Vi kender Thomas Bo Larsen som en dygtig skuespiller med en vild energi. Han har medvirket i et utal af danske film og serier, blandt andet Festen, Blinkende Lygter, Bedrag og Jagten. Han har vundet flere Robert-
priser for sit skuespil, og han har stået på scenen i Hollywood, da han sammen med resten af holdet bag storfilmen DRUK vandt prisen for bedste udenlandske film.

I 35 år brugte han dog også rigtig meget tid i beton-ghettoen Værebroparken. Her var han sammen med sine bedste venner, The Lost Boys, som alle havde et misbrug som deres fælles farlige ven. De følte sig uovervindelige. De kunne alt. De hægtede
sig på bagenden af kørende S-tog, de bankede andre unge, scorede damer og glemte deres problemer derhjemme.

Men for ti år siden ramte han bunden. Han var blevet slave af sit misbrug af alkohol, kokain og sovepiller. Det isolerede ham og tog hans venner og familie fra ham. Ti ud af elleve af vennerne fra Værebroparken døde af misbrug. Samtidigt sagde hans egen krop fra, og folk omkring ham begyndte at sige til ham, at han skulle stoppe.
”Jeg kiggede ned i afgrunden. Jeg blev nødt til at knække nakken på den her farlige ven, som jeg og mine venner havde haft i mange år. Der måtte være en anden måde at leve på,” fortæller Thomas Bo Larsen.

I dag har han været ædru i 10 år. Han har set sine dæmoner og frygten i øjnene. Og han gemmer sig ikke længere bag et slør af alkohol og stoffer. I bogen ‘Fri Mand’, som udkom den 31. oktober, fortæller han for første gang hele historien om sit misbrug. Bogen er et minde om hans Lost Boys, som ikke er her mere, og som aldrig nåede at finde ud af, hvor skønt livet kan være uden alkohol og stoffer. Han håber at kunne inspirere andre til at kæmpe imod misbruget og gøre det, de er bange for. Så forsvinder frygten nemlig, og man får friheden og livet tilbage.

Liv-og-død-fællesskab i beton ghettoen

Thomas Bo voksede op i et rækkehus i Gladsaxe med sine forældre, sin storesøster og sin lillebror. Udefra lignede det en rigtig kernefamilie. Men forældrene drak for meget, og der var ofte store skænderier, hvor der blev råbt og kastet med tallerke-
ner. Når han ikke gad være derhjemme, var han sammen med sine gode venner fra området.
”Der var ikke andet end stoffer og alkohol i det miljø, jeg voksede op i. De fleste af vores forældre drak. Og der var ikke nogen, der nogensinde havde fortalt os, at hvis du drikker for meget, så kan du sgu dø af det,” siger han.

Vennerne blev Thomas Bos nye familie. Drengene kom alle fra mere eller mindre dysfunktionelle familier, og det gjorde det enormt vigtigt for dem at have hinanden.
”Det var et liv-eller-død-fællesskab. Røg man ud af det, så havde man ikke noget. Så var man fuldstændigt alene,” siger han.
Gruppen lavede forskellige ‘jungle-regler’, som de alle skulle blive ved med at overholde for at være en del af fællesskabet. De måtte for eksempel ikke gå efter hinandens damer. De måtte ikke stikke hinanden. Og de måtte ikke bagtale hinanden.
”Det er grundregler og principper, jeg stadigvæk godt kan se værdi i. Jeg bagtaler for eksempel aldrig. Jeg synes det er en fej måde at kommentere et andet menneske på, og jeg hader, når jeg oplever andre mennesker gøre det. Så kan jeg finde på at gå hen og spørge dem, hvorfor de ikke bare siger det direkte til den person, de taler om,” siger han.

I fællesskabet søgte drengene ofte et kick af adrenalin. De kørte nogle gange bagpå S-toget mod Farum. Så hoppede de op på de store metalskiver, som bruges til at koble vognene sammen og holdt fast i en jernstang, som sad under vinduerne.
”Det var jo sindssygt farligt, og jeg var vildt bange. Men det gav et fedt adrena-
linsus. I virkeligheden prøvede vi jo, fra vi var helt små at fjerne os fra os selv. Det med at gøre noget, der er farligt, kunne give en fornemmelse af ikke at skulle være så meget i sig selv. Det er jo også en afhængig-
hed, ligesom med stoffer og alkohol. Det vidste vi bare ikke dengang,” siger han.

Da de blev lidt ældre, var drengene påvirket af alkohol næsten hele tiden. I dag er 10 ud af 11 af vennerne døde af et misbrug. Med bogen mindes Thomas Bo de venner, som desværre aldrig nåede at komme ud af afhængigheden.
”Vi var jo en familie ude i beton-
ghettoen, hvor jeg voksede op. Jeg ville ønske, at de andre også var her i dag, og at de nåede at smage på et liv uden misbrug”

Fra amatørteater til professionel skuespilkarriere

Som 12-årig begyndte Thomas Bo at gå til teater på Bagsværd Amatørteater. Han har ofte tænkt, at amatørteatret måske har været hans redning.

”Jeg var ordblind og gik meget tidligt ud af skolen. Der var bare en masse ting, jeg følte, at jeg ikke var god til. Så ramte jeg lige pludselig ned i det her teater, og jeg fandt noget, jeg faktisk kunne finde ud af. Jeg fik ros for første gang i mit liv. Det var helt vildt. Og det bed sig fast,” siger han.

Thomas Bo Larsen har altid haft en livlig fantasi. Og når der var skrig og skrål hjemme i rækkehuset, gemte han sig i et hjørne bag sofaen og kunne sidde i timevis og lege med gummifigurer. I teatret kunne han for alvor slippe fantasien løs og udnytte den vildskab, som der findes inden i ham.

“Mine venner syntes, det var mærkeligt, at jeg gik til teater. Så fortalte jeg dem, at der kom en masse piger. I Væverparken var vi jo elleve drenge, og så to piger, som blev sat helt op over skyerne, fordi vi alle sammen kæmpede om dem. Men i teatret, var der måske 90 % piger. Så kunne de pludseligt godt forstå, at jeg gik der,” fortæller han og griner.
Amatørteatret tændte op for Thomas Bos interesse for skuespilfaget, som senere skulle blive til en storslået karriere. I dag er han 59 år gammel og er kendt fra en lang række store danske film og serier. Han har vundet flere forskellige Robert-priser for sit skuespil, og har været med i oscar nominerede- og vindende film. Sådan en karriere havde han som barn aldrig nogensinde drømt om eller forestillet sig, at det var muligt at få.

En arbejdsdreng med frihedstrang

Efter 7. klasse stoppede Thomas Bo i folkeskolen og begyndte at arbejde hos en bager. Så kørte han til Lyngby på sin Puch Monza og mødte ind hos bageren klokken fire om morgenen. Ofte var han påvirket af hash og fik skældud, fordi han ikke kunne huske noget af dét, som bagermesteren fortalte ham. Senere gik han i lære hos et lille glarmester-
firma, og i 1984 fik han sit svendebrev som glarmester.
”I den periode, hvor jeg havde de jobs, syntes jeg altid, at hverdagene var grå. Jeg glædede mig til, at det blev weekend, så jeg kunne komme ud at drikke mig fuld. Så startede jeg lige så stille med også at drikke om torsdagen. Så blev det til en flaske vin hver aften, og langsomt blev det mere og mere, og så drak jeg også om morgenen,” siger han.
Thomas Bo beskriver oplevelsen med alkohol med tre ord. Snigende. Overrumplende. Magtfuld. En så stærk magt, at den var svær at stille noget op imod.
”Jeg troede, at alkohol gav mig en frihed. Den blev en form for bedste ven. Når jeg havde drukket lidt, så blev jeg ligeglad med alt og alle, fordi så følte jeg, at jeg havde det godt. Men lige så snart virkningen forsvandt, kom der et kæmpe tomrum og en ensomhed. Derfor skulle jeg jo blive ved med at udfylde det der gabende hul,” siger han.

For Thomas Bo blev det altoverskyggende at få sine stoffer eller alkoholen. Han sammenligner det med et forsøg, han har hørt om, der er blevet lavet med rotter.
”De vil jo nærmest slå hinanden
ihjel for at få dét, de nu vil have. Der er mange lighedstræk til mennesker. Vi er også bare dyr og har det her survival mode. Når du er misbruger, føler du, at du bare skal have dit stof hver eneste dag for at overleve,” forklarer ham.

I starten drak han primært til fester og sammen med sine venner. Men efterhånd-
en begyndte han at blive mere og mere iso-
leret, og han følte ikke, at han kunne være sig selv eller møde andre mennesker uden at være påvirket.
”Så dyrkede jeg bare mit eget misbrug, hvor jeg sad derhjemme bag nedrullede gardiner. På den måde behøvede jeg ikke at skjule misbruget, og så kunne jeg bare feste for mig selv. Det er virkelig tragisk. Men det kunne jeg ikke se dengang. Misbruget blev til en bedste ven, som langsomt var ved at kvæle mig, uden jeg opdagede det”.

Vi skal italesætte katastrofen, før den dræber os

Da Thomas Bo blev færdig på Skuespillerskolen i Odense i 1991 gik det stærkt, og han fik allerede sit store gennembrud i den Oscar-nominerede kortfilm Sidste Omgang i 1993. Sideløbende med sin karriere kæmpede han med et misbrug, som han det meste af tiden dog formåede at skjule, så det ikke påvirkede ham professionelt eller som far overfor datteren Sally.

I bogen ‘Fri Mand’ er der udtalelser fra mennesker i Thomas Bos liv om, hvordan han var at have omkring sig, da han var misbruger. Han har valgt at have udtalelserne med for at vise, hvor mange mennesker der bliver påvirket af misbruget. For eksempel deltager filminstruktør Thomas Vinterberg i bogen med en udtalelse.
”Jeg har ikke lidt overlast på grund af
Thomas’ misbrug, hvis jeg må sige det sådan. Vores optagelser har altid været meget disciplinerede. Vi kunne sagtens holde fest, men aldrig på arbejdet.”
Sådan beskriver Thomas Vinterberg, hvordan det har været at arbejde med Thomas Bo Larsen. De to mænd har i mange år dannet kreativt makkerpar og har sammen lavet store, prisvindende film som blandt andet Festen, De største helte, Jagten og Druk.
Det var først, da de skulle indspille Jagten i 2012, at Thomas Vinterberg blev bekymret, fordi Thomas Bo virkede træt og irriteret og blev ved med at gå i baglås under optagel-
serne. I rollen som Theo blev Thomas Bos falske fuldskæg også ved med at glide ned, fordi alkoholen fik ham til at svede så meget, at det blev ved med at opløse limen på skægget. Her opdagede Thomas Vinterberg også, at Thomas Bos bagagerum i bilen flød med tomme vodkaflasker – og så valgte han at konfrontere ham.

Med bogen vil Thomas Bo blandt andet gerne opfordre pårørende til at italesætte problemet. For ham har det nemlig været det skub, som han havde brug for. Både da hans venner og datter konfronterede ham, og da han blev konfronteret af en fremmed mand på en bodega på Vesterbrogade i København.
”Jeg synes, at man skal gøre det. Fordi det er jo en sygdom, som stopper, hvis man stopper med at drikke. Hvis den ikke stopper, så dør man af det. Jeg kan ikke se en anden mulighed, end at pårørende må prøve at italesætte den katastrofe, man er i. Det kan virkeligt være en redning ”.

Efter at han er blevet ædru, har han undskyldt til sine nærmeste og vundet dem tilbage i sit liv med fornyet kraft.
“Jeg ved, at jeg som misbruger var utroligt selvisk og egoistisk. Men jeg skammer mig ikke rigtigt længere over at have været sådan. I dag ved jeg, at det er en sygdom, og jeg giver sygdommen skylden. Sådan var jeg dengang, men sådan er jeg jo ikke i dag”.

Face your fears

I 2013 besluttede Thomas Bo sig for at stoppe sit misbrug. Han fandt et fællesskab i AA, som står for Anonyme Alkoholikere, som endte med at blive hans redning. I dag er han selv sponsor i AA, hvor han hjælper andre med at slippe fri fra deres misbrug.
“Jeg har altid troet på noget, der er større end mig selv. Jeg har en skytsengel, som har fulgt mig gennem livet. Jeg tror, det er skytsenglen, som har ført mig til amatørteatret, og den har også guidet mig til AA. Så gjorde jeg, hvad der blev sagt. Det har jeg ellers aldrig været god til i mit liv,” siger han.

Thomas Bo fortæller, at han i sin behandling har konfronteret sin egen frygt og set nogle dæmoner i øjnene. Før han startede, var han bange for, hvad der ville ramme ham og hvem han ville være, hvis han ikke var påvirket. Nu føler han sig mere fri og lykkelig end nogensinde før.
“Jeg har faktisk levet efter mantraet ‘face your fears’ i mange år. Jeg tror på, at når man kigger sin frygt i øjnene, så forsvinder den. Sådan har det været med alt i mit liv,” siger han.

Thomas Bo oplevede det samme med misbruget. Nu har han set frygten i øjnene, og han er ikke længere bange for at være ædru og gå ud i verden og møde mennesker,” siger han.
“Jeg vil helst ikke være bange for noget som helst. Jeg vil ikke begrænses af min frygt. Så derfor hopper jeg ud i mange ting. Da jeg blev færdig på Skuespillerskolen, sagde jeg simpelthen ja til alting også selvom det måske var svært eller nervepirrende. Nogle gange har jeg jo også brændt mig på det. Men skide være med det,” siger han.

Han var også nervøs, da han syv år efter misbruget skulle være med i filmen DRUK, hvor han spiller Tommy, der til sidst i filmen dør af sit alkoholmisbrug.
“Det var lidt skræmmende, men faktisk også dejligt befriende. Og når jeg spillede fuld, så blev jeg faktisk også fuld på en eller anden mærkelig måde. Bare uden tømmermænd bagefter,” siger han.

I scenerne i DRUK, hvor han skulle spille allermest fuld, tænkte han, at han aldrig nogensinde ville komme derud igen. Og så bliver han lykkelig for, at han er overkommet misbruget og har det så godt, som han har i dag.

Han bor nu i en stor lejlighed på Bryggen med sin kæreste Aylind. Med bogen Fri Mand vil han inspirere andre til ikke at lade sig begrænse af deres frygt. Ved at fortælle sin egen historie i bogen vil han vise, hvor meget frihed og glæde, der kan vente på den anden side, hvis man tør springe ud i at prøve at leve et liv uden alkohol og stoffer.
.

Fakta:

Thomas Bo Larsen

Født i 1963 i Gladsaxe

Er oprindeligt udlært som glar-
mester og blev derefter uddan-
net skuespiller fra Odense Teaterskole i 1991

Er far til Sally, 28, fra et tidligere forhold, og han bor nu på Islands Brygge med sin kæreste Aylind

Thomas Bo Larsen medvirker i samtlige af Thomas Vinterbergs film, og skal være med i Thomas Vinterbergs familiesaga ‘Familier som vores’, der bliver sendt på TV2 i 2024

Kendt for bl.a. De Skrigende halse (1993), Festen (1998), Blinkende lygter (2000), Bedrag I-II (2016) og Druk (2020)

Thomas Bo Larsen vandt en Robert for årets mandlige hovedrolle i De Største helte og i 1999 for birollen i Festen.

Bogen Fri Mand af Thomas Bo Larsen & Michael Holbek udgives på Politikens Forlag