Netop nu kan man opleve den hemmelighedsfulde Sisters Academy – the boarding school på Den Frie Udstillingsbygning. Det eneste det kræver af dig, er at du lader dig indskrive i mindst 24 timer

Jeg skal lige til at vende om, da jeg hører lyden igen. Det er lyden af endnu et stenæg, der triller ud under hoveddøren på Den Frie Udstillingsbygning. Døren knirker og en udstrakt arm kommer til syne. Jeg lægger æggene i hånden og smyger mig med ind i entreen mellem den yderste og inderste dør.

Overfor mig står en kvinde i hvid skjorte og lang sort nederdel. Hun lægger ansigtet mod en sprække i døren, mens hun signalerer, at jeg skal gøre det samme. Sådan står vi i flere minutter og kigger ud på bilerne, fodgængerne og cyklisterne i det travle lyskryds ved Østerport Station. Jeg spekulerer på, om nogen mon bemærkede det lille optrin, som for lidt siden udspillede sig på dørtrinnet.

Forberedelserne

“Vi er glade for at kunne meddele dig, at du er blevet godkendt som elev på Sisters Academy – the boarding school,” står der i brevet, som jeg modtager et par dage forud for opholdet.

“I løbet af dit ophold på Sisters Academy er det muligt, at du vil have sanselige møder med spædbørn, skabninger, smuds og strobelys. Du vil befinde dig i et højest fordybende rum af lyd og lys og vil ikke kunne forlade fakulteterne i løbet af dit ophold på akademiet,” står der endvidere.

I brevet har de desuden angivet en minutiøs pakkeliste. Sporene efter den kapitaliske æstetik skal slettes, så jeg fylder tandpasta og sæbe på små beholdere, inden jeg putter dem i toilettasken. Derudover pakker jeg en hvid tandbørste, en sort nederdel, hudfarvede strømpebukser og hvidt sengetøj.

“Vær venlig at pakke dine ejendele i en gammel kuffert,” står der nederst i brevet, som jeg underskriver og stikker i lommen.

Ankomsten

“Luk øjnene,” hvisker hun, da vi har stået og kigget ud gennem sprækken et par minutter. Hun fører mig videre ind i bygningen, og det første jeg bider mærke i er en svag lugt af røgelse.

Den Frie Udstillingsbygning er totalt forandret. Væggene er blevet malet i en dyb mørkeblå farve, og gulvet er blevet beklædt med et smukt mønstret gulvtæppe i sort og guld. I hjørnet står en gammel vintage-radio ved siden af to gamle barnevogne og sender knitrende musik ud i det dunkle rum. Alle lyde er afdæmpede, og stemningen smitter af på bevægelserne i rummet.

“Jeg kan se, at du har glemt at udfylde tidspunktet for din ankomst og afgang,” hvisker receptionisten og peger på to tomme felter på min kontrakt.

“Så hvis du vil se tidspunktet for din afrejse, skal du istedet kigge på dit id-kort,” forklarer hun og skubber mit id-kort hen over skranken. Jeg nikker automatisk, mens jeg leder efter klokkeslættet på de stiplede linjer, indtil det går op for mig, at det slet ikke er tal, men symboler, jeg kigger på.

På Sisters Academy opererer man med en helt anden tidslighed. Man befinder sig i en tilstand, hvor selvets sanselige tidslighed vækkes til live, og hvor hverdagen kontrolleres langt mindre af urets mekaniske rundgang.

For eksempel kan man læse i skolens reglement, at morgenmaden serveres klokken “Water,” at aftenmødet starter en halv over “Infinity Stone” og aftenundervisningen en halv timer over “Infinity Air”.

Projektet

På Sisters Academy er æstetik og poesi ikke bare begreber, der svæver tilfældigt rundt et sted mellem det bevidste og det underbevidste sind. Derimod betragtes det æstetiske som et helt afgørende og grundlæggende vilkår i hverdagen.

Sisters Academy beskriver den sanselige skole som en potentiel ny verden. Det er et forsøg på at manifestere en fremtid, hvor kunst og poesi udgør de styrende økonomier i samfundet, og hvor mennesket anskuer sig selv og verden ud fra en nyfunden sanselighed.

Det er denne vision om en ny samfundsorden, som man får en smagsprøve på, når man indskriver sig på Sisters Academy – the boarding school. Projektet er på én gang performancekunst, aktivisme og forskning.

Det poetiske selv

Det går op for mig, at jeg må gå i skole, hvis jeg skal blive lige så god til at navigere i sanselighed og æstetik, som jeg er til at læse og regne. På Sisters Academy vurderer The Octopus på skift vores sindstilstand og behov, inden hun beslutter sig for, hvilke lektioner vi skal sendes ud til.

Jeg sendes over til The Mechanic, som holder til i et dunkelt men hyggeligt værksted. Der er finurlige tegninger væggene, og på skrivebordet ligger et virvar af instrumenter og dimser. Fra loftet hænger store kegleformede vægtlodder i lange strenge, og i midten af rummet står en firkantet boks med jernbeslag.

Sammen med de andre elever tager jeg plads på gulvet rundt om boksen. The Mechanic kan ikke tale. Han bærer mundkurv, sorte flyverbriller og et langt sort forklæde. På toppen af kassen skriver han: “Det er vigtigt, hvilke linser du ser verden igennem.” Vi nikker. Han hopper om på siden og skriver: “Kolliderende figurer skaber nye udtryk og former. Det er det poetiske blik, der aktiveres.”

Jeg tager en maske på, som dækker det ene øje og med et kalejdoskop for det andet føres jeg rundt på skolen af en medstuderende. Mit poetiske blik undersøger skolen gennem forskellige kalejdoskoper, glaskugler og forstørrelsesglas. Nogle gange i kombination. Andre gange enkeltvist. Sådan bliver min første rundvisning og undervisning på skolen. Et væld af mønstre, former og farver.

Læringsprocessen finder dog ikke kun sted i klasselokalerne. Det er en løbende proces, hvor det poetiske selv konstant bliver stimuleret og udfordret. På vej til undervisning kan man risikere at falde over en malplaceret genstand på gulvet, som pludselig vækker ens opmærksomhed, eller man kan være ved at finde tandbørsten frem fra kufferten, da man pludselig bliver opslugt af et næsten uhørligt digt i radioen.

Natten

Da vi tager plads i spisesalen, spørger underviseren eleven på den anden side af bordet, om han har fundet et navn til sit poetiske selv.

“Ikke endnu,” svarer han.

Underviseren kigger ned i bordpladen, som reflekterer hans ansigt i spejlet.

“Kan du ikke præsentere mig for ham?” spørger hun og peger på hans spejlbillede i bordpladen. Han smiler og ryster på hovedet.

“Jeg føler ikke, jeg er i kontakt med ham endnu,” svarer han, mens han slikker fingrene rene for bulgur. Da vi er færdige med at aftensmåltidet, som blev indtaget med fingrene, begiver vi os hen til aftenmødet i “The Great Hall” og senere op på sovesalene.

Sovesalene er i deres smukke enkelthed i sig selv en form for installationskunst. I midten af de to rum står køjesenge i træ på snorlige rækker, og ned fra loftet hænger nøgne dråbeformede glødepærer.

Fra et hjørne udsender en gammel radio skiftevis gamle surfernumre, forskellige gamle ballader og lavdæmpede meditative lyduniverser. Indimellem afbrydes musikken af en klar stemme med forskelligartede budskaber: “Du lytter til Sisters Academy Radio. Hvordan har du det lige nu? Overvej dit forhold til tid,” lyder det fra tid til anden.

Klokken ”infinity infinity” slukkes lyset. Jeg går i seng lidt før de andre, men vågner overraskende nok ikke igen i løbet af aftenen. Roen har ramt mig som en sten på Sisters Academy.

Jeg vågner først, da klokken slår “Earth”. The Seer bevæger sig langsomt rundt om sengene i sovesalen med sin messende stemme og slår meditativt på en lang cylinder: “Du befinder dig på Sisters Academy. Morgenmaden vil blive serveret om “Air Stone” minutter,” meddeler han.

Ormen

Da jeg er færdig med eneundervisning i mørket hos The Well, skal jeg pakke mine ting og aflægge et sidste visit hos The Protector of the Archives. Jeg skal overlevere min notesbog til arkiverne, så den kan indgå i forskningsprojektet i fremtiden.

Arkivet viser sig at være et hyggeligt lille kammer, fyldt med hylder fra gulv. Den ene væg er tapetseret i farvestrålende guld og sort, og i midten af rummet står et lille blankpoleret bord.

Vi tager plads ved bordet, og The Protector of the Archives spørger mig, om jeg har fundet et navn til mit poetiske selv. Jeg fortæller hende, at jeg kalder mit poetiske selv The Worm.

“Det er måske ikke verdens smukkeste dyr,” indrømmer jeg, og føler mig lidt flov over, at jeg har opkaldt mig selv efter en orm.

“Hvorfor er det ikke et smukt dyr?” spørger hun, og begynder at lede efter noget på hylden bag sig.

“Jeg har nok bare ikke vænnet mig til at tænke på det som et smukt dyr endnu,” svarer jeg og forklarer hende, at jeg på anden side er blevet bevidst om, at det er et meget poetisk dyr for mig.

The Protecter of the Archives finder det, hun leder efter og vender sig om med et stort krystalfad i hænderne.

“Apropos insekter. Har du lyst til en græshoppe?” spørger hun smilende, og rækker mig fadet med græshopper.

Kort tid efter er jeg tilbage i lyskrydset ved Østerport Station. Inden jeg ankom til kostskolen, var jeg sikker på, at jeg max ville kunne klare 24 timer derinde. Nu, et døgn senere, kunne jeg sagtens klare 24 timer mere.

Alligevel er jeg på vej hjemad. Dog krydser jeg ikke fodgængerovergangen for at tage S-toget. Jeg har valgt at gå, fordi jeg håber, at gåturen måske vil forlænge øjeblikket, inden den travle hverdag, hvor det ikke længere er æstetikken der bestemmer, sætter ind igen.

Fra notesbogen:

ormen har ingen øjne

ingen lyd

ingen lugt

den kender ingen forskel

på nat eller dag

den kender ingen forskel

på op eller ned

men den kender sit element

den kender sit univers

jeg er ormen

Fakta:

Sisters Academy – The boarding school er en totalinstallation, som i disse dage kan opleves på Den Frie Udstillingsbygning frem til 18. oktober 2017. I løbet af perioden vil kostskolens personale på mere end 20 performere undersøge muligheden for et potentielt sanseligt samfund og eleverne vil i den forbindelse mere med til at undersøge og udforske deres poetiske selv. For at få adgang til udstillingen kræver det, at man indvilger i at lade sig indskrive på skolen som elev i mindst 24 timer ad gangen og altså overnatter på skolens sovesal minimum en gang. Ønsker man at lade sig indskrive, kræves det, at man forkøber sin billet på billetto.dk.