På et bord i billedkunstner Mie Mørkebergs atelier i Valby ligger en serie fotografier af den danske politiker Lone Dybkjær. Hun smiler på et af billederne og ser mod fotografen med et blik, der giver mig en fornemmelse af, at de to har en særlig relation. Billederne er taget af hendes mand Poul Nyrup Rasmussen og fortæller noget om, hvordan et portræt kan tage farve af den, der indfanger den portrætterede. At der sker en udveksling mellem de to.

Udover fotografierne af Lone Dybkjær er der forskellige billeder af yderligere 29 både nulevende og afdøde kvinder med signifikant politisk betydning spredt ud over atelierets bordflader og vægge. Herfra kan de følge med i tilblivelsen af det første gruppeportræt af 30 af Rigsfællesskabets kvindelige folketingsmedlemmer.

Det færdige maleri skal hænge i Christiansborgs Samtaleværelse og er et kommisioneret modstykke til Herman Vedels store gruppeportræt af 30 mandlige politikere, der underskriver den grundlovsændring, som i 1915 gav kvinder stemmeret og mulighed for at blive valgt ind i Folketinget. Timingen af bestillingsværket er på én gang lige til tiden og mange af os vil nok mene, at det også var på tide.

Mie Mørkeberg var heller ikke i tvivl, da hun ud fra et skitse-oplæg for to år siden blev valgt til at udføre opgaven, for som hun siger:

”Det er vigtigt, fordi sådan et billede jo ikke findes. I modsætning til gruppeportrætter af mænd, som der jo findes til overflod.”

Dét, maleriet kan

En enkelt overvejelse havde hun dog i forhold til projektet; den lille detalje, at hun stort set ikke havde beskæftiget sig med at male portrætter i sit kunstneriske virke - indtil da. Så da hun skulle i gang med at male ikke bare ét, men hele tredive portrætter, måtte hun gribe til andre metoder

“Jeg har brugt lang tid på research og på simpelthen at forsøge at lære de her kvinder enkeltvis at kende. Og så bestræber jeg mig på at få deres udtryk frem, så man kan genkende dem, også selvom proportionerne måske ikke lige sidder helt præcist. Det handler om at finde personligheden. Ikke bare at overføre et fotografi til lærredet. Det er jo dét, maleriet kan.”

På det endnu ufærdige maleri, der fylder hele den store væg i atelieret, genkender jeg blandt andre de to kvindelige statsministre og adskillige andre politikere arrangeret i mindre grupperinger. Men der er også enkelte, for mig, helt ukendte ansigter; i forgrunden, omkring et rundt bord har Mie Mørkeberg placeret de fire første kvinder, der blev valgt ind i Folketinget i 1918. Særligt de ældre politikere har, ifølge Mie Mørkeberg, været vanskelige at fremkalde, fordi der findes så lidt dokumentation og fotomateriale, som i øvrigt kun er i sort-hvid, så her har hun brugt sin fantasi for at stykke delene sammen.

”Jo ældre de er, jo vigtigere er det næsten at finde de detaljer, der personliggør dem. For jo mindre er der nogen, der har overvejet at portrættere dem,” fortæller hun.

Gensidig respekt

Der er ingen hierarkisk eller kronologisk inddeling af de portrætterede i maleriet, og Mie Mørkeberg fortæller, at netop dét har været vigtigt for hende. Selvom der selvfølgelig er nogle, der står tydeligere frem i hendes bevidsthed, fordi hun har fulgt deres arbejde igennem mange år, har opgaven været at præsentere kvinderne ligeværdigt på billedet, for som hun siger:

”Jeg ønsker ikke at have en rolle, hvor min personlige holdning bliver et statement. Det er et hædersmaleri, så det skal selvfølgelig balanceres.”

Ligesom hun har tilstræbt at bruge lige meget tid på hver enkelt person i researchfasen, spiller kompositionen også en rolle, så der ikke er nogen, der fremhæves mere end andre.

”Selvom der er et sammenstød af forskellige tidsperioder i billedet og mange af de her kvinder aldrig har været i rum med hinanden, har jeg gerne villet skabe en fornemmelse af et fællesskab, af at de er i dialog med hinanden. Mange af kvinderne har jo nærmest været modstandere, men når alt kommer til alt, så oplever jeg også, at der er en stor gensidig respekt mellem dem, og det vil jeg gerne have frem,” fortæller Mie Mørkeberg.

Det er en gruppe af historikere med Bo Lidegaard i spidsen, der har udvalgt de 30 ud af i alt 567 kvindelige folketingsmedlemmer igennem tiden. Mie Mørkebergs rolle er derfor neutral i den henseende, men det er hendes beslutning, at kvinderne bliver portrætteret på det tidspunkt, hvor de selv synes, at de stod stærkest i deres politiske virke.

Intimitet

Intimiteten i Lone Dybkjærs blik, som gav indtryk af, at fotografen stod hende nær, er også noget Mie Mørkeberg har arbejdet med. Hun har været meget bevidst om, at når man portrætterer nogen, så kommer man også altid til at farve den måde, de tager sig ud på.

Derfor har hun forsøgt at skabe en relation til hver enkelt at de kvindelige politikere, både de levende og døde, og hun har forsøgt at se mennesket bag det politiske ståsted. Mens hun lavede research mødte hun mange af politikerne og oplevede, at de forudindtagede forestillinger, vi alle nok har om forskellige politikere, smuldrer, når man møder personerne i virkeligheden og forstår, at de naturligvis er så meget mere end deres politik.

“En overraskende stor del af kvinderne har ikke haft det helt nemt i deres opvækst og har måttet tage nogle kampe tidligt i livet,” fortæller Mie Mørkeberg og uddyber, at den viden om deres personlige baggrunde er med til at forme hendes forestilling om dem som hele mennesker. For selvom de fortællinger ikke kan rummes i et portræt, har hun brug for selv at se ind bag facaden.

“Man kommer meget tæt på, når man maler et andet menneske. Der opstår en intimitet, selvom vi ikke kender hinanden. Måske fordi jeg bruger tid på dem og ser dem med et andet blik, end man ellers gør. Jeg tænker også på, at det her billede får betydning for dem, der bliver foreviget - også de afdøde, fordi de kommer frem i lyset igen,” siger Mie Mørkeberg.

For yderligere at fremkalde kvinderne, har hun også tilført personlige genstande som eksempelvis smykker eller lignende. Og da hun besøgte den nu over 90-årige Hanne Reintoft, var det som om tiden blev ophævet:

“Jeg spurgte hende om hun havde noget, hun kunne tænke sig at have med på billedet, og så gik hun direkte hen til en skuffe og fandt et smukt blåt armbånd, som hun havde fået af sin mand. Hun vidste ikke, at jeg allerede havde malet hende med netop dét armbånd, fordi det var et, hun bar på de billeder, jeg havde taget udgangspunkt i. De viste hende, da hun var i begyndelsen af trediverne. Altså for cirka 60 år siden.”

Ud af skyggen

Øverst i højre hjørne af maleriet, har Mie Mørkeberg lavet en lille optegning af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsens rytterstatue af Christian d. 9. fra 1927.

”Så kom der alligevel en mand med på billedet” griner hun og forklarer, at statuen er med til at gøre maleriet let aflæseligt, fordi den står lige udenfor på Christiansborgs Ridebane, men at hun primært har taget den med som en hyldest til Anne Marie Carl-Nielsen og som en kommentar til alt det, der foregik udenfor Folketinget. At de kvinder, der befandt sig udenfor, også har måttet kæmpe for at komme ud af skyggen.

Mie Mørkeberg lægger ikke skjul på, at hun føler sig utrolig privilegeret i forhold til at være blevet givet den mulighed, det er at fordybe sig i så stort et projekt over så lang tid. Og selvom hun ind imellem har været i tvivl om, hvorvidt hun kunne løfte opgaven, så har det været en kæmpe gave som kunstner at få tid til at afsøge nye sider af sit kunstnerskab, og ikke mindst, at der er tid til at fejle og lære undervejs.

“Det er jo dét, der er humlen; at kvinder gennem tiden ikke har haft mulighed for at udvikle sig, fordi de ikke er blevet givet tiden eller opgaverne. Som kunstner har man brug for, at nogle andre bakker en op og tror på en. Jeg havde jo aldrig selv kastet mig ud i den her opgave, som koster så meget tid og fordybelse, hvis ikke der var en modtager fra begyndelsen,” siger Mie Mørkeberg.

Forbilleder

Det er omkring halvandet år siden, Mie Mørkeberg måtte bygge sit atelier om, så maleriet overhovedet kunne være der, og i hendes optik er der nu alt for kort tid til november 2024, hvor det skal stå færdigt. Jeg spørger hende, hvilken betydning, hun forestiller sig, at gruppeportrættet potentielt kan få, især for de skoleklasser, der dagligt vises rundt på Christiansborg:

“Jeg håber, at børn og unge, især piger, helt konkret kan se, at der er mange forskellige kvinder, der har, og har haft, betydning for dansk politik. At det ikke kun er statsministeren, som de nok kender i forvejen. Der er en udvikling i gang, en dialog og den skal vi holde fast i. Det handler ikke om en konkurrence mellem kvinder og mænd, men om at formulere de udfordringer kvinder har haft og til dels stadig har.”

Der er ingen tvivl om, at gruppeportrættet vil starte samtaler, der ikke tidligere har fundet sted på Christiansborg, fordi det visuelle udgangspunkt har manglet. Det er som et nedslag i vores tid, der samtidig minder os om, at verden forandrer sig, og at forandring er mulig.

Vi taler om, at der er mange steder i verden, hvor kvinder ikke har de samme rettigheder, og hvor vigtigt det er, at vi værdsætter de muligheder, vi har her. Og at kunsten kan være med til at synliggøre det. Mie Mørkeberg siger:

”Det er dét kunst kan; den kan forevige noget, som rækker ud over vores egen tid. Når vi alle engang er døde, så er det dét, vi har til eftertiden.”

Fakta:

Mie Mørkebergs portræt af de 30 kvindelige politikere bliver offentliggjort d. 12. november.

Folketinget har udpeget billedkunstner Mie Mørkeberg til at udføre et portræt af 30 betydningsfulde kvindelige politikere, efter kvinderne fik valgret i 1915. Portrættet skal hænge i Samtaleværelset, der er et af de fineste værelser i Folketinget.

Ideen om at portrættere de mest betydningsfulde kvinder i dansk politik opstod for nogle år siden, da man ønskede at skabe en modvægt til Herman Vedels store portræt af 30 mænd, der forbereder grundlovs-
ændringen i 1915.

Mie Mørkeberg tog afgang fra Kunstakademiet i 2006. Hun har tidligere skabt værker til offentlige rum, herunder FN-bygningen i Nordhavn i København.