Eivør er en stjerne fra en lille bygd langt ude i naturen på Færøerne
“For mig er det meget fint at bo lidt væk fra det hele, så jeg kan gå rundt og være i min egen boble,” griner hun. Indbyggertallet i hendes barndomsbygd var på lige omkring de 400 personer, så hun er vokset op med en overskuelig flok mennesker omkring sig.
Hun har lagt sin folkedragt frem, så den er klar til dagen efter, hvor det er Olai; Færøernes nationaldag, som fejres over to dage med blandt andet midnatsfællessang.
“Ja, faktisk er der nogen, der allerede starter i dag. Men man fejrer det oftest sådan, at man vågner i morgen, og så tager man sin dragt på, drikker en snaps og så går de fleste ud i byen og mødes med venner og familie. Man kan se på kaproning, der er dans og koncerter alle mulige steder, men det største øjeblik er, når alle i byen mødes til midnatssang og står og synger helt a cappella,” fortæller hun.
Olaifesten markerer også de dage, hvor lagtinget, der blev etableret helt tilbage i år 900, åbner i Torshavn. Alle medlemmer af landsstyret, biskop, præster og embedsmænd går i procession gennem byen.
Men fællessangen ved midnat er nok det mest særlige ved fejringen, og i Torshavn står tusindvis af mennesker og synger sammen, hvorefter det hele bliver efterfulgt af kædedans.
I det hele taget er musikken en meget stærk del af den færøske kultur, og det er den Eivør er rundet af og vendt tilbage til. Det er også her på øerne, at hendes familie bor, og hun er med egne ord et udpræget familiemenneske.
Sproget er et instrument i sig selv
På sit nye album ‘Enn’ synger Eivør på færøsk. Tidligere har hun udgivet albums på både engelsk, færøsk og faktisk også Islandsk, og hun har genremæssigt bevæget sig gennem både jazz, indierock, og klassisk inspirerede kompositioner. Men hendes musik har gennem årene fået et umiskende-ligt præg af Eivør, så hun næsten har fået sin helt egen genre.
Tilbage i 2015 udgav hun to album samtidig. Det ene ‘Bridges’ på engelsk og det andet ‘Slør’ på færøsk.
De to plader har meget tilfælles, men samtidig har de hver især deres helt eget univers. På den færøske plade er der en gennemgående mere vild og næsten urnordisk klang. Og især Eivørs håndtromme, som er blevet en vigtig del af hendes musikalske udtryk, træder tydeligt frem. I 2002 var Eivør i Norge. Her kom hun forbi en shaman, som solgte håndtrommer.
“Der hang min tromme, og det var kærlighed ved første blik, så jeg blev bare nødt til at købe den. På mange måder blev den begyndelsen til mange ting i min musik. Før jeg fandt min tromme, var jeg meget bundet af min guitar, men siden er rytmerne mere og mere blevet mit udgangs-punkt,” fortæller hun.
“Det bliver en anden lyd, når jeg skriver sange og synger på færøsk. Hvert sprog har sit eget udtryk, og min stemme har en helt anden klang, når jeg synger på færøsk.” Derfor var hun heller ikke tvivl, da hun fik ideerne til sit nye album, de sange skulle synges på færøsk.
“Så er der selvfølgelig lige det der med, at folk ikke forstår, hvad jeg synger,” griner hun. Men det er nu som om publikum faktisk i stort tal tager musikken til sig, også udenfor Færøerne. “Det er mind-blowing at opleve, at folk faktisk godt kan forstå musikken. Musik er virkelig et universelt sprog.”
De seneste syv år har Eivør også komponeret musikken til Netflix-vikingeserien The Last Kingdom.
“Det har været en helt anden måde at komponere musik på, hvor min opgave meget har været at forstærke stemninger, der allerede var der,” fortæller hun. Det har smittet meget af på hendes måde at skrive sange på i det hele taget. “Den måde, mit nye album åbner og slutter på, er meget inspireret af det filmiske univers, og i det hele taget tænker jeg faktisk meget visuelt, når jeg laver musik. Jeg kan godt lide at se på billeder, når jeg komponerer og så få stemningen fra dem med i musikkens lyde, og så arbejder jeg meget med kontrasterne, både skønheden og barskheden i naturen, som man jo simpelthen ikke kan undgå konstant at være konfronteret med her på Færøerne.”
Faktisk maler og tegner Eivør også en hel del og har haft nogle enkelte udstillinger. “Tit har jeg bare brug for at bevæge mig hen til en anden måde at udtrykke mig på, for det kan være meget intenst at lave musik. Man skal så dybt ind i sig selv og hente det frem. Når jeg maler, er det en anden slags kreativ process, og jeg kan tit bruge det som udgangs-punkt for nye sange og omvendt, fordi jeg tænker sangene som en slags visuelle rejser,” fortæller hun.
I enhver kreativ process, nyder hun at kunne trække sig tilbage til sit eget univers.
“Da jeg gik i gang med at skrive sangene til mit nye album ‘Enn’ lejede jeg et hus i bygden Tjørnuvik, som virkelig er next level væk fra alting, og der startede den kreative process for albummet Enn,” fortæller hun.
Familien og musik er alt
Mange af sangene på det nye album ‘Enn’ har hun også skrevet og produceret sammen med sin mand Tróndur Bogason, som også er komponist og som meget skriver klassisk musik. De mødte hinanden, da Eivør på et tidspunkt skulle bruge nogle strygerarrangementer, og så har de været sammen og arbejdet sammen siden.Eivør kalder selv sin musik folktronica, fordi den er dybt rodfæstet i den nordiske folkemusik og samtidig leger med electronicaen og andre genrer. Og så har den altså også en hel del elementer og komplekse kompositions elementer, som trækker tråde til den klassiske tradition, som både hun og hendes mand er rundet af. Eivør fik nemlig oprindeligt en klassisk sanguddannelse
Som barn fik hun nøglen til kirken
Eivør kan ikke huske, at hun ikke har sunget.“Den færøske folkemusik bor inde i mig, og det er den lyd, jeg er vokset op med. Og jeg har jo sunget de gamle kvad både sammen med min far og min oldefar,” fortæller hun.
Hendes mor gik rundt og sang i hjemmet, så det begyndte hun også at gøre. Hun blev tidligt fascineret af de gamle kvad, som fortæller historier om Færøerne fra vikingetiden og før de blev kristnet.
“På Island havde man faktisk mange af de samme kvad. Men kendskabet til mange af de gamle sange på Island døde ud, fordi de blev forbudt som noget hedenskt. På Færøerne har de levet videre op gennem århundrederne, og de har været med til at holde det færøske sprog i live, selvom alt officielt engang foregik på dansk,” fortæller Eivør.
Faktisk blev færøsk først et officielt skrift-sprog i 1948.
Som 13-14 årig havde Eivør en sangklub sammen med sin oldefar. Hun blev så optaget af de gamle færøske sange, at hun opsøgte ældre mennesker, der boede rundt omkring på Færøerne for at lære sangene at kende.
“Jeg havde en lille optager med og optog dem mens de sang salmer, kvad og viser for mig. Det som fangede min nysgerrighed var egentlig ikke selve sangene, men måden de sang dem på. De sang helt frit og improviseret. Ingen sang den samme vise på samme måde. De sang deres egen version, og på den måde blev sangen deres sang. Det er noget jeg har taget med mig på min vej, og den færøske tone og sangtradition er dybt rodfæstet i mig og er på den måde et slags udgangspunkt i min musik,” fortæller hun.
Samtidig blev hun mere og mere optaget af at blive en dygtig sanger, og det krævede mange timers træning. På et tidspunkt fik hun sin egen nøgle til den lokale kirke, så hun kunne øve sin sang der. Det gav hende for alvor mulighed for at folde sin store klang ud og gøre den til en fast bestanddel af sin musik. Og allerede da hun var 16 år gammel, udgav hun sit debutalbum.
Identitetskrise
Men så skete der noget, som rystede hendes selvopfattelse.
“Jeg mistede simpelthen min stemme i et helt år. Det var enormt smertefuldt og gav mig simpelthen en identitetskrise, for jeg vidste ikke hvad, jeg skulle gøre af mig selv, hvis jeg ikke kunne synge.”
Hun havde flere gange tidligere deltaget i workshops hos en islandsk operasanger, som besøgte Færøerne af og til. I sin desperation for at få stemmen tilbage ringede hun til den islandske lærer og klagede sin nød.
“Hun inviterede mig til at komme over til Island og bo hos hende. Jeg var ikke i tvivl, jeg skulle bare af sted, selvom det betød, at jeg meget tidligt måtte flytte fra min familie.” Efter det første halve års tid med stærke forbud mod eksempelvis at hviske og tale i telefon, som er noget af det mest belastende, man kan udsætte sin stemme for, begyndte stemmen at komme sig. Det endte med, at hun blev på Island og tog en 5 år lang klassisk sanguddannelse.
“Jeg ville egentlig aldrig være operasanger, men den klassiske uddannelse, som jeg mødte gennem min musiklærer, som egentlig blev en slags guru for mig, fordi hun reddede min stemme, var en fantastisk mulighed, som bød sig for mig og gjorde, at jeg kunne beskæftige mig og dygtiggøre mig i det jeg elsker, nemlig sang og musik,” fortæller Eivør.
På Island stiftede Eivør bandet KRAKAN, sammen med islandske musikere, og albumment Krakan vandt to islandske musikpriser i 2003. Da hun havde gjort sin uddannelse færdig flyttede hun til København. Hun var fascineret af byen og alt, hvad den har at tilbyde.
“Men jeg har også altid haft en længsel i mig efter at komme tilbage til Færøerne og være tæt på naturen, som man simpelthen ikke kan ignorere heroppe,” fortæller hun.
Samtidig havde hun som ung også lidt svært ved at forestille sig, at man kunne bo hjemme på Færøerne og så samtidig leve af sin musik.
“Men det kan man faktisk godt. Man skal bare være god til at lave det hårde arbejde, som det kræver og så selvfølgelig planlægge, hvornår man skal rejse forskellige steder hen og være der.”
Mørke og håb i naturen
Eivør beskriver selv sit nye album ‘Enn’ som en melankolsk og stemningsfuld rejse.
“Det er på mange måder en konceptplade, hvor man kommer på en rejse igennem både ydre og indre landskaber, en slags samtale mellem mennesket og naturen,” fortæller hun.
De seneste år har hun været optaget af de ting, der sker i verden, og hvordan hun oplever, at mennesker har svært ved at nå ind til hinanden, og hvordan vi har haft svært ved for alvor at tage naturen alvorligt.
“Da jeg skrev det første nummer, som også er titelnummeret til pladen, forestillede jeg mig, at jeg svævede ud i rummet og så på et hjem, en klode,” fortæller hun. Stemningen er måske på grund af den tid, vi lever i med krig, klimakrise og generel desperation, blevet ret dyster.
“Det hele kan føles så håbløst og nogen gange kan jeg ikke lade være med at komme til at tænke på, om der overhovedet er håb for menneskeheden. Men igennem de mørke landskaber på pladen Enn er der også glimt af håb og lys, og det gode i mennesket og naturen kommer også ind med noget opløftende poesi,” fortæller hun.
Når hun selv føler, at det hele er håbløst, går hun ture på fjeldet og mærker saltvandet i den friske blæst.
“Så bliver jeg nulstillet. Når man kan mærke naturen, så kan man også mærke, at man er en lille del af det hele. Så det er vigtigt for mig at være tæt på naturen.”
Teksterne på pladen Enn har Eivør skrevet sammen med den færøske Marjum Syderbø Kjælnes.
Der er også sket noget nyt til Eivørs koncerter de seneste år. Der er begyndt at dukke flere og flere virkelig langhårede typer op til hendes koncerter.
“Jeg ser flere og flere metalhoveder til mine koncerter. Og jeg havde virkelig aldrig forestillet mig, at jeg skulle spille på metalfestivaler, som jeg har gjort virkelig meget på det seneste.”
Måske er det noget af den mørke tone eller det urnordiske i hendes musik, der tiltaler metalfans. Selv er hun heller ikke bundet af genrer, når hun lytter til musik. Hun elsker musik, der er udtryksfuld, og hvor følelserne er i spil. Som hun siger: “Jeg holder selv af al’ god musik.”
Fakta:
Eivør Pálsdóttir ( født i 1983 i Syðrugøta på Færøerne )
Færøsk sangerinde og komponist. Blev kåret til årets danske folk vokalist i 2006.
Hun boede flere år på Island, mens hun studerede musik, senere i en længere overgang i København, men bor nu på Færøerne.
Hendes musikalske rødder ligger i de færøske kvad, men hun bevæger sig mellem både jazz, folk, pop og klassisk musik.
