespiller”

Han kunne ikke trives uden at lave film og tv. Men han holder også meget af det fordybelsesarbejde, der er forbundet med at lave teater. Og så er det på de skrå brædder, at han ind imellem får lov til at opleve en helt særlig aften

Vi møder Nicolaj Kopernikus på et lille loftsværelse oppe under taget af Aarhus Teater. Han er i Aarhus i forbindelse med prøverne på forestillingen Biedermann og brandstifterne, der lige nu spiller på Scala.

Senere i dag skal han sammen med sine medspillere spille nogle af scenerne igennem, og inden længe har han en tid i sminken. Men først skal han lige have en kop kaffe.

Han har netop sat sig til rette i den mørkegrønne veloursofa, og som han sidder der - imødekommende og snakkesalig og med den ene arm hvilende langs sofaryggen - kan det være svært at forestille sig, at han var helt ekstremt genert som barn.

Ikke desto mindre er det den fortælling, han gang på gang har fået fortalt som voksen. “Folk har åbenbart ment, at jeg var så genert, at det var bekymringsværdigt. Som i: "hvad skal der ikke blive af den dreng?” Han har sat sig ud på kanten af sofaen.

“Det uhyggelige ved det er, at jeg slet ikke selv kan huske det. Jeg tror slet ikke, jeg har registreret det faktisk. Jeg har egentlig altid opfattet mig selv som et rimeligt udadvendt menneske.”

Uden at vide det har Nicolaj Kopernikus måske begge personligheder i sig. Og måske er det slet ikke så dumt, når man er skuespiller. Måske kan det ligefrem være en fordel at være sammensat, når man skal kunne spille mange forskelligartede roller.
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
For tiden kan Nicolaj Kopernikus opleves på Aarhus Teater, hvor han spiller Biedermann i forestillingen Biedermann og brandstifterne.
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Biedermann er et meget sammensat menneske. Han er både godtroende og dæmonisk. Og så insisterer han på at fremstå helt ekstremt politisk korrekt.

“Jeg kan rigtig godt lide al teknikken omkring film”

Fra den sympatiske og fredelige mand, der sidder der i sofaen foran mig, er der umiddelbart langt til rollen som den affekterede hueklædte flyttemand Vagn Skærbæk, der ender med at blive afsløret som Nanna Birk Larsens morder i tv-serien Forbrydelsen. Ikke desto mindre er det en af de roller, Nicolaj Kopernikus har været særligt glad for.

“Jeg tror ikke, der var nogen af os, der vidste fra starten, at det ville blive et ganske vidunderligt forløb. Det var faktisk et helt vildt dejligt arrangement. Det var en skidespændende rolle, en skidespændende tid, og det tror jeg kom lidt bag på os allesammen.” Han drejer hovedet og ser ud af det lille vindue i taget.

“Det kom også meget bag på os, at det optog folk så meget. Og det var en sjov udfordring, at vi jo ikke fik at vide, hvem der var morderen før til allersidst. Vi skulle ligesom administrere, at vi hver især potentielt kunne være morderen.”

Foruden Forbrydelsen har Nicolaj Kopernikus blandt andet medvirket i Per Flys socialrealistiske underklasse-drama Bænken, hvor han i rollen som den dybt alkoholiserede Stig kæmper for at holde ikke kun sig selv, men også sin bedste ven Kaj, der spilles af Jesper Christensen, ovenvande.

“Vi havde et ret langt prøveforløb, hvor Jesper og jeg improviserede en del. Det var et meget spændende forløb, hvor jeg fik lov til at følge en fyr, som havde et alkoholproblem og så ligesom lave research den vej. Det var meget fint, og jeg var meget ydmyg omkring det. Det var bare en virkelig god proces.”

I den mindre knap så alvorlige ende af skalaen ligger de tre Klassefesten-film, hvor man kan opleve Nicolaj Kopernikus i rollen som den fastgroede familiefar Niels, der sammen med sine to gymnasiekammerater Thomas og Andreas, spillet af Troels Lyby og Anders W. Berthelsen, beslutter sig for at ville genopleve sin tabte ungdom. Men at spille med i en komediefilm er ikke kun sjov og ballade. Det er også hårdt arbejde.

“Nu nævner jeg Forbrydelsen og Bænken... Så vil jeg altså også sige, at alt det kammeratskab og hårde slid Anders, Troels og jeg har haft med de tre Klassefest-film, også har været ret fantastisk. Bare fordi det er sjovt, er det bestemt ikke noget, vi er kommet sovende til,” forsikrer han.

Forbrydelsen, Bænken og Klassefest-filmene er bare et udpluk af de mange film og tv-serier, som Nicolaj Kopernikus har medvirket i gennem årene. Og selvom han også nyder at stå på en teaterscene, kunne han ikke undvære at lave hverken film eller tv.

“Rent arbejdsmæssigt kan jeg rigtig godt lide al teknikken omkring film. Jeg er meget fascineret af det der med, at man kan manipulere så meget på det tekniske. Jeg kan rigtig godt lide disciplinen omkring at lave korte forløb og korte scener, og senere hen bliver det så sat sammen.”
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Første gang Nicolaj Kopernikus læste Biedermann og brandstifterne, tænkte han: det gider jeg godt være med i, det her.
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Nicolaj Kopernikus transformeres til Biedermann i sminken på Aarhus Teater.

“Det er en vidunderlig rolle og et vidunderligt stykke”

For tiden har han imidlertid skiftet filmsettet ud med de skrå brædder, og indtil den 15. juni kan man opleve ham i rollen som Biedermann, hvis påtagede politiske korrekthed byder ham at lade to fremmede flytte ind på sit loft.

For alle andre er det åbenlyst, at de to mænd er brandstiftere. Men selv da de begynder at slæbe tønder og lunter op på loftet, slår Biedermann det hen som en spøg. “Vi er nødt til at vise lidt tillid,” belærer han sin kone Babette. Og først da det er for sent, går det op for ham, at han har været med til at grave sin egen grav.

Om fortællingen siger Nicolaj Kopernikus: “Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg læste historien. Med det samme tænkte jeg: Dét gider jeg godt være med i, det her.”

“Det er virkelig en vidunderlig rolle og et vidunderligt stykke. Og Biedermann er en interessant karakter, fordi han er så sammensat. Jeg tror måske, det er noget af det mest sammensatte, jeg har spillet. Han er både et godhjertet, godtroende, jovialt og rart menneske, og samtidig er han dæmonisk, egocentrisk og usympatisk. Det er en virkelig mærkelig cocktail.”
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
For alle undtagen Biedermann selv er det åbenlyst, at de to fremmede, han har ladet flytte ind på sit loft, er brandstiftere.
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Selv da de slæber tønder og lunter op på hans loft, slår han det hen som en spøg.

“Jeg er selv blevet opdraget med at skulle se tingene fra to sider”

Oveni det er Biedermann meget politisk korrekt, fortæller Nicolaj Kopernikus.

“Det er vigtigt for ham, at han bliver opfattet som et meget humanistisk menneske, som kigger på verden på en lidt mere nuanceret måde end som et sted, der bare er fyldt med angst. Og det ender altså med at kvæle ham til sidst.”

Nicolaj Kopernikus er opvokset i et kunstnerhjem, og han er selv blevet opdraget til at skulle se tingene fra to sider, og selvom han godt kan se, at det kan være en god egenskab, så kan det også blive for meget for ham.

“Nogle gange er det befriende, når man hører nogle meget rabiate holdninger fra nogen, der står ved dem. “Du kan da ikke mene det der?” - “Jo, fandeme så!” Så er de i hvert fald til en side. Så er de med kulør. Man ved, hvad de står for.”

“Jeg ved godt, at når man peger fingre, så er der tre fingre, der peger ind mod én selv. Og “det, man siger, det er man selv.” Og det er der jo noget rigtig fint og noget meget demokratisk over, men det er fandenedme også nogle gange til at blive sindssyg af.”
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Nicolaj Kopernikus har udover at spille teater medvirket i en lang række film og tv-serier. Blandt andet Forbrydelsen, Bænken og Klassefest-filmene.
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Han elsker al teknikken bag film, men det er på teatret, at han ind i mellem får lov til at opleve en helt særlig aften.

“På teatret støder jeg på følelsen af, hvorfor jeg ville være skuespiller”

Det er langt fra første gang, at Nicolaj Kopernikus kan opleves på de skrå brædder, og selvom der er flere film end forestillinger på hans CV, så forbinder han teater med noget helt særligt.

“Jeg nyder rigtig meget, at jeg engang imellem kan lave teater. Hvis det stod til mig, og jeg kunne vælge frit fra alle hylder, så ville jeg gerne lave en, måske to forestillinger om året. Det er et rigtig skønt fordybelsesarbejde, og det er også der, hvor man nogle gange støder på følelsen af, hvorfor man gerne ville være skuespiller.”

Når det så er sagt, er det også hårdt arbejde at lave teater. Ikke, fordi det er hårdt at stå på scenen, men fordi det kræver, at man for en tid må give afkald på alt, hvad der hedder familie. Og det er ikke altid sjovt, når man har en kone og tre børn.

“Det har sin pris, det er klart. Det er jo et åndssvagt tidspunkt at arbejde på. Ofte er det lige, når maden er sat på bordet, at man så er nødt til at sige; “så, nu skal jeg på arbejde”.”

Men når man så står på scenen aften efter aften - ofte i flere uger i streg - er det alligevel dét værd, mener Nicolaj Kopernikus. Specielt, når man får lov til at opleve en af de der helt særlige aftener.

“Det ved publikum jo ikke ret meget om, men hvis man skal afsløre det, så er der nogle aftener, hvor det var særligt fedt at spille. Og faktisk burde publikum vide meget mere om, hvor stor en betydning de har for en forestilling. For det er jo et samspil - let’s face it - man spiller jo ikke for en tom sal, man spiller jo ud, og så kan man ligesom mærke, om der er nogen, der griber noget derude, og om de reagerer på det og sender reaktionen tilbage.”
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Nicolaj Kopernikus mener, at publikum burde vide mere om, hvor stor en betydning de har for en forestilling.
Foto: Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Det tog Nicolaj Kopernikus lang tid at finde ud af, at publikum ikke opdager, hvis man har en dårlig aften.

“Publikum ikke opdager det ikke, hvis man har en dårlig aften”

Selvfølgelig er der også aftener, hvor det ikke går så godt. Men det er ikke publikums skyld, forsikrer Nicolaj Kopernikus.

“Nogle gange er den der bare ikke, og publikum opdager det jo sjældent. Eller det vil sige; de opdager det faktisk slet ikke. Det tog mig lang til at finde ud af.”

“Lige da jeg var kommet ud af teaterskolen, kan jeg huske, at når folk havde været inde, og forestillingen var færdig, og de kom om bagved, så sagde jeg: “eej, var du inde i aften? Det var sådan en dårlig forestilling!” Så kunne jeg mærke, at folk blev provokerede og ærgerlige, for det var ikke nogen dårlig forestilling for dem. De havde haft en dejlig oplevelse.”

“På det tidspunkt fandt jeg ud af, at der ikke er en lige linje mellem, hvad man selv føler, og hvad publikum føler. Så derfor skal man bare klappe kaje.”

Fakta:

Nicolaj Kopernikus er uddannet fra Odense Teater i 1994, hvor han gik på samme årgang som Troels Lyby.

Han har medvirket i en lang række film og tv-serier gennem tiden. Og han modtog en Bodil for bedste mandlige birolle i Per Flys film Bænken (2000).

Indtil den 15. juni kan man opleve ham på Aarhus Teater i forestillingen Biedermann og brandstifterne, hvor han bl.a. spiller sammen med Nanna Bøttcher og Morten Suurballe. Forestillingen er instrueret af Christian Tafdrup, der debuterer som teaterinstruktør.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: