Numrene i KUN FOR IDIOTER udmærker sig ved at de udover at komme på lyd også udgives som små lækre minihæfter, der giver mindelser tilbage til dengang musikudgivelser var en taktil oplevelse: en fysisk genstand med et pladecovermotiv, der, når de var bedst, var udstillingsværdige og på hvis bagside, albummets tekster stod præget som salmer i biblen. Hæfterne er smukke og rigt illustreret af kunstnernavnet Onkel Hawaii.
KUN FOR IDIOTER hæfterne rummer teksterne med illustrationer samt en QR-kode til den digitale lydudgivelse.

Jeg kan med det samme afsløre, at jeg holder meget af KUN FOR IDIOTER. Indrømmet - mine musikalske observationer er forholdsvis lægmands. Godt nok havde jeg i gymnasiet musik på A-niveau, men det ligger virkelig mange år tilbage og undervisningen handlede mest om koralharmoniseringer og nogle meget berygtede “forbudte paralleller”. Alligevel tør jeg godt udtale mig om udgivelsen her, og det både som menneske og musikelsker.

Tag nu et nummer som SMILET, for eksempel. Det vækker helt umiddelbart gode (Claus) Hempler-vibes: en insisterende og velbegavet vokal, kombineret med bløde blæsere og bastante trommerytmer. Dette tilføjet en tekst, som er ret vidunderlig: Umiddelbart simpel men alligevel så meget mere end det. Læs for eksempel beskrivelsen her af et smil - i bestemt ental ligesom i titlen SMILET:

"Smilet på vej op/ øjenlågene på vej ned [..]/ det var som at se en umådelig matematisk ligning gå op".

Ræven, som et andet nummer hedder, er en klar ørehænger. Omkvædet "Less is more/laissez faire/så lad det være" er lige til Orange scene, jeg ser det allerede for mig: Et vuggende menneskehav med hænderne over hovedet og titusindevis af tændte lightere. Teksten er lige dele syret og hallucinerende som den er eksistentsfilosofisk: En mand møder en ræv, et fabelagtigt sceneri, som da også næsten er titlen på Lars-Emil Foders seneste og meget læseværdige tekstsamling, ‘Fabelagtigheder’.
Manden i teksten ”har det blå,” han har ”nederen på”, han kan ikke ”finde den krog/jeg skal hænge min smiley på”.
Hertil svarer ræven (som kun ræve bag øret kan svare):
”Lykken er kun for idioter.”

Tekstligt er jeg allermest begejstret for nummeret ”Snart rammer vi byen”, hvis hårde elektroniske tonale univers samtidig er den, der udfordrer mig mest.
Linjerne her er i mine øjne meget stærke:

”Og så åbnede der en ny natklub. Den hed THE POWER OF THE NOW. Og alle snakkede om den klub. Og alle ville ind på den klub[...]
Men jeg har hørt fra en der kom ind at der var kø for at komme ud igen. Og den var sådan set lige så lang. Det var sådan set den samme kø.”

-Det er livet sat på spidsen, det er mennesket i samfundets evige hamsterhjul: videre, videre, videre. Det er jagten på “the now”, det er nuet, der bider sig selv i røven. Bedst som vi tror, vi ser os selv i øjnene, opdager vi, at det vores egen bagdel, vi glor ind i.
Jeg elsker den slags begavet samfundssatire: Jeg føler mig ramt, men også befriet, jeg både griner og græder. Det er Lars-Emil Foder, når han er allerbedst, så spidder han tilværelsen med en underspillet præcision.

Jeg kan på det varmeste anbefale at lytte til de foreløbigt tre første numre af KUN FOR IDIOTER, der fra i dag kan købes via forlagets hjemmeside - inklusiv tre vidunderlige hæfter i lommeformat, som er lige til at tage med sig og hive op, de dage man føler sig blå og som trøst trænger til at blive mindet om rævens viise ord: ”Lykken er kun for idioter”

KUN FOR IDIOTER er udkommet på Forlaget Ekbátana