Efter successen Mod Naturen indtager den norske filminstruktør Ole Giæver endnu en gang hovedrollen i sin nyeste film om det forunderlige, absurde, pinagtige og til tider dødsyge liv Fra Balkonen
★ ★ ★ ★ ★ ☆

Kameraet snurrer, og det samme gør barbermaskinen. Den norske instruktør Ole Giæver står foran spejlet på sit badeværelset. Mens de sidste skægrester hvirvler ned mod afløbet, mindes han dengang i barndommen, hvor han måtte anstrengte sig for at falde ind i rollen som det sørgende familiemedlem efter en begravelse i barndomsbyens Tromsø.

Sådan vandrer minderne frit i Ole Giævers nye film. Instruktøren stikker fingeren i navlen, og ud kommer universet, hvor solen snurrer på dens tikkende hængsler, og jorden snurrer med. Ud kommer øjeblikket, hverdagens trivielle sysler og livets store dilemmaer. Ud kommer lommefilosofien, fantasierne, spørgsmålene og refleksionerne. Det hele hvirvles op og drysser langsomt ned.

Ole Giæver kigger på sig selv i spejlet. Han kigger på sin voksne krop og overvejer, hvordan han er blevet sådan. Har han altid været indadvendt og eftertænksom, eller er det en egenskab, han har tilegnet sig igennem livet for ikke at forstyrre andre mennesker?

Det bedste ved tiden efter begravelsen i barndommen var pigernes opmærksomhed og medlidenhed, forklarer han i den reflekterende voice-over. Desværre holdt pigernes opmærksomhed kun to dage, og så var han igen var overladt til sig selv.

Brutalt ærlig

I modsætning til Ole Giævers Mod Naturen, hvor han i rollen som Martin tager hårdt fat om nosserne på den moderne mand og hans ynkelige behov for selvrealisering og stådreng, tager Ole Giæver denne gang helt og holdent udgangspunkt i sit eget liv.

Med flimrende hjemmevideoer i baggrunden som små uspolerede tidskapsler, puster han liv i barndommens fantasier og ungdommens forventninger til livet.

“Måske burde jeg udfordre mig selv og bryde med mine rutiner, være mere spontan og overraske mig selv?” overvejer han, mens han ser livet strømme forbi ham nede på gaden. Men fra den beskyttede tilværelse på balkonen, viser der sig kun at være få elementer i Ole Giævers liv, der overrasker og chokerer ham. Det betyder dog ikke, at han ikke kan begive sig ud på en rejse, der har til formål at finde meningen med livet.

Ole Giæver startede optagelserne i 2015 og portrætterer hverdagen fra lejligheden på Borchmannsgate gennem et år. På lydsporet hører vi hans stream-of-consciousness, og på billedsiden konfronteres vi med instruktørens brutale, absurde og ofte humoristiske perspektiver på menneskets eksistentielle vilkår.

Eksperimenterende og original

Ole Giæver instruerer en kvinde i, hvordan hun skal posere foran kameraet.

“Prøv at ligne en, der længes efter at blive berørt ,” vejleder han hende. Hun sidder med siden til kameraet og forsøger at se fortabt ud.

I næste scene ser vi kvinden igen. Hun er til middag med veninderne, stemningen er god, veninderne griner, men kvinden er ikke glad. Hun kigger tværs gennem lokalet med det dér jeg-er-ikke-tilstede blik. Der klippes igen. Hun er tilbage i lejligheden, der viser sig at være lejligheden på den anden side af balkonen. Ole Giæver nipper til sin the og kigger ud over nabolaget.

Det er ikke helt forkert, hvis du nu sidder med fornemmelsen af, at Ole Giævers Fra Balkonen er noget af en rodet fornøjelse. Filmen er på en og samme tid dokumentar, fiktion, selvbiografi og kunstfilm. Den er et selvportræt, et samfundsbillede, et øjebliksbillede og en tidsløs fortælling. Men selvom den er alt det, formår Ole Giæver alligevel at holde begge ben på jorden, når abstraktionerne tager fart.

Filmens eksperimenterende og opfindsomme fortællestil er nødvendig. Den overrasker og bringer fornyelse til filmens til tider stillestående og ensformige kredsløb. I denne forbindelse giver særligt tegnefilmssekvenserne et dejligt afbræk i fortællingen, der ligesom den stemningsfulde dramatisering af datteren Ellinor som fuldvoksen kvinde med frihedstrang, ilter fortællingen.

Midtvejskrise

Halvvejs inde i filmen, kommer fortællingens cirkulære forløb dog alligevel under et vist pres. Opfindsomheden er tæt på at være sluppet op, og de håndholdte optagelser får en snært reality-tv over sig. Særligt i en lidt for lang scene på et hotelværelse i Storkholm kammer selviscenesættelsen en smule over, men alligevel ikke nok til, at jeg synes det for alvor går ud over filmens kvaliteter..

Hele filmen igennem bevæger Ole Giæver sig på et knivsæg, og han må hele tiden beherske sig for ikke at miste balance. Det viser sig at være en svær øvelse, men det lykkes i sidste ende. Han fastholder publikum og ender således ud med at begå et originalt og overraskende mesterstykke af en film.

Helhedsindtrykket forbliver derfor uspoleret, og mens solen går sidelæns ned bag muren på balkonen, ser det et kort øjeblik ud som om lyset skinner ud gennem en sprække i lærredet. Vi sluses ind i Ole Giævers erindringer en sidste gang og fortsætter ud i universet, hvor solen udsletter jorden i et blændende hvidt lys. Men tiden står ikke stille af den grund. Som en afdanket diskokugle fortsætter solen sin roterende dans ude universet, og det samme gør Ole Giæver fra sin caféstol på balkonen.

Fakta:

Ole Giæver er født i 1977 i Tromsø i Norge og har studeret på Nordland Kunst- og Filmfagskole samt Konstfack University College of Arts, Crafts and Design i Stockholm. Fra Balkonen er Ole Giævers tredje spillefilm og står også bag filmene Fjellet (2011) og Mod Naturen (2014).

Fra Balkonen har premiere den 18. januar 2018

Medvirkende: Ole Giæver og Marte Magnusdotter Solem m.fl.

Instruktør og manuskript: Ole Giæver

År: 2017
Land: Norge
Varighed: 85 min.

Spiller i:
Empire Bio (København), Øst for Paradis (Århus), Biffen (Ålborg), Café Biografen (Odense), Nicolai Biograf (Kolding), Valby Kino, Ishøj Bio m.fl.