I et halvt århundrede har den prisbelønnede instruktør Nils Malmros lavet film om sit liv. Et liv med både ulykkelig og uendelig kærlighed. Med sine stærke erindringer og en særegen instruktørteknik har han portrætteret tiden, livet og kærligheden i nu halvtreds år.
I september og oktober hylder Øst for Paradis Nils Malmros med en jubilæumskavalkade

I Højbjerg lige udenfor Aarhus møder vi Nils Malmros i det hus, der har været hans hjem i 37 år. Det hus, der har dannet rammen om et inspirationsgivende liv. Det hus, Nils Malmros allerede havde forelsket sig i inden, det var til salg — og hvor ham og hans kone har boet lige siden.

Vi sætter os i sofaen i den lyse stue. Hjemmet er stærkt præget af en kreativitet og intellektualitet; i midten af stuen et mørkebrunt piano, bøger langs væggen og et fyldt arbejdsbord, der følger det brede vinduesparti. Mens Malmros skænker the, fortæller han om sin allerførste film; En Mærkelig Kærlighed. Tilbage i 1965, hvor han lånte sin fars kamera og byggede sin egen lyddæmpende kasse, en såkaldt blimp. Dengang en ung, uerfaren instruktør.

I dag kan den nu 74-årige filminstruktør se tilbage på en lang karriere med film. Fra hans debut i 1968, halvtreds år og ti film senere. En karriere, han har ført ved siden af sit virke som læge, og som har bragt ham utallige priser — heriblandt fire Bodil’er og Nordisk Films Hæderspris. Film der i den største del af karrieren har været baseret på hans egne erindringer.

Livet som fortælling

“Det er jo mit liv, jeg får genspillet på mine film. Det var ikke oprindeligt meningen. Jeg har aldrig nogensinde følt, at mit liv her og nu var en kommende film. Men selvfølgelig er det da bevægende, at man kan tage sit liv op til revision — og måske endda snyde og ændre lidt på skæbnen,” fortæller Nils Malmros.

Malmros fandt tidligt ud af, at hans detaljerige erindring, kunne bruges i hans kreative virke. Minder fra barndom og ungdom har blandt andet resulteret i filmene Lars Ole 5.C, Drenge, Kundskabens Træ og Kærestesorger. Mens voksenlivet har bragt inspirationen til film som Århus by Night, Kærlighedens Smerte og den seneste Sorg og Glæde.

Udover at være fortællinger fra et liv, er Malmros’ film i ligeså høj grad tidsbilleder og portrætter af faser i livet. Eksempelvis filmen Kærestesorger, der skildrer den svære overgang fra barn til voksen i gymnasietiden. Det er en periode i et menneskeliv, der, ifølge instruktøren, rummer de samme udfordringer i dag som de gjorde i 60’erne.

Selvom Nils Malmros har produceret autofiktive film størstedelen af sit liv, har det altid været med en vis distance. Han skildrer virkelige hændelser, men han understreger, at det samtidig er fiktion:

“Jeg har aldrig følt, at jeg har krænget mig selv ud. Der har altid været en distance. Selvom jeg bruger mig selv, er det også fiktion. Alene dét, at der er en begyndelse og en slutning. En komposition. Der er taget beslutninger om, hvad der skal fremhæves, og hvad der skal holdes tilbage”

Den store tragedie

Malmros havde dog på ét tidspunkt stor betænkelighed ved at bruge sit eget liv. Det var, da han lavede sin seneste film: “Der er kun én historie, som gav mig problemer. Det var selvfølgelig Sorg og Glæde, fordi jeg godt vidste, at den historie kunne jeg simpelthen ikke fortælle.”

Filmen fortæller historien om den episode, Malmros selv beskriver som den største tragedie i sit liv. Tragedien, hvor hans kone i en psykose slår deres ni måneder gamle datter ihjel.

Konsekvenserne for parret ville have været for voldsomme, hvis han havde lavet filmen tidligere, fortæller Malmros: “På trods af, at jeg alle dage havde lavet min egen historie — min livshistorie”. For at beskytte sig selv og sin kone startede Malmros ud med at lave en film, hvor han slørede fortællingen i sådan en grad, at man ikke ville kunne se deres liv gennem filtret. Det blev i 1992 til Kærlighedens Smerte.

Men tre årtier efter tragedien kunne sløret fjernes, og Nils Malmros kunne fortælle den historie, han var brændt inde med: “Der skete to ting; det ene var, at min kone gik på pension, og det andet var, at min kone gav mig den gave, at jeg måtte fortælle, hvad der skete”. En samtale, der skildres som afsluttende scene i Sorg og Glæde. En scene, der måske har sat det sidste punktum i Malmros’ filmkarriere.

Nils Malmros har alle dage følt, at hans seneste film var den sidste — at nu var der ikke mere at fortælle. Pludselig er der alligevel en historie, der har meldt sig. Gudskelov, indfører han. Men nu slår han fast, siddende i sofaen i parrets hjem, at Sorg og Glæde virkelig er hans sidste film — eller formoder han i al fald:

“Jeg vil næsten håbe, at det var den sidste. Jeg har lavet en lang række film om ulykkelig kærlighed — og med den her har jeg så lavet én om den voksne, modne, gensidige kærlighed.”

At holde fast i sin vision

Stuen er oplyst af solen, der skinner gennem det store vinduesparti. Bag døren hænger en plakat fra Sorg og Glæde. Den eneste plakat fra sine film, der hænger i hjemmet, fortæller Malmros. Samtalen bevæger sig fra den formodede sidste film og atter tilbage til begyndelsen på karrieren. Efter at hans første film floppede, fik Malmros sit gennembrud med Lars Ole 5.C. Her trådte han for alvor, og ganske brat, ind i på den danske filmscene:

“Det sværeste punkt var kort og godt at blive taget alvorligt. Det var det spring, der skete med Lars Ole 5.C. Det blev taget alvorligt. Så kom der selvfølgelig den svære toer, som alle taler om. Men der var jeg efterhånden på sikker jord, fordi jeg havde fået den erkendelse af mine barndomserindringer.”

Den svære toer var også den film, der lagde grobunden for Malmros’ særlige instruktive teknik. En teknik, hvor han optager scenerne i få sekunder af gangen. I kraft af sit omfangsrige arbejde med både børn og amatører, har han altid styret indspilningen med fast hånd:

“Jeg laver fire-fem sekunder ad gangen med børnene. Det vil sige, de skal aldrig spille, de skal bare lige gøre noget. På den måde kan jeg styre det fuldstændigt”. Skuespillet kom på denne måde til at virke helt naturligt — netop fordi de faktisk ikke skulle spille skuespil.

“Kritikken troede nærmest, at Lars Ole 5.C var en dokumentarfilm. Og den var det stik modsatte. Den var kunstfærdighed i yderste potens — den var så kunstfærdig, at man ikke opdagede, det var totalt styret.”

Den særlige instruktørteknik har Malmros holdt fast i hele sin karriere. En fremgangsmåde, der til tider har givet ham problemer med de mere etablerede, professionelle skuespillere. Det går dog ikke Malmros på, så længe resultatet bliver, som han vil have det.

— og nogle gange give slip

Alligevel har det vist sig for Malmros, at det også kan være godt at slippe tøjlerne en gang i mellem:

“Jeg skal jo også passe på. Der er enkelte scener, hvor skuespillerne får lov at køre lidt længere forløb. Og der sker nogle spændende ting der. For når jeg styrer det hele som marionetter, så får jeg kun det, jeg beder om. Jeg går glip af de gaver, som den medskabende kunstner kan give.”

“Den sidste film, Sorg og Glæde — der var jeg helt på det rene med, at det her er så følelsesfuldt, at jeg ikke kan sidde og dele det op i tre replikker ad gangen. Det skal flyde for, at deres følelser kan komme med”

Netop i indspilningen af Sorg og Glæde skete præcis det i en scene med Helle Fagralid, der spiller rollen som konen Signe: “Helle ligger i sengen og fortæller om sin første indlæggelse og den første mani — ud i én køre — og jeg tænker, at jeg må have mistet gehøret. Der er ikke noget galt. Det må være mig, der er noget galt med.”

“Samtidig tænker jeg, ‘Hold da op, hvor er det her bevægende’, og da vi var færdige og skal sige tak for optagelsen — der kunne jeg næsten ikke sige noget, fordi jeg havde en klump i halsen.”

Jubilæumskavalkade i Øst for Paradis

Netop den følelse er noget af det sværeste at frembringe men samtidig det, der definerer en god film for Nils Malmros. Der hvor du som seer i hver scene bliver overrasket eller bevæget. Præcis dét er et af filminstruktørens sværeste opgaver:

“Som instruktør føler jeg, at jeg skal sørge for, der altid skal være noget i en scene. Om det skal være noget visuelt, at du bliver bjergtaget af billederne. Beskæringen. Eller det menneskelige, du bliver grebet af. Der skal altid være et eller andet. Hele tiden.”

Nils Malmros’ til tider udfordrende arbejde som filminstruktør kan man høre ham selv fortælle om, når den aarhusianske biograf Øst for Paradis hylder Malmros med en jubilæumskavalkade, hvor de hver søndag fra 2. september og syv uger frem vil vise en stor del af Malmros’ film. Her vil instruktøren nemlig hver søndag fortælle historier fra sin lange karriere.

Vi kommer tilbage til den allerførste film og den hjemmebyggede blimp. Malmros rejser sig og går hen til sit arbejdsbord. Her finder han et billede frem af en ung mand siddende på gulvet med et kamera stående ved siden af sig. Her sidder jeg og er i gang med min første film i 1965, fortæller Malmros. En ung Nils Malmros, der sidder ved begyndelsen af en lang karriere — uvidende om, at han har elleve film, utallige priser og et liv skildret på film foran sig.

Fakta:

Nils Malmros er født i 1944 i Aarhus, hvor han har boet lige siden.

I 1968 debuterede Nils Malmros med filmen En mærkelig kærlighed. Siden da er hans samlede produktion vokset til i alt elleve film. Heriblandt Kundskabens Træ (1981), Kærligheden Smerte (1992) og Sorg og Glæde (2013).

Øst for Paradis i Aarhus holder jubilæumskavalkade hver søndag i syv uger med start 2. september.