Hvad stiller man op med sin passion, når man ikke kan få plads til at udfolde den, og kommer der et tidspunkt hvor man skal give op? Den biografaktuelle La La Land stiller disse spørgsmål og pakker dem smukt ind i en musical, der henter inspiration hos klassikere

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Ikke mange sekunder er passeret, før filmens første sang strømmer ud mod biografgængerne, og med et løfte om Another Day of Sun, stærke farver og store armbevægelser er scenen sat: Los Angeles er fyldt med lidenskabelige og ambitiøse drømmere, der gerne vil gøre sig gældende. Blandt disse drømmere finder vi filmens hovedpersoner: Skuespillerinden Mia og jazz-pianisten Sebastian. De kæmper begge mod de tilsyneladende uoverstigelige udfordringer, der møder udøvende kunstnere med ambitioner. Mia stiller forgæves op til den ene audition efter den anden i jagten på en givende rolle, og hun bliver konstant konfronteret med antallet af kompetente konkurrenter. Sebastian må kæmpe en kamp imod stemmerne, der siger, at jazz'en er død og borte. Begge er de nødsaget til at tage uvedkommende jobs.

Det tredje tilfældige sammenstød mellem Mia og Sebastian bliver starten på det romatiske forhold som er filmens rygrad. I hinanden finder de én, der kan spejle deres stræben og en støtte når al stræben synes nytteløs. Publikum bliver vidne til, hvordan de investerer sig selv i egne og hinandens ambitioner. De bliver medsammensvorne i kampen for stædigt og vedholdende at bevare modet og viljen til at drømme.

Jazz-helte og filmklassikere

La La Land er skrevet og instrueret af Damien Chazelle, hvis kærlighed til scenekunstens tradition ikke fornægter sig. Filmen præges af direkte og indirekte referencer til jazzhelte og filmklassikere og rummer blandt andet en velanbragt hilsen til Singin' in the Rain, når Sebastian svinger sig rundt om en lygtepæl. Referencerne er også med til at understrege kontrasterne i filmen, hvor scenerne på skift udspiller sig i dunkle jazz-klubber og blandt farvestrålende teaterkulisser. Har man stiftet bekendskab med filmen Whiplash fra 2014, der ligesom La La Land er skrevet og instrueret af Damien Chazelle, vil man genkende temaet om kunstnerens udfordrende tilværelse. Men hvor Whiplash er et stramt komponeret musikalsk drama er der i La La Land skruet op for musical-charmen.

I en musical er intet umuligt

Musicalgenren kalder på publikums evne til at acceptere det absolut usandsynlige, som når en flok fremmede pludselig bryder ud i en velkoordineret sang- og steprutine. Netop derfor er en musical en ganske meningsfuld ramme for en fortælling om passionerede drømme, hvis realisering virker utænkelig. Når hovedpersonerne synger deres følelser og håb ud, er det svært at fremture med rationelle argumenter, og man ledes til at acceptere, at det usandsynlige måske alligevel er muligt.

Men i Los Angeles er konkurrencen hård, og tilstrækkeligt med modstand leder Mia og Sebastian til at spørge sig selv og hinanden: Hvornår skal man give fortabt? Og: Kan det overhovedet lade sig gøre at være passioneret kunstner og voksen? I takt med at Mia og Sebastians drømme kommer under pres, udfordres deres selvbillede og deres syn på hinanden. For hvem er de uden deres drømme?

Filmen efterlader publikum med mættede sanser og et varende indtryk af det veludviklede lydbillede. Undertegnede måtte i alt fald holde fast i sig selv, for ikke at slå buer med cyklen i takt til ”City of Stars”, der blev hængende i hovedet hele vejen hjem fra biografen.

Hvis man, ligesom jeg, er glad for musicals, skal man unde sig selv en tur i biografen og et par timer i La La Land. Hovedrolleindehaverne er hverken eminente dansere eller sangere, men det er ikke det, der bærer filmen. La La Land drives af skuespillernes kemi og charme, samt et solidt bagtæppe af nostalgisk og musikalsk filmmagi. Fortsat klinger spørgmålet om muligheden for sameksistens mellem passionerede drømme og voksenliv.

Fakta:
La La Land havde premiere i Danmark den 23/02 2017.
Der er rig mulighed for at fange en forestilling hos Cinemaxx eller i Nordisk Film Biografer.