Kanonkonger kan klare næsten alt
Nu er der nyt på Ramasjang, som tør tage svære emner op med et glimt i øjet.
Søndag den 17. januar har DR premiere på den nye dramaserie Kanonkongen Freja for børn og deres familier
Det er ikke let at være Freja på syv år. Meget mod sin vilje flytter hun ind i sin farfars aflagte kolonihavehus sammen med sin far, mor og storebror på 13, og så skal hun begynde på en ny skole. Far er blevet arbejdsløs, mens moren arbejder ekstra meget som stewardesse og er langt væk det meste af tiden.
En dag møder Freja den jævnaldrende Asger, som har kendt hendes farfar. Det viser sig, at farfaren har været en legendarisk kanonkong, der var modigere end modig, når han havde sin gule knallerthjelm og sin kappe på.
Et sted i kolonihavehuset finder Freja det gamle kanonkongeudstyr og med det på, får hun også mod til at tage udfordringerne i sit nye liv op.
Med Asger ved sin side kaster hun sig ud i lidt af hvert. Med en god portion opfindsomhed får de endda fyret op under faren, som ellers mest holder til på sofaen.
LÆS OGSÅ: Interview: Indeni Hr. Skæg bor kompromisløs musiker
Mod til at ændre på tingene
DRs nye dramaserie for børn og familier handler om venskaber og mod til at ændre på tingene. Dramachef for DR Fiktion Piv Bernth fortæller, at DR med Kanonkongen Freja tager nogle svære og tunge emner op med respekt, kærlighed og et glimt i øjet.
“Jeg tror, der går mange Freja’er rundt ude i landet, som vil kunne genkende de bump og glæder, som kanonkongen Freja møder på sin vej.”
DR har længe haft tradition for at samle de voksne om drama søndag aften. Med Familieflimmer på Ramasjang søndag kl. 17.30 håber DR, at kunne samle børn sammen med deres familier. Om søndagen har man kunnet se klassikere som Nana, Buster og Da Lotte blev usynlig, og nu er DR altså klar med nyproduceret dramatik til familierne.
Redaktør for DR Ramasjang Pelle Møller siger:
“Jeg synes, at det er på tide, at vi på Ramasjang også samler børnefamilierne om dramaserier af høj kvalitet, og derfor har vi indført Familie Flimmer”
LÆS OGSÅ: Interview med Onkel Reje
Der er masser at tale om
Det er netop ikke en børnebiograf, DR har forsøgt at etablere sidst på eftermiddagen om. Dramaserien er netop for hele familien, så man sammen kan få en fælles oplevelse.
Dramachef for DR Fiktion Piv Bernth siger:
“Det er mit håb, at forældrene også vil se med. Der er nemlig masser at tale med sin børn om bagefter.”
Fakta:
Anders W. Berthelsen spiller faren, mens Freja bliver spillet af Holly Lars Bjarke, der tidligere har spillet med i DRs lille børneserie ’Mors lille hjælper’.
Barbara Moleko synger titelmelodien "Freja" til serien, der er skrevet af Simon Oded Weil, Emil Nygaard Albertsen og Natasha Arthy. Sidstnævnte har også instrueret alle afsnit.
Topfoto: PR-foto / DR