Kristoffer Ørum og en kunstig intelligens skriver danmarkshistorien med billeder
intelligens og er i gang med at omskrive historien om velfærdsstaten
Kristoffer Ørum er i gang med at omskrive danmarkshistorien på sin Instagramprofil med farverige billeder fra en nær svunden fortid, som aldrig helt har været der. I sit nyeste kunstprojekt ‘Frihed, lighed og hip hop’ bruger han et software-program med en avanceret algoritme, som kan generere billeder, når man fodrer den med tekst. Han vil virkelig gerne undgå at kalde det kunstig intelligens, selvom det er blevet den gængse betegnelse for den slags teknologi. Han synes nemlig ikke, at det har noget med intelligens at gøre, for programmet kan jo ikke sanse verden.
Et univers, der er bygget op af arbejderbevægelsen og hip hop
Hver dag sidder Kristoffer Ørum i sit kælderlokale i indre by i København og fodrer algoritmen Stable Diffusion med tekstbeskrivelser, som får den til at spytte billeder ud. Det er billeder, der viser danmarkshistorien, som den kunne have taget sig ud, hvis Anker Jørgensen havde kunnet scratche på pladespillere, hvis Uffe Ellemann havde danset breakdance på Den Røde Plads, og hvis graffitikulturen var blevet en udbredt statsanerkendt samfundsæstetik.Kristoffer Ørums projekt har efterhånden vokset sig til et helt univers, hvor hver en krog af Danmark er præget af en utopisk gør-det-selv-kultur, hvor man går i farverigt hjemmesyet kluns, hvor pladespillere er det hotteste Hi-Fi udstyr, og hvor der er fællesskab og sammenhold. Han skriver også tekster, der ledsager billederne på Instagram, hvor han fortæller den forunderlige utopiske historie om, hvordan hip hop musik og hip hop kultur kom til at danne grundlag for et velfærdssamfund med glade mennesker og plads til det gode liv.
Kristoffer Ørum voksede op i Farum i 1970’erne og 80’erne. Hans vej til skole gik gennem den nybyggede forstad med ende-løs betonbyggeri og ens grå facader.
“Farum var sådan en soveby. Det er en af den slags forstæder uden for København, som blev bygget til at være enormt sikre og hyggelige, men som virkelig hverken var enormt sikker eller hyggelig,” fortæller han, mens han husker tilbage på en barndom, hvor han var bange for, at atomreaktoren i Barsebäck på den anden side af sundet skulle springe i luften, der var vold og utryghed i hans nærmiljø og stoffer på legepladsen.
“Min hverdag var præget af den der enshed og et kontrolleret byrum, som var enormt trist,” fortæller han.
På et tidspunkt opdagede han så hip hop kulturen, og det blev hans vej til en tro på en mere farverig verden, hvor man faktisk selv kunne gøre en hel del ved tingenes tilstand.
“Jeg er begyndt at kigge tilbage og kan se, at gud ja, der er et mønster i det, der interesserer mig og i, at jeg hele tiden gerne vil bevæge mig i det subkulturelle. Jeg har ligesom nogle værdier, som jeg synes er helt fundamentale, men som jeg har fundet ud af ikke er helt selvindlysende for andre,” fortæller han.
De værdier han er rundet af kom dels fra den socialdemokratiske drøm om velfærdssamfundet og arbejderbevægelsens betydning for frihed og lighed i samfundet, og dels fra hans ungdomstid i den spirende danske hip hop kultur i slutfirserne og start halvfemserne.
“Den slags hip hop, jeg kommer fra, var meget sådan noget med at stå ude i forstæderne og male sine egne adidas sko, fordi man ikke kunne få fat i de rigtige.”
Det hellige hjemland for hip hop’en, USA, var ikke noget han rigtig kendte til, da han var ung. Det blev til sådan et fantasisted for ham, mens de drenge, han delte sin interesse med, måske havde et eller to kassettebånd med hip hop musik, som gik på omgang i Farum.
Hvis jeg ikke må danse, så vil jeg ikke være en del af din revolution
Når Kristoffer Ørum ser sig omkring i samfundet i dag, synes han, at tiden er præget af store lurende katastrofer og en opgivende pessimisme.
“Der er enormt meget fokus på undergangen og ikke så meget på, hvad man kunne gøre,” siger han.
Men han mener, at vi bliver nødt til at finde muligheder for at nyde livet nu og her, mens vi gør verden bedre.
“Jeg er ikke sådan én, der venter på verdensrevolutionen. Vi kunne jo godt sætte os ned og ligesom bare sige, når verden bliver bedre, så gør vi noget.” siger han.
Den eneste revolution, han tror på, er en legende revolution, hvor vi hver især bruger vores kreativitet til at gøre verden til et mere solidarisk og nydelsesfuldt sted allerede i dag. Vi kan stadig finde handlerum og frihed, huske at nyde hverdagen og være gode kollegaer. Han kommer i tanke om et citat, som han ikke lige kan huske, hvor kommer fra, men som han tror på:
“Hvis jeg ikke må danse, så vil jeg ikke være en del af din revolution.”
Derfor bruger han også det, han har for hånden til at lave den samfundskritik, som hans utopiske kunstprojekt også er.
Han kigger op fra skærmen med dagens bunker af billeder. Hver gang han fodrer algoritmen med tekst, får han den nemlig til at spytte 100, 550 eller 1000 billeder ud, mens han løbende præciserer det, han leder efter. På et tidspunkt ville han have et billede af et supermarked. Så fik han billeder af et orange-brunt supermarked helt blottet for produktnavne og reklamer.
“Det var meget mere fantastisk end noget, jeg selv havde kunnet forestille mig, og så kunne jeg arbejde videre ad den vej,” fortæller han.
På den måde bruger han den avancerede algoritme som et værktøj, der hjælper ham med at tænke nyt.
“Jeg er så frustreret, når jeg ikke selv kan tænke anderledes. Derfor er det meget dejligt for mig, at de billeder, jeg generer ved hjælp af det her, løsriver mig fra mit tankemønster,” fortæller han.
“Visuelt får jeg nye ideer, og så bliver jeg også klogere, fordi jeg så bliver nødt til at researche. Jeg kommer til at tænke, hvordan var det nu med Anker Jørgensen, var han nogensinde i USA? Ja, det var han faktisk. Og Gud, der var et plot med, at udenrigsministeren og en amerikansk ambassadør prøvede på at vælte ham, mens han var væk. Så laver jeg min historie omkring det,” fortæller han.
På den måde fletter han virkeligheden sammen med algoritmens billeder og hans egen billedtekst.
Der er ikke mange af billederne af Anker Jørgensen eller de andre danske politikere i projektet, der ligner 100%. For algoritmen, han bruger, kender ikke de danske politikere så godt. Den gør det bedre med de amerikanske politikere; dem kender den.
Algoritmen falder ind under den teknologi, som mange vil kalde kunstig intelligens. Kristoffer Ørum er ikke så bange for teknologierne, når bare vi hele tiden har mennesker med inde i billedet til at styre det. Han bruger kun open source teknologi og synes, at det er paradoksalt, at dem, der nu råber vagt i gevær i forhold til teknologierne, er dem, der har tjent styrtende med penge på de første avancerede algoritmer. Det er dem, der i dag har gjort os afhængige af de sociale medier.
En bivirkning for Kristoffer Ørum selv, ved hans nye kunstprojekt på Instagram er, at han har virkelig svært ved at lægge sin telefon væk. Han kan virkelig mærke, hvordan kommentarsporet under billederne på hans Instagramprofil trækker i ham konstant.
Fakta:
Se selv Kristoffer Ørums Danmarkshistorie på: www.instagram.com/kristofferorum
Kristoffer Ørum udstiller Frihed, Lighed og Hiphop, 17. nov - 10. dec, på Udstillingsstedet Sydhavn Station, Ernst Kapersvej 1, 2450 Kbh SV.
