Som 19-årig rejste Jan Grarup til Belfast, fordi han var fascineret af splittede byer. Pludselig fandt han sig selv midt i en IRA-begravelse, der blev angrebet af skud og granater. Den unge Grarup fotograferede det hele, og tog dermed sine første skridt som krigsfotograf.
I dag er han en af verdens mest anerkendte fotografer, og i bogen ‘Hvor jernkorsene gror’ deler han sine fortællinger fra farlige rejser til krigszoner og flygtningelejre, men også fra hverdagen i København. Der er ikke lagt skjul på noget, når han beskriver de blodige og grusomme begivenheder han har fotograferet, eller når han taler om sin posttraumatiske stress og sit privatliv.
“Der ville være noget hyklerisk i, at bare fordi det kom tæt på mit eget liv, så ville jeg ikke fortælle om det. For det er jo i virkeligheden det, jeg insisterer på, når jeg møder mennesker ude i verden; intens ærlighed på godt og ondt,” fortæller han.
Bogen er derfor en rejse gennem nogle af verdens største begivenheder de sidste tredive år, men også gennem Jan Grarups udvikling som fotograf og menneske. Den er som et spejl holdt op mod den værste side af os som mennesker, men også den bedste; den side, der er i stand til at føle håb og tilgive selv de mest grufulde gerninger.

Fotografiet som antropologisk refleksion

Jan Grarup er en fotograf, der skiller sig ud. Ikke alene tager han utroligt stærke billeder, han formår også at sætte ord på billederne for at give en stemme til dem, der normalt ikke har en.
Han bærer fortællingerne fra de mennesker, han møder, på sig, så de næsten bliver hans egne, og når han fortæller, er deres liv og hans eget flettet sammen i én fortælling.
Jan Grarup forklarer, at han ser sit arbejde som “et antropologisk studie i hvad mennesket er i stand til.” Hans velformulerede ord er nemlig ikke bare en overflade, men gemmer også på en stor refleksion, både over de menneskeliv, han fotograferer, og over, hvordan han fotograferer dem. Refleksionen er dog ikke kommet automatisk af at rejse ud i verden og fotografere den. Da han var yngre, var han en ivrig fotograf, der rejste frem og tilbage og rapporterede til aviser og magasiner i hastig fart og når han var hjemme i Danmark brugte han sin sparsomme fritid på at drukne de blodige oplevelser i sex og alkohol. Han fortæller, at den grusomhed han oplevede ude i verden stod i vejen for hans evne til at reflektere: “Det var ren og skær desperation, der ramte mig, da det gik op for mig, at en lidelse af enorme dimensioner var ved at lægge sig på min sjæl. Det vilde liv var det eneste, jeg kunne ty til. Jeg evnede ikke refleksionen. Jeg evnede ikke terapien eller roen. Jeg evnede kun at flygte.”
Siden har Jan Grarup gennemgået en større både personlig og professionel udvikling, så han ikke blot magter refleksionen, men også har friheden til at vælge de projekter, der giver plads til refleksionen. I dag tager han ikke længere på hurtige ture for at rapportere til dagspressen, men holder sig til længere rejser, hvor han kan komme under huden på den lokale befolkning, lære dem at kende, høre deres fortællinger, og reflektere over dem.

Hvis du ikke kan tilgive, kan du slå ihjel

Et af de steder han har besøgt mange gange og har skildret i sine billeder er Rwanda og historien om folkemordet i Rwanda og de 26 år, der er gået siden, er en af de fortællinger, Jan Grarup i høj grad bærer med sig. Hans første besøg i landet lagde grunden til den posttraumatiske stress, der i en periode førte til både alkoholmisbrug, stoffer og en økonomi i ruiner. Jan Grarup har besøgt det centralafrikanske land op imod 20 gange.
“Når jeg bliver ved med at rejse tilbage til Rwanda i forbindelse med folkemordet i 1994, så er det for at undersøge, hvad had er for en størrelse. Der ligger ikke bare en overfladisk historie om et forfærdeligt folkemord, der ligger også en lyst til både at forstå, hvad tilgivelse er, og hvad had er for en størrelse. Det er i det limbo, jeg ser det antropologiske snit i mit arbejde,” siger han.
Og mens han skildrer de dybe spor, folkedrabet har sat på landet og dets befolkning udvikler han sin måde at forstå det hele på.
“Det handler hele tiden om, at jeg gennemgår en personlig forståelse for en situation eller et lands skæbne,” fortæller han.

Når man læser om hans første besøg i landet i ‘Hvor jernkorsene gror’, er det med scener, der får blodsudgydelserne i ‘Game of Thrones’ til at blegne, men det er et helt andet land, han gang på gang rejser tilbage til i dag. I Rwanda har man nemlig taget Nelson Mandela og Desmond Tutus lære om tilgivelse til sig.
“De har sagt, ‘hvis vi som nation skal komme videre, bliver vi nødt til at tilgive. Ellers vil der være for meget vrede og konflikt til, at vi kan rejse landet’,” fortæller Jan Grarup.

En af dem, der har tilgivet, er Claudette, der som 13-årig under folkemordet blev voldtaget og tortureret med macheter, inden hun blev smidt i en brønd og efterladt til at dø. Hun overlevede ved “at spille tetris med døden”, og kravlede op ad de lig, der blev smidt i brønden efter hende, indtil hun nåede jord-overfladen og flygtede gennem skoven på blødende fødder. Hun har siden set gerningsmændene i øjnene, hørt deres fortællinger, og tilgivet dem, så de kunne blive reintegreret i samfundet.
“For mig handler det også om, at jeg selv er vred på de vestlige lande, der lod det ske, velvidende at det var undervejs. Men kan jeg tillade mig at være vred, når mennesker omkring mig har tilgivet?” spørger Jan Grarup.
Særligt én mand har fået ham til at reflektere over sin egen vrede.
“Simon mistede sin kone og sine tvillingesønner under folkedrabet. Vi havde en lang, filosofisk diskussion en dag, og til sidst lægger han hånden på mine skuldre og siger: Jan, hvis ikke du kan tilgive, så kan du slå ihjel.”

Kan man forstå en folkemorder?

Når Jan Grarup har lange, filosofiske diskussioner med Simon, eller tager med Claudette hjem og spiser middag med hendes familie, er det fordi, han i dag har muligheden for at tage sig sin tid, når han er afsted.
“Det går jo i virkeligheden hen og bliver et nyopbygget venskab, hvor jeg viser en oprigtig interesse i deres liv. Det er også en tillidsøvelse, for jeg viser, at de ikke kun er en case-story for min journalistik, jeg er ikke kun på gennemrejse, det er noget mere end det,” fortæller han.
Metoden er den samme, uanset hvem, han møder. Og han har bestemt ikke kun mødt rare mennesker. Uanset om han sidder foran en IS-kriger, en folkemorder eller et offer for krigen, er det med åbenhed og en intention om at fortælle deres historie så åbent og ærligt som muligt.
“Du kan også opbygge et tillidsforhold med en dømt folkemorder. Jeg har siddet overfor folkemordere og stillet dem de sværeste og vildeste spørgsmål, som hvordan kan du få dig selv til at slå børn ihjel? Jeg spørger ud fra et forståelsesprincip. Det er ikke en accept eller en billigelse af, hvad manden har gjort, det er et forsøg på at videreformidle hans historie så ægte og ærligt som overhovedet muligt,” fortæller han.
Han understreger samtidig, at det objektive fotografi ikke findes, fordi det altid afhænger af øjnene, der ser. Men han har i løbet af sine mange år som fotograf lært at stræbe efter billeder, der fordrer empati og forståelse frem for chok.
“I det gode, empatiske reportagefotografi kan man mærke menneskers had, glæde, kærlighed og bekymringer i billederne. I de brutale nyhedsbilleder er det snarere sit eget chok, modtageren mærker” fortæller han i ‘Hvor jernkorsene gror’.

Kærlighed i en krigszone

Når man læser ‘Hvor jernkorsene gror’, kan man nemt komme til at miste troen på menneskeheden en lille smule. Det er ret nedslående, hvor brutale handlinger, mennesket er i stand til at begå, eller hvilke forhold vi lader nogle af vores medmennesker leve under. Men heldigvis indeholder bogen også en del beviser på det gode i mennesket.
“Man kan sagtens være i en krigszone, hvor alt er forfærdeligt, og opleve mennesker, som har stor kærlighed til eller omsorg for hinanden. Verden er jo sjældent kun en ting, og man kan godt sidde i en krigszone og blive forelsket. Jeg prøver også at vise de her positive billeder; selv fra de værste steder i verden. Det er en modvægt til alt det voldsomme, og så er det også med til at give et dybere indblik i historien,” fortæller Jan Grarup.

Udover kærlighed viser Grarups mere positive billeder også en fantastisk vilje til at overleve. I 2005 rejste han til Kashmir efter et jordskælv, der dræbte mere end 75.000 mennesker, og midt i ruinerne fotograferede han en barber, der havde rejst sin barberstol, tørret det værste støv af forklædet og endda havde rejst bænken, hvor potentielt ventende kunder kunne sidde.
“Det er et billede, man også kan trække lidt på smilebåndet af. Men det siger også, at mennesker, der går igennem katastrofer ikke sætter sig ned og giver op og venter på, vi kommer og hjælper dem. Der er en kolossal selvrespekt og ophøjel-
sesdrift hos mennesker,” fortæller han.

Uanset om Jan Grarup peger sin linse mod noget håbefuldt, noget grufuldt eller mod sig selv, er det ganske vist for at blive klogere på verden og på os mennesker, men det er dog aldrig for at nå en konklusion på sine studier:
“Jeg skal ikke fortælle dig, hvad du skal synes. Jeg skal prøve at vise dig verden så reelt som muligt, og derudfra kan du selv danne en mening. God fotojournalistik skal ikke besvare spørgsmål, det skal stille
spørgsmål.“

Fakta

‘Hvor jernkorsene gror’ er udkommet på Gyldendal og er skrevet i samarbejde med Jakob Fälling.

Jan Grarup holder henover efteråret en lang række foredrag:
6. september på Bremen Teater i København
7. september i Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved
9. spetember i Gribskov Kultursal i Helsinge
1. oktober på Dokk1 i Aarhus Arrangeret eaf FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.
3. oktober Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne
26. oktober på Sorø Borgerskole
27. oktober på UnderVærket i Randers
28. oktober på Frederikshavns bibliotek