I ‘En helt almindelig familie’ bliver faren Thomas til kvinden Agnete. Filmens instruktør, Malou Reymann, oplevede selv som barn, at hendes far skiftede køn.

”Jeg havde lyst til at lave noget, der spændte bredt, og som samtidig tog noget alvorligt og smertefuldt op på en måde, hvor man også kan grine af det.”
Sådan siger instruktøren Malou Reymann, da jeg møder hende en vintergrå dag på Nørrebro i København. ’En helt almindelig familie’ er hendes første spillefilm. Den handler om en familie, hvor faren Thomas skifter køn og bliver til kvinden Agnete. Det er en stor følelsesmæssig omvæltning for alle i familien, og særligt for den yngste datter Emma bliver det svært at omstille sig til, at far nu er en kvinde. For kan far og datter bevare det forhold, de havde, før far skiftede køn?
“Jeg ville gerne lave en bred familiefilm,” siger Malou Reymann, ”det er som om, der er blevet taget patent på familiefilms-begrebet til kun at være for små børn.”
Filmen har et gennemført 1990’er univers, som gør den til en farverig oplevelse, og på trods af den alvor, den skildrer, er den bevidst holdt i en let tone, der henvender sig bredt på tværs af generationer. Hovedperspektivet er lagt hos datteren Emma, der har vanskeligt ved at håndtere den store forandring.

Personlig erfaring som inspirationskilde

Samme forandring oplevede Malou Reymann selv, da hun var barn, og hendes far gennemgik en transition til kvinde. Hun har brugt sin egen erfaring som inspiration, men filmen er ikke en 1:1 skildring af hendes egen families oplevelser, fortæller hun:
“Researcharbejdet er vendt indad, men derfra har arbejdet med at bygge en historie op været det samme, som hvis det havde været ethvert andet materiale.”
Emmas perspektiv var det, der lå Malou Reymann nærmest, men filmen er også fokuseret dér, fordi det i Malou Reymanns optik kan vække genkendelighed. Hun mener, at der ligger en almen erfaring i Emmas præ-pubertære følelse af gerne at ville ligne alle andre, og i hendes ønske om, at alt bliver ved med at være som det var. I synsvinklen ligger også en stor del af filmens humor:
“Man griner, fordi man godt kender det, når ens forældre er for meget eller gør pinlige ting, og man ikke kan sige noget, men ville ønske man kunne grave sig ned i et hul.”

Humor uden latterliggørelse

Det kan være lidt af et minefelt at ville portrættere transkønnede på film. Selvom, og nok også på grund af, at der i dag er en mere nuanceret og hyppigere repræsentation af forskellige minoriteter på film og i tv-serier end tidligere, er kønsidentitet og identitetspolitik emner, der ofte vækker debat. Det er også noget Malou Reymann har tænkt over:
”Der er så meget politisk korrekthed omkring transkønnethed lige nu, så jeg tror, folk er bange for at grine.”
Malou Reymann holder meget af film, der bruger humor til at formidle alvorlige emner på afvæbnende vis.
I forbindelse med ‘En helt almindelig familie’ var det imidlertid vigtig for hende at overveje balancen mellem humor og alvor nøje, så skildringen af en transition ikke tippede over i latterliggørelse:
“Det var vigtigt, at det ikke blev grinagtigt, at det ikke blev en film, hvor vi hænger transkønnede ud. Der var en nøgle i at finde ud af, at så længe det er fortalt med kærlighed, så må karaktererne gerne opføre sig dumt, fordi det gør man. Det er udfordrende at være menneske, så vi kommer til at gøre dumme ting. Det havde jeg lyst til, at især Thomas/Agnete kunne. Transkønnethed er stadig et tabuiseret emne, det er stadig svært at skifte køn, og transkønnede er en udsat minoritet, men det var vigtigt at dén karakter ikke blev endimensionel.”

En autentisk transition

Noget, der ofte kommer på banen i debatten om repræsentationer af transkønnede på film, er hvilke skuespillere, der portrætterer transkønnede karakterer. I 2018 trak skuespilleren Scarlet Johansson sig fra et filmprojekt, hvor hun skulle have spillet rollen som virkelighedens gangster og trans-mand Dante ”Tex” Gill. Hun mødte intens kritik for som cis-kvinde (en person der identificerer sig med sit medfødte biologiske køn) at have påtaget sig rollen, og valgte på den baggrund at trække sig fra filmen. Problemet er, ifølge forskellige fortalere for transkønnedes rettigheder, at når for eksempel en cis-kvinde spiller trans-mand, styrker det en fordom, som transkønnede ofte møder – nemlig at deres identitet er påtaget og dermed falsk.
I ‘En helt almindelig familie’ spilles rollen som Thomas/Agnete af Mikkel Boe Følsgaard, som jo i virkelighedens verden er cis-mand. Det faktum har Malou Reymann også gjort sig overvejelser omkring, men hun synes, valget giver god mening i historiens kontekst:
”Helt praktisk skulle vi både portrættere karakteren som mand og kvinde, så på den ene eller anden måde skulle vi “fake” en transition. Jeg tror, det ville være svært for en transkønnet “at gå tilbage” og spille mand igen.”
Malou Reymann uddyber videre, at den forandring Mikkel Boe Følsgaard som mandlig skuespiller måtte gå igennem spejler den udfordrende proces, det er at skifte køn, meget autentisk:
“Min far havde godt og vel 30 år til at finde ud af, hvordan hun skulle være i verden som mand. Det var vildt udfordrende, da hun skulle finde ud af at være i verden som kvinde. Det kunne vi kun spejle ved, at det var en mand, der gennemgik den proces. Jeg forstår godt, at der er så meget fokus på, at transkønnede skal spille transkønnede, men som princip tænker jeg, at alle skal kunne spille alting. Det er en vigtig kamp, men for den her film var det ikke det rigtige, og det må jeg jo så stå til ansvar for.”

Krisens potentiale

Malous mål med filmen har blandt andet været at ramme bredt på tværs af generationer. Derfor håber hun, at dens modtagelse ikke vil blive overskygget af den fortløbende identitetspolitiske debat.
“Filmen handler specifikt om et kønsskifte, men den handler for mig mest om, hvordan det er, når der sker en stor forandring i en familie. Selvom man hører sammen, oplever man det på forskellige måder, og man går igennem nogen forskudte processer, hvor man mister hinanden undervejs, for så på et tidspunkt forhåbentlig at finde hinanden igen.”
Filmens familiekrise-tema er altså centralt for Malou Reymann, og selvom hun ikke vil opmuntre til kriser, mener hun, at der både kan være en fare i at undgå dem og et stort potentiale i at gennemgå dem. Da Malou Reymann talte med sin egen far under arbejdet med filmen viste det sig, at hendes far kun huskede ganske lidt fra den periode, hvor hun gennemgik sin transition. Det havde været en proces af så voldsom karakter, at mange oplevelser fra den periode simpelthen var blevet slettet fra hendes hukommelse. Til gengæld gav hun Malou lov til at læse sine dagbøger:
“På et personligt plan var det sindssygt svært, men det var også smukt og meget givende i forhold til arbejdet med filmen.”
Far og datter har efterfølgende set filmen sammen:
”Hvis hun kunne lide den og kunne grine og blev rørt, så var jeg kommet i mål.” Det viste sig heldigvis at være tilfældet.

Fakta:

‘En helt almindelig familie’ får premiere i danske biografer den 20. februar 2020.
Udover Mikkel Boe Følsgaard tæller filmens cast Neel Rønholt som moren, Kaya Toft Loholt som Emma og Rigmor Ranthe, som storesøsteren Caroline.
Ifølge LGBT Danmark - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner er begrebet ”transition” en: ”Paraplybetegnelse brugt af nogle transkønnede om det at springe ud, det at få kropsmodifikationer og det at tilegne sig adfærd og en stil, som af personen selv forbindes med deres kønsidentitet.