Da der udbryder regulær borgerkrig i Syrien i 2012 befinder en ung universitetsstuderende sig både på det helt rigtige og det helt forkerte sted. Med et kamera i hånden kan hun dokumentere de voksende protester i Syriens største by, Aleppo, og regeringsstyrkernes brutale nedslagtning af civile. Samtidig må hun hver dag frygte ikke kun for sit eget liv, men også for sin mands og den lille pige, der vokser i hendes mave og bliver født midt i det belejrede østlige Aleppo den 1. januar 2016.
Den universitetsstuderende er instruktøren Waad al-Kateab (efternavnet er af sikkerhedshensyn et pseudonym). Som civil journalist har hun filmet konsekvenserne af det syriske regimes angreb på det (indtil 2016) oprørskontrollerede østlige Aleppo. Hun leverede prisbelønnede reportager til britiske Channel 4 News, som også står bag produktionen af den dokumentarfilm, som hun, i samarbejde med den britiske dokumentarist Edward Watts, har skabt ud fra sit enorme videomateriale. Filmen får nu dansk premiere.

Filmen, ‘Til Sama’, har allerede gået sin sejrsgang i filmverdenen og vundet adskillige priser; blandt andet prisen for bedste dokumentar til både BAFTA og Cannes’ prisuddelinger. I februar var den også nomineret til en Oscar for bedste dokumentar, men vandt dog ikke.

Filmens succes er bemærkelsesværdig; særligt af to grunde: Dels giver den indblik i et emne, som ellers lader til at være ladt i stikken i den brede nyhedsdækning; nemlig den stadig igangværende krig i Syrien. Dels er den Waad al-Kateabs debutfilm; filmet fra et liv midt i krigens kaos.

Leg i bombekratere

Det der gør ‘Til Sama’ helt speciel som krigsdokumentar er, at den ikke giver et eneste billede fra frontlinjen eller af mennesker med skydevåben eller anden ammunition. Filmen foregår primært på det sidste hospital i det østlige Aleppo, og dens omdrejningspunkt er Sama, Waad al-Kateabs datter, som fødes her midt i stormen af klyngebomber og russiske luftangreb.

Filmen er dedikeret og fortalt til hende. For hendes skyld filmer Waad al-Kateab det intime liv, der udspiller sig imellem granaternes øresønderrivende drøn og de blodige scener i operationsstuen, når Waads mand, lægen Hamza, forsøger at redde ofrene for de dødbringende angreb. For midt i dette ragnarok lever der stadig familier, som på bedste beskub forsøger at klare sig gennem dagene. Der bliver stadig lavet mad, grinet og leget, om end det foregår i et bombekrater-formet badebassin eller en udbrændt bus.

Familielivet, og håbet om at kunne leve det uden frygt for at blive slået ihjel ved næste luftangreb, er grunden til at Waad og Hamza bliver i Aleppo. Hun håber også, at det er en mulighed for at hjælpe kvinder, mænd og børn som de deler krigens rædsler med.
Filmoptagelserne er et vidnesbyrd til Sama om deres overbevisning, hvis nu de ikke skulle overleve krigen.

Faren ved at blive og skyldfølelsen ved at rejse bort

Det er ufatteligt at Waad al-Kateab og hendes lille familie stadig er i live i dag. Filmen starter ellers med håb i 2012, hvor demonstranter, heriblandt Waad, stiller sig op imod præsident Bashar al-Assads undertrykkende regime og oprørsstyrkerne tager kontrollen over det østlige Aleppo.
Herefter følger den tragiske fortælling om Aleppos fald. Filmen varsler desillusionen ved løbende at klippe frem til 2016 og den flere måneder lange belejring af Aleppo, der fører til at Waad, Hamza og deres venner på hospitalet endelig må give fortabt over for Assads skruppelløse magtudøvelse. De flygter først til Tyrkiet og siden London, hvor de er bosat den dag i dag.

Livet i Aleppo er en daglig frygt for døden. To små drenge må i en hjerteskærende scene sige farvel til deres bror, som er blevet offer for et luftangreb. Mødre kalder desperat på deres døde børn i håb om at bringe dem tilbage til livet. Det er næsten ikke til at bære. Men samtidig er her liv. Waad og Hamza bliver gift, hun bliver gravid og føder Sama, som er et lys i mørket for forældrene og for de andre på hospitalet. I hende og Aleppos andre børn ser de grunden til at fortsætte kampen for et frit Syrien.

Samtidig er truslen om død en konstant følgesvend, og Sama græder ikke engang når bomberne falder. Udefra set kan det virke absurd at opfostre et barn i Aleppo, men for Waad, Hamza og deres venner er flugt ikke en mulighed før til allersidst i filmen, hvor det østlige Aleppo evakueres. De føler et enormt ansvar for deres by og dens indbyggere. Samtidig er det at blive og prøve at få hverdagen til at hænge sammen en protest i sig selv. I et interview med Channel 4 News har Hamza siden udtalt, at bare det at leve endnu en dag føltes som en måde at udfordre regimet på.
Derfor er det en stor sorg, da de endelig må forlade Aleppo. I lydsporet siger Waad, henvendt til Sama:
“Vil du bebrejde mig for at blive her? Eller for at tage af sted nu?”
I både filmen og interviews siger hun, at hun intet fortryder, men hun føler skyld over at have forladt sit land og at hun nu blot kan betragte krigens død og ødelæggelse på afstand.

Håbet

I skrivende stund står den sidste oprørsbastion i Syrien for fald. Det syriske regime og den allierede russiske hær kæmper mod tyrkiske styrker om kontrollen over provinsen Idlib, og det der skete for folk i Aleppo, sker nu for indbyggerne der. I vestlige medier og blandt politikere er det der fylder mest, hvordan de europæiske lande skal håndtere de nye strømme af flygtninge, som uundgåeligt følger i kølvandet på angrebene i Idlib. I 2015 så Europa den største strøm af flygtninge siden Anden Verdenskrig, blandt andet som følge af krigen i Syrien. Det store antal flygtninge har ført til splittelse blandt de europæiske lande og en stor modvilje mod at påtage sig humanitært ansvar og tage imod mennesker, som ellers har krav på asyl. ‘Til Sama’ kan ses som en kommentar til det. Waad al-Kateab udtaler til CBS News:
“Jeg ønsker, at alle, der ser denne film, forstår, at en flygtning ikke er en, der er faldet ned fra himlen. Der er en grund til, at disse mennesker blev flygtninge. Forud ligger en kamp for ikke at miste sit land, sit hjem og sine drømme. Vi kæmpede virkelig med alt, vi havde i os blot for at få lov at blive i vores land, men det var os ikke tilladt.”

Med den modtagelse filmen har fået har Waad al-Kateab dog alligevel håb for, at verden ikke har glemt Syrien og at Bashar al-Assad kommer til at stå til regnskab en dag. I et interview til mediet Middle East Eye’s Youtube-kanal siger hun:
“Hvis jeg ikke havde håb, ville jeg ikke fortælle jer denne historie.”

Fakta

‘Til Sama’ får premiere i danske biografer d. 10. sep og kan ses i
Øst for Paradis
Bibliografen Bagsværd
Biffen Nordkraft
Cafebiografen Odense
Vester Vov Vov
Empire Bio
Grand Teatret
Gloria Biograf
Ishøj Bio
Kulturhuset Trommen Hørsholm
Park Bio
Reprise Teatret
Valby Kino

'Til Sama' vandt BAFTAs og Cannes pris for bedste dokumentar, og blev Oscar-nomineret i kategorien Bedste dokumentarfilm.