Sidse Babett Knudsen er en ægte filmstjerne. Sådan en, der vinder internationale priser, står på den røde løber til de store filmfestivaler og flyver rundt i hele verden for at indspille film i tide og utide. Hun er lige kommet hjem fra en natoptagelse i Casablanca, hvor hun stod og kampsvedte i en krigsscene i 38 graders varme sammen med 600 statister.

“Det er jo virkelig ikke noget komfort job det her, det er det ikke,” griner hun.

For det koster noget at være skuespiller, men det har hun altid været fløj-tende ligeglad med, og allerede da hun ikke var særlig gammel, var hun fast besluttet på at blive skuespiller. Da hun var yngre, var historien om Sidse Babett Knudsen blandt hendes venner og bekendte, at hun altid var dækket af blå mærker.

“Det var ikke sjældent, at jeg stod, når forestillingen var færdig og blødte. Jeg kastede mig rundt og gjorde farlige ting. Efterhånden fandt jeg ud af, at jeg skulle til at passe lidt på mig selv, for der var en, der sagde til mig, at min krop jo ikke vidste, at det bare var teater. Og så kunne jeg jo kun sige til mig selv: Nåh nej, det er rigtigt. Hvis jeg slog mig på scenen, så blev jeg ved med at have ondt bagefter.”

En forpint skyldbetynget fængselsbetjent

I biograferne kan man her i efteråret opleve Sidse Babett Knudsen i det intense drama Vogter, som er instrueret af Gustav Möller, som tidligere har lavet filmen ‘Den skyldige’.

Vogter handler om fængselsbetjenten Eva, som spilles af Sidse Babett Knudsen. Det er på den måde en fængselsfilm, der tager udgangspunkt i en person, som er i fængslet frivilligt. Vi følger Sidse Babett Knudsens karakter gennem fængslet, og begynder med en ganske almindelig morgen, hvor hun serverer morgenmad og småsnakker med fangerne på den åbne afdeling. Hun holder meditationssessioner med fangerne i gymnastiksalen og ser sådan set ud til at være en betjent, der er rigtig dygtig til sit job. Men ret hurtigt kommer vi helt tæt på hendes ansigt, som der er noget forpint over. Hun sidder alene med sin frokost og deltager ikke i de små hyggelige kollegiale samtaler, som de andre betjente har med hinanden. Hun tager gladeligt de andre be-tjentes vagter og afslår at lade dem vikariere for hende selv. Hun er med andre ord et menneske, der har et ret begrænset liv uden for sit arbejde. Man fornemmer, at der er sket noget i hendes fortid, som har trukket en tragisk skygge hen over hendes liv.

Sidse Babett Knudsen var med det samme fascineret af den rolle, hun skulle spille.

“Jeg syntes, at det var meget spændende, at hun var mere eller mindre ordløs. Hun er meget isoleret og har ikke rigtig noget socialt med de andre betjente. Hun er sådan en loner, og det finder vi jo så mere eller mindre ud af, hvorfor hun er undervejs.”

Hun fortæller, at hun indimellem tænkte på karakteren som et lille dyr, der er presset op i en krog i et bur.

Filmen begynder at folde sig ud, da vogteren Eva ser en ny fange gå gennem gården. Hun ser sit snit til at slå hans navn op, selvom han er blevet placeret på en lukket afdeling med de hårdeste og farligste fanger i fængslet. Det er helt tydeligt, at hun har en forhistorie med ham.

“Eva bærer rundt på en stor tragedie. Da vi gik i gang med filmen, talte vi om, hvordan det skulle udmønte sig, og vi valgte at trække skylden frem. Eva bærer nemlig på en skyld over at have været en dårlig forældre og selv at have et kriminelt barn. Hun er sådan et meget skyldbetynget traumatisk menneske, der render rundt der - og så sker der jo så noget,” fortæller Sidse Babett Knudsen.

En instruktørfilm

Efter eget ønske, bliver Eva flyttet til den lukkede afdeling, og herfra bliver det for alvor dystert og forpint i de mørke fængselsbilleder. Vogter er en intens film, og der er ikke noget af de smil og grin, som ellers ofte præger de karakterer, Sidse Babett Knudsen spiller. Men hun har altid været en skuespil-ler, som gerne ville spille meget forskellige roller, hvor andre måske har “et speciale”, som de bliver vildt dygtige til at folde ud.

“Jeg har jo gerne villet arbejde med Gustav, siden jeg så hans første film Den skyldige. Han har bare sådan en sindssyg fornemmelse for timing, som får en til at sidde helt ude på kanten af biografsædet,” fortæller hun.

Så hun var ikke i tvivl, da Gustaf ringede og fortalte, at han gerne ville have hende til at spille den bærende rolle i sin nye film. Hun beskriver selv filmen som en rigtig instruktørfilm. Her er det instruktøren, der har skrevet filmen og har hele ideen og fortællingen i sit hovede. Det er en anden opgave at spille hovedrollen i sådan en film end i film eller serier, hvor manuskriptforfatteren ikke er til stede, og hvor man som skuespiller sammen med hele holdet kan være ude i en mere fortolkende opgave. “Det er Gustavs univers og han fremmaner historien sammen med sin fotograf, som også er enormt medfortællende. Min opgave er så, at jeg skal finde ud af, hvordan jeg spiller hende her så godt, at jeg ligesom kan være med i alt, hvad instruktøren udsætter mig for,” fortæller hun.

Som ti-årig var hun en skuespiller, der bare ikke havde fået nogen roller endnu

Sidse Babett Knudsen har aldrig været i tvivl om, at hun skulle være skuespiller, ja faktisk var hun slet ikke i tvivl om, at hun var skuespiller allerede som 9-10 årig; hun hav-de bare ikke fået nogen roller endnu. Hun gik på Bernadotteskolen nord for København, fordi hendes mor havde undervist der og syntes godt om værdierne. Det var også et sted, hvor man af og til tog ud for at finde børneskuespillere til tidens film dengang. Men Sidse Babett Knudsen blev aldrig udvalgt.

“Jeg følte jo, at det var det, jeg skulle. Så jeg stod der som 12-årig og kunne ikke forstå, hvorfor det ikke var sket endnu. Jeg syntes, at jeg var sent på den. Jeg var sikker på, at det var det, jeg ville, ret tidligt, kan man sige,” fortæller hun.

På Bernadotteskolen mødte hun også Jonas Elmer, som hun sidenhen kom til at lave sin spillefilmsdebut Let’s Get Lost sammen med i 1997.

Det var virkelig skuespil i film, som hun var tiltrukket af og gerne ville være en del af som barn og ung. Hun boede med sine forældre først på Christianshavn og siden i Nansensgadekvarteret i indre by, mens hun voksede op, og så havde hun en onkel, som arbejdede i Palads biografen. På den måde fik hun mulighed for at komme på besøg i biografen og se alle de film, hun havde lyst til. I fjerneren derhjemme i den lille lejlighed kunne man jo kun se DR - og så de svenske kanaler, som man trods alt også havde adgang til i København, mens hun voksede op i 1970’erne og 80’erne. Men det var ved alle de mange besøg i Palads, at hun virkelig drømte sig væk i filmenes historier.

Du skal kæmpe for scenen

Det var først, da Sidse Babett Knudsen tog til Paris efter gymnasiet, at det gik op for hende, at skuespil på teatret faktisk også var virkelig sjovt at spille. Hun tog først afsted som au pair, men det var ikke så vellykket et ophold hos hendes værtsfamilie, så hun stoppede som au pair.

Selv om hun ikke kunne meget fransk, blev hun alligevel i byen og havde forskellige småjobs, hvor hun underviste i engelsk og passede børn.

Hun ville selvfølgelig stadig være skuespiller og fandt frem til en helt ny skole, som lige var blevet godkendt. Hendes franskkundskaber var stadig ikke noget at skrive hjem om, men lige netop på den skole var undervisningen meget fysisk og ret alternativ, så hun besluttede sig alligevel for at prøve at søge ind. Hun lærte sig en tekst udenad inden optagelsesprøven, men da hun først stod foran optagelsesudvalget, blev hun så frygtelig nervøs, at der ikke kom meget andet end nogle få lyde ud. I vildrede greb hun fat i de møbler, der stod omkring hende, og begyndte at kaste med dem, mens hun opførte sig som et vilddyr. Det faldt åbenbart i optagelsesudvalgets smag, for uden ret mange franskkundskaber, blev hun optaget på skolen. Og så skulle hun for alvor til at kæmpe for at være skuespiller.

“Hvert år skulle man til eksamen for at kunne fortsætte på skolen det næste år og hvert år blev halvdelen af eleverne sorteret fra, fordi de ikke klarede sig godt nok til eksamen. Så for mig viste det lidt om, hvordan fremtiden ville forme sig, for som skuespiller kan du ikke sidde på din flade og være fornærmet over, at du ikke får noget job, det kan man bare ikke. Det er et enormt ydmygende job at være skuespiller. Man skal vælges og man kan blive fravalgt og man får kritik, så man skal have noget hård hud, og man skal virkelig kunne tåle noget,” fortæller hun.

En af de episoder, som hun tænker tilbage på som særligt skelsættende på skolen, var et forløb, som de havde med en lærer, der underviste i Leqoc systemet.

“Den første dag vi mødtes vi i en sal og var sådan lidt generte, og så sagde læreren: ‘Jeg skal bruge to på scenen.’ Ingen af os generte elever rejste sig lige med det samme, og så gik han simpelthen bare ud. Da vi så kom igen næste dag, sagde han: ‘I skal jo løbe op på scenen, I skal kæmpe om scenen. Når vi skal bruge to på scenen, så skal der være syv, der løber op, og så er det dem, der kommer først, der får lov til at spille.’ Det skulle være sådan meget ublu, som ‘her vil jeg gerne være og jeg skal fortælle jer noget mega spændende og jeg vil det med hele min krop’, ” fortæller hun.

Kærligheden til filmens magi

“Jeg fandt ret tidligt ud af, at jeg kun kan lide at lave en ting ad gangen, for så kan jeg fordybe mig i det,” fortæller hun. Samtidig kræver det noget helt andet at lave teater, hvor man står og skal levere de samme scener aften efter aften. Det er meget mere fysisk krævende at lave teater, og jeg synes det hårde ved at lave teater er, hvis man ikke synes, at man er i en fantastisk produktion og man ikke synes, at det er blevet løst, så står man hver aften foran publikum og prøver at løse det. Det synes jeg var forfærdeligt ved at lave teater. Det er fantastisk at lave teater når det er godt og det fungerer,” fortæller hun. Omvendt er det mest fantastiske ved film ifølge Sidse Babett Knudsen, at hvis man har et magisk øjeblik, hvor der bare er det helt rigtige lys og kontrasterne står frem, mens himlen er særligt smuk og skuespillet fungerer, så fastholder filmen det øjeblik.

“Når jeg tænker tilbage på film, er der tit en eller anden scene, som bliver ved med at stå i mit hoved som afgørende og kæmpestor. Når man så ser filmen igen, så var det fire sekunder, hvor du blev slugt helt ind, og der var bare et eller andet helt rigtigt ved det. Tænk bare på Gøgereden, hvor alle husker, hvordan man så ham indianeren dræbe hovedpersonen til sidst med puden. Men man ser ikke en skid, men alle har fået lavet nogle billeder på det, fordi hele filmen har lagt så meget op til det øjeblik, og det har sådan en kæmpe emotionel betydning for filmen.”

Det er de øjeblikke, der gav hende kærligheden til film og dem, der holder den ved lige. Hun føler sig allermest rig, når hun kigger på sin reol med DVD-film, for her er alt guldet samlet.

 

Fakta:

Sidse Babett Knudsen

Født i 1968. Hun er uddannet fra Theatre De L’Ombre i Paris i 1990 og har siden medvirket i utallige film og tv-serier, blandt de danske kan nævnes Let’s get lost, Den eneste ene, Monas verden, Efter brylluppet (2006), Kapgang (2014), Borgen, Kød og blod og Undtagelsen.

Som barn boede hun i tre år i Tanzania. Hendes mor var skolelærer, og hendes far var fotograf. Igennem Mellemfolkeligt Samvirke kom de til at undervise på en lille skole i Tanzania.

Sidse Babett Knudsen taler flydende fransk pga sin uddannelse ved Theatre de L’Ombdre i Paris og har medvirket i flere franske film.

Ifølge Fyns Stiftstidende er Sidste Babett Knudsen opkaldt efter Babettes Gæstebud. Det sidste “e” i Babette blev dog taget væk, så navnet mere naturligt blev udtalt, så det lød mere fransk end dansk.

Vogter

Filmen ‘Vogter’ følger den idea-listiske fængselsbetjent Eva, der bliver fanget i sit livs dilemma, da manden, der er dømt for mordet på hendes søn, anbringes i det fængsel, hvor hun arbejder.

Vogter har Sidse Babett Knudsen i hovedrollen som fængselsbetjenten over for Sebastian Bull som den indsatte.