Story Slam 2016 Katapult historiefortælling Aarhus

Story Slam vinderens mor smuglede kaffe over grænsen

ArtikelLitteraturSkrevet af: Clara Edgar14. dec 2016

På teater Katapult ved Godsbanen bliver historier vækket til live. Dygtige fortællere indtager scenen og under spotlyset fortryller de publikum med deres beretninger. Kulminationen af årets Story Slam fandt sted i torsdags hvor finalisterne dystede om tilhørernes latter, anerkendelse og stemmer


Teater Katapult er tætpakket. Under de dæmpede lys blandes grin med stemmer og lyden af glas der klirrer, mens alles øjne flakker mod scenen, hvor de syv finalister venter i spænding. Konferencieren tager mikrofonen og den summende lyd af stemmer dør langsomt ud. Reglerne ridses op. Deltagerne præsenteres. Tonen lægges an.

”Jeg fangede en Gedde som barn. Gedden, kaldte jeg den, og den blev efterhånden min bedste ven,” kommer det fra aftenens vært Thomas, der med sin selvoplevede fortælling bryder isen og sætter gang i den latterlavine, der kommer til at vare resten af aftenen.

Mikrofonen er din

Bjarne, Lasse, Lasse, Michael, Jesper, Maja og Signe hedder aftenens historiefortællere. Hver skal de med takt, tone, fagter og ord bringe to historier til live.

Emnet er frit og variationen er bred.
Story Slam er en konkurrense i historiefortælling.
Foto: Caroline Abild Jessen, PR-foto/Katapult
På skift får historiefortællerne mulighed for at fænge publikum.
Foto: Caroline Abild Jessen, PR-foto/Katapult

”This is a story about how i got stapped one time,” lyder det fra Michael, aftenens første finalist.

Med store armbevægelser og kropsmimik bevæger han sig rundt på scenen og underholder med livlige gengivelser fra dengang, hans kammerat stak ham. Der måbes blandt publikum, der fænges af absurditeten og Michaels bramfri måde at dele en yderst pinlig episode.

Mikrofonen skifter hænder. Ord forlader læberne. Latter får folk til at krampe.

Læs også: EN SYNGENDE SAMVITTIGHED


”Når man er seksten år og føler, at man har styr på det hele, kan man godt få nogle pludselige indfald, hvor man tænker ’Der opfandt jeg godt nok lige den dybe tallerken’. Det gjorde jeg i mit seksten årige Maja-jeg. Jeg var træt af det med at spille skuespil. Kunne man ikke bare sige, hvis man synes en fyr var sød – altså ærlighed frem for alt? Det var sådan en tanke, jeg fik,” siger Maja, første kvinde på scenen.

Med små ryk på hovedet og en ironisk distance til sig selv forklarer hun om det med fyre, det at dumme sig og det med at blive klog og voksen - måske. Med stor succes. Anerkendende nik, hysteriske udbrud og medfølende suk sendes i skiftevise bølger mod Maja, der kan glæde sig over samspillet med publikum og bryste sig af titlen som finalens andenplads.

Stjernestøv under spotlightet

Glassene er tomme. Syv historier er blevet fortalt. Humøret er højt. Men inden pausen tager værten Thomas igen fat i mikrofonen.

”Vi har en overraskelse. En sand historiefortæller og Aarhus mand, der vil gøre os den ære, at indtage scenen. Nils Malmros”

klapsalver fylder lokalet, og stjernekulleren sætter ind.
Niels Malmros var også på scenen, selvom han ikke stod på stemmesedlen.
Foto: Clara Edgar
Maja Langberg var en af aftenens historiefortællere.
Foto: Clara Edgar

”Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle filme i fire til fem måneder. Halvandet år efter stod jeg dog stadig i skolegården, og rygterne begyndte at svirre. ’Gad vist hvad han er for en mærkelig en?.’ ’Gad vist om der er film i kameraet?.’ ’Gad vist om han er børnelokker?’,” siger Nils om indspilningen til ”Lars Ole, 5c”.

Hans historie er vittig og bærer præg af en manglende selvhøjtidelighed, der går rent ind i hele salen, og han fortæller med en blanding af varme og ærlighed om de udfordringer han stod overfor under indspilningen. Han skulle bruge to børnehaveklassedrenge til at spille lillebrødre, men det var ikke nemt at få en aftale i stand, når man nu en gang havde fået prædikat som børnelokker

”Kan I se det for jer? ’Hej lille ven. Vil du ikke med hjem til mig og spille en scene til en film, og så bagefter skal I få fem kroner?’,” siger Nils. Alle bryder ud i latter.

Historien slutter og Nils Malmros forlader ærbødigt scenen.

Læs også: NÅR LEG SPILLER HOVEDROLLEN - Teater Refleksion 25 år

En tryllebindende fortæller

Runde to går i gang. Skiftevis får deltagerne sidste chance for at fænge publikum. Humøret er højt, og det bliver lige en smule højere da Bjarne for anden gang får mikrofonen i hånden. Han formår at fortælle en fantastisk historie fra sin barndom, der suger alle lyttere tilbage til dengang, hvor han skulle med familien over grænsen. Det er en smuk historie med en magisk blanding af ironi, barnlighed og uskyldig ærlighed, der leveres med en sådan indlevelse, at han også ender med at tage prisen som vinder af årets Story Slam.

”Min mor var glad for kaffe. Men ikke en hvilken som helst kaffe. Det var kaffen nede fra Købmand Holberg i Vejborg ved Aalborg, hvor vi boede. Det var dengang hvor alle købmænd havde en kaffemølle og kværnede bønderne og blandede selv og lige præcis den, kunne min mor godt lide. Det var meget heldigt,” lyder det fra Bjarne, der næsten overdøves af de mange grin.

Historiens omdrejningspunkt er en tur til Køln, hvor Bjarne som lille dreng var helt igennem ræd for at krydse grænsen, fordi moren var fast besluttet på at smugle kaffen med over. Hun fandt en metaldåse til mariekiks. Skubbede kiksene ud. Puttede kaffen i. Tre kiks på toppen, og så af sted. Men som de nærmere sig grænsen begyndte diverse skræmmebilleder at dannes i Bjarnes hoved.

”Da vi nåede Haderslev, begyndte jeg at forestille mig, at tolderne havde schæferhunde, der kunne lugte det, og hun ville få bøder og told og afgifter og blive afhørt, og jeg blev rigtig bange! Da vi nåede Åbenrå, var jeg sikker på, at min mor kom i fængsel!,”

spændingen stiger. Dramaet vokser, men de formår at komme sikkert over grænsen, og Bjarnes taletid rinder ud, og alt der er tilbage, er at bade sig i successen.

Succesen gentages

Bjarne er efterfølgende enormt glad og beæret over sejren, som han næsten ikke havde turdet håbe på. Selvom han ofte er blevet opfordret til at give historiefortælling et forsøg, er det kun et år siden han for alvor gik i gang med disciplinen, men det er afgjort ikke noget han er færdig med.

”Jeg kunne helt sikkert godt finde på at stille op igen,” siger Bjarne.

Og han er ikke ene om at have det sådan. Signe, der løb af med aftnens tredjeplads, fortryder ikke et sekund at have været med. For hende har det uanset placeringen været en vildt fed aften, og en succes hun gerne vil gentage.

”Jeg har altid været mikrofonliderlig, så det er mega fedt, at andre også synes, at jeg er god til at fortælle historier,” siger hun.

Hendes fortællinger handler om pinlige drukoplevelser og akavede møder med fyre, og selvom hun ikke har nogen beretninger i ærmet lige nu, er hun sikker på, at hun nok skal have materiale til næste år.

Hvis I vil høre mere til Bjarne, Signe og mange andre vidunderlige fortællere er Story Slam tilbage i 2017 på Teater Katapult, hvor alle har mulighed for enten at indtage scenen eller sæderne og få en forrygende sjov aften i selskab med humor, ironi og sande historier.

 

Læs mere på Teater Katapults hjemmeside

Facebook
Del på facebook

Clara Edgar

Kulturjournalist og skribent
Clara Edgar er i gang med at uddanne sig til journalist på Danmarks medie- og journalisthøjskole i Aarhus og har en stor kærlighed for det skrevne ord. Hun nyder at omgås mennesker og få indblik i deres liv, interesser og passioner, og er fascineret af hvordan kulturen kan bruges som middel til at udtrykke følelser, og påvirke sine tilskuere.
Se Claras artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind