Fire originaler i spidse sko og et rockband | Interview

Fire originaler i spidse sko og et rockband

Musik Portræt Skrevet af: Rikke Sabrina Jensen 2018-06-18
Del på facebook
Facebook

Fire originaler i spidse sko og et rockband

Først gik de rundt med langt hår og spidse sko i Hallund, siden blev de rockstjerner i USA. Årtiers storme har hærdet og til tider krumbøjet de nordjyske drenge fra rockbandet The Blue Van. I dag hedder de lidt mindre, men indeholder så meget mere

Det kostede trommeslageren Per Jørgensen en flækket læbe, da han ud på nattetimerne bestilte en hotdog i Brøndslev omtrent tretten kilometer fra hjembyen Hallund. Han ville ikke have rå løg på, og det var mere end egnens lokale bølle kunne klare.
“Jeg skal have én med det hele... liiige uden rå løg,” siger Per Jørgensen og slår over i nordjysk.
“Hwa satan! Ska do æ ha løg å!”

På hver sin side af ham slår latteren ham i møde. Bandets orgelspiller Søren Christensen, som også var med den aften, læner sig tilbage i plastikstolen, så ryglænet giver efter.
“Og så sagde du: hold nu kæft!”

Per Jørgensen ser udfordrende på ham og fortsætter dialogen fra pølsevognen i et mere aggressivt toneleje.
“Sagde do hold kæft til mig?!”
“Ja, det var vist sådan, det var. Ej men... han ville bare have en undskyldning for at tæske os, fordi vi havde langt hår og gik i lidt anderledes tøj,” siger Søren Christensen og retter sig op.

På trods af roen og de brede vidder var livet på landet ikke altid ukompliceret for drengene fra rockbandet The Blue Van. Måske gjorde de det heller ikke ligefrem let for sig selv med deres lange hår, spidse sko og flagrende trompetbukser.
Dengang kunne de få Hallunds omtrent trehundrede indbyggere til at sno og vride sig for at få et ekstra kig på de underlige drenge, der spankulerede omkring på gaden i tæt formation. Og sådan har det været lige siden. Lige meget hvor de har befundet sig i verden, har de udgjort en særpræget trop. Måske er det en af årsagerne til, at det er lykkedes dem at udvikle det sammentømrede venskab, som de stadig, toogtyve år efter, lever højt på.

Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
The Van - tidligere The Blue Van - er et dansk rockband, som består af Steffen Westmark (vokal og guitar), Søren Christensen (guitar, keyboard og kor), Allan Villadsen (bas) og Per Jørgensen (trommer og kor).
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
I 2004, da bandet stadig hed The Blue Van, flyttede de til New York, og i løbet af ganske kort tid fik de fingrene i en amerikansk pladekontrakt.

Laksefarvet

Per Jørgensen kaster et tvivlende blik på trommesættet.

“Det skal du vel have skifte ud?” spørger Søren Christensen uden at se op. Der er noget underspillet i den måde, han henkastet slynger spørgsmålet ud i lokalet på. Som om det dækker over en hentydning. Han hugger lidt i tangenterne på orglet. Per Jørgensen tøver. Så går han alligevel om bag i det overfyldte øvelokale og stikker hovedet i en ordentlig stak kasser, som står hulter til bulter op ad øvelokalets bagvæg.

I samme øjeblik træder bassisten Allan Villadsen ind i det tætte rum. Han standser i døråbningen.
“Skal du have skiftet dem ud?” spørger han.
Henne fra orglet ser Søren Christensen sit snit til at følge op på, hvad det var, han hentydede til før.
“Per er for forfængelig til at blive set bag et lyserødt trommesæt,” konstaterer han smilende.
“Hvis det så bare var lyserødt,” siger Per Jørgensen og står igen med knoerne i siden midt i rummet.
“Det er bare mere hen i retningen af... laksefarvet,” fastslår han slukøret. Men så giver det et lille ryk i ham. Han kommer i tanke om, hvad det var, vi snakkede om, inden de andre dukkede op i øvelokalet. At jeg har planer om at gøre billederne sort-hvide. Han forkaster uden videre alle overvejelser om at skifte trommesættet ud og finder i stedet en øl i køleskabet.

Et ord fattigere

Vi befinder os langt ude på Sydhavnen mellem spejlblanke kontorfacader og tomme jordlodder. Øvelokalet er banket op i en fabrikshal og dufter endnu kraftigt af træ. På grund af det varme vejr minder lokalet allermest om en krydsning mellem et pulterkammer og en sauna, hvis altså det ikke lige var for instrumenterne. Ikke en plet er bar. På to af væggene hænger to store vamsede tæpper omgivet af plakater og guitarer. På de andre vægge bugner dybe reoler med kasser i alle størrelser, fyldt med værktøj, ledninger og – går jeg ud fra, instrumenter.

Vi har linet fire stole op på en række i midten af gulvet mellem orglet og et par mellemstore forstærkere. Selv sætter jeg mig på en mælkekasse overfor. Jeg har at gøre med fire ranglede gutter midt i trediverne, så hjemmevante i hinandens selskab, at de har for vane at færdiggøre hinandens sætninger. Og så har de det der afslappede look, som både udstråler en form for afbalanceret rockstar attitude, men samtidig afslører, at de trods alt også er nogle forfængelige typer.

“Der skulle ligesom ske noget andet,” siger Per Jørgensen, da jeg spørger, hvad det er, der har fået dem til reducere bandets navn, så de nu kun hedder The Van og ikke The Blue Van.
“Og så tror jeg nok, vi savnede at komme lidt tilbage til rødderne og lave noget lidt mere løst igen... og optage det sådan lidt mere...”
“Live,” indskyder Allan Villadsen ude fra fløjen.
“Som vi også gjorde i gamle dage,” supplerer Per Jørgensen: “Sådan at vi ikke ligger The Blue Van i graven, men sådan, at vi har et projekt i bandet, som så hedder The Van. Og det er det, vi er nu,” forklarer han.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
The Blue Vans debutalbum blev rost i det toneangivende musikmagasin Rolling Stone, og bandet havde på det tidspunkt solgt flere plader i Japan end i Danmark.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Bandets pladeselskab gik pludselig konkurs, og det blev et brat skifte for de fire bandmedlemmer, der måtte flytte direkte fra turné med det australske rockband The Jets og hjem til forældrene i Hallund.

Rust på undervognen

Hvad får et hædret rockband til, som Søren Christensen formulerer det, at starte en affære op iblandt sig? Drengene overfor mig har allerede gennemlevet et sandt maraton af en musikkarriere, indspillet en bunke plader og optrådt på hundredvis af scener fra Canada til USA, over Europa og helt til Japan. Hvorfor skifte spor nu?

“Man kan lynhurtigt blive en doven og dårlig musiker af at træde ind i et stort studie,” forklarer forsangeren Steffen Westmark: “Så spiller man lige den del, man har aftalt. Og man spiller den fem gange, og så gider man ikke spille mere... og så klipper man det, indtil det er perfekt.”

Selv for en rockstjerne kan hverdagen blive for maskinel, som når benene på en gammel hest automatisk finder vej hjem i stalden. Steffen Westmark hviler den ene arm på en forstærker. En rygende smøg sidder fastklemt mellem pege- og langefinger. Hans stemme er hæs, og han taler lidt mindre jysk end de andre i bandet.

“Jeg tror, vi havde lyst til at lave noget, hvor man virkelig kunne høre alle de små fejl og fuck-ups på guitaren. Samtidig med at vi blev nødt til at tage det samme nummer, indtil vi følte, at vi groovede sammen,” siger forsangeren og spyer endnu en røgsky ud i luften. Som en del af deres nye projekt er bandet blevet enige om en række benspænd. Blandt andet skal de nu fremover lave og indspille alle numrene i øvelokalet.

“Det har været meget sjovt at lave musik på den der lagkage-produktionsagtige måde,” fortsætter Søren Christensen. Han vipper med sit korslagte ben.
“Det er bare ikke det, vi har lyst til at gøre nu. Det er at køre den sådan helt...,” organisten smager sig frem til det næste ord: “helt øko,” siger han så.

I en tid har det altså handlet om at komme tilbage på sporet igen. Den blå vogn er blevet parkeret i garagen på ubestemt tid, og nu vil det vise sig, om affæren, den lille flirt de har kørende med The Van-projektet, vokser sig større og med tiden bliver til et decideret kærlighedsforhold.

Bedstemor Erna

Ved siden af mig står en sort plastikbalje fyldt med tomme øldåser. Der er top på, og mange af dåserne er trillet ned på gulvet. Resten står spredt i rummet som enlige fyrtårne på hver deres ø. Man kunne få det indtryk, at nogen holder fest hér hver aften. Det er nok heller ikke helt forkert, tænker jeg og drejer samtalen ind på ungdomsårene, da bandet fik sin endelige form og flyttede ind i kælderen hos bedstemor Erna.

“Hvis bedstemor var det, I spillede hos?”
“Det var min,” lyder det prompte fra Søren Christensen.

“Hvordan var hun?”
“Hun var døv!” Søren Christensens kontante bemærkning udløser en lattersalve.
“Nej, men... Hun var da... skide sød,” siger han så: “Hun boede i et stort hus i landsbyen Hallund... og så gik hun ovenpå og sagde, at hun fik massage i fødderne. Og så spillede vi noget musik.”

De fire barndomsvenner husker tilbage på den lille by med de 196 husstande med lige dele humor og nostalgi. De har aldrig gjort sig umage for at passe ind og interesserede sig hverken for fodbold eller grise som de andre unge. Heldigvis fandt de deres oase mellem gylletanke og fodboldbaner i kælderen hos Erna, og det lykkedes dem efterhånden at samle både udstyr og mandskab nok til at besætte et helt band.
“Jeg kom med, fordi jeg var den eneste, der kunne spille trommer, da den første trommeslager flyttede til en større by,” fortæller Per Jørgensen.
“De andre var ikke så glade for det i starten... men der var altså bare ikke andre.”

Udsagnet bekræftes af de andre bandmedlemmer, som har anlagt en overraskende alvorlig mine.
“Altså Allan kom jo med i bandet, fordi hans far havde en bas,” fortsætter Søren Christensen, og ser over på bassisten, der gengælder blikket med et kort nik.
“Der må man jo ligesom bare tage, hvad der er.”

Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Siden bandet kom hjem for godt ti år siden, lykkedes det dem at hive den succes, som de havde opnået i udlandet, med sig hjem til Danmark.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
I mellemtiden er musikerlivet blevet hverdag, og nu - mange år efter - er bandmedlemmerne begyndt at savne den nerve, som før i tiden løb gennem deres liv og arbejde.

På udebane

Selv da karrieren begyndte at tage fart i starten af 00’erne og bandet flyttede til København, følte de sig på mange måder stadig som byens tosser. For Allan Villadsen og Per Jørgensens vedkommende flyttede de direkte fra børneværelset i Hallund og ind i bandets fælles lejlighed på Frederiksberg, mens Søren Christensen og Steffen Westmark lige nåede ind omkring den lidt større by Brønderslev.

“Liiige ind og mærke the heat of the city,” som Steffen Westmark bemærker.
“Vi trak lod om, hvem der skulle have værelserne,” forklarer Per Jørgensen.
“Og af én eller anden grund taber Per altid,” indskyder Allan Villadsen smørret.

“Det første sted boede jeg i en udestue om vinteren,” fortsætter trommeslageren og ser opgivende rundt på sine kammerater.
“En meget æstetisk udestue,” bemærker Søren Christensen.
“En virkelig flot udestue, ja.” Per Jørgensen sukker: “Men der var mug under madrassen, og alle mine plader blev bølgede.”

I København kom der andre boller på suppen. Nu skulle der betales husleje, hvilket blandt andet betød, at de nye kollektivister fik travlt med at skrubbe toiletter på Geologisk Museum og skære presenninger i Herlev.
“Det var jo ikke, fordi vi var sådan nogle unge, som bare eksploderede ud i byen og skulle have det hele med. Det var noget med at arbejde, over i Netto for at købe en kasse guldbajere og så ellers sidde derhjemme og hygge. Og hvis det liiige blev festligt nok, så over på Tjili Pop på Rantzausgade,” fortæller Steffen Westmark.
“Og så ellers stå i et hjørne og være bettekål dér,” lyder det ovre fra Allan Villadsens ende af stolerækken.

De fire bandmedlemmer griner lidt og bliver tavse. En klangfattig dunken finder vej ind til os fra et andet øvelokale et sted i den nedlagte fabrikshal.
“Hvad var det for en transformation, I var udsat for?” spørger jeg.
Søren Christensen retter sig op i stolen og ser grinende over på sin sidekammerat. Det er tydeligt, at han er kommet i det drillelystne hjørne.
“Det er jo sådan,” siger han og tager en dyb indånding: “at Per, han kommer allermest fra landet.”

“Han er fra det grå Jylland,” indskyder Allan Villadsen forventningsfuldt.
“Og i starten... der havde han det med at gå sådan og kigge ned, når vi gik på gaden,” Søren Christensen læner sig forover og skærmer ansigtet med hænderne.

“Han lagde slet ikke mærke til, at der var rødt, når vi skulle over fodgængerovergangen. Så skulle man altid lige have fat i ham sådan her.” Søren Christensen slår ud med armene.

“Han var slet ikke vant til at se en fodgængerovergang i det hele taget,” indvender Allan Villadsen.

Per Jørgensen ser først på den ene, så på den anden. Han ryster lidt på hovedet.
“Ja, det er rigtigt nok,” medgiver han endelig.

Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Tiden er kommet til at kaste sig ind i en ny epoke for bandet. De har længe nok forsøgt at tilpasse sig musikken. Nu vil de tilbage til kernen. De yderste lag, som er kommet i løbet af de sidste toogtyve år, skal skrælles af.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Bandet hedder ikke længere The Blue Van, men bare The Van.

Nedenom og hjem

Kigger man ind mellem sprækkerne i det ellers helstøbte rockband, får man stadig øje på de uprøvede drenge, som flyttede direkte ud af drengeværelset og ind i New Yorks beskidte baggård. De er blevet ældre sidenhen og mere erfarne. Men selv for et erfarent band er det ikke altid nemt at færdes i en branche, som sender dig til USA den ene dag og hjem den næste.

Da pladeselskabet gik konkurs, blev det et brat skifte for bandets fire medlemmer. For Allan Villadsen og Per Jørgensens vedkommende endte de med at flytte direkte fra turné med det australske rockband JET og hjem til forældrene i Hallund. Helt slået ud var de dog ikke. Turnéen med JET var trods alt en livslang drøm, der gik i opfyldelse.

“Men det var stadig op ad bakke,” indrømmer Allan Villadsen efter et par sekunders stilhed.
“Jeg kan huske, at der var sådan en... en bekymring...” Steffen Westmark rømmer sig, inden han fortsætter: “en virkelig sådan... mavefølt bekymring. Men får ikke bare en ny chance.”

Siden de er kom hjem for godt ti år siden, lykkedes det dem rent faktisk at hive den succes, som de havde opnået i udlandet, med sig hjem til Danmark. Men i mellemtiden er musikerlivet blevet hverdag, og nu mange år efter er bandmedlemmerne begyndt at savne den nerve, som før i tiden løb gennem deres liv og arbejde.

“Der kommer hurtigt en negativ sky hen over det hele, når du ikke føler, at nogen griber ud efter det, du har lagt så meget arbejde i,” fortæller Steffen Westmark. Vi er kommet ind på et følsomt emne. Den rockbølge bandet red på i halvfemserne, eksisterer ikke på samme måde i dag. Musikken har ændret sig, og selvom bandet har ændret sig med den, føler de alligevel ikke, at de har opnået de resultater, de havde håbet på.

Derfor er tiden kommet til at kaste sig ind i en ny epoke. De har længe nok forsøgt at tilpasse sig musikken. Nu vil de tilbage til kernen. De yderste lag, som er kommet i løbet af de sidste toogtyve år, skal skrælles af.

Bandmedlemmerne ifører sig instrumenter og gør sig klar til at øve deres seneste numre fra The Van-pladen.
“Jeg håber på, at det kan ses, at man har fået lidt tan her i det gode sommervejr,” bemærker Steffen Westmark, mens han bakser med kablet til sin guitar.

Bag sit laksefarvede trommesæt løfter Per Jørgensen blikket. Et smil breder sig i hans ansigtet.
“De bliver sort-hvide,” siger han så.
Steffen Westmark standser midt i sin bevægelse.
”Nåh... jamen så... er det jo lige meget.”

Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Man kan lynhurtigt blive en doven og dårlig musiker af at træde ind i et stort studie, forklarer forsanger Steffen Westmark. Derfor skal de nu fremover lave og indspille alle numrene i deres øvelokale.
Foto: Rikke Sabrina Jensen
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Jeg tror, vi havde lyst til at lave noget, hvor man virkelig kunne høre alle de små fejl og fuck-ups på guitaren. Samtidig med at vi blev nødt til at tage det samme nummer, indtil vi følte, at vi groovede sammen, forklarer forsangeren.
Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: