Vævede kropsobjekter og skulpturelle smykker hos 1 + 1 Textil & Design
Hos 1+1 Textil & Design i Aarhus er der et skatkammer fyldt med unikke smykker fra danske designere, guldsmede og ædelmetalformgivere
“Jeg vælger smykker, som har en idé, en historie, en spændende symbolsk form, eller som integrerer kroppen på anderledes måder. Jeg elsker, når tingene har en idé eller en symbolik,” siger Helene Vonsild, som driver butikken.
Helene er selv prisvindende tekstildesigner uddannet fra Designskolen i Kolding. De seneste år har hun særligt arbejdet med håndvævede værker til kroppen, som hun udstiller, og som flere gange har været antaget på Biennalen for Kunsthåndværk og Design. Senest i Nicolai i Kolding, på Godsbanen og i Officinet hos Danske Kunsthåndværkere i København med udstillingerne Endings Beginnings, Livstråde og Fælles-skaber og Woven Lines.
“Jeg er meget interesseret i kroppen og materialerne, og hvordan materialet falder på kroppen. Med udstillingen Livstråde og Fællesskaber lavede jeg værker, hvor hver trendtråd symboliserer en livslinje. Nogle tråde er lange og andre er kortere, og det samlede værk fortæller så en livshistorie.”
Helene har primært lavet større udstillingsværker og arbejder lige nu på at skabe mindre vævede værker, som egner sig bedre til at blive båret som smykker til salg i butikken.
1+1 Textil & Design
Grønnegade 41, 8000 Aarhus C
@1x1textildesignerhelenevonsild
www.1x1design.dk