“Det er ikke godt, det der!” udbrød min svigerfar, landmand og slagterimedarbejder født og opvokset på en gård nordvest for Herning, da han stod foran ét af Allan Ottes værker på kunstmuseet HEART. Men udbruddet blev ikke fulgt op med den gamle traver; “Skulle det nu også være kunst?”, for det handlede slet ikke om den kunstneriske kvalitet. Det var ren og skær indlevelse i den scene, han følte, han var vidne til. Værket forestillede en kælvende ko, og han mente ikke, at kalven ville komme levende ud, hvilket naturligvis ikke er godt, hverken for ko eller kalv. Men det er også en streg i regningen for landmanden, hvis økonomi hænger uløseligt sammen med naturens gang, på godt og ondt. Måske lyder landmandens observation kynisk og kalkuleret for det typiske kunstpublikum på Galleri Tom Christoffersen i København, som er Allan Ottes faste galleri, men for andre er det en genkendelig hverdagssituation.

Allan Ottes malerier af moderne landbrugsscener forstyrrer vores forestillinger om landbruget og hvad, der er ‘naturligt’. Værkerne taler øjensynligt til at bredt publikum, men opleves vidt forskelligt. De skildrer en industri, som for mange af os er fjern, men vi alle er dybt afhængige af. Os, som ikke tilhører de 2 procent, der er beskæftiget i landbruget, har vores egne forestillinger om hvervet, som i høj grad er formet af tidligere tiders romantiserede natur- og bondeskildringer og af fødevareindustriens markedsføring. Derfor kan Allan Ottes ærlige skildringer af den moderne, højteknologiske landbrugsindustri næsten virke konfrontatoriske.

Ingen dansende køer på græs

“Jeg har afgivet et løfte til mig selv, om ikke at male køer på græs, fordi langt de fleste malkekøer opholder sig indendørs det meste af eller hele deres liv. Der er lavet så forbandet mange billeder af køer på græs og den kliché, gider jeg slet ikke bevæge mig ud i,” forklarer Allan Otte, som selv er opvokset på en gård med malkekvæg ved Aars i Vesthimmerland. Derfor kan han illustrere en anden fortælling om mælkeproduktionen, end den Arla fremstiller med de dansende køer på mælkekartonerne. Men malerierne er ikke nødvendigvis en kritik af industrien, det er bare mindre romantik og mere realisme, og det kan både være provokerende og genkendeligt, alt efter hvor i landet, det opleves.

Allan Otte fortæller selv, hvordan maleriet af en ko, som bliver insemineret, har affødt voldsomme følelser hos publikum i København. “Men på HEART var der allerede inden udstillingsåbningen en omviser på museet, som fortalte mig, at hendes far var inseminør. Det siger noget om at udstillingen i Herning er tættere på den virkelighed, den skildrer, og folk forholder sig anderledes til motiverne,” fortæller Allan Otte.

Landskabet er konstruktion

Med landskabsmalerierne maler Allan Otte sig ind i en lang, tung tradition, som særligt fyldte i 1800-tallets nationalromantiske strømninger, med blandt andre Johan Thomas Lundbye i front. I det 19. århundrede var landbrug, bondeliv og ikke mindst køerne ofte til stede i landskabsmalerierne, men de sidste 100 år har motivet ifølge Allan Otte været fuldstændigt underrepræsenteret,. Det undrer ham særligt, at maskinerne er helt fraværende i nyere tids landskabsmaleri. “Man kan finde masser af gamle malerier med trækdyr, men det er svært at få øje på malerier fra nyere tid med traktorer, mejetærskere og så videre. Og det undrer mig, i en tid, hvor Danmark har været landbrugsland,” siger Allan Otte.

Allan Otte forholder sig ustandseligt til den arv, han maler ovenpå, både i forhold til indhold og form. De nationalromantiske landskabsmalerier var idealiserede billeder. Kunstnerne manipulerede med størrelsesforhold og tilføjede eller fjernede elementer i landskabet for at skildre fædrelandet i det bedste lys. Man fjernede bygninger, som ikke passede ind i fortællingen om det rå og oprindelige, eller tilføjede planter, som måske slet ikke voksede i den egn, man skildrede. På samme måde er Allan Ottes motiver ren konstruktion, men til forskel fra Lundbye, Kyhn og Skovgaard lægger Allan Otte konstruktionen frit frem.

Allan Otte konstruerer sine motiver digitalt, inden han overfører dem med akrylmaling til mdf-plader, og han har udviklet sin egen maleteknik, som forholder sig til det digitale billedsprog. “Jeg maler ikke gammeldags akademisk oliemaleri, som er modelleret op lag for lag. Jeg forsøger at bevæge mig ud i fladen og så vidt muligt kun male ét lag, som er dét man ser,” forklarer han. “Jeg er ikke ude på bare at male et motiv af.” Derfor har han udviklet et formsprog, som sprænger fladen i stykker, så motivet rasler fra hinanden, når man kommer tæt på. “Man bliver meget opmærksom på, at det hele er en konstruktion. Det er fyldt med flader, der sprænges og forskydes og støder sammen,” forklarer Allan Otte.

Pixel-pointillisme

Allan Ottes motiver tager udgangspunkt i snapshots, som han selv tager, når han besøger den fædrene gård i Nordjylland, eller som han finder på nettet. Han foretrækker at bruge andre menneskers snapshots, som bare er taget for at dokumentere et øjeblik, uden æstetiske overvejelser. “De er gode at viderebearbejde, fordi jeg kan redigere dem i Photoshop og give dem mere klassiske kvaliteter, ved at stramme op på komposition og trække og dreje. Jeg klipper måske noget ud og sætter en anden baggrund på,” fortæller han. På den måde ligger der forud for malerierne et gennemgribende digitalt skitsearbejde, men selve transformationen fra print til maleri, er det mest interessante for Allan Otte.

Inden malerarbejdet kan begynde, lægger han en plan, som han følger meget konsekvent. Med tape opdeler sin plade i felter og så maler han ét felt ad gangen, og venter til det er tørt, før han kan pille tapen af og gå videre til næste felt. “Jeg prøver at abstrahere fra summen, men forholder mig kun til én lille bid ad gangen. Det er der både en frihed og en spænding ved. Jeg bliver altid overrasket over, hvordan det bliver, når alle stumper er stykket sammen,” fortæller han.

På afstand ligner Allan Ottes malerier næsten fotorealistiske skildringer, men på nært hold bliver sammenstødene mellem felterne meget skarpe, og det er tydeligt, at billederne er opbygget som maleriske mosaikker - eller pointillisme i pixels. “Der opstår små forskydninger, som får det hele til at stå meget hårdt. Det bliver næsten anstrengende for synet, at det er så skarpt skåret ud,” forklarer Allan Otte selv.

Maleriet er færdigt, når alle felter er udfyldt

Det er forfriskende for ham, at han kan starte et maleri i ét hjørne og vide, det er færdigt, når han har udfyldt alle felter indtil det sidste hjørne. “Så er det ikke et spørgsmål om, at stole på sin elendige intuition,” siger han, hvilket ellers er essentielt, når man maler mere traditionelt. “Når man maler lag på lag, kommer man nemt til at tage livet ud af maleriet, hvis man ikke stopper i tide. Det står mere friskt og åbent, når jeg siger ‘Bum, det er færdigt, når det er fyldt ud’,” uddyber han. Han maler ti-tolv malerier om året, men det største maleri på udstillingen i Herning tog syv måneder at udføre. Billedet ‘Nedbrydning’ måler 150 x 450 cm og forestiller en staldbygning ved den gård, han selv voksede op på, som rives ned af en gravemaskine, imens hans far betragter arbejdet.

“Jeg har næsten svært ved at tage ordet ‘naturligt’ i min mund”

Allan Ottes uromantiske skildringer af det danske landskab og den højteknologiske landbrugsindustri, som findes derude, er ofte blevet beskrevet som foruroligende og næsten uhyggelige. Der kan måske også være noget om det i de tidlige værker, som ofte forestillede efterspillet af diverse ulykker, som kolliderede køretøjer og sammenstyrtede bygninger i mennesketomme landskaber. Men at billederne af malkemaskiner, foderrobotter og scener fra tyrestationer kan virke urovækkende, står for beskuerens egen regning, for det er realiteterne bag en stor del af vores fødevarer. Vi er præget af en lang tradition for at romantisere landbrug og dyrehold og Allan Ottes billeder af køer omgivet af beton, galvaniserede rør og eternitplader, clasher i den grad med Lundbyes idylliske staldbilleder.

“Jeg tror stadig vi ser på naturen med guldalderbriller,” forklarer Allan Otte. Men man må konstatere, at hvis man kigger rundt i landskabet, findes der ikke meget rå natur, som ikke er påvirket af mennesket. “Det er landbrug og plantager og kystsikring. Der er sgu ikke meget, der er oprindeligt. Jeg har næsten svært ved at tage ordet ‘natur’ i min mund,” siger han. Men han understreger, at han ikke er ude på at kritisere landskabet og industrialiseringen af det. Det er vores syn på landskabet, han vil udfordre. “Jeg vil bare gerne vise det, som det er. Men det kan folk underligt nok blive ret provokerede over,” siger han og konkluderer; “Jeg tror billederne kan få folk til at stå overfor deres egne fordomme. Og det kan jo være ret godt.”

Fakta:

Udstillingen ‘NATURLIGVIS - Landskabsmalerier af Allan Otte’, kan opleves på HEART - Museum of Contemporary Art i Herning frem til 24. januar 2021.

Udstillingen kan derefter opleves på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland fra den 12. februar til den 6. juni og dernæst på Kunstmuseet Brandts i Odense fra den 2. juli 2021 til den 16. januar 2022.

Allan Otter er født i 1978 og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 2001-2007. Han har siden 2002 været tilknyttet Galleri Tom Christoffersen og er repræsenteret i samlingerne på bl.a. Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Museum Salling og Arken Museum for Moderne Kunst.