Julie Nords atelier på Amager er fuld af minder, værker og inspirationskilder fra mange års kunstnerisk virke. Store barneøjne stirrer tomt ud af tegningerne, som hænger i bulldog-clips på væggene. Barnet har alle år været en gennemgående karakter i Julie Nords univers, hvor de små piger med de store øjne står i grænselandet mellem virkelighed og fantasi. Julie Nord er optaget af, hvor meget barndommen fylder i vores livshistorier.

“Det er sådan en co-driver, uanset hvor gamle vi bliver,” siger Julie Nord, som selv lige er fyldt 50 år. “De der få barndomsår fylder mindre og mindre i forhold til de år, jeg i øvrigt har levet, men de bliver ved med at fylde rigtig meget i forhold til, hvem jeg er, og hvordan jeg ser på verden,” forklarer hun.

Lille pige i en ny verden

I Julie Nords eget liv har nogle enkelte skelsættende barndomsoplevelser også en særlig plads i fortællingen. Hun begyndte for alvor at tegne, da hun som ni-årig flyttede fra København til Vestjylland.

“Jeg var enebarn og flytningen gjorde, at jeg var meget alene i starten. Så jeg tegnede. Der var ikke så meget andet at lave,” fortæller hun. Det var et stort kultur- skifte at flytte Fra København til Vestjylland sidst i 70’erne. “Det var som at komme fra en tidsalder til en anden,” forklarer hun. “Måske var jeg bare et meget tænksomt barn, men det blev i hvert fald aktiveret af den flytning.”

Oplevelserne gav hende både følelsen af at være anderledes, men betød også at hun blev meget registrerende.“Jeg brugte enormt meget energi på at forstå, hvad der var af do’s and don’t’s.” Hun blev opmærksom på, at der findes uskrevne regler, man må indordne sig under for at passe ind. “Det tror jeg er en side af mig selv, som blev skærpet i de år,” siger Julie Nord, som siden har skabt en hel karriere på at observere og karikere vores kulturelle normer og indforståethed i sine tegninger.

Kunst var Louisiana, blå keramik og klitmalerier

Julie Nord vidste tidligt, at hun gerne ville noget med sin tegning, men hun forbandt det ikke med kunst - kunst var noget helt andet. “Det var et årligt besøg på Louisiana, og det var sådan nogle kunstklubber i Vestjylland, hvor de lavede blå keramik og malede klitter.”

Men på Kunsthøjskolen i Holbæk fik hun som 20-årig en øjenåbner. “Vi blev præsenteret for så meget samtidskunst, som jeg ikke havde set før. Og jeg begyndte at se, at kunst også kunne være noget, der vedkom mig lige nu og her.”

MTV og My Little Pony

Julie Nord rejste en del i Afrika som ung, fordi hun var fascineret af traditionel kunst og rituelle genstande. Under rejserne blev hun meget opmærksom på sin egen kulturs formsprog. Hun fortæller, at hun voksede op med MTV og en hidtil uset billedstrøm og distribuering af populærkultur.

“Sådan en legetøjsafdeling fyldt med My Little Pony, som kunne blinke og lugte - det virkede pludselig helt absurd at komme hjem til,” forklarer hun. På højskolen blev hun introduceret for samtidskunstnere som Paul McCarthy, Mike Kelly og Jeff Koons, som blev en stor inspirationskilde for hende. “Det åbnede noget for mig at se, at kunst ikke behøvede at være et landskab, men at jeg kunne bruge populærkultur til at fortælle nogle historier igennem,” uddyber hun.

Langs væggene på kunstakademiet

Da Julie Nord blev optaget på maleri-linjen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1994, oplevede hun endnu engang at blive dømt udenfor. Det barnlige, pigede univers, som Julie Nord allerede på det tidspunkt var ved at arbejde sig ind i, blev ikke vel modtaget på akademiet.

“Der var på mange måder en meget maskulin kultur,” påpeger Julie Nord. Da hun begyndte at arbejde med lillepigefiguren, blev hun lynhurtigt spurgt, om det var et kønspolitisk projekt. “Men det havde jeg overhovedet ikke tænkt på. Det var bare en pige, ligesom jeg selv har været en pige engang,” forklarer hun. “Mine mandlige medstuderende lavede projekter med knallerter og pornoblade, og brugte på den måde deres egen ungdom, og de blev sgu aldrig spurgt, om det var et kønspolitisk projekt,” udbryder Julie Nord.

Det blev klart for hende, at det af en eller anden grund var tabu at lege med det pigede, men hun kunne ikke lade være, selvom det var upopulært. “Jeg fik konstant at vide, at jeg skulle have eliten med,” fortæller hun. “Der er ikke nogen manual for, hvordan man skal være kunstner. Men der er et miljø omkring det og i sådan et miljø, vil der altid være nogle fremherskende teorier og måder at gøre det på. Hvis man ikke passer ind i det, så føler man sig helt forkert,” siger Julie Nord. “Jeg tror, der er rigtig mange, der har gået langs væggene og følt sig helt forkerte på akademiet,” konstaterer hun.

Store armbevægelser er ikke altid lig med god kunst

Julie Nord tror ikke på ideen om, at tiden på akademiet nødvendigvis skal være en lidelseshistorie, for at man kan blive kunstner. “Jeg har selv en datter på 17, som har mange kreative talenter, og jeg tænker nogle gange; ‘Gud, hvor jeg håber, der bliver muget ud på de kreative uddannelser, hvis hun skal den vej’."

"Den der ‘What doesn’t break you, makes you stronger’, tror jeg ikke på, “ siger hun og fortsætter: “Hvem ved hvor mange fantastiske følsomme kunstnere, der er brudt sammen, som måske kunne have lavet kunst, vi kunne have brug for at se i dag.” Julie Nord påpeger, at det ikke altid nødvendigvis er dem med de største armbevægelser, der laver den bedste kunst, men at det klart er dem, der klarer sig bedst i kunstverdenen.

“Det er en afsindig kamp for mig, at turde stikke næsen frem. Jeg er i bund og grund meget introvert, og jeg kan godt tænke, at jeg kunne have stået et helt andet sted, hvis jeg ikke hele tiden havde brug for at krybe tilbage i min hule.”

Gå linen ud og vær for meget

Et af de sidste år på akademiet fik Julie Nord kunstneren Peter Land - der i dag er hendes gode ven - som gæstelærer. Hun forklarer, at han gav hende det bedste råd, hun nogensinde har fået. Peter Land mente ikke, at hun skulle prøve at undskylde det univers, hun havde opbygget. “I stedet for at gemme det væk, være alvorlig og voksen og ‘få eliten med’, sagde han, at jeg skulle gå den anden vej.” Han opfordrede hende til at gå linen ud og overdrive barnets univers. “I stedet for at hæmme mig selv, skulle jeg gøre det modsatte,” uddyber hun.

I slutningen af akademitiden fik Julie Nord et rejselegat og tog til et nordindisk kloster. Den eneste bog, hun havde med, var ‘Alice i eventyrland’ af Lewis Caroll. “Der var noget ved historien og mit møde med tibetansk filosofi, der gav mig sådan en virkelighedsopløsende oplevelse, som jeg tog med mig hjem. Og Alice-figuren kom med,” siger hun. Det første projekt, hun lavede efter akademiet, strakte sig over tre år og blev til en serie tegninger med navnet ‘From wonderland with love’. Projektet blev i 2003 til en udstilling på det daværende Aarhus Kunstmuseum.

Som forælder bliver man del af forbrydelsen

Den lille pige med de store øjne er blevet ét af de mest velkendte elementer i Julie Nords univers. I hendes værker repræsenterer barnet et grænseland mellem modpoler som fantasi og virkelighed, det uskyldige og det farlige. “Som barn er du en åben bog - også i forhold til skellet mellem virkelighed og fantasi,” påpeger Julie Nord.

Da Julie Nord for 17 år siden selv blev mor, blev de normer og forventninger, barndommen er omgærdet af, meget synlige for hende. “Man oplever folks facebookopslag med lykkelige skånske sommerferier, men man ved godt, at de har det helt anderledes derhjemme. Man ser den der iscenesættelse af barndom, og som forælder bliver man hurtigt selv en del af forbrydelsen,” siger Julie Nord. “Og du skal jo påtage dig den,” fortsætter hun, ”for barnet skal jo ikke gå over for rødt lys, og de skal lære at spise med kniv og gaffel, og man er også bange for, at de skiller sig for meget ud - man skal jo ikke have sådan et kunstnerbarn, der bliver drillet.”

Hun oplever, at man som forælder hele tiden skal tage stilling til de normer, som virkeligheden vil have, man giver sit barn. Derfor har hun i sin kunst også arbejdet med surrealistiske variationer over klassiske opstillede familiebilleder og børneportrætter, blandt andet i udstillingen ‘Just like home’ på Kunsten i Aalborg og Kunstforeningen Gl. Strand i København i 2014.

Under gulvbrædderne

“Pigen, eller barnet i en eller anden form, bliver ved med at opstå, selvom jeg måske nogle gange synes, hun ikke skulle.“ Julie Nord forklarer, at hun en overgang har været træt af, at lillepigen-figuren var det eneste folk ville tale om. “Folk så kun pigeværelset, men det, jeg var interesseret i, var det, der var under gulvbrædderne,” forklarer Julie Nord. “Men jeg synes vitterligt, at barndomsfiguren er interessant, og pigen er jo en slags nøgle i mit værk.” Pigen står også for noget, Julie Nord prøver at bevare i sig selv, når hun arbejder - en barnlig åbenhed overfor hvordan virkelighed og fantasi støder sammen.

Julie Nord er de seneste år blevet optaget af en mere spontan måde at arbejde på, hvor fortællingen er mindre tydelig. “Det bliver mere og mere opløst, mere mystisk og sværere at forstå, også for mig selv,” siger hun og fortsætter: “Det kan godt være, at pigen stadig er med, men hun er ikke hovedperson mere.” Men den fantasi og tvetydighed, som barnefiguren står for, vil altid være vigtig for Julie Nord at holde fast i. “Det handler også bare om at være god til at finde på. Også selvom jeg er blevet halvtreds.”

Fakta

Julie Nord er uddannet ved Det Kongelig Danske Kunstakademi i København, 1994-2001. Hun har haft adskillige museumsudstillinger i ind- og udland på blandt andet ARoS, Kunsten, Trapholt og Tuku Art Museum i Finland.

Julie Nord har udført flere udsmykninger, blandt på Marselisborg Gymnasium i Aarhus og på Eriksminde Efterskole, som hendes seneste projekt.