Vilhelmsborg festspil megaboard
Topbanner Gruppe 38
Allan Gravgaard Madsen: Om en plastikguitar, forræderiske fingre og musik fra hjertet

Allan Gravgaard Madsen som performer, komponist og menneske

Musik Portræt Skrevet af: Mette Wallin Andersen 2017-06-15
Del på facebook
Facebook

Allan Gravgaard Madsen som performer, komponist og menneske

Allan Gravgaard Madsen er nyuddannet komponist fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium. Han arbejder med ny kompositionsmusik og rummer mange facetter - både professionelt og personligt.

Da Allan Gravgaard Madsen var tre år gammel fik han en lille plastikguitar i julegave. Han kan ikke selv huske det, men ifølge Allan Gravgaard Madsens familie pakkede han ikke flere julegaver op den juleaften. Derefter underholdt tre-årige Allan Gravgaard Madsen enhver gæst i forældrenes hus med guitar og Kim Larsen sange iført hat og solbriller. Performeren Allan Gravgaard Madsen var født. Men Allan Gravgaard Madsen er meget mere end en performer. Han er også et oversansende menneske og en perfektionistisk komponist.

Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Allan Gravgaard Madsen er nyuddannet komponist fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium.
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
For Allan Gravgaard Madsen er alt musik. Når han ser på et bord, så forestiller han sig de lyde der var, da bordet blev til på fabrikken. Er der et mærke i bordpladen, så forestiller han sig hvordan det lød, da det mærke blev præget ind i pladen.

Når verden vælter ind af alle sanser

Allan Gravgaard Madsen oplever verden på en anden måde end de fleste. Han beskriver selv, at han ikke kan sortere sanseindtryk og har svært ved at fokusere på én ting, hvis der sker flere ting samtidigt. For Allan Gravgaard Madsen kan verden virke decideret overvældende, og han har derfor i høj grad brugt musik til selvterapi.

“De stykker, jeg har skrevet, har indtil for ganske nyligt, været centreret omkring et minimalt materiale. Jeg har zoomet ind og ikke været super sensitiv overfor indtryk, som jeg ellers er som person,” fortæller Allan Gravgaard Madsen.

Værket Air er et eksempel på et sådant værk, der zoomer ind og fokuserer. Air er i fire satser med tonen d, der undervejs skifter klang og udtryk. Air starter ud med takter, der er nemme at gå til for musikerne, men undervejs skifter værket karakter og bliver vanskeligt og krævende. De udfordrende elementer i Air, der sender musikerne på overarbejde, udtrykker en desperat lyst til at undslippe. Lysten til at undslippe kommer fra Allan Gravgaard Madsen selv, fordi han simpelthen ikke kan lade være med at opleve og derfor har svært ved at fokusere på en ting af gangen.

Du kan høre Air her

“Det har været en fangende nødvendighed for mig at skrive den der meget stillestående musik. Jeg havde ikke overlevet uden at skrive den, fordi det er så intenst for mig at være i den her verden,” fortæller Allan Gravgaard Madsen.

Allan Gravgaard Madsens kompositioner har stået som kontraster til måden han, som person, oplever verden. På den måde har komponisten Allan Gravgaard Madsen og personen Allan Gravgaard Madsen i høj grad været forskellige og adskilte. Ihvertfald indtil for ganske nylig.

Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Allan Gravgaard Madsen har brugt sit virke som komponist til at overleve i den verden, der for ham er så intens at være i.
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Personen Allan Gravgaard Madsen og komponisten Allan Gravgaard Madsen har indtil for nylig været to adskilte størrelser.

Musik fra hjernen møder musik fra hjertet

Da Allan Gravgaard Madsen gik på det musikalske grundkursus (MGK) var det en del af undervisningen at spille foran andre, men sådan noget går ikke altid helt som planlagt. “Det jeg konstaterede var, at man godt kunne lave aftaler med sine fingre i øvelokalet. Men når man så skulle spille foran andre, kunne fingrene ikke huske aftalerne. Det var en genkendelig følelse af, ikke at kunne stole på sin egen krop,” fortæller Allan Gravgaard Madsen. Allan Gravgaard Madsens krop ville ikke underkaste sig hans ønske om kontrol og fokus. Derfor besluttede han, mens han gik på det musikalske grundkursus, at han fremover ikke selv ville være til stede i sine værker.

Allan Gravgaard Madsens præcise og fokuserede musik har været selvterapi med udgangspunkt i tanker og overvejelser. Med andre ord har han skabt musik fra hjernen. Men et møde med en anderledes tilgang til at skabe musik, gav Allan Gravgaard Madsen mulighed for at opdage nye potentialer hos sig selv. Mødet skete ved skabelsen af værket BEINTA.

BEINTA er skrevet i samarbejde mellem Allan Gravgaard Madsen og den færøske komponist og performer Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð, som har beskæftiget sig med elektronisk musik og alternativ pop. Hun og Allan Gravgaard Madsen mødtes med to vidt forskellige måder at forstå og forfatte musik på.

“Anna Katrin har en helt særlig emotionel forbindelse med musik. Hun mærker det i maven. Hun kommer fra en musik, som kommer fra hjertet. Jeg kommer fra en musik, som kommer fra hjernen. Der er ikke noget der er rigtigt og forkert. Jeg elsker begge dele, men jeg tror, jeg har et uudnyttet potentiale i det, der kommer fra hjertet,” siger Allan Gravgaard Madsen. Det potentiale har Allan Gravgaard Madsen taget fat i siden BEINTA - blandt andet i sin debut fra musikkonservatoriet.

Du kan høre en teaser til BEINTA her.

En personlig debut

I maj dimitterede Allan Gravgaard Madsen fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse. Normalt er sådan en debut en debutkoncert, hvor dimittenden træder frem som professionel musiker eller komponist. Men det gav ikke mening for Allan Gravgaard Madsen, som allerede havde lavet musik til kendte ensembler og dermed havde etableret sig professionelt. Eftersom ordet debut indebærer, at gøre noget for første gang måtte Allan Gravgaard Madsen gå utraditionelt til værks.

“Jeg havde allerede en professionel karriere som komponist. Derfor tænkte jeg over, hvad jeg kunne gøre for at sætte debuten på spidsen. Det var, at blande de to: personen Allan og komponisten Allan, som har den samme rod, men to forskellige grene. Det forsøgte jeg at gøre med min debut,” fortæller Allan Gravgaard Madsen.

Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Allan Gravgaard Madsen havde allerede før sin debut etableret sig som professionel komponist. Derfor besluttede han sig for en utraditionel, men ikke desto mindre ægte debut.
Foto: Mariana Gil
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Se store billeder her →
Allan Gravgaard Madsens debut bød på personlige fortællinger. Blandt andet blev værket Crystal Tapestry kædet sammen med historien om Allan Gravgaard Madsens første store kærlighed.

Til Allan Gravgaard Madsens debut brød han den aftale han havde lavet med sig selv efter oplevelsen med de forræderiske fingre. Han var selv tilstede i sit værk. Allan Gravgaard Madsen gav plads til sig selv som person, og som det sansende, historiefortællende og humoristiske menneske, han også er. Dermed åbnede han også op for den emotionelle forbindelse til musik, som han mødte hos Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð.

Allan Gravgaard Madsens formidlede følsomme emner og historier til sin debut. Forestillingens længde var eksempelvis defineret af en gennemgående videooptagelse af, at Allan Gravgaard Madsen får klippet sit hår. “Min mor døde for to år siden. Hun var frisør og hun klippede altid mit hår. Det man ser på videoen er den første gang, hvor jeg bliver klippet af en anden end min mor,” fortæller Allan Gravgaard Madsen. Sorgen og savnet efter moderens død var et gennemgående tema i Allan Gravggaard Madsens debut, der blandt andet også rummede både pinlige og traumatiserende oplevelser fra folkeskolen. Allan Gravgaard Madsen lod publikum komme tæt på.

Der var også musik til debuten. Allan Gravgaard Madsens musik. Bare formidlet på en helt anderledes - og måske lidt dekadent måde. For selvom de personlige fortællinger fik så meget plads, havde Allan Gravgaard Madsen stadig verdensberømte musikere med sig på scenen: Mathias Kjøller fra Aarhus Symfoniorkester og JACK Quartet fra New York. Allan Gravgaard Madsen fortæller, at nogen har undret sig over, at han kunne lade så dygtige musikere være stille på scenen så længe af gangen.

“De musikere, jeg havde på scenen kan spille alt. Og så sidder de der og spiller kun halvdelen af tiden. Resten var mig der sad og talte,” fortæller Allan Gravgaard Madsen, der understreger, at det ikke kunne være anderledes.

Allan Gravgaard Madsens debut var utraditionel, men ikke desto mindre en ægte debut. En debut der bød på forskellige virkemidler og genremæssige greb, der rummede både personen og komponisten Allan Gravgaard Madsen.

FAKTA:

Allan Gravgaard Madsen er komponist og har netop haft sin debut fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium. Du kan læse mere om ham her.

Allan Gravgaard Madsen og Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð var nomineret til Carl Prisen Årets klassiske komponist 2017 for BEINTA og værket modtog Statens Kunstfonds Præmiering 2016.

Gå på opdagelse i Allan Gravgaard Madsens musik her.

Del på facebook
Facebook
Vilhelmsborg festspil megaboard
vilhelmsborg festival topbanner
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: