Malene Choi blev adopteret fra Sydkorea. Hendes nye film handler om svære dynamikker i en dansk adoptivfamilie
Det er plottet i Malene Chois film ‘Stille Liv’, som handler om den adopterede dreng, Carl. Filminstruktør Malene Choi er selv blevet adopteret fra Sydkorea og bragt ind i en dansk familie. Hendes sidste film ‘The Return’ handlede også om transnational adoption og om længslen efter at vende tilbage til sine rødder. Med Stille Liv, som har premiere d. 13. april 2021, vil hun vise os det skjulte liv i en dansk adoptionsfamilie og skildre, hvor svært det kan være at passe ind i familien, finde sig selv og føle sig splittet mellem to verdener som adopteret.
Fra filmen Stille Liv.
Bid ikke den hånd, som fodrer dig
Malene Choi var selv 11 måneder gammel, da hun blev adopteret fra Sydkorea. Hun er vokset op med sin adoptivfamilie i en by på Midtsjælland, hvor hun det meste af tiden følte sig som et helt almindeligt barn og teenager.“Jeg havde jo en meget normal opvækst. Men når jeg skulle sove, kunne der opstå tanker om, hvad det vil sige, at jeg kommer fra den anden side af jorden. De tanker kunne jeg godt have oplevelsen af at stå ret alene med, fordi de kunne være svære at dele med mine adoptivforældre,” siger hun.
Hun havde ikke lyst til at gøre nogen kede af det ved at stille svære spørgsmål eller fortælle, at hun længtes efter at opsøge sin oprindelige familie. Som hun formulere det, så har man jo heller ikke som barn lyst til at bide den hånd, som fodrer én.
“Transnational adoption er jo en meget speciel form for migration. Vi kom alene som babyer eller meget små børn. Vi har ikke vores brødre eller søstre eller tanter og onkler med. Det gør det til en meget sårbar situation, fordi vi bliver så afhængige af dem omkring os,” fortæller hun.
Mange adopterede, som Malene Choi har snakket med i forbindelse med sin research til den nye film, har haft en følelse af, at de nærmest var dumpet ned fra en flyvemaskine et tilfældigt sted i verden, i en tilfældig familie. De har haft en følelse af, at de skulle gøre deres bedste for at overleve og bevise deres tilhørsforhold til den nye kultur og familie.
Derfor er det også det emne, hun har kastet sig over med ‘Stille Liv’. Hun viser her, hvor udfordrende det kan være at have sit ophav i både en biologisk familie og en adoptivfamilie. Filmen skildrer, hvordan adopterede kan blive klemt, fordi de ikke rigtigt får vedkendt sig deres længsel efter det, de oprindeligt kommer fra. Men det oprindelige slægtskab lever jo stadigvæk videre, måske som en vind, en flygtig tanke, en fantasi, både hos den adopterede men også i hele familien. I filmen illustreres den følelse med en scene, hvor Carls biologiske mor kommer til middagsbordet som et spøgelse.
“Jeg ville gerne gå ind i den svære slægtskabsdannelse i adoptivfamilier. Jeg ville vise alt det, som er på spil og alt det, som er usagt. Jeg tror, rigtigt mange har en opfattelse af, at man som adopteret først har det skidt, og så bliver man reddet, og så er alt godt. Jeg vil gerne være med til at nuancere den opfattelse. Det er bare et tema, som slet ikke er afdækket”.
Danmark er det største aftagerland af koreansk adopterede i verden, når man måler det i forhold til indbyggertallet. Men for Malene har der manglet en større synlighed omkring de adopterede, som lever i Danmark.
“Jeg vil gerne indskrive vores eksistens i historien. Fordi vi lever jo her, blandt jer andre, delvist som en skjult minoritet, der er assimileret ind i hvide, danske familier. Vi råber ikke op af hensyn til vores familier. Men man kan godt lave en film om det”.
Skrid hjem til det land, du kommer fra
I mange år gjorde Malene Choi alt, hvad hun kunne, for at få et så “normalt” ungdomsliv som muligt. Hun ville ikke kigge sig tilbage. Men det var særligt racistiske bemærkninger, både fra fremmede på gaden og i de nære relationer, som mindede hende om, at hun var anderledes end andre danskere, og som fik hende til at føle sig fremmed og forkert. Hun oplevede blandt andet at fremmede mænd på gaden kunne finde på højlydt at råbe “skrid hjem til dit eget land” efter hende.“Deres ansigter kunne være fuldstændigt fortrukket i vrede. Og jeg kunne blive så bange, fordi jeg følte et voldsomt had fra tilfældige mennesker, som jeg ikke engang kendte. Det var så svært for mig at lokalisere, hvem der kunne finde på at ytre racistiske holdninger. Det kunne være høj som lav, ung som gammel. Jeg følte mig så ubeskyttet,” fortæller hun.
I filmen konfronteres Carl også med kommentaren om, at han jo bare kan tage hjem til det sted, hvor han kommer fra. Det er dog ikke fra en fremmed person på gaden, men derimod fra et familiemedlem, som har drukket sig fuld til en familiefødselsdag.
“Jeg kender godt til det med, at hverdagsracismen kan snige sig ind i de nære relationer og i familien. Det kan bare være helt vildt svært at beskytte sig mod. Man er fuldstændigt uforberedt, og så kan man jo måske også godt lide de personer, som ytrer de racistiske holdninger. Det kan være vildt skamfuldt og svært at sige fra overfor, måske især når det sker i de her nære relationer”.
Når fødderne ikke står fast på jorden
Hele filmholdet boede sammen i 28 dage på den gård på Syddjursland, hvor filmen ‘Stille liv’ blev optaget. Landbrugsmiljøet har for Malene Choi været en måde at tydeliggøre den rodløshed, som Carl oplever.“Hovedpersonen Carl har en oplevelse af ikke at høre til. Det er som om, at hans fødder nærmest ikke kan blive stående fast på jorden. Det tænkte jeg, at landbrugsmiljøet var en god setting for. Her er mennesker, som er dybt rodfæstet til jorden og til det sted, hvor de bor. Faderen Hans ejer en slægtsgård, som han er født og opvokset på. De lever af at dyrke jorden. For mig var det fascinerende at sætte over for Carl, som er adopteret fra Korea, og som har en krop, der er lidt ‘body out of place’”.
Malene har selv oplevet en stor rodløshed, en følelse af ikke rigtigt at kunne mærke, hvem hun er. Som ung vidste hun ikke helt, hvad hun ville, og hun havde svært ved at tage beslutninger og sige fra - for hvordan skal man sige fra, hvis man egentligt ikke kan mærke så meget?
“Jeg havde en oplevelse af at have mistet min oprindelseskultur og mine biologiske forældre. Og så kan jeg føle, at jeg er taget ud af sammenhæng, min krop passer ikke rigtigt til det her sted eller det her klima”.
Længslen tilbage til sine rødder
Lige siden Malene Choi var barn, har hun drømt om at lave film. Dengang så hun de sort-hvide Tarkovskij, Bergman og Dreyer film, som blev vist på TV, og som hun både var skræmt og fascineret af.“Der var virkeligt en alvor. Og jeg var vildt interesseret i alt, der stillede spørgsmål til, hvad livet er. Filmens verden var for mig faktisk det eneste sted, hvor der virkeligt var nogen, der turde stille det spørgsmål og udfolde det på en måde, hvor det ikke kun viser et lille hjørne af livet,” fortæller hun.
Malene gik dog tre år på arkitektskolen i Aarhus, inden hun opdagede, at der eksisterede en europæisk filmhøjskole i Ebeltoft, som hun skyndte sig at blive elev på. Senere kom hun ind på Filmskolen i København og tog en uddannelse som dokumentarfilminstruktør.
Det var først efter sin dimission på Filmskolen i 2005, at hun begyndte at søge tilbage til sine Sydkoreanske rødder. Hun oplevede en trang til selv at definere sit liv, tage sin egen skæbne på sig og acceptere de livsvilkår, hun havde fået. De næste syv år tog hun på mange rejser til Sydkorea, hvor hun lærte mange andre mennesker at kende, som også var adopterede fra Sydkorea.
“Det var en stor berigelse for mit liv at blive en del af den koreanske kultur. Jeg følte et umiddelbart slægtskab med de andre, og jeg følte, at jeg kunne sige ting, som jeg ikke havde kunnet sige før. Jeg kunne udtrykke en sorg, jeg havde båret rundt på, og kunne tale om en længsel efter at passe ind. Det var virkeligt empowering at kunne dele de erfaringer og så ikke føle mig unormal, fordi de andre havde de samme oplevelser”.
Forfalskede adoptionspapirer og ukendte forældre
Med rejserne og de nye bekendtskaber i Sydkorea begyndte hun at føle, at hun også hørte til et andet sted. Hun begyndte at tage den koreanske identitet på sig, kalde sig ‘dansk-koreansk’ og ikke bare ‘dansk’.
“Der var på en måde noget indeni mig, som begyndte at falde på plads. Der var nogle tomme huller, som blev udfyldt. Men på samme tid har det også virkeligt været et minefelt at gå ind i for mig,” fortæller hun og henviser til, at hun også er begyndte at stifte bekendtskab til svindelsager med dansk-syd-koreanske adoptioner.
“Man har jo fundet ud af, at mange af vores adoptionspapirer har været forfalsket. Det var meget traumatisk for mig at gå ind i. Jeg tænkte: ‘Gud, er jeg blevet solgt som en vare? Er jeg blevet menneskehandlet?” siger hun.
Hun fortæller, at nogle adopterede fra sydkorea med hjælp af privatdetektiver og politi har fundet ud af, at deres forældre aldrig nogensinde har givet tilladelse til, at deres børn er blevet taget fra dem.
“I mine papirer står der jo bare ‘unknown’ til alt, hvad der handler om min biologiske far og mor. Og det er jo virkelig ikke rart at leve med en historie om, at man er blevet fundet i en kurv ude foran rådhuset. Når man spørger ind hos adoptionsbureauet, så giver de mig bare en fortælling om, at kontoret brændte, så alle vores oplysninger er væk”.
Selvom det for Malene ikke har været en ubetinget positiv oplevelse at genbesøge sine rødder, så vil hun med filmen gerne vise, at det er et menneskeligt behov, som vi har brug for at tale om.
“Forhåbentligt bliver fremtidige adoptionsfamilier bedre rustet til at tale om denne længsel og om de psykologiske problematikker, der kan opstå, når man er blevet adopteret. Det håber jeg”.
Stille liv
Filmen er udtaget til den prestigefyldte Toriino ScriptLab samt udviklet på New Horizon Studio, Sources og præsenteret på Discovery på Göteborg Film Festival
Stille Liv er blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, DR, Nordisk Film & TV Fond.
Øst for Paradis distribuerer filmen i Danmark.
Malene Choi
Malene er født i 1973, adopteret fra Sydkorea og opvokset hos sin adoptivfamilie i en by på Midtsjælland.
Malene Choi var selv 11 måneder gammel, da hun blev adopteret fra Sydkorea.
Uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2005.
I 2011 modtog hun Robert-prisen for bedste korte fiktion for ‘Dyret’.
Debuterede i det lange format med ‘The Return’ (2018), en hybridfilm, der blev vist på en lang række internationale filmfestivaler. Filmen modtog special mentions ved festivalerne i Rotterdam og Göteborg.
