Forfatter Stefan Zweig var oprindelig østriger, men anså sig selv for at være europæer med stort e. Efterhånden tvang Nazitysklands antisemitiske love ham dog i eksil, og her fuldendte han sit litterære hovedværk, som nu er blevet til en spillefilm

Når Stefan Zweig: Farvel til Europa henover efteråret foldes ud på biograflærredet kan filmen ses som en påmindelse om, at Europa endnu engang er i virkelig krise, og det kan gå grueligt galt, hvis de forkerte stemmer kommer til orde. Verden af i dag ligner foruroligende meget, verden af i går.

Eksempelvis klarer det højrepopulistiske, indvandrerkritiske og EU skeptiske parti Alternative für Deutschland sig godt i meningsmålingerne forud for det forestående tyske forbundsdagsvalg, og partiet ser på stående fod ud til, let at kunne finde vej ind i parlamentet...

Dermed giver det glimrende mening, at Stefan Zweigs humanistiske tænkning fortsat genudgives og filmatiseres i dag; 75 år efter, at den blev introduceret. Den vidner om et kunstnerisk og ideologipolitisk virke, der med fordel kan tolkes som en spejling af livsvilkårene for millioner af nutidige flygtninge. Mennesker som må finde sig i hvad som helst, i håbet om overlevelse. Som sulter og fryser og drukner. Som lydløst forsvinder i mængden.

Håbet om morgenrøden

“Jeg hilser mine venner. Måtte de efter den lange nat nå at se morgenrøden! Selv er jeg for utålmodig og iler dem forud.”

Sådan lyder den østrigske forfatter Stefan Zweigs sidste ord. Ordene står skrevet i et afskedsbrev fra 1942, og er altså efterhånden 75 år gamle. Alligevel gør de indtryk, når jeg læser dem en formiddag i september 2017.

For det første, fordi de forsegler et af mellemkrigsårenes betydeligste forfatterskaber. For det andet, fordi ordenes betydning – i dag såvel som dengang – vidner om et Europa i forandring; et Europa med en diset fremtid.

Måske er det netop derfor, at de dystre profetier fra Zweigs hovedværk Verden af i går fortsætter med at fascinere: Bogen er udgivet i 1944, oversat til alverdens sprog og nu altså også brygget om til en spillefilm for allerførste gang.

Jorden rundt på halvanden time

Filmen Stefan Zweig: Farvel til Europa er instrueret af den tyske skuespillerinde Maria Schrader. Modsat bogen, hvor Zweig reflekterer over absurditeten af Europas forandring fra åndeligt centrum til skueplads for folkemord, fokuserer filmen udelukkende på forfatterens sidste leveår.

Fra første scene, hvor forfatteren med ekstravagance modtages til middag hos den brasilianske præsident, lurer farerne under overfladen. Man fornemmer, at idyllen bliver kortvarig. Og rigtignok går der ikke længe, før selvsamme forfatter sidder til PEN-møde i Buenos Aires for fordrevne jødiske intellektuelle. Få minutter senere befinder han sig på en sukkerroemark i Brasilien, og endnu kortere tid efter, i en lejlighed i et snefygende New York.

At se Stefan Zweig: Farvel til Europa føles lidt som at rejse jorden rundt på halvanden time. Det er forvirrende og anstrengende, men samtidig er dette netop filmens primære ærinde: at gengive eksiltilværelsens utryghed og rodløshed.

Fra stjerne til paria

Zweig mister alle sine borgerrettigheder i løbet af Anden Verdenskrig. Han går fra at være sit lands førende forfatter til at blive en omvandrende paria. Sammen med prominente navne som Thomas Mann, Walter Benjamin, Albert Einstein og Hannah Arendt må han flygte fra land til land uden at finde ro nogen steder.

Hannah Arendt skriver om jødernes sociale degradering under Anden Verdenskrig: “Vi blev fængslet, fordi vi var tyskere, nu forblev vi fængslede, fordi vi var jøder. Det er den samme historie over hele verden, gentaget igen og igen. I Europa konfiskerede nazisterne vores ejendom, men i Brasilien skal vi erlægge 30 procent af, hvad vi ejer (...) I Paris kunne vi ikke forlade vores huse efter klokken otte, fordi vi var jøder, men i Los Angeles begrænser man vores færden, fordi vi er fjendtlige fremmede. Vores identitet ændres så hyppigt, at ingen kan finde ud af, hvem vi rent faktisk er.”

Det er præcis sådan, filmen portrætter Zweigs forhold til identitet og land. For ham hænger de to begreber uløseligt sammen, og når de først er skilt ad, kan de ikke blive genforenet. Så er de minder; for altid blot minder og intet andet. Erindringen om fortidens trygge Europa; længslen efter opvækstens åbne kontinent bliver dén utopi, som gør, at forfatteren tager sit eget liv om morgenen den 22. februar 1942 i Petrópolis.

Få dage forinden har han sendt manuskriptet til Verden af i går til sin amerikanske forlægger Viking Press.

Fakta:

Maria Schraders film Stefan Zweig: Farvel til Europa, vises i
Øst for paradis i Aarhus, Café biografen i Odense, Grand Teatret i København, Nordisk Films Biografer Dagmar; Esbjerg; Falkoner; Frederikssund; Herning; Hillerød; Kolding; Køge; Nykøbing Falster; Næstved; Randers; Aalborg City Syd, Reprise Teatret, Valby Kino, Værløse Bio.

Stefan Zweig: Verden af i går- En europæers erindringer, Rosinantes Klassikerserie, 398 sider.