Filmfestivalen Don’t Fear the Weird sætter fokus på det aparte sind. Både med realistiske skildringer af psykisk sygdom og groteske fremstillinger af galskaben.

Der er umiddelbart langt fra den gale doktor i den tyske ekspressionistiske klassiker Dr. Caligaris Kabinet til den maniodepressive Even i tredje sæson af ungdomshitserien Skam. Ikke desto mindre er begge karakterer at finde på dette års Sindet og Filmen-festival, Don’t Fear the Weird, som finder sted i Cinemateket i København fra den 13. til den 16. september. Festivalen, der blev afholdt første gang i 2016, er skabt i samarbejde med organisationerne Outsideren og PsykInfo.

Fokus på det selvoplevede

Udover den morderiske doktor og den unge Even omfatter programmet i år også en lang række dokumentaristiske skildringer af mennesker med forskellige former for - eller berøring med - psykiske lidelser.

Og det er en helt bevidst udvikling, fortæller programredaktør fra Det Danske Filminstitut Rasmus Brendstrup. Hvor sidste års program havde et skarpt samfundsmæssigt fokus på den filmhistoriske bevægelse fra stigmatisering af den psykisk syge til en (måske lige så uholdbar?) idyllisering i de senere års fiktionsfilm, er hovedfokus i år flyttet til det mere nære og selvoplevede.

“Vi har forsøgt at udvælge nogle personlige film, som ligger så langt fra den klassiske pegepindsdokumentar som muligt. Og det er især hos de unge, at vi er stødt på nogle meget sanselige, kreative og dynamiske skildringer, som går dybt ind i følelsen, smerten og den forvirring, som psykisk sygdom også rummer,” siger Rasmus Brendstrup.

En række korte dokumentarfilm er produceret af tidligere eller nuværende psykiatribrugere fra foreningen Outsideren, hvis formål er at fremme forståelsen for sindslidendes livsvilkår. Dokumentarerne Flink pike af Solveig Melkeraaen og Tarnation af Jonathan Caouette er personlige skildringer af livet med hhv. depression og en skizofren far, som har en mere klassisk dokumentarfilmsform.

Det er ifølge Rasmus Brendstrup i det selvoplevede, at årets program har sin styrke:

“For mig at se rummer de ofte en terapeutisk dimension, hvor man fornemmer, at det handler om at bearbejde nogle følelser - nogle dæmoner. Det er interessant at se folk vride deres hjerter for åbent tæppe. Og måske lige så vigtigt: at de gør det som kunstnere, og ikke bare fordi de har været igennem et sygdomsforløb,” siger han.

Galskabens dragende effekt

Mange af os kender til de legendariske aparte filmkarakterer som den kannibalistiske Dr. Hannibal Lector eller autisten med de ekstraordinære evner i Rain Man. Og man kunne føje adskillige hundrede til listen. De skøre karakterer fungerer nemlig godt på filmlærredet som et effektivt dramatiske brændstof, og det bliver tilsyneladende ved med at fascinere os. En gammel vittighed - med en vis portion sandhed - lyder, at hvis man vil gøre sig forhåbeninger om en Oscarnominering, så hjælper det gevaldigt på oddsene, hvis man spiller en person med et fysisk eller psykisk handicap (se bare på Rain Man, Silver Linings Playbook og A Beautiful Mind).

Rasmus Brendstrup er enig i, at det skæve sind har en særlig dragende effekt. Han glæder sig personligt til de mere kuriøse beskrivelser af galskaben på skærmen, som den kommer til udtryk i sin mest groteske form. Også selvom de er stereotype og fortegnede. Der er nemlig ikke nogle “programmæssige dogmer om, at de film, vi viser, skal indeholde en bestemt repræsentation af psykisk sygdom. Der skal bare være rum til at diskutere den efterfølgende,” siger han.

Efter visningen af klassikeren Gøgereden er der således lagt op til debat om filmens beskrivelse af det psykiatriske system generelt og om brugen af elektrochok i særdeleshed. Filmen har nemlig haft så stor en betydning for folks opfattelse af elektrochok, at det trækker tråde helt til i dag. I et interview med Information fortæller psykiater Pia Glyngdal, hvordan hun engang fik en ny patient, der siden sin tidlige ungdom havde hørt stemmer og isoleret sig socialt, men som aldrig havde søgt behandling - på grund af Gøgereden.

”En af festivalens kongstanker er netop at punktere myter – og derfor har vi inviteret Danmarks førende forsker inden for elektrochok-terapi, overlæge Martin Balslev, til at lave et optaktsforedrag til Gøgereden: Hvordan foregår det i dag, og hvem hjælper det? Det foregår i vores festivalcafé inden filmen, og er selvfølgelig ganske frivilligt,” siger Rasmus Brendstrup.

Film giver os en andens syn på verden

Men hvorfor er fremstillingen af psyken interessant, og hvad er det filmmediet kan i sin beskrivelse af sindets kringelkroge?

“Filmen har et udtrykspotentiale, som er helt enormt, når det gælder psykisk sygdom. Det er i sagens natur ekstremt svært at forestille sig, hvad der gemmer sig bag hjernebarken hos andre, men igennem det filmiske blik får vi mulighed for at træde i andre menneskers sted og vitterligt SE verden med deres øjne,” siger Rasmus Brendstrup.

Det gør sig ikke kun gældende i dokumentargenren, det gælder i lige så høj grad fiktionsfilmene, som beskæftiger sig med den forvrængede, subjektive virkelighedsgengivelse (her kan nævnes titler som The Machinist, Bird Man og Black Swan).

“Som filmelsker synes jeg, at det er super interessant at se, hvor mange måder galskab eller ubalance eller hallucinationer kan skildres subjektivt. Mange af de her film handler jo om, at man oplever verden forandre sig på en helt umærkelig måde. Det bevirker, at det rationelle fundament i ens virkelighedsopfattelse bliver fjernet. Naturligvis kun midlertidigt, for man går jo rask ud af biografen igen, men det giver os trods alt mulighed for at opleve at være en anden - en syg person hvis virkelighed enten svigter eller smuldrer.”

FAKTA:

Don’t Fear the Weird Festival

Sted: Cinemateket, København

Tid: 13.-16. september

Se hele programmet her.

Wikipediaopslag med eksempler på fremstillinger af en række psykiske lidelser i film.